Hvis blot kong Niels kendte sine egne kræfter

Sådan er det ikke mere. Saxos beretninger sættes meget lavt blandt historikere. Han digter og omdigter, tager stof mange steder fra og sætter det sammen på sin egen måde, han låner vendinger og udtryk og anvender dem efter forgodtbefindende. Det er let at se, når man først får blik for det, og advarende røster har da heller ikke manglet. Så tidligt som ved midten af 1300-årene skriver således forfatteren til Jyske Krønike som begrundelse for at bringe en lettere læselig udgave af Saxos værk, at »det på mange steder er vidtløftigt, og meget er skrevet mere for den smukke stils end for den historiske sandheds skyld«.

Saxos kunstneriske geni kan ingen tage fra ham. Den store humanist Erasmus af Rotterdam har ret, når han i begyndelsen af 1500-tallet berømmer ham for »En levende ånd og et tindrende talent, en stil som aldrig slappes eller sover, dertil en forunderlig fylde af ord, tankesprog i mængde, en beundringsværdig afveksling i billeder og figurer«. Men som sand historie må de fleste af hans beretninger altså forkastes. De er digterens suveræne improvisationer over mere eller mindre historiske tildragelser. Vi kender i nogle tilfælde de kilder, han øste af, og kan se, hvilken medfart de har fået. (Fig. 2)

Hvordan skal vi kunne udfinde den historiske kerne, når den så rigt facetteret genspejles i Saxos blækhus? Det kan kun ske gennem indgående kendskab til ham - som stilist, som fortæller og som historiker. Vi skal i det følgende prøve at afdække hans arbejdsmåde - i hvert fald en af facetterne i den - og vil som eksempel bruge et afsnit, der har øvet den største indflydelse på opfattelsen af et vigtigt krigshistorisk anliggende: rytteriets indførelse i Danmark.

Saxos værk består af 16 bøger; sådan kender vi det i hvert fald, og der er grund til at tro, at opdelingen skyldes ham selv. I 13. bog fortælles om kong Niels' regering, 1104-34. I skildringen af periodens begivenheder, som kun ligger et par generationer forud for værkets tilblivelse, er der givetvis mange faktiske historiske tildragelser; vi kender ad anden vej flere af personerne og nogle af de voldsomme hændelser. Men kapitlet er, som resten af værket, en blanding af digt og sandhed.

Det ser ud til, at Saxo i sin komposition har indsat en styrende ide. Ustandseligt indfletter han et sindbillede, hvorom han lader de faktiske begivenheder dreje sig: forholdet mellem hest og rytter; den første har styrken, men det er den sidste, der administrerer den. Hvad han hermed vil sige, er åbenbart, at den, som kan styre sine egne eller samfundets kræfter, han vinder, mens den, der måske nok har styrken, men ikke forstår at bruge den, uvægerligt bliver taberen.

I indledningen til Niels' historie hører vi om hans søn Inge: »han kom i sine unge år galt afsted med en vild hest, der kastede ham af og trampede ham sønder og sammen under sine hove, så det fyrstelige blod flød i vejens støv og skarn: han fik en ynkelig død, blev sønderslidt led for led hen ad vejen og lå der som et lemlæstet lig. Sagen var den, at hans hovmester havde villet vænne ham til hesteryggen og derfor havde givet ham lov til selv at holde i tømmen; men knøsen havde ikke kræfter til at styre tøjlerne og faldt af; og derved blev foden hængende fast i stigbøjlen, så han slæbtes hen ad jorden«.

Det er ubestrideligt, at Niels havde en søn ved navn Inge, som døde, mens faderen var konge; det kan vi kontrollere ad anden vej. Men om dødsårsagen har vi kun Saxos ord, og de passer for godt ind i resten af kapitlet, til at vi tør tage dem for gode varer.

