Hvide Ørn

- og på låget er der et smukt udført skibsbillede med tilskriften »Hvide Ørn«. Kistens veje gennem handelsverdenen har ikke kunnet spores, men navnene og årstallet gør det muligt at identificere den oprindelige ejer. Før vi præsenterer ham, vil et par ord om skibskister i almindelighed måske være på sin plads.

Til opbevaring af personligt udstyr medførte tidligere tiders søfarende køjesæk og skibskiste - eller i hvert fald en af delene. Hvornår brugen af skibskister egentlig opstår, er uklart, men Sturlunga Saga nævner en »sviptikistu«, som krigeren på ledingsskibet selv medførte til sit grej, og i vikingeskibene, der - som vi ved fra fundene - kunne være med plant dæk, men uden faste tofter, er det en nærliggende mulighed, at det, roerne sad på, netop var kisterne. I middelalderlige dokumenter findes skibskister omtalt, omend ikke almindeligt. Af 16-1700-årenes kister er enkelte bevaret - således fra det svenske regalskib Wasa, der sank 1628, samt admiral Niels Juels skibskiste; den er fra sidste halvdel af 1600-årene og det ældst kendte danske eksemplar, men kan næppe betragtes som tidstypisk. At så få har overlevet skyldes formodentlig, at der ikke har været særlig mange af dem - vel simpelt hen på grund af pladsmangel i datidens skibe; 1609 påbydes således brug af køjesække på orlogsskibene i den dansk-norske flåde. Med 1800-årene bliver kisterne mere almindelige. De har nu fået den karakteristiske skråvæggede form; tidligere havde siderne været lodrette.

Visse træk går igen i kisternes praktiske udformning, således det flade låg, der benyttedes som siddeplads og ofte tillige som bord, samt de ret ensartede mål. Der er bæregreb på gavlsiderne og lås indfældet bag på frontsiden. Endvidere må nævnes læddiken, det lille rum placeret øverst ved kistens ene ende, beregnet til opbevaring af småting. Mere varieret er dekorationen. Opklæbede billedtryk på undersiden af låget - såkaldte kistebilleder - er den simpleste form, men det normale er et påmalet skibsbillede - som regel typisk amatørarbejde, undertiden dog professionelt udført og da ofte signeret.

Før brugen af skibskister ophører, i vort århundrede, opstår en mere enkel type, den såkaldte Nyhavnskiste. Den er en del mindre grundet de trange adgangsforhold til dampskibenes lukafer.

Vor skibskiste er i det store og hele tidstypisk - så vidt man da kan dømme efter det sparsomme sammenligningsmateriale. Med årstallet - 1716 - kastes vi midt ind i den Store nordiske Krig (1709-20), præcis til slaget i Dynekilen, Tordenskjolds største bedrift udført med syv skibe, hvoraf ét - hans eget - netop bar navnet Hvide Ørn. Men hvem er kaptajnløjtnant Tønder, som åbenbart har ejet kisten, kan han findes blandt flådens officerer? Ja i høj grad, ikke mindre end tre mænd af det navn optræder i forbindelse med slaget: Andreas Tønder og brødrene Christian og Michael Tønder. Har kisten tilhørt en af dem? Og er det virkelig Tordenskjolds berømte fregat, kunstneren har haft for øje, da han malede billedet på låget? (Fig. 3)

Aktionen i Dynekilen - den lange smalle fjord på Sveriges vestkyst - hører til vor søkrigshistories kendteste begivenheder. Sommeren 1716 kommer det til Tordenskjolds kundskab, at en svensk transportflåde med forsyninger til Carl 12.'s belejring af fæstningen Fredrikssten ligger opankret her. Det er for stor en fristelse for den unge vovehals og nybagte adelsmand. Med sin lille dansk-norske eskadre, fregatterne Hvide Ørn og Vindhunden, stykprammene Hjælperen og Arken-Noa samt tre galejer, støder han om morgenen den 8. juli for en vestlig brise ret ind i fjorden. Foretagendet synes uhørt dristigt, det fire sømil lange farvand er flere steder så smalt, at der fra de omgivende klipper kan skydes næsten lodret ned på skibene, men svenskerne har anset et angreb fra søen for utænkeligt og har helt undladt at etablere et fremskudt forsvar. Det lykkes indtrængerne uset at komme næsten frem til havnen, et trekantet bassin i bunden af fjorden. Her ligger den svenske forsyningsflåde beskyttet af et batteri anlagt på en lille holm samt af orlogsskibet Steenbocken med en galejflåde. Kampen, der begynder omkring kl 8, varer i tre timer. Kl 11 stryges kommandotegnet over Steenbocken, og kanonaden indstilles. På dette tidspunkt er det meste af mandskabet rømmet fra de svenske skibe, som dog forinden er antændt eller sat på grund. (Fig. 4)

