Huset under højen

Tidligt på året 1975 indløb til Haderslev museum meddelelse om fund i en høj af denne beklagelsesværdige art ved Trappendal i nærheden af Hejlsminde. Sejlshøj, som den hedder, har oprindelig været ret stor, men ploven havde ikke ladet meget tilbage; nu var den stødt på randsten, og det blev besluttet at få anlægget undersøgt, inden det helt forsvandt. Man forestillede sig ikke, at højen kunne indeholde andet end begravelser, og stor var overraskelsen, da det viste sig, den var bygget over tomten af et hus. At dette var fra en tid, hvis byggeskik vi kender meget lidt til, gjorde ikke interessen mindre.

Højen var 26 meter i diameter, og højden har vel været mellem tre og fire meter. (Fig. 1) Den var bygget i fire etaper og rummede lige så mange grave, uden at det dog præcist kan siges, til hvilken højfase det enkelte anlæg hører. De tre af gravene vil vi her gå let hen over og koncentrere os om den, der lå i centrum af højen. Foruden at være spændende i sig selv har den særlig betydning som dateringsmiddel for det underliggende hus.

Graven, der var anlagt i den ældste høj (men som snarest hører til fase 2), var i virkeligheden en dobbeltgrav. To mandslange stammekister var nedsat side om side, men de indeholdt ikke, som man kunne vente, skeletter, derimod dynger af brændte ben, som skik var ved midten af bronzealderen, hvor ligbrændingen var kommet i brug, men den gamle gravform endnu ikke opgivet; først senere gik man over til urnegraven. (Fig. 2) Selve kisterne var næsten helt for- muldet, kun trugformede fordybninger med svage spor af træ i bunden bevidnede deres eksistens. (Fig. 3) (Fig. 4) I den ene kiste fandtes forskellige småting: ragekniv og pincet - begge af former, som hører hjemme i ældre bronzealders slutfase - samt stumper af en lille bronzekniv, mens den anden kun indeholdt et sammensmeltet stykke bronze, sandsynligvis et dragtsmykke. Rageknivens ejer - selvsagt en mand - har ifølge knogleeksperterne været mellem 20 og 35 år. Den anden grav lod sig ikke kønsbestemme, hverken ud fra oldsager eller knogler, men undersøgelsen gav det overraskende resultat, at der her var begravet to personer, et barn på et par år og en voksen i alderen 30-50. Man aner en familietragedie bag dobbeltbegravelsen.

Hustomten, der gør udgravningen bemærkelsesværdig, var op mod 24 meter lang og tegnede sig tydeligt med sine mørke stolpehuller i den gamle markflade. (Fig. 5) Gavlene var afrundede, og vægstolperne, der stod tæt, har formodentlig båret lerklinet risfletning. (Fig. 6) Til støtte for taget tjente ti kraftige stolper i to rækker på langs gennem huset. Der var to indgange, en i hver langside, den ene med brolægning foran. Det indre af huset var ved tværgående skillevægge delt i tre rum. De to ved gavlene havde hver sit ildsted og må derfor antages at have tjent til beboelse; hvad det midterste har været brugt til, er mere usikkert - forrådsrum måske, men stald er også en mulighed, selv om der ikke blev fundet ringeste spor af båse. Huset er efter alt at dømme gået til grunde ved brand. I mange stolpehuller fandtes trækul, og flere steder i det indre sås spor af brandlag.

Husets midtpunkt faldt sammen med højens. Her i det fælles centrum lå, nedgravet i undergrunden, en stor aflang grube, ca 4,5 x 2 meter i omfang og én meter dyb. Straks, den dukkede frem, blev den opfattet som en grav, men det skulle vise sig, at sagen var mere kompliceret. Ganske vist fandtes der øverst i grubens fyld enkelte oldsager og nogle få stærkt opløste knoglestumper, men de virker som tilfældig indblanding; af skelet eller gravgaver i egentlig forstand var der ingen spor. Langs grubens sider sås svage rester af risfletning, og det hele har efter alt at dømme været dækket af et trælåg eller en anden form for over bygning. Man kunne nu forestille sig, der var tale om en kælder, men det holder næppe stik, for rundt om gruben lå dynger af gult undergrundsler, som må stamme fra gravningen af hullet, og dem ville man dog sikkert have skaffet sig af med, da de må have været stærkt generende for færdselen. Oven på jorddyngerne fandtes rester af det omtalte trækullag, så den mulighed kan udelukkes, at hullet er gravet efter branden. (Fig. 7) Anlægget med risfletning og træoverdækning må være etableret inde i bygningen, mens denne endnu stod, og man har ikke ryddet op efter sig. (Fig. 8) Meget mærkeligt.