Kort efter bringer Saxo en detaljeret skildring af danernes anfald mod venderne. Slaget stod på i flere dage, og venderne vandt, fordi de kæmpede til hest mod det danske fodfolk. En vis Knud (sikkert Saxos helt Knud Lavard) blev hårdt såret og undslap kun ved, at en af hans staldbrødre hjalp ham op på en hest, som han ved list havde taget fra en angribende fjende. (Fig. 3)

Det er jo kun naturligt, at venderne var glade. Saxo skriver: »Af denne sejr blev venderne så kry, at de rigtig skrød af egen styrke, men kun havde smædeord til overs for danernes: de gjorde tykt nar af disses svaghed og havde munden fuld af deres eget mandsmod. Men Henrik (vendernes leder), der nøje kendte vore landsmænds sind, sagde at han værdsatte fjendens styrke helt anderledes: han ville ligne deres konge ved en stor og stærk hest, og hvis den blot kendte sine egne kræfter, ville den ikke vide af at bære nogen på sin ryg; men det gjorde den ikke og lystrede derfor villigt sin rytters bud. Således ville også Niels i alle måder have held med sig, om han blot stolede på egen styrke; men tvivlede han om den, da ville alt slå fejl for ham«. (Fig. 4)

Venderne forfulgte succesen med hærgningstogter til det sydlige Jylland, de for frem med vold og terror, indtil Knud overtog jarledømmet i Slesvig for at sikre riget mod ødelæggelse. Han tilbød venderfyrsten fred, men Henrik svarede, at han ikke ville være ven med danerne, og Knud lod sine udsendinge erklære krig. Herom skriver Saxo: »Henrik lo ad deres budskab og lignede Knud ved en ung fole, der ikke ville tåle nogen rytter på sin ryg; men, lagde han til, han skulle nok få lagt bidsel og tøjle på slig vælig ganger«.

Knud reagerede ved straks at angribe fjendens borg, og Henrik måtte hovedkulds flygte over en nærliggende flod. »Da Knud så, at han var kommet i land på den anden bred, råbte han på dril over til ham, om han var blevet våd. Henrik spurgte ham nu, hvor det kunne være, at han for sådan frem, og han svarede: det var for at hente den tømme, han havde lovet ham. Henrik indså, at han ved dette svar på en fin måde lod ham høre ilde for de trusler, han nys havde ladet sig forlyde med; han slog dog skam og skade hen i spøg og svarede: ja men du lader jo til at have så stærke hove, at man knap kan komme dig nær, endsige holde styr på dig«.

Det lykkedes altså ikke Henrik at tøjle den unge fole Knud, men de to blev - stadig ifølge Saxo - siden gode venner. Det kom så vidt, at Henrik opfordrede sin fordums modstander til at overtage hans vendiske rige, idet han påberåbte sig, at hans sønner var nogle stympere. »Henrik mindede nu Knud om, at han havde kejserens gunst behov, da Vendland gik for at være et len af denne; og Knud sendte ham da til skænk en guldskoet ganger: hestehovens sjældne smykke skulle gøre den i og for sig gode gave endnu mere værd i modtagerens øjne. Sikkert har kejseren sat endnu højere pris på giverens tanke end på selve gaven: ved at byde ham den dyreste malm til den ringeste brug viste han ham just den højeste hæder«.

Knuds gave til kong Lothar (han var på det tidspunkt endnu ikke blevet kejser) var en lensafgift af en form, som ikke var ualmindelig på de tider. Den viste klart, at han var rede til at anerkende den tyske herres overhøjhed og bøje sig for hans bestemmelser. Som vendisk fyrste måtte han godtage, at Lothar havde tøjlerne.

Knud Lavard havde som søn af Erik Ejegod et retsligt krav på den danske trone på lige fod med Niels' søn Magnus. Knuds militære held vakte misundelse hos Magnus, som bagtalte ham hos faderen. Denne bød Knud give møde. »Knud var første mand på det aftalte samlingssted, og da hans farbroder (kong Niels) kom ridende, bar han sig ad, som det i Tyskland er sæd ved hove: han løb ham i møde uden kappe og holdt ærbødigt i stigbøjlerne for at hjælpe kongen af hesten«. Kunne han tydeligere vise, at han som dansk jarl i Slesvig anerkendte kong Niels' overhøjhed? (Fig. 5)