Aktionens næste fase er redning og opbringelse af så mange som muligt af de fjendtlige skibe, og her er det, myterne dannes om de dansk-norske officerer og deres mandskab. Det kræver fantasi at forestille sig dette kapløb med antændte paslunter og ulmende tjæretønder, dette mareridt af brændende og eksploderende fartøjer, det hele under heftig musketild fra land. Af ialt 13 orlogsfartøjer lykkes det at medtage ni, og i tilgift får man fem skibe med artillerimateriel og tre med proviant. Hertil kommer så de ødelagte fartøjer, der bringer fjendens samlede tab op på 44 skibe. Den følgende dag opgiver Carl 12. belejringen af Fredrikssten.

Andreas Tønder, der på det tidspunkt er secondløjtnant i landetaten, kan straks udelukkes som kistens ejer. Christian Tønder deltager i slaget som chef for galejen Lovise, han indstilles til søkrigsmedalje, men dør samme år på sygehuset i Frederiksstad; ham kan der næppe heller være tale om. Tilbage er så den unge premierløjtnant Michael Tønder, chef for galejen Printz Christian og kommandør for de øvrige galejer. Han berømmes højt for sin indsats under kampen og avancerer 1. oktober 1716 til kaptajnløjtnant. Her har vi efter al sandsynlighed den »Kapl. Tønder«, som nævnes på kistens forside.

Hvad ved vi egentlig om denne mand, udover at han var Tordenskjolds kampfælle? Hvordan var for eksempel hans forbindelse til Hvide Ørn, som han ikke kommanderede i Dynekilen, men dog smykkede sin kiste med? I C.P. Rothes Tordenskjold-biografi fra 1749 omtales han ret udførligt, men der har været mere under forberedelse, det fremgår af en anmærkning i den ændrede udgave, som kom nogle år senere: »Straks efter hans død havde jeg begyndt på hans levnedsbeskrivelse, hvoraf 4 ark haves trykte, men imellemløbende omstændigheder forvoldte, at det ej er blevet fortsat eller fuldendet«. Det er lykkedes på Det kongelige Bibliotek at fremdrage dette brudstykke, der synes skrevet på grundlag af personlige samtaler og måske Tønders dagbøger. Der fortælles indgående om begivenhederne indtil 1711, men her slutter beretningen brat. Andre kilder må inddrages for at føre historien videre.

Michael Christian Ludewig Ferdinand Tønder fødes 1692 i omegnen af Christiania som søn af en »capitain ved det smålenske regiment«. Faderen dør seks år senere, og det står nu til moderen, »en formuende præstedatter«, at opdrage Michael og hans fem søskende, blandt disse den ovenomtalte Christian. 1703 sendes den elleveårige til København, men et løfte om optagelse på søkadet-akademiet kan ikke opfyldes, der er ingen ledige pladser, så han må nøjes med indskrivning i volontørklassen. Da der efter et par års forløb stadig ikke har vist sig mulighed for optagelse, ja chancerne tværtimod er forringet, rejser han dog tilbage til Norge.

En afstikker til Amsterdam med et af moderens koffardiskibe bliver Michaels første længere sørejse, og uden tvivl har den givet ham mod på livet, så at han efter hjemkomsten har svært ved at slå sig til ro. Herom skriver Rothe:

»Den unge Tønder var kvikker og af et muntert naturel; samme er noget, som desuden gemeenlig følger nordmænd. Hans Fru Moder var derfor straks betænkt, hvorledes hun skulle få denne søn vel anbragt; lediggang, der fordærver så mangt et ungt gemyt, så hun lettelig tjente hannem mindst. Hun rådhørte sig hos sine venner, besluttede derpå igen at sende ham til Holland med førstgående skibs-lejlighed for i Amsterdam at lære bogholderiet, da hun siden ville sætte ham til købmandsskab eller på et cantoir«.

Med et anvisningsbrev til en anset købmand og »skikkeligen udredet med klæder, så og nogle få rigsdaler i sin lomme«, går da vejen igen til Amsterdam. Her glipper dog den moderlige omsorg, for unge Michael finder det morsomt at følges med besætningen rundt på »spille- og gildehusene« og glemmer rent at tænke på bogholderiet. »For ungdommen er intet skadeligere end slet selskab. Samme fordærver gode sæder og forfører de ellers bedste og ædleste gemytter«. Tiden går, og da skibet en dag uventet er sejlet, står han alene tilbage uden penge. Nu - efter så lang tids forløb - at melde sig i sin læreplads huer ham ikke. Han beslutter i stedet at søge lykken til søs.

