Hold hovedet varmt

»Jeg mødte to læs sorte jydepotter opstablede til en svær højde, som agtede sig til Pinneberg i Holsten og havde allerede kørt henved 30 mil. Den ene vogn havde heste, men den anden stude for, som trak i dertil indrettet tøj for panden. Køresvendene gik med bare fødder i træskoene og var ellers vel klædte, kun i denne sommerhede syntes mig, at et nedslået hatteslag om ørene var ganske unaturlig, men jyden følger sine egne skikke, som hverken spøg eller alvor kan overtale ham til at aflægge«.

Hatteslaget, som Wedel omtaler, er et meget ærværdigt klædningsstykke; helt tilbage til middelalderen rækker det. En anden opmærksom iagttager, skuespilleren Peter Foersom, der var præstesøn fra Ribeegnen, fortæller i et skrift udsendt et par år efter hans død i 1817, at »mangen gammel skaldepande i efterår og vinter bar den ældgamle danske hætte, der varmede hans hoved og bryst«. Og han fortsætter: »Jeg har for ikke ti år siden set til høj sommers marked i Ribe de kalkunske flouser, det vil sige sønderjyske bønder, på deres med grønt og rødt og de mest afstikkende farver bemalede store holstenske vogne, siddende på forsædet at age deres kvinder, iført det fineste hjemmegjorte blå klædemon med den afstikkende skarlagens hætte under hatten og ned over brystet«.

Man må med Wedel og Foersom undre sig over brugen af en tætsluttende hovedbeklædning på varme sommerdage, men det var ikke noget enestående på den tid. Da præsten Niels Blicher 1795 beskrev tilstanden i sit sognekald, bemærkede han, at mange lader deres børn »fra ungdom op gå med tykke uldhuer, endog i de hedeste sommerdage«. En skik, der en halv snes år tidligere havde indsneget sig ved gudstjenesten i hans sogn, accepterede han, omend lidt nølende: »De fleste af mandkønnet sidder under hele tjenesten med bedækket hoved. Hidindtil havde kun de gamle - stedse vant til at holde hovedet vel indpakket - brugt røde, brune, grønne eller grå hatteslag, knappede fra munden af ned på brystet og nedhængende over skulderen. De fornemmere eller mere formuende i Lysgård sogn bruger grønne fløjlshuer med sort for; nu bruger midaldrende og unge hvide, eller blå, eller stribede bomuldshuer til stads under gudstjenesten«. (Fig. 1)

Helst havde Niels Blicher været skikken foruden, men han ville dog ikke skride ind mod den. Det gjorde derimod, fortæller han, en anden lærd og vittig præstemand: »Næste højtids fest var mandstolene fulde af blå og hvide huer. Da teksten er oplæst, standser han lidt og tier. - »Førend jeg i dag taler noget Guds ord mere, så - alle huer af!« Som sagt, så skete det. Huerne forsvandt og blev nogen tid usynlige. Men for længe siden er skikken der igen i fuld brug«.