Høje og hegnet næs

Et af de områder, det er gået hårdest ud over, er Haderslev Næs, halvøen, der mod nord begrænses af Haderslev fjord, mod syd af Lillebælt. Her skønnes at have været omkring halvandet hundrede stengrave - kun fire står i dag tilbage. En klynge på syv har knejset over bakkerne ved landsbyen Lønt, lidt syd for fjorden. Kun svage højninger i terrænet røber, hvor de har været.

Vi vil følge disse oldtidsminders ødelæggelseshistorie og ud fra de foreliggende oplysninger prøve at danne os et billede af dem. At netop denne gruppe frem for så mange andre har fanget vor opmærksomhed, skyldes et nyt og overraskende fund i umiddelbar nærhed. Herom senere.

Den ældste arkæologiske oplysning, vi har fra det sønderjyske bakkedrag, går tilbage til 1827, hvor Oldnordisk Museum modtog »en særdeles udmærket stenhammer, fundet af en bonde på landsbyen Lønts mark og forskaffet af hr. amtmand og ridder Johannsen i Haderslev«. Her er muligvis tale om et løsfund, men de følgende år indkom flere genstande, der angiveligt er fundet i højenes gravkamre: et par stenhamre, en stenkile og to lerkar, de sidste skænket til museet af maleren Anton Melbye. Det var ellers ikke fra hertugdømmerne, museet modtog sine største leverancer, men efterhånden kom der dog gang i den lokale indsamling. I 1830-erne oprettedes et selskab med den pompøse titel »Die königliche Schleswig-Holstein-Lauenburgische Gesellschaft für die Sammlung und Erhaltung vaterländischer Alterthümer«, altså en slags arkæologisk redningskorps, og det er i dettes årsberetning for 1847, vi finder den første egentlige rapport om højene ved Lønt, forfattet af en toldkontrollør von Timm. Et af oldtidsminderne, åbenbart en jættestue, var på det tidspunkt direkte truet og får derfor en særlig omtale. Der blev gjort forsøg på at erhverve den, men ejerne forlangte 50 rigsdaler courant for afståelsen, og da man forudså yderligere udgifter til restaurering, løb forhandlingerne ud i sandet. Jættestuen blev et par år senere »under oprøret i 1849 udgravet af preussiske soldater«, og dermed er den ude af sagaen (fig. 1).

Et andet af stedets stenkamre, som von Timm også nævner, blev i 1870 undersøgt af den danske journalist og arkæolog Vilhelm Boye; denne den første virkeligt fagmæssige udgravning i Lønt fandt sted nærmest for næsen af de tyske museumsfolk, under hvem området jo efter 1864 sorterede. Gennem Boyes beretning kastes der også lidt lys over andre af områdets oldtidsminder, således et, der i 1871 blev hårdhændet gennemgravet af tyske skattejægere. Nogle oldsager herfra har senere fundet vej til det i 1887 oprettede museum i Haderslev.

Nu fulgte en lang pause, alle høje var mere eller mindre ødelagte, men i årene omkring første verdenskrig blev tomterne gennemgået og kortlagt af Haderslev Museums daværende leder, C. M. Lund, og en af dem, en langdysse, har senere været genstand for en egentlig udgravning.

Alt i alt en temmelig sørgelig historie, men typisk: noget lignende er overgået utallige højgrupper rundt om i landet. Alligevel har højene ved Lønt fået en bedre skæbne end så mange andre. Vi kan på grundlag af de talrige oplysninger danne os et nogenlunde fyldigt billede af det forsvundne.

Der har som nævnt været syv høje - lad os begynde med tre, der har ligget på række umiddelbart nord for vejen Haderslev - Årøsund. Om den midterste vides, at den har indeholdt et eller to stenkamre, men der foreligger intet om fund. Den vestligste er den, tyskerne plyndrede 1871; i jorden, der blev kastet ud fra gravkammeret, skal være fundet flere kiler og mejsler af flint, og herfra stammer antagelig tre flintdolke, som nu opbevares på Haderslev Museum. I den østligste høj har ligeledes været et stenkammer. Det indeholdt to menneskeskeletter, stenkiler, stenøkser, ravperler, en stor skiveformet stenkølle samt de to lerkar, der blev indleveret til Oldnordisk Museum af Anton Melbye. Randstenene til højen blev fjernet så sent som i 1960-erne (fig. 2).