Som skibsdreng på den hollandske kaperfregat Diana krydser nu Michael sommeren igennem i Nordsøen og under Grønland. Helt stille går det ikke af, for Holland er i krig med Frankrig, hvad et par koffardi- skibe og en Biscaja-farer på hvalfangst får grund til at beklage. Mod efteråret, da fregatten med lodshjælp søger ind til Amsterdam, opbringes lodsgaliothen af en fransk snau, og Michael, der er gået over i galiothen, må sammen med dennes besætning følge med til Dunkerque. Her står valget mellem fangenskab og fransk tjeneste, Michael vælger det sidste, og foråret 1707 finder vi ham på den kendte franske kaperkaptajn Caifas fregat med kurs sydover. Han er nu fjorten år.

Den sommer lærer Michael Middelhavet at kende, og her såres han under erobringen af et par rigt lastede hollandske fregatter. Hjemrejsen er stormfuld, men foråret 1708 når man da frem til Frankrig, hvor Michael skifter hyre til fregatten L'Arrogant. Denne gang går turen nordpå. Nye bataljer med fjendtlige orlogsskibe.

Her såres vor helt for anden gang. L'Arrogant er - sammen med to andre fregatter - gået til angreb på et stort engelsk krigsskib, som efter en hidsig kamp entres fra begge sider. »Da han som en den tid frisk ung matros med huggert i hånden ville hjælpe sig op i det fjendtlige orlog-skib, hug en af de engelske matroser ned efter hovedet på ham med en enter-beil, men som en anden fransk matros til hans store lykke varskoede ham, han skulle tage hovedet til sig, såsom de hug ud efter ham, traf entre-beilen ham alene med den ene spidse i overdelen af munden og det så hårdt, at leppen ej alene blev kløvet rent ad, men en tand blev og hugget ud af gummerne, så den fløj ind i halsen på ham. Arret af dette hug beholdte han til sin døde-dag temmelig stor, det viste, hvorledes over-leppen, straks fra næsen af på den venstre side af munden, havde været flakt rent igennem indtil tænderne. Havde Guds kendelige forsyn ej været, havde han her ufejlbar fundet sit bane-sår. Dog glemtes svien med faren den tid snart af glæde over, at det samme engelske orlog-skib lykkelig blev bestegen og erobret«.

En hollandsk kaperkaptajn, Credo, krydser mod slutningen af togtet Michaels veje, og eventyret fortsætter som bådsmand på hans fregat. Måske er den hyppige skiften parti dog blevet ham for meget. Da rygtet melder om forestående krig i Norden, bryder han brat op og søger ved første skibslejlighed til Norge.

Her kunne man have ventet et pusterum helliget familien, som der i de forløbne år ikke har været tid at interessere sig for. Men nej: »Med det samme, han sætter foden på den norske bund, mærkede han selv, at der blussede en overmåde attrå op i ham at finde lejlighed til at vise sig«. Han køber en hest og iler til København, hvor han melder sig på admiralitetet og omgående optages som Kongelig Søe-Cadet.

Cadet Tønder er ved krigsudbruddet efteråret 1709 netop fyldt 17, men hvad erfaringer angår må han have overgået de fleste af sine officerskolleger. Han antages til løjtnantstjeneste på orlogsskibet Elephanten under general-admiral Gyldenløve og gør tjeneste her i fire år. Sin danske ilddåb får han ved kamphandlingerne omkring landgangen i Skåne straks efter krigsudbruddet, og det følgende år, 4. oktober, er han med ved træfningen i Køge bugt, hvor kommandør Huitfeldt kæmper sin sidste kamp, før »skibet med et forfærdeligt knald og bragen foer i luften i tusinde splinde«.

November 1714 ankommer Carl 12. til Stralsund efter sit berømte ridt gennem Europa, og straks koncentreres søkrigen om den sydlige Østersø. Michael, der nu er avanceret til secondløjtnant, deltager i kampene ombord på orlogsskibet Ditmarsken, men bliver hårdt såret under forsøg på at entre et svensk bombarderfartøj. Spillet synes ude, men nej - to måneder senere er han igen på benene, det ene dog nu af træ.

Handicappet betyder intet afbræk i Michaels karriere, i de fortsatte kampe omkring Rügen udmærker han sig og forfremmes til premierløjtnant. I disse krigshandlinger deltager også Tordenskjold, og året efter møder vi de to forenet, nemlig i den lille eskadre, der 8. juli om morgenen stryger ind mellem klipperne ved Dynekilen som indledning til krigens mest hasarderede aktion.

