Huse i havstokken

Turen i dag går til Holmslands Klit, noget nær det vestligste, man kan komme i Jylland. Herude i forstranden, et par kilometer fra husklyngen Klegod, er for første gang i Danmark fundet jernalderhuse med bevaret træværk. Det er ikke meget, der er tilbage, kun det allernederste af hustømmeret. Men fra ingenting til noget er dog et spring.

Forhistorien er i korthed følgende: December 1973 gjorde storm, som så ofte på disse kanter, kraftige indhug i kysten. Vel 10-15 meter klit skred i havet over en strækning på flere hundrede meter, hvorved der blotlagdes gammelt pæleværk. Strandfogederne Lause og Hans Miltersen opsamlede skår på stedet, og fisker Christian Degn, som i tidens løb har gjort mange arkæologiske iagttagelser på Klitten, anmeldte fundet til Ringkøbing Museum. Herfra blev der straks rykket ud. Havklitterne stod efter skredet med stejle skrænter, men det nedstyrtede materiale havde bølgerne taget med sig, og på to steder med ca. 40 meters mellemrum stak pæle op af sandet. En afskovling ved den sydligste af pladserne viste, hvad det drejede sig om: et jernalderhus. Hastige forberedelser blev gjort til udgravning, men netop som vi var klar til at gå i gang, brød havet igen ind over forstranden, så at apparater og grej i en fart måtte reddes op i klitterne.

Sammen med Christian Degn tog jeg dagen efter et overblik over skaden. En ende af huset stod endnu tilbage, men alt, hvad vi havde renset af, var skyllet væk, og her lå nu en ralbanke. Til gengæld var nyt kommet frem. Et jordlag i klitfoden havde fået overfladen skyllet ren og fremviste et netværk af striber på kryds og tværs: spor af oldtidsploven. Så tydeligt stod de, at man skulle tro, pløjningen havde fundet sted i efteråret.

Det var en stor arkæologisk oplevelse, men det var klart, at synet måtte betragtes som en kortvarig åbenbaring fra havet. Nye udgravningsforsøg på denne årstid ville uden tvivl være spild af kræfter og til mere skade end gavn. Arbejdet blev indstillet i denne omgang og fundet givet havguderne i vold.

En rolig vejrperiode midt på sommeren måtte være det rette tidspunkt til fortsættelsen, og alt andet blev skudt til side, da den indtraf. Vi tog fat, hvor vi slap, nemlig på sydpladsen, og det blev hurtigt klart, at der her lå to huse over hinanden - det øvre naturligvis først bygget, efter at det nedre var sløjfet.

Af hus 1, det underste, var østenden bevaret over 3½ meter, det vil sige kun ca. en femtedel af den oprindelige huslængde. Væggen bestod af grenris flettet omkring håndledstykke, lodrette stave, anbragt med korte mellemrum og ofte firkantet tilhugget. At en væg af denne type har været lerklinet, kan næsten anses for givet, og det bekræftedes da også ved stedvise fund af udblødt ler. Før opførelsen har man gravet en vægrende, og risfletningen er begyndt ca. 20 cm under terræn. Renden var nu næsten usynlig i det lyse sand, men der er altså ingen tvivl om, at den har været der.

(Fig. 1).

Som vanligt i jernalderhuse har taget været båret af to stolperækker inde i rummet, men her manglede tømmeret, og vi måtte nøjes med de 30 cm vide stolpehuller, hvor det har stået. For den tunge tagkonstruktion har dette dog ikke været tilstrækkeligt, også væggen måtte yde støtte, og da det spinkle fletværk ikke slog til, har man ca. 30 cm uden for det og med en indbyrdes afstand af ca. 1 m plantet kraftige lodrette stolper. (Fig. 2). Af disse tagbærende yderstolper var enkelte bevaret, trekantet udkløvet, 10-12 cm i tværmål. Hermed har vi nogenlunde rede på husets form. De udvendige stolper har dannet en slags søjlegang omkring den grå lervæg, som det langt udragende tag har beskyttet mod al for megen væde.

Det er almindeligt, at huse fra ældre jernalder er tvedelte med beboelse i vest, stald i øst. Da det i udpræget grad er østenden, vi her har fat i, kom det ikke som nogen overraskelse at finde skillerum efter båse. De var sat af tætstillede pæle og kæppe, hvoraf nogle sås at være af birk. Bredden af båsene varierede påfaldende - fra 70 til 120 cm - men der var tegn på ombygning, så de har nok ikke alle været i brug samtidig. Gulvet var et fast tørveagtigt lag, der skrånede let ind mod husmidten. Der var ingen særlige fund, hvad man vel heller ikke kunne vente i en stald.

