Hurra! Nu skal pigerne ikke mere have skudsmaal!

I virkeligheden vakte skudsmålets afskaffelse ikke nær så megen jubel, som visen giver udtryk for. Loven var - som så ofte - haltet bag efter udviklingen, og den medførte ingen større forandring. Bogen blev - stadig under navn af skudsmålsbog - bevaret som en slags flyttebevis, hvor man indskrev saglige oplysninger om tjenestens tiltrædelse og ophør; den funktion havde den også haft tidligere, og at selve skudsmålet nu var faldet væk betød ikke så meget, for allerede længe før lovens ikrafttræden var der mange, som havde sløset slemt med at få de lovbefalede vidnesbyrd indført, og stod de der endelig, var de langtfra altid pålidelige. Man må tvivle på, at det er helt alvorligt ment, når en pige, som fratræder efter en måneds tjeneste, betegnes som flink og tro. Gode tjenestefolk hang ikke på træerne, og hvis man skrev noget værre, skulle det nok blive skreget ud mellem pigerne. Så blev det endnu sværere at få en tøs til at støve af, feje gulvtæppet med hvidkålsblade, skrubbe køkkenkar og tage alt forefaldende arbejde indtil sengetid. Derfor skrev man pænt i bøgerne, noterede tjenestetidens længde, som man skulle, og regnede vel med, at den kunne være til vejledning for kommende arbejdsgivere. Skudsmålet havde med andre ord mistet sin betydning, hvis det da nogensinde har haft en sådan. Det er baggrunden for, at man afskaffede det.

For et par år siden foretog Nationalmuseet, med støtte af presse og radio, en indsamling af skudsmålsbøger - i første omgang dog kun bøger, som har været ejet af kvinder, Det indkomne materiale - mellem 2- og 3000 bøger - er endnu kun delvis bearbejdet, men danner grundlag for denne artikel. Det er karakteristisk, at de dårlige skudsmål er i absolut mindretal.

Skudsmålet kan i sin form minde om nutidens anbefalinger, men det var lovpligtet, og det var det, der gjorde det så upopulært. Hvis en anbefaling ikke siger det, man ønsker, kan man jo bare lade være med at vise den frem; skudsmålet - hvad enten det nu var godt eller dårligt - skulle vises til den kommende arbejdsgiver. Den første spire til skudsmålsbogen dukkede op i 1562. Det år blev det pålagt alle, som beskæftigede svende at udstede »pasbord« til folkene, når de drog af plads. Pasbordet var et afgangsbevis, uden hvilket man ikke kunne opnå ny tjeneste, og det gjaldt som sagt kun for svende, ikke for tjenestefolk i almindelighed. Tyendet - den laveste klasse i datidens samfund - blev, så vidt vi ved, først pålagt en tilsvarende tvang et halvt århundrede senere; men det var en ordning, som kun gjaldt for Randers, der altså på dette område har været forud for sin tid. Da Randers byråd i 1609 skulle udforme en ny bylov, skrev man meget af efter de kongelige forordninger, men for egen regning tilføjede man artikler om skriftlige afgangsbeviser for tjenestefolk af begge køn: (Fig. 2)

»Og når de ikke længere vil tjene deres husbond - det være sig tjenestekarle, drenge, piger eller tjenestekvinder - skal de advare ham seks uger før udløbet af det hele eller halve år, i hvilket de har lovet at tjene ham, og siden til lavdag tage deres skriftlige afsked eller pas af ham --. Men dersom det sker, at sådanne pas bliver ældre end 14 dage, før de begiver sig udi anden ærlig tjeneste, da skal samme pas ikke længere have magt, men de skal sættes udi tårnet eller bruges udi kongelig majestæt eller byens arbejde som andre løsgængere«.