Tordenskjold (eller Wessel, som han oprindelig hed) er på det tidspunkt 25 år - kun lidt ældre end Michael og med et levnedsløb, der i mangt og meget ligner hans. Bedrift på bedrift, udført med dygtighed og held, samt en ikke ringe sans for kongegunstens betydning har befordret hans lynkarriere med tilhørende adelskab og navneskifte. Skibet, som han fører, Hvide Ørn, er en erobring fra Østersø-krigen, en kendt svensk hurtigsejler. I Michael Tønder har han fundet en åndsbeslægtet, og man kan vel gå ud fra, at de fælles oplevelser har knyttet dem nærmere sammen. Om begivenhederne i Dynekilen fortæller C. P.Rothe i Tordenskjold-biografien. (Fig. 5)

»Jeg haver nu altså vist, hvad capitain Tordenskjold daværende tid berømmeligt haver forrettet, men som han havde mange brave danske sø-officerer under sin kommando, der troligen hjalp til at befægte denne betydelige store sejr, var det ubilligt, om jeg med stiltienhed rent ville overgå, hvad samme hver for sig prisværdigt ved dette tog forrettede, for så vidt jeg har kunnet bringe i erfaring. Fornemmeligen indlagde sig daværende lieutnant Michael Tønder stor ære, thi han var den, som efter Tordenskjolds ordre først erobrede og besteg det svenske batteri, som lå på den lille holm i mundingen af Dynekilen, hvor han fornaglede kanonerne. Da dette var forrettet, udtog han den svenske galej, Lucretia, og derpå nok et krudt-skib, i hvilket de svenske havde lagt brændende lunter, som gik således til. Da han havde fået batteriet indtaget, blev han denne svenske huk- kert vaer, som lå inde i en bugt ved batteriet og røg af alle ender. Såsnart han så den, foer han straks med chaluppen der om bord og fandt, at en tjære-balle stod midt udi lugen af ommeldte fartøj og brændte i lys lue. Herover lod han sin kvarter-mester springe ned i lugen, på siden af ilden, for at lange ham tjære-ballen med ilden op, hvilken har derpå med egne hænder tog og kastede over borde med ild og alt. Imedens dette skete, kom 2 af hans matroser af chaluppen, der lå neden for, op i skibet, kvarter-mesteren derimod ville søgt ned i chaluppen ud af skibet råbende: Det er krudt, hukkerten er ladet med, vi springe i dette øjeblik alle mand i luften! Men som sligt alligevel ville have skeet, hvad enten de havde søgt at frelse sig ned i chaluppen eller og blive i fartøjet, tvang lieutnant Tønder kvarter-mesteren at blive og rev trøjerne af de 2 matroser, som vare hos ham, hvilke han lod stoppe ned i vandet, og fik derved ilden slukt, som var i luge-karmene. Som røgen nu derved mærkelig mindskedes, gik han selv tredje ned i skibet for at lede efter mere ild, fandt og straks en anstukken lunte siddende i een af krudt-tønderne, af hvilken der ej hang mere end som 2 tommer lang udenfor, resten var allerede så nær forbrændt, denne tog lieutnanten da straks imellem fingrene og langede den igennem kahyt-skodet ind til en mand, som han havde ladet gå ind i kahytten for der at ransage. Da man nu herpå ej fandt mere ild, gik de samtlige igen i chaluppen og bugserede hukkerten ud på rommet. I samme fandtes der siden 260 tønder krudt, af hvilke de to tønder vare slagne i stykker og strøede oven på de andre, og der oven på var det, ilden stod og brændte i tjære-ballen. (Fig. 6)

Herpå tog han den svenske schoutbynacht Söeblads chaluppe bort, men med denne chaluppes udtagelse gik det således til: Imedens lieutnant Tønder var ifærd med at udbugsere hukkerten, var capitain-lieutnant Kiøge gået ind med en dobbelt chaluppe i en anden bugt for at borttage ommeldte chaluppe. Det svenske infanteri derimod, som var posteret på landet, forjoge ham ej alene, men dræbte og 2 å 3 af hans mandskab, så han måtte vende tilbage med uforrettet sag. Da han herover så sig nødt til at retirere og vel havde fået døde og blesserere, men ej den forlangede chaluppe, blev Tordenskjold meget vred og skændte på ham for det mandskabs skyld, han havde sat til. Da lieutnant Tønder hørte dette, tænkte han at ville gøre det bedre, og for da ej at hasardere kongens folk tager han tvende svenske matroser til sig, som han havde fået fangen i en svensk jolle, med disse roede han lige ind under musketteriet til chaluppen, var og så lykkelig straks at udtage den, dog blev den ene matros skudt i sædet med en kugle, hvorover lieutnant Tønder selv måtte tage ved åren. Da han kom udbugserende med chaluppen, råbte Tordenskjold, som havde stået og set på dette foretagende, til ham, at han havde dyrekøbt den chaluppe, og at det var synd at tage den fra ham, i hvilken henseende capitain Tordenskjold også siden meddelte Leutnanten sin attest, at denne chaluppe hørte ham alene til, som derpå siden bragte den med sig herhid til København, hvor den blev solgt til Hans Majestæts tjeneste.

