Højstuen

»Netop aftenen førend vi afrejste fra Fyn erfarede vi tilfældigvis det fra Vejleegnen hidkomne rygte, at Jelling-bønder havde for kort siden opgravet brønden på dronning Thyras høj for at skaffe vand tilveje, som var blevet borte af den, uden at de opnåede deres hensigt, hvorimod de stødte på en underjordisk tømmerbygning -«.

Således begyndte det, som for Finn Magnusson må have været hans livs oplevelse. Man forstår med hvilken forventning han og hans lille rejseselskab tiltrådte turen nordover. I Vejle får de af stadens øvrighed rygterne bekræftet, og dagen efter (2. juni 1820) ankommer de til Jelling, hvor de orienteres om fundet af præsten hr Førsløv og sognefogden Christen Sørensen. Den omtalte brønd i toppen af »Thyras høj« var som sagt løbet tør, og det var så meget mere beklageligt, som vandet var af udmærket kvalitet, og »man endog fra fjerne steder hentede deraf til thevand«. Efter Jelling-boernes mening udsprang vandet af en kilde, der altså nu måtte være tilstoppet, men som måske ved gravning kunne bringes til at flyde igen - hvilket fik aktualitet, da byen hjemsøgtes af en højst besværlig vandmangel. Efter at have gravet sig fem-seks alen ned var man kommet til en dynge af kampesten og, da de var fjernet, til et lag af svære egebjælker, der viste sig at være loftet i et rummeligt underjordisk kammer, som man kunne komme ned i gennem et hul i bjælkelaget. Det var delvis jordfyldt, men der var dog fundet enkelte sager, således et bræt med indslåede sølvstifter og »en mængde materie, som lignede forrådnet papir«, men som Magnusson, der får en prøve forevist, mener snarere er uldtøj. Fundet har vakt stor opsigt, og det halve Jelling har været nede i kammeret. Et jordskred, som nær havde kostet menneskeliv, har dog nu gjort ende på denne trafik. (Fig. 1)

3. juni: »Efter at vi havde hilst på hr pastor Førsløv, som atter modtog os på det bedste, lod vi den tilnaglede lem for højens åbning borttage og jorden skuffe bort fra nedgangen, for så vidt det gjordes fornødent. Da vejret atter idag var vindigt med regnbyger og jorden i det hele meget fugtig, nedfaldt den opgravede muld allevegne fra i temmelig store klumper, så at det halvvejs så således ud, som om den, der nu begav sig ned i hulen, ville blive levende begravet. Jeg kunne dog ikke modstå lysten til at gøre mig nærmere bekendt med dronning Thyras formentlige underjordiske våning og gav arbejderne tilkende, at jeg gerne ønskede selv at bese den. Nogle rådte mig derfra -; dog formåede jeg lettelig sognefogden Christen Sørensen til at følge mig derned og hjælpe mig tilrette. Ved to gange at flytte en stige i skrå eller næsten lodret stilling kom vi ned til den snævre åbning, som førte til hulen, tredje gang blev stigen nedsat deri, og vi kom lykkelig og vel til grunden. - Sognefogden medtog en lang lægte, ved hvis ene ende en lygte med et brændende lys var fastgjort. Da vi var kommet ned, blev åbningen tildækket over os med et klæde, for at dagens lys ikke skulle hindre lygtens virkning -. Lygten gav blot et mat skin og hjalp kun lidt på mit svage syn. Dog kunne jeg se, at den hule, i hvis midte vi nu omtrent befandt os, og som før havde været indrettet som et værelse, nu var blevet mestendels opfyldt med jord og grus; dog var der oven på denne udfyldning åbninger langs under bjælkeloftet, hvorigennem man, dog kun med stor vanskelighed, kunne krybe; de var meget lange at se til, og væggen kunne langt fra ikke rækkes af den ved sognefogden medbragte lægte -. Mod den østlige kant søgte sognefogden at vise mig tvende firkantede rør af bjælker, efter hans udtryk lignende kasser, som gik op i højen ud fra værelset i en skrå retning, ligesom skorstensrør. Disse mener nogle har været vandrender, men det forekom mig, som om de snarere kunne have været anlagte for at befordre uddampningen af den underjordiske bygning. Jeg kunne nu ikke komme til at undersøge disse indretninger i nærheden. Ej heller kunne vi erfare bygningen eller værelsets rigtige højde, længde og bredde formedelst det nedstyrtede grus og måtte således indstille vor underjordiske undersøgelse«.

Slutningen på historien får man i en efterskrift til bogen. Den kongelige Kommission for fædrelandske Oldsagers Opbevaring har taget hånd i hanke med tingene - dog ikke ved personligt fremmøde, men repræsenteret af en kaptajn under vejkorpset. Højstuen, hvis korrekte længdemål har vist sig at være 11 alen, er blevet tømt for jord. Der er ikke fundet menneskeben, men derimod forrådnede rester af en trækiste og nær denne »et lille net forarbejdet fuglehoved af guld og to runde, forhen måske forgyldte, kobberplader af gennembrukket arbejde, rimeligvis forhen hæftede til kisten, lige såvel som en udskåret menneskefigur af træ m. m. I nærheden fandtes en besynderlig hårfletning. Ellers fandtes her, adspredt omkring i højstuen og den her liggende fugtige jord, stumper af udskåret træværk, malet med gul, sort og rød farve, som endnu tydeligen kendes -. De synes at have været hæftede som prydelser til loftet og ved siderne. Endelig fandtes, i nærheden af nedgangen, et lidet sølvbæger, rundt omkring udgraveret -. Muligen er det her blevet tabt af skattegravere, som engang i fordums tider har udplyndret denne kongelige begravelse. Her nødsages jeg til at afbryde - og tilføjer kun, at højstuens fuldkomne udrydning endnu ikke er fuldført, så at man derved kan vente flere interessante opdagelser«.