Hvem er de? Hvor rider de hen?

Historisk reportage i egentlig forstand skal man ikke vente at træffe i kirkerne, men ikke desto mindre findes der utvivlsomt enkelte steder malet samtidshistorie på kirkevæggen; også samtidenhavde sine hellige, hvis forbøn betød noget for menneskets frelse. Og disse hellige behøvede ikke kirkens officielle anerkendelse for at blive afmalet. I jyske landsbykirker findes en række romanske kamp- og rytterbilleder, og man skændes bravt om, hvorvidt de forestiller begivenheder fra Den hellige skrift eller episoder fra korstogstidens kampe mod de vantro, hvad enten disse nu var muslimerne i Middelhavet eller venderne i Østersøen, i sidstnævnte tilfælde ville kalkmalerierne være for samtidsskildringer at regne. De kan udmærket godt være begge dele på een gang. Mangen en tapper korsfarer har opfattet sig selv som »En af Makkabæerne«, en helt fra jødernes frihedskamp mod romerne. Der skulle ikke så meget til, før en krig blev »hellig« og en rovgrisk, erobringslysten fyrste retfærdig. Hertil kunne han gøre en del selv. Det bekendte vægtæppe fra Bayeux i Nordfrankrig synes fra begyndelsen bestemt til at hænge i byens domkirke, hvad det næppe havde fået lov til, hvis ikke også den begivenhed, som det fremstiller, nemlig Vilhelms erobring af England, kunne komme ind under begrebet »hellig krig«. Om nogen krig kan kaldes hellig, må det vel være forsøget på at befri de hellige steder fra de vantro. Derfor har man også i de senere år set de romanske kampbilleder i lyset ikke blot af biblen, men også af korstogsberetningerne, som er fyldt med legendariske skikkelser, for eksempel både Sankt Georg og vor danske prins Svend.

Siden Nørlund og Lind i 1944 udgav deres værk om »Danmarks romanske Kalkmalerier« og heri drøftede periodens rytter- og kampbilleder, er flere højst interessante kommet til: i Skibet, Skanderup og Hornslet kirker. Det er navnlig i Hornslet tydeligt, at det drejer sig om bestemte episoder, ikke slagsmål i al almindelighed (for eksempel mellem personificerede »dyder og laster«), hvilket burde kunne give en hjælp til tolkning. Er det en gammeltestamentlig scene, som skal opfattes på baggrund af korstogene, eller omvendt en episode fra et korstog, som har fundet indpas i kirken, fordi den berettede om »en hellig krig« og blev set i bibelsk lys? Kun den, der giver sig tid til at læse alle korstogstidens beretninger igennem, vil få chance for at finde det rigtige svar. Den svenske kunsthistoriker Armin Tuulse har tolket malerierne i Sønder Nærå kirke på Fyn ud fra de skrevne beretninger om danskernes togt til Estland (Dannebrogsslaget 1219), altså et korstog, i det mindste en hellig, Gud velbehagelig krig. (Fig. 1)

Malerierne i Skibet kirke ved Jelling hører til de kunstnerisk allerværdifuldeste af Jyllands romanske krigerbilleder. Jellingegnen var endnu i ældre middelalder et betydningsfuldt og centralt sted i riget. Herfra kendes to gyldne altre og mange romanske kalkmalerier. Korsfareren, pilgrimmen eller købmanden, som kom østfra over Kattegat i den hensigt at drage sydpå over Ribe eller ad datidens Europavej nr 1, Hærvejen, nåede hurtigst frem ved at stige i land i bunden af Vejle fjord. Ja, han kunne vel sejle en milsvej op ad åen, så var han i Skibet sogn. Kirken her ligger påfaldende lavt, nær åen. Frådstensbygningen, fra begyndelsen af 1100'erne, blev henimod år 1200 herligt udsmykket med vægbilleder, hvis »forkyndelse« udtrykker Kristi guddommelige frelsermagt. På korets østvæg, altervæggen, ser man to store hovedbilleder: Lazarus' opvækkelse og Forklarelsen på bjerget, eller opfattet som »malet dogme«: Tegnet på Kristi guddomsmagt og hans åbenbaring som guddom. I lighed med vægtæppet er billedet forneden afsluttet med en bort, her temmelig bred, en arkaderække. Det er den berømte rytterfrise.

