Hver by sin heks

Samtalen fandt sted 1960 i en lille dansk by, og inden jeg gik hjem for at sove på mit hotel, havde jeg fået vished om, at heksetroen endnu levede i Danmark. »Sagde man noget om, at han havde en bog?«, spurgte jeg min meddeler. »Ja, han havde denne forfærdelige bog. Hvad er det nu, den hedder?« - »Cyprianus«, faldt søsteren ind. - »Ja, og han kunne ikke dø, før han havde fået én til at overtage denne her bog. Hvem er det nu, de siger, der har overtaget hans hekseri?« - »Valborg«, svarede søsteren efter en pause.

Dette blev indledningen til en undersøgelse af heksetroen i et dansk lokalsamfund, hvorunder den, der skriver dette, personligt lærte nogle af vore sidste »hekse« at kende - ulykkelige kvinder eller mænd (hekse er langt fra altid hunkøn), som havde fået deres liv ødelagt af overtroiske rygter og sladder. Af hensyn til alle implicerede blev undersøgelsen indtil videre deponeret i Dansk Folkemindesamling, og den er kun fremdraget her som dokumentation for, hvor længe heksetroen har holdt sig i live. Med dette som baggrund foruden det, der i øvrigt er bevaret af folkemindeoptegnelser, vil jeg også hævde, at påstanden om, at »hver by har sin heks«, var mere end en poetisk talemåde, den gang midsommervisen blev til.

Da Holger Drachmann i 1885 skrev »Vi elsker vort land«, blomstrede heksetroen endnu frodigt på landet og i de mindre købstæder. »Heksen« var ligesom »originalen« en fast rolle, som de idylliske landsbyer og hyggelige provinsbyer altid havde parat til individer, der ikke passede ind i det lille samfund, hvor alle kendte og bekymrede sig om hinanden. Det er svært at forstå, hvordan heksetroen har kunnet holde sig så længe, hvis den kun bundede i tåbelige misforståelser og manglende oplysning, sådan som man siden Holbergs dage gerne har villet lære os. Men de sidste årtiers undersøgelser af historiske såvel som nutidige heksetrosmiljøer har også gjort kraftigt op med den gamle opfattelse og vist, at forestillinger af denne art har en række psykologiske og samfundsmæssige funktioner.

Heksetroen er en livsanskuelse, som sætter folk i stand til at klare en god portion af dagliglivets problemer. Den lærer ikke, som kirken har gjort herhjemme siden pietismens tid, at uheld og modgang er Guds prøvelser, der må bæres med samme ydmyghed som den, hvormed Job bar sine, efter hvad Bibelen fortæller. Ifølge heksetroen kommer det onde i tilværelsen ikke som straf for begåede synder, men er nederdrægtige anslag fra en bestemt slags mennesker, der står i pagt med skjulte magter: Heksene. Disse farlige personer er imidlertid ikke uovervindelige; de kan bekæmpes på to måder: enten gennem modtrolddom, hvor man, eventuelt assisteret af en »klog mand«, retter angreb mod den overnaturlige side af deres væsen, eller ved at man - da heksen jo også er et menneske af kød og blod - griber til fysisk vold. Herhjemme troede man for eksempel, det var muligt at bryde heksens magt, hvis vedkommende blev slået til blods, hvilket langt op i tiden førte til grove mishandlinger af formodede hekse. Den sidst kendte heksemishandling fandt sted i Vendsyssel 1897.

En anden og vigtig funktion har heksetroen som en slags sikkerhedsventil for al den skjulte aggression, der ikke kan komme til udtryk ad naturlige kanaler, fordi samfundet ikke tolererer det. Det var ikke velset at vise en fattig tigger bort uden at give ham lidt eller lukke døren i for næsen af en nabo, når han kom for at låne noget, eller smide sin svigermor ud, når hun boede hos én på sine gamle dage; men kunne man overbevise sig selv og andre om, at disse mennesker i virkeligheden var hekse, så havde man frikort til at smide tiggeren på porten, smække døren i for naboen og henvise sin svigermor til at bo i et udhus og leve af de madrester, man stillede ud til hende. Når man én gang havde slået fast, at en person ikke var noget almindeligt menneske, men en heks, var der slet ingen grænser for, hvor langt man kunne gå i tilsidesættelsen af moralske og sociale normer.

