Hofalkymisten

Det var naturligvis ikke af bare høflighed, gæsten fik denne udsøgte behandling. Man regnede med at få noget til gengæld, og dette noget var - guld. Det havde Frederik den 3. god brug for; han havde to bekostelige svenskekrige bag sig, og tanken om ved en tredje at skaffe sig revanche og det tabte land øst for Øresund tilbage kan vel ikke have været ham fremmed. Der var således god baggrund for at sikre sig italieneren Francesco Borri og hans kunst.

I vore dage har guldet sin faste plads i grundstoffernes periodiske system, men til dettes eksistens havde man i 1600-årene intet kendskab, og der er ikke noget mærkeligt i, at man forestillede sig, at guld kunne fremstilles ad kemisk vej. Siden den tidlige middelalder havde man eksperimenteret med metalforvandling. Det var især kobber og sølv, man tænkte sig som grundlag for processen, men til at sætte den igang behøvedes lapis philosophorum (de vises sten), som derfor først måtte findes. Alt dette var blevet hovedindholdet i en særlig gren af naturvidenskaben: alkymien (forløberen for den moderne kemi). Alvorligt arbejdende lærde dyrkede den, og formuende mænd blandt fyrster og adel støttede deres eksperimenter, hvis de da ikke selv var aktive alkymister. I ly af det hele foretagende trivedes et slæng af fidusmagere, som tog deres del af de millioner, som det kostede at drømme om guld.

Frederik den 3. er ikke den eneste danske konge, som har interesseret sig for guldmageri, men vistnok den, som har betalt de dyreste lærepenge. Hans målbevidste spekulation i alkymien har sikkert været medvirkende til, at andre betrådte den samme farlige vej. Blandt dem var adelsmanden Valdemar Daa, som »formedelst alkymisteri - blev ødelagt, så at både Lerkenfeldt og Borreby i Sjælland ginge bort i gæld«.

Francesco Borri er 40 år, da han begynder at øse af den danske konges gunst. Hans fortid er broget. Sit hjemland Italien har han måttet forlade - bandlyst og dømt for kætteri - efter et mislykket forsøg på at ændre både den kirkelige og den verdslige orden. Efter års omflakken kommer han til Holland, hvor han bliver en anset alkymist og ydermere gør sig bemærket ved en øjenoperation, der senere afsløres som svindel. I Amsterdam gør han bekendtskab med vor lærde landsmand Ole Borch, som antagelig er den, der har formidlet forbindelsen mellem italieneren og det danske hof.

I laboratoriet på Københavns slot tager Borri straks efter sin ankomst fat på arbejdet, og i en tømmerbygning bag Børsen bygges en speciel ovn til hans eksperimenter. Arbejdsforholdene her må dog ikke have været helt tilfredsstillende, for året efter bliver ovn og hus »ubrudt« ført til Rigensgade, til general Rüses gård, som kongen har lejet. Borris arbejdsmetode er der ingen, som kender, men kancelliregistraterne røber de anvendte ingredienser. 30 skålpund salpeter, en tønde svovl, 300 favne brændeved og 80 kobberplader er mellem de varer, han har fået leveret. I samlingerne på Rosenborg opbevares en lille sølvdåse med en klump guld, som ifølge museets tilgangslister er modtaget fra Kunstkammeret i begyndelsen af 1830'erne, og som »rimeligt hører til de alkymistiske stykker frembragt under Frederik den 3.«

Borris virke i Danmark blev ikke af lang varighed. Frederik den 3. døde pludselig, 9. februar 1670, og kronprinsen, der besteg tronen som Kristian den 5., havde en helt anden mening om alkymien end faderen. Det var Borri ganske klar over; han valgte at fortrække og det i største hast. Kursen blev sat mod Konstantinopel, men undervejs indhentedes han af sin fortid. I Østrig blev han taget til fange, og nu gik turen til Rom, hvor den pavelige domstol ventede ham. Han døde 1695 efter 25 års indespærring.

Kort efter Borris ilsomme bortrejse lod Kristian den 5. alle spor af hans virksomhed fjerne fra bygningerne i Rigensgade. Men i mere end 100 år blev navnet »Guldhuset« hængende ved stedet som et minde om dengang, da guldmageriet i dybeste alvor blev taget med i de financielle overvejelser af rigets ledende mænd.