Der er heste i fem af de syv buefelter; det første længst til venstre er blevet skjult af den gotiske hvælvings gjordbue. Engang må man bede om lov til at få løsnet et par sten for at se efter, hvad der sker på maleriet bagved. Det skal nok være noget grueligt, for i den følgende arkade er hestene i uro og har åbenbart kastet deres ryttere af. På samme måde er arkadefeltet længst til højre blevet halvt skjult af den indføjede hvælvingsbue; men tilstrækkeligt er bevaret til at give forklaringen på hele frisen med de skønne, skjoldbærende ryttere. Konservator Egmont Lind, billedernes istandsætter, foreslog straks, at man burde opfatte den lågvase, der er afbildet stående på et (alter-)bord som Den hellige gral; rytterne må følgelig være kong Arthurs berømte riddere af Det runde bord, gralens eftersøgere. Tolkningen passer fint til frisens anbringelse på væggen lige over kirkens alterbord, hvor nadvermysteriet fandt sted. Da Skibet kirkes vægge blev udsmykket, fortalte man overalt i Vesterleden historier om den underfulde gral, det bæger, Kristus benyttede ved Nadverens indstiftelse, og hvori Josef af Arimatæa, »Verdens første ridder«, opfangede Frelserens blod, hvorledes denne højhellige relikvie blev borte, bevogtet på en mystisk borg, eftersøgt af tapre kristne riddere og fundet af den frommeste og reneste. De gamle keltiske sagn om kong Arthur blev i anledning omdigtet og gjort moralsk-kristelige; nedkæmpe de populære riddere kunne præsterne jo ikke, bedre derfor at lade dem tjene godtfolks moralske oprustning. Denne omredaktion af gralsfortællingen, som litteraturhistorikernemistænker de asketiske cisterciensermunke for, fandt netop sted i tiden umiddelbart før malerierne i Skibet kirke blev udført. (Fig. 2)

Ingen vidste, hvor gralen skulle søges, men det gør ikke riddernes eventyr mindre spændende. At korsfarerne, og blandt dem var på denne tid adskillige danske, nærede håb om at få gralen at se i Jerusalems tempel, er ikke så mærkeligt. Ridderne, som er afbildet i feltet foran billedet af gralen, nærmer sig en by med tårne og kupler, mon ikke Den hellige stad? De afvigelser, som rytterbillederne viser fra felt til felt, er endnu ikke alle forklaret, bliver det måske aldrig, da heller ikke dette kalkmaleri er en illustration til en bestemt tekst, hvis handling den følger. Blot synes det i overensstemmelse med middelalderens kosmologiske opfattelse at være således, at det gode (sande og skønne), her gralen, bliver søgt mod syd; det onde (satan, synden) mod nord. De to ryttere, som lige under vinduet, i væggens midtakse, vender mod venstre d.v.s. mod nord, møder straks et symbol på det onde, den søjleslugende løve. Hverken kong Arthur eller de riddere, der med held deltog i eftersøgningen af gralen (tre kom fra Danmark!), kan læseren slå op i »Who is who«. Men når man finder dem afbildet i middelalderens kirker, kan man være vis på at det skyldes, at deres bedrifter dengang var kendt af alle. Vi behøver sandelig heller ikke at skamme os over disse og andre riddere, hverken af den ene eller den anden grund. For anderledes end mennesker af kød og blod var de ikke, blot større syndere og større helgener end de fleste, der lever i dag og højst kan gøre sig håb om at komme i Den blå bog.