Hvad der skete med Knud, er kendt af alle. Magnus lod ham dræbe i Haraldsted skov en januardag 1131. Om selve handlingen er der mange dunkle punkter, men reaktionen er klar: de, der stod bag Knud, gjorde oprør. Knuds bror Erik Emune førte an. Gennem tre år svigtede krigslykken, men omsider lykkedes det ham at sætte sig fast i Skåne. Om den følgende hændelse skriver Saxo: »Men næste sommer udbød han (dvs. kong Niels) leding over al Danmark undtagen Skåne, landede ved Fodevig og bød fodfolket fylke sig tæt ved stranden. Knap fik han dem stillet op i række og rad, før han på afstand øjnede Erik, der kom farende: støvet stod fra hestenes hove i vejret som en sky. Nu bød Niels sine mænd drage sig lidt tilbage ad skibene til; men undervejs hørte de, hvor det dønnede under Eriks fremfarende hestfolk, og blev så slagne af skræk, at der ej længer var tale om rolig gang, men om vild flugt. Da så Erik kom over dem, fandt han en hær, som alt var slagen, ikke i striden, men af skæbnen; uden fare kunne han hugge ned for fode, og sejren, han vandt, kostede ham ikke synderligt blod: det var Herrens hævn for frændemordet. Kun Magnus med en liden skare bolde kæmper skammede sig ved at vige, hvor de andre vendte ryg, og så sine angribere under øjne, ja drev dem tilbage. Sagen var den, at han indså, hvor ringe udsigt der var til at undslippe, og derfor satte en ære i at søge heltedøden og med hæder ende sit liv i kampen: han ville hellere falde end fly for ej at gøre sit gamle ry som bold stridsmand til skamme. Han stred som en helt, fældede mange af sine fjender og segnede omsider i døden på en dynge af lig, han havde lagt uden om sig«. (Fig. 6)

Det var lykkedes Erik at vende en serie nederlag til sejr, fordi han beherskede rytteriet. Hans fremfarende hestfolk havde styr på kræfterne, hvorimod Niels' enorme opbud var slagen af skæbnen, som Saxo siger. Ledingshæren havde nok styrken, men ikke kontrol over den.

Det er første gang, vi hører om anvendelse af rytteri i Danmark, og det er en begivenhed, som fortjener den største opmærksomhed. Et nyt kapitel i krigshistorien blev begyndt med dette slag - hvis vi tør tro Saxo. Men det gør vi ikke. Vi har set, at han anvender menneskets beherskelse af hesten som et litterært ledemotiv gennem hele sin 13. bog, og det må være berettiget at sætte et stort spørgsmålstegn ved oplysningen om rytteriets deltagelse ved Fodevig. Her må vi veje ordene. I al historieskrivning, selv den mest kritiske, har det været betragtet som en given ting, at det var Eriks hestfolk, som afgjorde slagets udfald.

Denne accept af rytteriets opdukken i Fodevigslaget skyldes selvfølgelig ikke udelukkende en for ukritisk anvendelse af Saxos skildring. Andre kilder er taget med i overvejelserne. Der foreligger - foruden flere korte fremstillinger - en detaljeret meddelelse i de tyske Erfurt-årbøger fra midten af 1100-årene. Her hedder det:

»Men efter at hæren var gået fra borde og havde opstillet sig, påkom der alle en umådelig frygt, og da Magnus havde ladet skibene lægge bort fra kysten, for at ikke nogen skulle undfly til dem fra slagordenens rækker, forlangte de, at han atter skulle lægge skibene ind til stranden. Men Magnus svarede: Tapre krigere, hvad frygter I for? Vor hær tæller 20.000 tapre mænd, og om vor hu stod til at gå mod verdens hovedstad Rom, ville ingen kunne stå imod sådanne skarer! Medens nu disse ikke lod sig trøste og opgav håbet om frelse, var der en herlig ung mand, David, en søn af Eriks søster, som var indesluttet i byen Lund og nu drog ud med 300 tapre tyske krigere; han kaster sig i nærkamp midt ind i modstandernes skarer, så at alle spredes til siden og flygter, medens Magnus alene bliver liggende tilbage på jorden. David stod nu ved hans side og tiltalte ham således: Oh du forbryderske stimand og troløse morder, som dræbte min morbroder, din farbroders søn, netop som du kyssede ham, således som den troløse Judas forrådte vor Frelser! Nu piner dine synder dig! Nu følger Guds straffedomme dig! Idag, siger jeg dig, vil du få, hvad du fortjener; dit ugudelige hoved og dine forbryderske hænder vil blive hugget af dig for din store udåds skyld, og dit navn vil være til skændsel for alle kommende tider«.