Dette fører os lige over i heksetroens tredie funktion, dens betydning for bevarelse af samfundets normer: Heksen er simpelthen indbegrebet af alt, hvad der er antisocialt og går på tværs af samfundet, og derfor bestræber alle sig på at opføre sig sådan, at ingen skal kalde dem hekse. Mens ordentlige mennesker beflittede sig på at gøre godt, bestræbte heksene sig altid på at gøre ondt, hvad enten de havde personlig fordel af det eller ej. Og mens misundelse skildres som en af heksenes fornemste dyder, var alle andre mennesker optaget af at forsikre deres omgivelser om, hvor fremmed denne følelse var dem. En lang række gamle høflighedsvendinger og hilsener synes oprindeligt at have haft denne funktion: Velbekomme, til lykke, held og lykke, det skal være dig velundt, Guds fred, goddag, farvel eller »til lykke med arbejdet«, som man siger i Vendsyssel, når man kommer forbi én, der står og saver brænde eller på anden måde er beskæftiget. Gang på gang hører man om hekse, der er kommet til stede eller gået forbi uden at sige disse ting, hvorpå der er indtruffet den ene eller den anden ulykke.

Med denne nye sociologiske opfattelse af heksetroen er det på mange måder også lykkedes at afmystificere hekseprocessernes tid. Vi behøver ikke længere antage, at de forfulgte var mennesker, som med overlæg eller i sindsforvirring havde sluttet pagt med djævelen for at kunne drive sort magi, eller at heksene var sammensluttede i hedenske kultselskaber, der i hemmelighed dyrkede en gammel frugtbarhedsgud, »den hornede gud« (eller »djævelen« som deres kristne forfølgere kaldte ham). Med teorier af denne slags, som har været almindelige i forskningen helt op til 1950'erne stiller vi os uvægerligt på linje med inkvisitorer, heksedommere og folkelige hekseforfølgere, som alle mente, at det var heksene, der måtte være noget i vejen med. Det er heller ingen løsning at erklære heksene for samfundsoprørere af den ene eller anden art, som det er sket i 1970'ernes aviskronikker og debatbøger. Den mere seriøse heksetrosforskning har efterhånden påvist, at kildematerialet ikke kan underbygge sådanne teorier, og at disse i øvrigt er ganske overflødige. Når vi nemlig holder op med at stirre os blinde på heksene og i stedet sætter focus på deres anklagere, de heksetroende, falder tingene på plads, og det kommer til at stå klart, hvorfor visse individer i miljøer med den ovenfor beskrevne dagliglivsfilosofi nødvendigvis måtte få tildelt rollen som syndebukke. På grundlag af de tusindvis af hekseprocesser, vi i dag har kendskab til, lader det sig slå fast, at en ganske lille del var sindssyge, som selv bildte sig ind at være hekse, og at en noget større portion var kloge mænd og koner. Langt de fleste var imidlertid ganske almindelige mennesker, der aldrig havde gjort noget for at blive hekse. Det var en rolle, omgivelserne havde tildelt dem.