Alt det bevarede træværk var forkullet i gulvniveau, så huset må være brændt ned til grunden. De mange tomme stolpehuller tyder dog snarere på en forsætlig afbrænding end på en ulykkelig ildsvåde. Huset har været så forfaldent, at man har opgivet at reparere. Det genanvendelige tømmer er blevet trukket op, resten futtet af, så tomten kunne planeres. Der var nemlig brug for den - i første omgang dog ikke til et nyt hus, men til en mark, hvilket sås af plovfurer, som gennemtrak gulvet. Flere af vægstavene stod på skrå i pløjeretningen, og en enkelt lå på langs i furen. Det har været en sej omgang at få oldtidsploven - arden - maset gennem det fast sammenstampede gulv.

(Fig. 3).
(Fig. 4).
(Fig. 5).

(Fig. 6).

På et tidspunkt er marken sandet til. Hen over gavlen af hus 1 var driven 30 cm tyk, men sandet har dog ikke jaget folk fra egnen. Oven på sandlaget og oven på den ældre tomt, kun lidt forskudt, har man opført et nyt hus; måske har ruinen markeret sig som en højning, siden man så nøjagtigt har kunnet ramme det gamle sted. Som naturligt er, har havet gnavet mere i de øvre end i de nedre jordlag, og det er gået alvorligt ud over hus 2, som kun var repræsenteret ved lidt af den østlige endevæg og en ubetydelighed af det indre rum. (Fig. 7). Det lidet var imidlertid tilstrækkeligt til at vise, at det nye hus har været af samme type som det gamle, det vil sige med indre og ydre bærestolper, flettet væg og båseskillerum. Af de ydre stolper var bevaret fem kraftige stubbe, alle udkløvede og alle lige afhugget (ikke tilspidset) nedefter. Væggen var uden vægrende, og til fletværk var anvendt - ikke ris, men simer snoet af plantemateriale, formodentlig halm og forskellige græsarter. Det sidste er et spændende træk at få føjet til vor viden om oldtidshusene. Simevæggen, som formodentlig har båret lerklining, selv om leret nu mangler, har været et glimrende udklækningssted for insekter; der lå mængder af puppehylstre, som endnu ikke er blevet bestemt, men som nok skal vise sig at være af fluer. Man kan forestille sig den sværm, der har kunnet lette en varm sommerdag omkring en stald, der sjældent eller aldrig blev muget.

Hus 2's undergangs mønster synes ganske at svare til hus 1's. Også her var tegn på afbrænding, og over tomten var anlagt en mark, som i en gravet profilgrøft langs klitfoden kunne følges over en strækning af 70 meter. Det pløjede lag er temmelig tykt, ca. 40 centimeter, men det er tydeligt, at dyrkningen er foregået i stadig kamp mod sandet. Flere gange er marken føget til, men dog ikke mere, end at man har kunnet pløje igennem og få noget af den underliggende muld med op. Til sidst har man opgivet. Ovenover er kun sand.

Den anden pælegruppe 40 meter længere mod nord blev gemt til sidst, det vil sige til det vejrmæssigt upålidelige efterår. Tre gange har havet sat udgravningen under vand, og det må i slutningen af oktober, hvor dette skrives, anses for tvivlsomt, om arbejdet kan afsluttes. Endnu engang drejer det sig om et hus og af selvsamme type som de to foregående; det meste er som sædvanlig skyllet væk, men fire meter af østenden står tilbage. Af de kraftige indre bærestolper er til afveksling en stub bevaret. Den er af udkløvet fyr, nær én meter lang og med et største tværmål på 22 centimeter. Væggen, der har væggrøft, er simeflettet som i hus 2. Der er båseskillerum, men alene lugten fortæller tilstrækkeligt, at vi befinder os i en stald. De surt stinkende halmlag, som breder sig tykt over gulvet, er tydeligvis gødning og strøelse. En nærmere analyse af dette delikate materiale kan blive spændende; mange steder ses insektrester og frø af pileurt.

En hoben lerkarskår koncentreret om en lille lavning nordøst for huset fortæller om de små uheld, som indtræffer i enhver husholdning, og en regulær affaldskule gravet ned i husgavlen viser, at livet gik videre, efter at bygningen var opgivet. Dette hus er ikke brændt som de andre, men har fået lov at falde sammen, efter at det bedste tømmer var fjernet. Der er ikke pløjet over det. Uden for huset ligger rigtignok en mark, men den går ikke ind over ruinen.

Marken over hus 2 overlapper marken fra hus 3, den må altså være yngre end alle tre huse og viser, at bebyggelsen har fortsat. Hvor skal vi søge den? I havet? Under klitrækken? Nogen større landsby har der sikkert aldrig været, forholdene taler stærkt imod det. Måske har kun en eller et par familier kunnet skaffe sig udkommet. Det fremgår umiddelbart af stalde og marker, at agerbrug og kvægavl samt sikkert også fårehold har været bærende erhverv, og man tør vel formode, at også fiskeri har spillet en rolle. Det sparsomme inventar tyder ikke på særlig velstand. Foruden skårene er der fundet nogle strandsten, ildskørnede kogesten, knusesten samt enkelte flintafslag, som røber, at stenaldermandens færdigheder ikke helt var glemt.