Pasordningen gjaldt altså indtil videre kun for Randers, men rigets myndigheder må have spidset øren og anet, at her var løsningen på et problem, som længe havde voldt bryderi. Der var nemlig mangel på karle, ja på tjenestefolk i det hele taget, og det medførte stor »uskikkelighed og modvillighed«, så at man »ikke kan bekomme folk, som for løn vil tjene, med mindre man vil give dem dobbelt løn og hvad de selv æsker og begærer -«. Ja ikke nok med det: »I mands minde har der ikke været større ustadighed og letfærdighed hos tyende, piger og drenge«, klages der 1611. »En gang kunne tjenestefolk blive i tjenesten otte eller ti år, nu skifter de hvert halve år. -- Men deraf kommer sjældent noget godt, thi hvem har lyst til at hjælpe sådanne frem til ære og goder, der har sådan bisse i sterten, at de ikke kan blive hos en dannemand et, to eller tre år. Straks én siger dem deres gavn og taler et ord til dem, så sætter de ham straks stævnedagen for næsen; ja, siger de, her er stakket dag og hellig aften. Se jer om efter en tjener, jeg vil se mig om en anden tjeneste, så rede er de straks til at rippe«. (Fig. 3)

Disse kedelige tendenser i de nedre, men såre nyttige, samfundslag, havde myndighederne prøvet at komme til livs gennem en skærpet lovgivning; det var således blevet bestemt, at ingen måtte tjene i kortere tid end et halvt år, og at tyende kun havde krav på at få mad tre gange om dagen. Nu kom altså Randers med sit kontrolpapir, og det er klart, at det måtte være et fristende eksempel til efterfølgelse. En udbredt mangel på skrivefærdighed var dog en hindring for ordningens gennemførelse, men vanskeligheden blev klaret ved, at man pålagde landets præster at udfærdige passene. Bestemmelsen kom i 1619 i en forordning for tjenestefolk og løsgængere; de to befolkningsgrupper blev af praktiske grunde administrativt slået sammen.

Det omtalte bevis skulle kun indeholde oplysning om tjenestens lovlige fratrædelse; skudsmålet - vidnesbyrdet om god eller dårlig opførsel - var endnu ikke kommet med. Det sker først 1683, i Kristian den 5.'s Danske Lov, og atter her er det præsten, som skal gøre arbejdet. Han skal give dem skudsmål, »som de ville ansvare og være bekendt«.

Skudsmålet figurerede i lovgivningen i næsten 200 år, men elsket blev det aldrig, og man omgik og misbrugte det, hvor det lod sig gøre. På landet kunne man nok med lidt behændighed skulke fra forpligtelsen, og havde man endelig raget sig et dårligt skudsmål til, kunne der rettes og raderes, eller man fik simpelthen gode venner til at skrive det om. For at modvirke dette, blev der i 1701 indført et særligt skudsmålspapir med myndighedernes stempel på; det skulle følge tyendet fra plads til plads og erstatte de løse, ukontrolable lapper, hvorpå man tidligere skrev. Samtidig blev skudsmålsforpligtelsen udvidet til også at omfatte flytninger indensogns, som ikke tidligere havde været medregnet - men den bestemmelse blev nu aldrig overholdt; det var for fjollet at skulle ulejlige præsten, bare fordi man fra november skulle over og tjene hos mølleren. (Fig. 4)

Der kom nye love og forordninger. Med tiden blev det husbonden selv, der skrev skudsmålet, hvad han jo også var nærmest til, mens præsten tog sig af indledningen og sognefoged eller politi af påtegninger om flyttetidspunkt. Omgåelse af bestemmelserne fandt stadig sted, og skudsmålspapiret havde fremdeles en mærkelig tilbøjelighed til at blive væk. Så stod man der hos den stedlige myndighed og ville gerne melde tilgang til sognet samt have et nyt skudsmålspapir. Man havde skam opført sig pænt i sine tidligere pladser, hvor man altid havde været længe, og man var meget ked af, at ens gode skudsmålspapir var brændt eller fløjet væk eller på anden måde bortkommet.

Det var som modtræk mod dette, de »rigtige« skudsmålsbøger blev indført 1833; men det viste sig jo, at den pæne lille bog også kunne blive væk.