Den europæiske hekseforfølgelse er et emne, som i stigende grad optager historikerne i den vestlige verden. Store retsarkiver er blevet gennemgået, og mange af de indvundne forskningsresultater kaster også nyt lys over det danske procesmateriale. Det gælder ikke mindst den engelske historiker Norman Cohn's påvisning af, at hekseforfølgelsen i Europa først begynder ca 1450 og ikke i 1200-tallet, som hidtil antaget på grundlag af en underretning om heksen Angele de la Barthe, der skulle være brændt af inkvisitionen i Toulouse 1275 for omgang med djævelen og for at have spist børn. Cohn viser, at denne og andre fundamentale kilder er falsknerier fra omkring 1800, og hermed forrykkes kronologien et par århundreder (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3). Mens man tidligere anså hekseprocesserne for en arv fra den »sorte middelalder«, som Europa længe ikke kunne gøre sig fri af, er man inden for forskningen i dag enige om, at middelalderen på dette punkt var betydeligt mere »oplyst« end 1500- og 1600-tallet. Hekseprocesserne var et renæssance-fænomen, og de kulminerede endda først omkring år 1600.

På denne baggrund bliver det forståeligt, at der ikke er bevaret danske hekseprocesser fra før reformationen. Man har hidtil taget for givet, at denne mangel blot skyldtes den sparsomme kildeoverlevering. De gamle landskabslove fra 1200-tallet indeholder bestemmelser mod trolddom, og kalkmalerierne fra 1400-tallet har også visse trolddomsscener i forbindelse med malkning og smørkærning. Men der er nok snarere tale om trolddomsforestillinger end om egentlig heksetro. Trolddom er en magisk teknik, som mennesker kan lære sig, hekseri er personlige evner som visse mennesker menes at besidde, og som sætter dem i stand til at skade andre med deres »onde tunge« eller »onde øjne«, til at flyve gennem luften eller forvandle sig til dyreskikkelse. Heksen kan - rent faktisk - ikke gøre nogen af disse ting, fordi de er fysisk umulige; derimod kan troldmanden eller den kloge kone sagtens udføre sine kunster i den tro, at de virker. Det er også betegnende, at det, der er blevet opfattet som de første hekseprocesser herhjemme, slet ikke er egentlige hekseprocesser, men sager mod kloge mænd og koner. Det er dem, Sjællands biskop Peder Palladius opfordrer alle gode kristne til at melde til øvrigheden. - »Du må ikke tie med nogen troldkvinde« - da man ikke længere kan tolerere den slags, efter at »evangeliets klare lys« er begyndt at skinne over landet. »De får nu deres fortjente løn«, tordner han i visitatsbogen fra 1544, kun otte år efter reformationens indførelse, og fortsætter: »De brændte jo en hob tilforn af dem udi Malmø, udi Køge og andetsteds, og vi hører, at der sidder atter en hob grebet i Malmø og skulle brændes. Udi Jylland og smålandene (småøerne) er de på jagt efter dem som ulve, så der blev nu nylig grebet og brændt på Als og på de andre små omliggende lande henved 52 troldkvinder. Den ene røber den anden, så de flokkes om at komme over i den hinsidige verden ... Det sker ikkun ofte, at der er gudsfrygtige folk, som sætter troen til sådanne troldkvinder, ja tør end vel også anvende dem og lader dem hente til deres heste, til deres køer, til dem selv, når de bliver syge, at hun skal komme at signe dem« (Fig. 4, Fig. 5).

Side om side med udrensningen af kloge mænd og koner tog man fat på de mere egentlige hekseprocesser, men hvor nyt det hele var, kan man se af, hvor langsomt det gik med at komme i gang, for eksempel i Helsingør, hvor vi er så heldige at have bevaret en komplet tingbogsrække fra og med 1549. Her var der tilløb til hekseprocesser i 1559 og 1565, men først 1571 lykkedes det at få en heks på bålet. Det er dog karakteristisk for de danske sager, at de næsten altid drejer sig om konkrete forbrydelser begået ved trolddom. Djævelen og heksesabbaten spiller ikke den samme centrale rolle som i de mellemeuropæiske - og senere de nordsvenske - hekseprocesser. Danmark vedblev lige til processernes ophør i 1690'erne at være et hekse-uland. Når galskaben aldrig fik lov at rase herhjemme, skyldes det to bestemmelser fra 1547, som vistnok er enestående i europæisk lovgivning. Den ene fastsatte, at personer, der var fundet skyldige i vanærende forbrydelser som tyveri, forræderi og trolddom, ikke skulle stå til troende, når de vidnede mod andre; den anden bestemte, at »ingen skal pinligen forhøres, førend han er dømt«. Med disse to procedureregler var der sat en stopper for de kædeprocesser, Palladius omtaler, hvor den ene troldkone »røbede den anden« (Fig. 6). Uden tortur kunne man heller ikke få folk til at bekende, hvad de havde oplevet på heksesabbaten, og give lister over, hvem de havde set dér.

