Hundens grav

Sommeren 1981 udgravede Esbjerg Museum en mindre højgruppe på en lidt usædvanlig lokalitet, nemlig i et ubebygget område inde i selve Esbjerg, nær byens centrum. Oldtidsminderne var, som naturligt på dette sted, næsten totalt udslettet, men tegnede sig, efter at muldlaget var fjernet, som store lyse pletter i den karakteristiske hededannelse med al, blegsand og, øverst, den brunlige mor. Den højtomt, vi her skal beskæftige os med, indeholdt fire grave. En af dem var placeret centralt og direkte på den gamle markflade, hvoraf vi kan slutte, at det var med denne grav, begyndelsen blev gjort. Den var næsten bortpløjet, sådan at kun bunden lå tilbage, men gravgodset var til alt held i behold: en stridsøkse, et køllehoved og en ravperle. Det er typisk tilbehør for stridsøksefolkets mænd, dog er køllen ikke normalt gravudstyr på Esbjergegnen, hvor kulturens tidligste grave dominerer; i de senere faser bliver den mere almindelig.

De tre øvrige grave var placeret skævt i højen, men på række, hvilket tyder på, at de er anlagt omtrent samtidig, og da de alle sås at være gravet ned gennem den smule højfyld, der var tilbage, er der slet ingen tvivl om, at de er senere indbygget i det allerede eksisterende jordværk. Yderst i rækken, i området omkring højfoden, lå en grav med spor af plankekiste, men uden bevarede skeletrester og uden oldsager, som kunne oplyse alderen. De to længere inde synes at have været forbundet med en slags gravet kanal og får derigennem karakter af dobbeltgrav. Nu nærmer vi os sagens kerne.

Den ene af de sammenkædede grave, den der lå fjernest højmidten, havde kistespor og svage rester af skelettet, men var iøvrigt tom. (Fig. 1). I den anden var et kisteomrids ligeledes synligt, og her fandtes gravgods, stridsøkse og ravperle, men uvant placeret, nemlig oven på det, der må antages at være resterne af kistelåget. Øksen er af en type, der hører hjemme i mellemste del af stridsøkseperioden, bundgravstid, som den hedder i fagsproget. Efter gravgodset skulle den begravede være en mand, men det slog ikke til; de rester, som blev fundet i kisten, var til udgravernes store forbavselse slet ikke menneskelige, men af et dyr - en hund. Den har ligget på venstre side med hovedet mod nordøst, altså med blikket vendt mod syd, ganske som vi kender det fra de af periodens menneskegrave, hvor iagttagelser af denne art har kunnet gøres. Kroppen med rygsøjle og ribben var næsten helt opløst, kun kendelig som en sort substans, men lemmeknoglerne sås tydeligt, og hovedet med enkelte tænder var i det væsentlige til stede, hvilket er usædvanligt. Sammenlignet med de rester, der i utallige gravhøje er fundet af hundens menneskelige samtidige, er bevaringstilstanden forbavsende god, hvad vi må tilskrive den høje koncentration af ler netop i dette område. Der er håb for fremtiden.

Det skrøbelige hundehoved blev med største forsigtighed taget op af Hans Hein fra konserveringsanstalten i Ølgod og sendt til Zoologisk Museum, hvor det blev studeret af Tove Hatting - som iøvrigt selv havde besøgt udgravningen og foretaget opmålinger på stedet. Undersøgelsen viste, at hunden har tilhørt den type, der kaldes »spids«. Kraniemålene stemmer helt overens med, hvad man kender fra det foregående afsnit af bondestenalderen, tragtbægerperioden.

Hvad var der ved denne hund, der gjorde den værdig til at blive begravet som et menneske? Har den på en eller anden måde været hellig, måske ligefrem dyrket som gud - eller skal tolkningen søges lidt nærmere jorden? (Fig. 2). Vi kan her minde om den mærkelige »kanal«, der forbandt hundegraven med den fundtomme nabograv, den synes anlagt for at understrege samhørighed mellem de to gravgruber. Skulle forklaringen være, at hundegraven indeholdt det udstyr, som manglede hos naboen - med andre ord, at den døde i menneskegraven har fået en ekstra grav med sig som gave, et siderum til opbevaring af de ting, han havde brug for i det hinsidige? (Fig. 3), (Fig. 4). Det ville begrunde, at øksen og perlen ikke lå i kisten sammen med hunden, men oven på låget; de tilhørte jo ikke dyret, men manden i den anden grav. Hunden må efter dette opfattes som et offerdyr, den har tilhørt den døde, og man har ønsket, at han fremdeles har skullet nyde godt af dens selskab. Mærkeligt dog, at den er blevet lagt i kiste. Så megen stads plejede man ikke i oldtiden at gøre af umælende, men sæd og skik har skiftet, og intet i den retning er umuligt.

Dyreofre som det beskrevne kendes ikke i andre grave fra stridsøksekomplekset, men i dets svenske modstykke, bådøksekulturen, forekommer et enkelt, nemlig fra Linköping: en hund begravet sammen med to mennesker. Den var af samme type som Esbjerghunden og placeret på samme måde, men bar tydelige tegn på at være blevet aflivet, hvilket ikke gælder dens danske kollega. Det sidste siger nu ikke så meget, da spor af vold næppe ville kunne ses i det trods alt stærkt opløste skelet, og det er under alle omstændigheder usandsynligt, at hunden er afgået ved en naturlig død præcis samtidig med sin herre. (Fig. 5). Bevæger vi os sydpå, ned gennem Europa, støder vi på en lang række samtidige grave med ofrede dyr, i Tyskland således flere med både okse og hund.

Fra senere oldtidsperioder, specielt yngre jernalder, kendes mange eksempler på, at - ikke blot hunde, men også andre arter af husdyr er ofret til afdøde, ja vikingetidens store gravskibe kan være lastet med dem som selve Noas ark. Går man uden for gravene, til bopladserne, ses det, at hunden har været menneskets ledsager gennem hele oldtiden, helt fra jægerstenalderen. Nogle typer - man kan ikke tale om egentlige racer - har været egnet som jagthunde, andre som hyrdehunde, og et meget stort og kraftigt eksemplar fra det bekendte offerfund i Hjortspring mose på Als kan måske tolkes som en kamphund. Om hundens betydning for vore fjerne forfædre er der således ingen tvivl. Den har været respekteret som husdyr, men en ære som den, der er overgået hunden fra Esbjerg, er, så vidt vi ved, ikke blevet andre oldtidsdyr til del. (Fig. 6).