Med årene og den stigende oplysning var skudsmålet blevet stadig mere upopulært. Nogle tjenestefolk - nemlig dem, som det gik ud over – hadede det, og arbejdsgiverne anså det for temmelig værdiløst. Da det endelig - i 1867 - faldt bort, vakte det imidlertid, som allerede nævnt, ingen folkejubel og gjorde ingen større forandring. Bogen beholdt man jo som en slags pas, og det var ikke ualmindeligt, at der af gammel vane stadig blev skrevet skudsmål i den. I sin stækkede tilstand var skudsmålsbogen ret uskadelig, men gammelt had glemmes ikke nemt. Mange følte dens følgeskab nedværdigende. I 1921 blev den endeligt afskaffet, men heller ikke det vakte nogen større opsigt. Selv husassistenternes blad gad knapt nok nævne begivenheden, men bladet havde da også i årenes løb skrevet og skreget så meget mod skudsmålsbogen, at det ikke er mærkeligt, om det til sidst har skreget sig træt. (Fig. 5, fig. 6)

De nu indsamlede tusinder af kvinde-skudsmålsbøger med tilhørende skriftlige redegørelser giver et værdifuldt supplement til det ikke alt for udtømmende billede, vi fra anden side har af tjenestepigernes tilværelse i by og på land. Vi kan følge deres vej, fra de som nykonfirmerede rejser hjemmefra, til de i en mere eller mindre moden alder sætter foden under eget bord, og det er interessant at se, hvor langt de under deres omflakken fjerner sig fra hjemmet, og i hvilken grad byerne til skiftende tider har draget dem til sig. Pigernes sociale baggrund får vi også et indblik i, og vi kan klarlægge, hvad der fik dem til at blive i pladserne, og hvad der fik dem til at forlade dem. Af særlig betydning er det naturligvis at belyse forholdet mellem herskab og tyende. Til det brug har vi selve skudsmålene, som dog er mindre oplysende, end man på forhånd skulle tro; mange af dem er helt intetsigende - det gælder således alle dem, der er afskrevet efter formularer i Hjemmets Brevbog - og af de resterende er et så overvældende antal rosende, at man på dette punkt må drage materialets pålidelighed i tvivl. Arbejdsgiverne har jo, som før bemærket, set deres fordel i at stå sig godt med de bortdragende, og dertil kommer de dårlige skudsmålsbøgers tilbøjelighed til at blive væk. De oplysninger, som indsenderne har ladet følge med bøgerne, giver et nok så pålideligt billede af de følelser, som ombølgede skiftedagen. Den kunne være en glædesdag, som ikke efterlod savn på nogen af siderne, men den kunne også være en tårevædet affære, hvor stærke bånd blev sønderrevet; mange tjenestefolk tilbragte årrækker i samme plads og følte sig, og blev vel også til dels opfattet, som barn af huset. (Fig. 7, fig. 8)

På de flittige, skikkelige, tro, godmodige og sædelige pigers skudsmål skal der ikke ofres mange ord; men vi vil med nogle få eksempler rette opmærksomheden mod deres uheldige medsøstre, de sjældne, men nok så interessante, sorte får. Om en nykonfirmeret pige skriver arbejdsgiveren, marts 1848:

»-- da hun er aldt for Ung og uøvet, så kunde hun ikke være til nogen væsentlig nytte i en større Huusholdning, forinden hun bliver nogle Aar ældre og erhværver sig mere Øvelse saa har man truffet den Overenskomst at hun flytter herfra nu til 1ste April«.

Eller dette fra København:

»--har tjent os som Barnepige fra 1ste til 10nde Juli 1894«. (På det tidspunkt var skudsmål afskaffet, men arbejdsgiveren har med sine understregninger fået sagt, hvad han ønskede at sige).

Hvordan følgende skudsmål - udfærdiget 1865 efter et halvt års tjeneste - skal forstås overlades til læserens velvillige bedømmelse:

»-- og i den Tid har hun stæsse Udviist Flid og Troeskab for saavidt det har været i hendes Magt«.

Skudsmålsbogen blev lagt for had, men det var ikke alle, der delte den almindelige afsky for den. Nogle piger var glade for deres bog og lidt ærgerlige over, at der ikke længere måtte stå rigtige skudsmål i den; da den omsider blev helt afskaffet, nægtede de simpelthen at anerkende det. Læger på landet kan fortælle, at når papirerne skal fremlægges, før dødsattesten udfyldes, så kan man ikke altid finde en dåbsattest i kommodeskuffen - tit den kommode, som blev flyttet med rundt i pladserne, og som nu er fulgt med sin ejer til alderdomshjemmet. De løse attester er væk, men skudsmålsbogen ligger der - parat til brug på den sidste store skiftedag.