Heksesabbaten nævnes i øvrigt kun undtagelsesvis i de danske processer, som for eksempel i en sag på Malmø byting, den 7. december 1579, hvor Maurits Mortensen angav Anne Judekvinde for at være kommet med følgende udtalelse: »Jeg vil sige eder for sandingen, at jeg og mine lige er ikke et ringe selskab, når vi samles hvert år én gang på Råljung. Thi vi kan til samme vort møde drikke atten læster Rostocks øl foruden vin og anden drik. Og haver vi en høvedsmand over os som nogen fyrste kan have«. Denne rapkæftede bemærkning, der sikkert blot er fremsat for at imponere Maurits Mortensen, er det tidligste vidnesbyrd om, at heksesabbaten har været et samtaleemne blandt folk på vore nordlige breddegrader. Snakken kan meget vel have fået sin næring fra de flyveblade og folkebøger, som bogtrykkerne i Tyskland spyede ud i stigende tempo med nyheder og debat om den omsiggribende hekseplage. Halvtreds år senere fremkom Anne Friiskone på Lundenæs birketing med beskrivelsen af en heksesabbat. Hun fortalte, hvordan hun i 1622 mødtes med fjorten hekse på Borris kirkegård for at lære trolddom. Først gik hun baglæns rundt om kirken tre gange og forsvor sin kristendom. Så blæste hun tre gange ind ad nøglehullet i djævelens navn. Djævelen kom nu til hende i en sort hunds skikkelse og satte sit tegn i hendes pande. I hendes heksegruppe havde de en rodemester, en trommeslager og en piber. Nogle gange samledes de på Faster kirkegård for at danse og have det lystigt. Men først var de i kirke, hvor deres »drenge« (det vil sige djævle-tjenere) blev opregnet, og rodemesteren prædikede, mens han nogle gange slog messesærken op over hovedet. Rodemesteren, som hed Jørgen Simensen, bolede med Karen Aagaard i kirken, ligesom han gjorde med andre, når de var ude at gøre deres onde gerninger. Dette udgør i al beskedenhed vistnok højdepunktet af, hvad man kan finde om sabbaten i de danske heksebekendelser.

Djævlepagten er som tidligere nævnt heller ikke et fremtrædende element i heksesagerne her til lands; og når den overhovedet forekommer, indgås den som regel uden for heksesabbaten ved et møde, hvor heksen og fanden er alene, som i den kloge kone Inger Kristian Skrædders tilfælde. Hun blev 1590 anklaget for trolddom ved Malmø byting og i denne forbindelse af bøddelen kastet i havnen, for at det kunne fastslås, om hun var en heks. Hekse kunne nemlig ikke synke, mente man. Midt under vandprøven bekendte Inger Skrædders: »at hendes djævel Rutebald, som hun haver besvoret sig med, kom først til hende som en Liden dreng og siden som en grå, skaldet hund (Fig. 7). Det er nogle år siden, og han havde en slem forfærdelig, stor mund, hvorudi hun bekendte, at hun havde hendes hånd, og at han bed hende tre huller i hånden. Han bad hende gøre efter sin vilje og lovede, hun skulle få alt, hvad hun begærede ... Straks besvor hun sig til ham og sagde: Jeg giver mig Rutebald i vold. Siden blev hun tilspurgt, hvor hun havde brugt ham. Da sagde hun, i Helsingør var tvende bartskærere. Den ene hedder mester Jacob, den anden mester Thiele ... De lagde hende for had, fordi hun busket (fuskede) i deres embede. Derfor befalede hun sin Rutebald, at han skulle fratage dem deres næring og bjæring. Hvilken befaling, hun sagde, at han straks efterkom«. Herefter fortsatte hun med at fortælle om to andre bartskærere i Malmø, som hun ligeledes var gået i bedene med sin klogkone-virksomhed, så at de havde lagt hende for had, hvorpå hun også havde sendt dem sin djævel på halsen. »End blev hende tilspurgt«, hedder det videre i tingbogen, »om hendes Rutebald ikke kunne andet bestille end tage næring og bjæring fra folk. Da svarede hun og sagde: »Nej, thi hver af sådanne kompaner haver sit embede og bestilling ligesom håndværksfolk«. Nøgen og med bøddelens reb om livet har Inger Skrædders sikkert været rede til at tilstå hvad som helst for at få det overstået, men sidste del af hendes bekendelse synes dog at røbe et vist omend overfladisk kendskab til lærd rituel magi, som netop bestod i at besværge specialiserede dæmoner til at udføre ganske bestemte ting.