Ingen nutidig læser af dette hævndrama vil vel forestille sig, at alt i virkeligheden gik til som beskrevet. Vor mistillid til Saxo kan med andre ord roligt overføres til Erfurt-årbøgerne. Før vi går videre med det, der her er hovedsagen, bør vi nok se lidt nærmere på også denne kildes pålidelighed.

Den unge mand David optræder ikke i de danske krønikers persongalleri. Alligevel forekommer han bekendt. Vi husker Det gamle Testamentes unge dristige David, der nedlagde filistrenes kæmpe Goliat, og vover den påstand, at det er ham, der har foresvævet fortælleren. Middelalderens historieskrivere undså sig ikke for at lade deres skildringer farve af bibelske paralleller. Til Goliat, som ifølge Biblen var seks alen og et spand høj, svarer Magnus; navnet er latin og betyder »den store«. Mod ham og hans umådelige hærstyrke stormer den herlige unge David med sine 300 tapre tyske krigere som Biblens David mod filistrene. Som Goliat bliver Magnus strakt til jorden, og David siger til ham: »Dit ugudelige hoved og dine forbryderske hænder hugger jeg af dig«. I Første Samuels Bog, kapitel 17,51 læser vi: »Så løb David hen ved siden af filisteren, greb hans sværd, drog det af skeden og gav ham dødsstødet og huggede hovedet af ham dermed«. (Fig. 7)

Der er således meget, som tyder på, at den tyske krønikeforfatter har ladet sin pen lede af et litterært forbillede på bekostning af den historiske sandhed. Hans David er så tvivlsom, at vi i hvert fald ikke uden videre tør medtage ham i Fodevigslagets helteskare. Kun den oplysning, at han var søstersøn til Magnus' fjende Erik Emune, kan pege i retning af, at han er en historisk person, og han antages da også almindeligvis at være identisk med Erik Lam, som netop indtog den nævnte plads i familien. Omdøbningen efter det bibelske forbillede var i tidens ånd. Alt dette vil vi nu lade ligge og i stedet vende os mod det, der for os er væsentligt: Var de tropper, som overvandt Magnus' talmæssigt overlegne styrker, beredne?

Den her benyttede oversættelse af årbøgerne bruger ordet krigere om Davids 300 mand. Det latinske »miles« er et ord, som i løbet af middelalderen skifter indhold fra soldat over rytter til vasal; det kan altså betyde rytter, men det er langt fra givet, at det gør det, og det er nok rigtigst, som det her er sket, at oversætte årbogens »militibus Teutonicis« ved »tyske krigere«. Men de for vor krigshistorie så væsentlige ryttere går med dette yderligere i opløsning. Hos Saxo var de kulminationen af et litterært ledemotiv, i årbøgerne en tvivlsom sproglig fortolkning. Det er iøvrigt påfaldende, at den med begivenheden samtidige Roskildekrønike, som tager Magnus' parti, slet ikke berører problemet. Den skriver i al korthed: »Erik kastede sig imod dem med sin hær og tilføjede hele Danmark et ubeskriveligt tab«.