Da disse tre pust vare overstanden, nemlig med batteriet, hukkerten og chaluppen, lod lieutnant Tønder sit mandskab give brændevin, men som han stod og så derpå og tillige talte med officererne, skøde de svenske efter dem fra landet med musketteri, hvoraf capitain-lieutnant Høeg, som stod ved siden af ham, blev truffet med en kugle under øjet, og lieutnant Viller måtte i samme øjeblik styrte død ned af 3 kugler i en pose, som gik forind igennem hans bryst og igen bagud af hans ryg, hvorforuden der og faldt 3 å 4 mand. Lieutnant Tønder lod vel igen af en falchenette skyde ind i landet med cartetscher, men som der desuagtet ideligen blev skudt ud af skoven efter dem, måtte han til sidst lette og lægge sig længere ud. Som dagen herpå gik til ende, og der dog ej var mere for dem at bestille, tog han ommeldte krudt-skib på slæbetov tilligemed nok en anden galioth ladt med stykker, bomber, kanoner og fyldte rør til gesvindte skud, med hvilke han så vel som de andre skibe bugserede ud af indløbet«. (Fig. 7)

De følgende år finder vi Michael Tønder som chef for forskellige fartøjer i Nordsø-eskadren. Hans overordnede er stadig Tordenskjold, og han deltager med denne i Marstrands erobring, hvilket indbringer ham søkrigsmedaljen i guld og forfremmelse til kaptajn. For en mand, der som han er opvokset med krigen, må fredsslutningen 1720 have været en stor omvæltning, men han fortsætter som søofficer og kommanderer forskellige vagtskibe i Storebælt. Blandt de fartøjer, han har under sig, er (1724-25) fregatten Hvide Ørn - Tordenskjolds gamle flagskib. Vi gætter på, at det er i den periode, skibsbilledet er blevet føjet på kisten, forskellige overmalede brugsspor synes i hvert fald at vise, det ikke har været der oprindelig. At billedet virkelig forestiller dette skib, bekræftes af samtidige konstruktionstegninger. Om malerens identitet fortæller en - desværre noget utydelig - indskrift på låget af læddiken. Her læses (med forbehold): jeg Christi(an) N(i)chlas (m)ale(d) Hvi(de) Ør(n). (Fig. 8, fig. 9)

Kisten har vel fulgt Michael Tønder på den lange række orlogsskibe, han gennem årene blev fører af. Formodentlig har den også været med på Kinafærden 1730-32, hans store togt med Cronprintz Christian, som indledte Kinahandelen og førte til dannelsen af Asiatisk Kompagni. 1752 udnævnes han til viceadmiral, men afgår to år senere efter 45 år i søetaten. Noget langt otium bliver ham ikke forundt, året efter dør han. På hans kisteplade i Holmens kirke kan læses, at han »iblandt mange aktioner havde erholdet adskillige blessurer, dem han tildels med besværlighed bar til sin død«. Teksten slutter: »Hans tappere bedrifter være hos efterkommerne udi evigvarende berømmelige erindring«.

I skiftet efter Michael Tønders enke (Elisabeth Benzon, død 1769) nævnes under afsnittet »Trævarer« for uden tre store kufferter og et par jernbundne skrin »1 gammelt Etat Skrin«, som under den efterfølgende auktion bortsælges for 4 mark 1 skilling. Er det vor skibskiste, der allerede for 200 år siden betegnedes som gammel? (Fig. 10)

Lit: C.P.Rothe: Tordenskiolds omstændelige Livs og Helte-Levnets Beskrivelse. Kbh. 1747-50 og 1772-73. - Samme: Vice-Admiral Tønders Liv og Levnet. Ca 1760, ikke afsluttet. - Bidrag til den Store Nordiske Krigs Historie. Udg. Generalstaben 1899-1934. - T.A.Topsøe Jensen og Emil Marqvard: Officerer i den Dansk-Norske Søetat. 1935.