Hvor mange mennesker, der blev brændt under hekseprocesserne i Danmark, er svært at sige, fordi mange af vore ældste retsarkiver er gået tabt, og fordi vi endnu ikke har fuldt overblik over det bevarede kildemateriale. Systematiske undersøgelser, som to unge historikere, Karsten Sejr Jensen og Jens Chr. Johansen, har indledt af henholdsvis 1500- og 1600-tallets danske hekseprocesser, tyder dog på, at de hidtidige kalkuler har været stærkt overdrevne (Fig. 8, Fig. 9). Ud fra mit kendskab til deres foreløbige resultater vil jeg skønne, at ofrenes samlede antal for hele landet i perioden fra reformationen 1536 til 1693, hvor den sidste legale heksebrænding fandt sted, har været mindre end tusind, og at der maksimalt har været ført et par tusind sager af denne art. Frifindelse var nemlig næsten lige så hyppig som domfældelse, ikke mindst efter 1576, hvor alle dødsdomme i trolddomssager skulle appelleres til landsting. En undersøgelse af Viborg landstings dombøger 1612-1637, en periode hvor hekseforfølgelserne kulminerede som følge af Christian 4.s »Forordning om Troldfolck oc deris Medvidere« 1617, viser, at de jyske landsdommere dømte betydeligt mildere end hjemtingene: ud af 255 personer, som var indstillet til bål og brand, frifandtes 114 eller lidt under halvdelen.