Den historiske forskning består blandt andet i at stille nye spørgsmål til kildematerialet med det resultat, at den ofte får nye svar. Derfor kan man sige, at hver generation har sin historie. Lad os prøve at se, hvordan Fodevigslaget er blevet omtalt i løbet af det sidste par generationer. Hermed erfarer vi, at vor forståelse af fortiden er en genspejling af vor samtid. I det digre værk »Danmarks Riges Historie« fra århundredskiftet læser vi om kampen, som fandt sted anden pinsedag:

»I den store Høllvig, som den nu hedder, eller Fotevig, som dens navn var i ældre tid kastede skibene anker og landsatte krigerne. Valget af dette landingssted ville have været udmærket, såfremt udskibningen havde kunnet foregå uforstyrret og tropperne få tid til at rykke frem over landtungens smalle fod. Magnus havde sandsynligvis også gjort regning herpå og ikke ventet, at man skulle komme til at kæmpe på selve helligdagen. Men her havde han ikke taget i betragtning, at Erik netop udmærkede sig som kriger ved sine hurtige og snarrådige bevægelser, og at et ypperligt rytteri udgjorde hans hærs fortrinligste bestanddel. Så såre budskabet om landsætningen var nået til Lund, kastede Erik sig med sine ryttere ned mod sydkysten. Magnus' fortrop var ikke nået længere end til Hammer, da den så støvskyen under de fremstormende krigere og således blev nødt til at optage kampen på et terræn, hvor hæren ikke havde lejlighed til at udfolde hele sin styrke. Magnus kæmpede selv med løvemod, og faldne fjender lå i dynger omkring ham; ingen i hans skare holdt sig tilbage, men Eriks indhug var lige så tappert som uimodståeligt. Hans søstersøn Erik styrtede uforfærdet midt ind i fjendens rækker og nedmejede de kæmpende i hobetal. Da flugten begyndte, fuldbyrdedes nederlaget«. (Fig. 8)

Såvidt »Danmarks Riges Historie«, der blev forfattet i en tid, hvor man med fantasi indlevede sig i det efterladte kildemateriales oplysninger. I »Det danske Folks Historie« fra 1927 hedder det om samme begivenhed:

»Den rummelige bugt afgav en sikker landingsplads, dog var stedet lidet egnet til, at man her hurtigt kunne udfolde krigernes skarer, og Erik, der efter Knud Lavards eksempel havde uddannet et fortrinligt rytteri, lod fra Lund sin hær kaste sig så hurtigt ned mod den hank af land, der slutter om vigen, at kampen måtte optages på dette smalle og ugunstige terræn. Magnus kæmpede med største heltemod; på Eriks side viste hans søstersøn Erik (Lam) dumdristig tapperhed. Men afgørelsen kom hurtigt, og de flygtendes bestræbelser for at nå ud til skibene kostede yderligere talrige krigere livet«.

Omtrent samtidig skrev Erik Arup i sin »Danmarks Historie«:

»Da 4. juni ledingshæren gik i land, kom Erik over dem med sin hær, som hans søstersøn Erik Haakonsen havde tilført en lejetrop på 300 tyske ryttere; Sakse skildrer denne rytterhærs mægtige fremfart: »støvet stod fra hestenes hove i vejret som en sky; det dønnede under Eriks fremfarende hestfolk«. Det var det samlede fremstormende rytteri, der her for første gang i Danmarks historie viste sin mægtige militære overlegenhed over ledingshæren, slet bevæbnet og til fods«.

Vor tids historieskrivning afholder sig fra detaljerede skildringer af slagets gang, dem finder man ikke mere kildemæssig dækning for. Men der er ikke rejst tvivl om, at udfaldet blev afgjort af Eriks 300 tyske ryttere, der hermed indledte en ny fase i landets historie.

Vi har søgt at vise, at denne vidtrækkende antagelse ikke holder stik - eller rettere: at vi intet ved derom; kilderne er ikke bærekraftige. Og vi har samtidig villet give et indblik i historikerens virke og vilkår. Hans arbejde er ofte desillusionerende. Storslåede fortidstraditioner sønderlemmes og forkastes. Vi må gøre vore historiebøger stadig tyndere, denne gang ved at fjerne rytteriet fra Fodevigslaget. Rytteriet fungerede som en del af den danske krigsmaskine i slutningen af 1100-tallet, derom er der vist ingen tvivl, men det er et uløst spørgsmål, om det var fodfolket eller hestfolket, som rejste støvet fra vejene hin berømmelige dag i pinsen på den skånske øresundskyst. (Fig. 9) (Fig. 10)