Højt fra kålens grønne top

Engang da Nationalmuseets direktør, Sophus Müller, inspicerede museet i Hjørring, kom Lønborg Friis ind ad døren med en stor sæk på nakken. »Hvad er det«, spurgte Sophus Müller. »Det er noget til museet - nu skal De bare se«, svarede justitsråden, og så hældte han en dynge træsko ud på gulvet. Sophus Müller var dybt forundret. »Jamen, de træsko har jo slet ikke været brugt, de er helt nye allesammen«. »Vist så, vist så«, sagde justitsråden, »men vent og se - de skal nok blive gamle engang«!

Det blev de også, og derfor har Vendsyssels historiske Museum i dag en meget sjælden samling af gamle træsko, som intet menneskeligt væsen nogensinde har stukket sine tæer i.

Til forskel fra de fleste andre af datidens museumsfolk havde Lønborg Friis ikke kun blikket rettet bagud. Han så klart, at den industrikultur, der var på hastig fremmarch omkring århundredskiftet, snart ville have udryddet den gamle bondekultur, og at en masse dagligdags genstande, som ikke regnedes for noget, inden længe ville blive værdifulde museumsstykker. Det gjaldt derfor om at redde, hvad reddes kunne, uden skelen til hvor gamle eller hvor brugte tingene var.

Ude hos bønderne fandt han fine hollandske fajancer, der blev brugt i den daglige husholdning eller endda som fodertrug i hønsehuset. Dem kunne han tit få for en slik. Til gengæld måtte han betale dem af egen lomme, for museet havde ingen penge. I den ellevte time sikrede han museet en stor samling vendsysselske folkedragter, som han også skrev en bog om, og da han første gang fik besøg af den herostratisk berømte opkøber Snyde Tammes fra Randers, satte han ham på at købe sorte potter op. Tammes havde ernæret sig kummerligt ved at rejse rundt og købe hestehår, men efterhånden, som provinsmuseerne dukkede op, og der også blev stadig flere private samlere, kom han ind på at handle med antikviteter, falske såvel som ægte. Tandlægen tilbød ham to kroner for stykket af potterne - lige så meget som han selv fik for en tandudtrækning - så det var en fin fidus for Tammes, der naturligvis ikke gav noget for det gamle ragelse. Men det var også en god forretning for museet, der derved fik opbygget en repræsentativ samling jydepotter.

Lønborg Friis var formentlig den første her i landet, der forsøgte at lave et stemmearkiv. Han havde luftet tanken overfor sin gode ven, redaktør Vilhelm Carlsen, og i 1905 forærede »Vendsyssel Tidende« museet en fonograf. Til avisen udtalte Lønborg Friis, at han gerne ville have optaget klangen af de gamle nordiske bronzelurer, viser og beretninger om folkelivet i gamle dage, men først og fremmest skulle apparatet bruges til at sikre de vendsysselske dialekter mod forglemmelse. Det daglige livs passiar ville blive grebet i flugten med de ord, som forhen var almindelige, men som nu lyder sjældnere og sjældnere.

Det blev nu ikke til så meget med arkivet, for der var ikke penge til at købe valser for, og de få stykker, museet har med optagelser på, er uheldigvis blevet bløde med årene og kan næppe reddes.

Lønborg Friis tog også på et tidligt tidspunkt fotografien i brug i museumsarbejdet, og det var nok nærmest for at få et godt billede til en artikel i »Vendsyssel Tidende« - hvor han hyppigt skrev - at han ved juletid 1904 lavede et lille etnologisk eksperiment. Det drejede sig om kåljuletræet, og billedet gengives her.

Juletræsskikken kom til Danmark fra Tyskland i begyndelsen af 1800-tallet, først til København, hvorfra den i løbet af århundredet bredte sig til det øvrige land. Længst var den naturligt nok om at vinde indpas i Jyllands træfattige egne, og til dem hørte dengang Vendsyssel. Der var langt mellem træerne i denne landsdel, grantræer begyndte man først at plante efter midten af århundredet, og hvis en fornuftig bondemand havde plantet lidt læ ved gården, nænnede han ikke at ofre et træ på det rene narreværk.

Men man hørte jo år efter år om, hvordan byfolk havde juletræ med papirspynt, sukkergodt og lys på, børnene plagede, og så fandt man ud af at hjælpe sig med, hvad der var for hånden. I haven havde man altid rigeligt med grønkål, for dem skulle der bruges store mængder af til den vendsysselske langkål, der ikke måtte savnes i juletiden. De var friske og grønne at se på, en enkelt særlig kraftig stok kunne godt gøre det ud for juletræ, eller man kunne flikke et sammen af flere stokke.

Kåljuletræet blev brugt på landet i Vendsyssel helt op mod århundredskiftet. Lønborg Friis kendte det fra sin barndom i Horne, hvor faderen, forfatteren J.J. F. Friis, var præst, og hin jul besluttede han så at genoplive den gamle tradition i sin egen familie og skrive om den til redaktør Carlsens julenummer (Fig. 2).

I artiklen fortæller han om, hvordan børnene i hans barndom allerede om efteråret udsøgte sig de kraftigste grønkålsplanter i haven og »forbød kokkepigen på det strængeste at skære af julekålen«. Når den store aften nærmede sig, tog man en bøtte, fyldte den med sand, stak et kosteskaft deri og bandt fem-syv kål - planter fast til det, hvorefter det således dannede »træ« blev behængt med julepynt. Artiklen slutter:

»Da grantræerne endelig begyndte at komme til hine afsides egne, blev børnene naturligvis henrykte over at få »et rigtigt juletræ«, men alligevel følte de sig noget skuffede, thi de unge og spinkle graner toge sig i de første par år ikke nær så anselige ud som den kraftige kål. Børnene her, der ere fotograferede ved siden af »træet« for at vise dets størrelse, ere iførte dragter, hvis snit stammer fra slutningen af tredserne, og det meste af legetøjet er lige så gammelt, altsammen for at bringe billedet så nær til virkeligheden som muligt. At lave juletræer af grønkål er nu forlængst en saga blott - dog ikke ganske, thi disse fire børn ville, for at genkalde en række lykkelige barndomsminder i deres families erindring, den forestående juleaften komme til at danse rundt om et festligt pyntet, bugnende, lysstrålende kåltræ«.

Det kan tilføjes, at Lønborg Friis' store børneflok ikke var nær så begejstret for hans påfund, som han selv var. Nummer to fra højre på billedet, den nu 82-årige tandlæge Holger Friis, der siden overtog museumsarven efter sin far, husker grant den juleaften, der alt i alt blev temmelig mislykket på grund af kåltræet. Hans ældre søstre var så rasende, at de gik ud i byen og skaffede nogle grangrene, som de sved over et lys, for at det dog kunne lugte lidt af jul, og den elskelige justitsråd indlod sig aldrig mere på eksperimenter med juletraditionerne.