Statistikken fra Viborg landsting, i den nævnte periode på 25 år, viser også andre interessante ting om hekseprocesserne. 90 procent af de anklagede var kvinder, kun 10 procent var mænd. Fordelingen på alder viser, at to trediedele af heksene var gamle (hvad man den gang var, når man rundede de 50), lidt under en trediedel var mellem 25 og 50, og kun ganske få under 25 år. Den almindelige opfattelse, at heksene overvejende var enlige, holder ikke stik. Langt de fleste var gifte folk (59 %) eller i enkestand (8 %) og kun 6 % var ugifte; men hertil kommer ganske vist 27 %, hvis ægteskabelige stilling er uoplyst. Under Viborg landsting hørte hele Nørrejylland fra Kongeåen til Skagen, et område med 24 købstæder og ca 950 landsogne. Når vi betænker, at hver by og hvert sogn også dengang har haft sine hekse og »trolde«, er det egentlig forbløffende, at de jyske landsdommere kunne klare sig med gennemsnitlig ti sager om året i den værste forfølgelsesperiode. Nu er ganske vist kun tre femtedele af dombøgerne bevaret, men selv om vi tager højde for det og regner gennemsnittet til 17 pr år, bliver det alligevel kun 17 promille af de tusind hekse, der til enhver tid har gået frit omkring i Jylland. Forklaringen på, at kun så få kom for retten, var den, at proces var en bekostelig affære. Den, som rejste en sag ved tinge, skulle blandt andet svare for anklagedes kost, hvis vedkommende sad fængslet, og når man så oven i købet kunne risikere, at sagen endte med frifindelse, fordi beviserne var for svage, betænkte mange sig længe på at indlede retssag (Fig. 10). Det kunne også ske, at sagen tog den modsatte vending, og man selv fik en injuriesag på halsen for ærerørige beskyldninger (Fig. 11). Derfor var det almindeligt at bekæmpe heksene på andre måder, for eksempel kunne man søge at bryde deres magt med modtrolddom. Man greb først til proces som sidste udvej. Til gengæld brugte mange at »hænge på«, når nogen i sognet endelig tog sig sammen til at stævne en berygtet heks. Der kunne være op til 50 vidner i en hekseproces, og anklagerne kunne vedrøre skader og forgørelser, der gik både tyve og fyrre år tilbage. Den almindeligste beskyldning mod heksene gik ud på, at de havde kastet sygdom på arbejdsføre personer i deres bedste alder. På landet anklagedes de endvidere for skader på køer og heste samt på mælke- og smørproduktionen. I kystområder skyldte man dem for at ødelægge fiskeriet, og i købstæderne for at skade folks handel og vandel. Det var kort sagt eksistensgrundlaget, der ramtes, når heksene drev deres onde gerninger, folks »næring og bjæring«, som det hedder med et gammelt udtryk.

Efter 1650 - altså længe før det officielle opgør med heksetroen under »besættelsen i Thisted« 1696-98 - skete der et kraftigt fald i hekseprocesserne. Viborg landsting havde nu gennemsnitligt kun to-tre af den slags sager om året, og de jyske landsdommere blev mere og mere skeptiske. En af dem, matematikprofessoren Villum Lange, skrev 1670 til Peder Schumacher (den senere Griffenfeldt): »Vi har i disse dage haft en hob kvinder for os, beskyldte for trolddom. En del har vi dømt til ilden; dog for deres store tåbeligheds og enfoldigheds skyld har vi sat i dommen, at sagen først skal andrages Hans Majestæt ... Den ene bekendte selv for os, at hun havde talt med fanden; men om det var melankoli eller anden indbildning, eller det var så i sandhed, det ved Gud (Fig. 12). Mig kom hun for som et menneske, der gik i barndom«. Intet under, at det snart rygtedes rundt i landet, at denne landsdommer »holdt med troldkonerne og sagde, der var ingen troldkoner til«. Mod slutningen af århundredet beklagede almuen sig over, at de jyske landsdommere nu aldrig mere dømte nogen til bål og brand, og at man derfor havde så mange troldkvinder i Jylland.

Det var dog kun i den dannede overklasse, at man ændrede holdning. I den brede befolkning vedblev der at være behov for hekseprocesser langt op i tiden, og da man ikke længere kunne få øvrighedens medhold i den slags sager, tog folk flere gange loven i deres egen hånd. 1722 brændte nogle bønder i Grønning på Salling en heks ved lynchjustits, og i 1800 fandt det sidste heksemord sted i Brigsted på Horsensegnen.

Først med den stigende velstand i slutningen af 1800-tallet svandt grundlaget væk for opretholdelse af heksetroens barske filosofi. En anden faktor har sikkert været den store folkeomflytning i forbindelse med industrialiseringen, den har uden tvivl gjort sit til at nedbryde de strenge normsystemer i lokalsamfundene og gøre folk mere tolerante over for hinanden. Men sandheden er, at vi endnu ved for lidt til at kunne forklare, hvorfor heksetroen i Danmark forsvandt så hurtigt i de fleste egne, mens den andre steder holdt sig helt op til midten af vort århundrede.

Lit: Gustav Henningsen: The Witches' Advocate. University of Nevada Press. 1979. - Samme i Folk og kultur 1975 (med bibliografi).