Det er givet, at der må være en nær forbindelse mellem huset, gruben og den overliggende høj; den strenge symmetri kan ikke være tilfældig. Skal man forsøge at rekonstruere et handlingsforløb, må det blive noget i denne retning: Først er huset bygget. Hvor længe, det har været i brug, kan der ikke siges noget sikkert om, men de to ildsteder tyder på, det har tjent til almindelig beboelse. På et tidspunkt har man så i midten af huset anlagt det ovale hul med dets forskellige trækonstruktioner, og umiddelbart efter er huset ødelagt ved en brand, hvad enten det nu skyldes uheld eller er gjort med forsæt, hvad man under de givne omstændigheder næsten kan være tilbøjelig til at tro. Atter umiddelbart derefter er den ældste høj rejst, nøjagtigt over brandtomten. Om hensigterne bag denne begivenhedsrække og om »kælderens« brug er det ikke let at udtale sig. Man fristes til at gribe til en af arkæologiens nødløsninger, som skønt ikke særlig agtet næppe altid er forkert, nemlig at forklaringen er på det religiøse plan.

Desværre blev der ikke fundet oldsager, som nøjere kan bidrage til husets datering, men dets tid var jo i hvert fald omme, da den overliggende dobbeltgrav anlagdes i slutningen af ældre bronzealder, og højen, kisterne blev nedsat i, må, som vi har set, være bygget ganske kort efter branden. Dette passer endog meget fint med nogle dateringer af trækul fra stolpehullerne, foretaget ved hjælp af kulstof-14 metoden. De viser, at huset m å være opført i ældre bronzealder, sandsynligvis midt i perioden, ca 1400 før Kristi fødsel.

Som det vil være læserne bekendt gennem flere tidligere Skalk-artikler, vidste man indtil for 25 år siden ikke meget om boligen i bronzealderen. Så gik der imidlertid hul på bylden, og det ene bronzealderhus efter det andet dukkede op - idag er der udgravet langt over hundrede. Men næsten alle disse huse er, mærkeligt nok, fra den senere del af perioden; kun to lokaliteter, Vadgård ved Løgstør og Eghøj ved Grenå, har bidraget med bygninger fra samme tid som vor. Til dette beskedne antal kan imidlertid føjes to hustomter fra Sydslesvig: den ene udgravet i et klitområde på Amrum, den anden ved Hanved lige syd for grænsen. Sidstnævnte, der blev undersøgt omtrent samtidig med Trappendal-huset, lå som dette under en gravhøj, men skævt for centrum, så at man ikke, som i det danske tilfælde, med sikkerhed tør fastslå en sammenhæng.

Mens Eghøj-husene er af en lidt afvigende konstruktion, er der mange lighedspunkter mellem Trappendal-bygningen og fundene fra Hanved, Amrum og til dels Vadgård. I alle tilfælde drejer det sig om øst-vest orienterede langhuse med to rækker tagbærende stolper og afrundede gavle - en type, der klart peger frem mod yngre bronzealder og videre mod ældre jernalder, hvor fundene er anderledes talrige. En husform er i løbet af få år blevet rykket et årtusinde tilbage i tiden. Bronzealderens boliger var ikke, som man en overgang forestillede sig, lette og teltagtige, men særdeles solide og velbyggede gennem hele perioden fra først til sidst. I det endnu sparsomme materiale er Trappendal-huset en vigtig brik. Et tomrum er under udfyldning.

Lit: Nordslesvigske Museer 1981 (Under forberedelse).