Skårene daterer bebyggelsen til den allerældste jernalder, tiden lige efter bronzealderen, og bedre kan det næsten ikke være. Som bekendt fra en tidligere artikel (1971:5) hersker der uklarhed om sammenhængen mellem den ældre jernalders såre velkendte bondehuse og de nu langsomt opdukkende bronzealderhuse, som synes at være af en noget anden type. Her kommer nu Klegod-husene til med deres træværk på det kronologisk heldigste sted.

Ser vi først på jernalderhusene, som netop Ringkøbingegnen har ydet mange af, så møder vi som langt det almindeligste en rektangulær type med en enkelt vægbræmme og temmelig skarpe hjørner. Huse med ydre stolperække, som i Klegod, er ikke almindelige, men forekommer dog i nogle tilfælde, og det ses i hvert fald ofte, at ikke blot selve væggen, men også stolperækken, har udprægede hjørner. I Klegod er hjørnerne ikke så tydelige i de ydre stolperækker, men de står klart i væggene - vel at mærke, når man ser bort fra den naturlige afrunding, som fletværket betinger.

(Fig. 8).

Bronzealderhusene, så vidt vi kender dem, har kun én væglinje tegnet af kraftige stolpehuller, og det er efterhånden næsten blevet et dogme, at de har afrundede gavle. Ser man nærmere til, viser det sig dog, at afrundingen i mange tilfælde kun består i, at hjørnestolper mangler. Der er stor lighed mellem disse huses stolpevægge og Klegod-husenes ydre stolperækker, og man fristes til at tro, at de simpelthen er identiske - med andre ord: at vi til bronzealderhusenes stolper skal føje en ikke iagttaget indervæg svarende til den, vi fandt i vore huse. En væg af denne spinkle beskaffenhed sætter sig kun svage spor, som meget let kan være bortpløjet eller simpelthen usynliggjort af sandet. Det gælder naturligvis især, hvis den er uden væggrøft, men selv hvor sådan forekommer, kan iagttagelse være vanskelig. Væggrøften i Klegods hus 1 ville uden det bevarede træværk dårligt have været til at skelne.

Arkæologiske fund på Holmslands Klit - og der er adskilligt flere end Klegod-husene - har i nogen grad ændret det hævdvundne billede af tangen som et ungt landskab opbygget af strandvolde og klitsand. Men hvordan skal vi så forestille os situationen i den tidlige jernalder? (Fig. 9). Vi kender den barske vestkyst som et land, hvor blæsten flytter bjerge, og hvor havet æder grådigt løs af landet, men sådan har det ikke altid været; nyere geologiske undersøgelser, således fra hollandsk side, kan fortælle herom. Afgørende faktorer var ændringer i vind- og nedbørsforhold og måske menneskenes vankundige indgreb i naturbalancen. Forud for den nuværende tilstand, som tog sin begyndelse i den tidlige middelalder, ligger en periode, hvor naturen var roligere; der fandt muld- og tørvedannelser sted, og skoven bredte sig over områder. Den række af kystnære øer, som sydfra strækker sig til Esbjerg, har vistnok tidligere fortsat længere op - det ses endnu på kort fra 1500-årene - og inden for øerne har der været vadehavsforhold med dannelser af klæg. Hvornår denne marskdannelse er begyndt kan arkæologien tale med om, for under klæglag i kanten af Ringkøbingfjorden er fundet bopladsrester fra romersk jernalder. Går vi længere tilbage - til Klegod-husenes tid - støder vi igen på klitdannelser, men langt fra af nutidigt omfang. Her har vilkårene været barske, men dog mindre end de senere blev.

(Fig. 10). (Fig. 11).

Dette ændrede billede får betydning for vor opfattelse af jernalderens og middelalderens søgående trafik. Helt så farlig som antaget var sejladsen op langs vestkysten vist ikke, den kunne i hvert fald i nogen udstrækning foregå i læ af beskyttende øer. Klegod-bopladsen - for nu at vende tilbage til den - forestiller jeg mig liggende på en ø i Ringkøbingfjordens brede indskæring, måske med udsigt til andre øer længere ude. Flade strandenge, et svagt kuperet terræn, hist og her lidt birkekrat, mod vest lave sandklitter. Om det svære tømmer har kunnet skaffes lokalt, må stå hen i det uvisse.

I arkæologiske artikler udtales ofte et fromt håb, om at fortsat udgravning må kaste nyt lys over problemer, undersøgelsen har affødt. For nærværende forfatter vil det være mere end rigeligt, om hav og vejr vil tillade afslutning af det, som nu er begyndt. Skulle der blive lejlighed til at udgrave flere huse, vil det nemlig være ensbetydende med, at havet har ædt endnu en bid af et land, der efterhånden ikke er for meget tilbage af.

(Fig. 12).

Lit: Nationalmuseets Arbejdsmark 1972 (om bronzealderhuse).
Holmslands og Klittens historie, bd. 1. 1974.