Syd for vejen lå så de resterende fire oldtidsminder: von Timms jættestue, Vilhelm Boyes dysse og yderligere to langdysser. Af jættestuen foreligger en plantegning, den viser et ovalt kammer, hvis ene endesten er fjernet - nemlig af ejeren, da han skaffede sig adgang til stuen; den oprindelige indgang, i syd, var delvis ødelagt. Stort har kammeret ikke været, kun godt fire meter langt, men dog med en højde omkring 1,70 meter fra bunden op til de to svære overliggere. Der var fundet skeletrester - af mindst syv personer - foruden et antal »offerknive« (fig. 3).

Det kammer, Boye udgravede i nabohøjen, havde ligeledes to overliggere, men var ellers væsentligt mindre, knap 2,5 meter langt og ca. 1,40 meter højt, et velvoksent dyssekammer. Formen var rektangulær, og der var indgang fra syd over en lav, tærskelagtig endesten. På gulvet, et lerdækket lag af flade udkløvede fliser, lå gravgodset: lerkarskår, en pilespids, ravperler og brudstykket af en flintøkse. Selve højen var 12-15 meter i tværmål med stenomsætning. En runddysse formodentlig (fig. 4).

Af de to langdyssetomter blev den nordligste grundigt undersøgt i 1973. I terrænet var den nærmest usynlig, alle sten var for længst fjernet og pladsen næsten fuldstændig planeret, men da overjorden var afrømmet, sås muldfyldte stenspor i undergrunden, der tydeligt tegnede formen af det ca. 30 meter lange oldtidsminde. Kammeret har ligget midt i højen med indgang fra syd; i den stærkt omrodede fyld fandtes rester af gravgodset - såvel det oprindelige som ting, der må være tilkommet ved genbrug senere i stenalderen. Syd for dyssen, foran og til begge sider for indgangen, fandtes store mængder lerkarskår. Det er et almindeligt forekommende træk, som tydeligvis har med ofring at gøre (jfr. Skalk 1965:1) (fig. 5).

Langdysser, runddysser, jættestue - alle stengravenes hovedformer er repræsenteret i gruppen ved Lønt, der må have fungeret som gravplads gennem en længere periode omkring midten af bondestenalder. Men hvor har de mennesker boet, som fandt deres hvilested i højene? I 1939 modtog Nationalmuseet fra landsretssagfører Erik Westerby - en af arkæologien højt fortjent mand - meddelelse om, at der på det sandede næs, som fra højene skyder sig ud mod fjorden, hvor det bøjer mod vest med retning mod Haderslev, findes en »efter alt at dømme ukendt boplads«. Museumsmanden, som tog stedet i øjesyn, bemærker i sin rapport, at »pladsen har en vis interesse, da der lige syd for findes adskillige tætliggende megalitanlæg«, men så vidt som til en undersøgelse kom det dog ikke.

I januar 1973 foretog artiklens forfatter under forstudier til udgravningen af langdyssen en vandring over marken, og her mødte ham et syn, der satte gangen i stå, men tankerne i løb. For sjældent havde han set så mange oldsager, keramik og flint, væltet op af ploven - tilmed over et stort areal: fire-fem hektarer. Takket være en overordentlig velvillig indstilling fra lodsejerne, gårdejerne Jes Bram og Anker Jessen, har Haderslev Museum senere kunnet iværksætte prøvegravninger. Medlemmer af Sønderjyllands Amatørarkæologer har assisteret herved samt med indsamlingen af de oppløjede oldsagsmængder (fig. 6).

Det var ikke alene fundmængderne, men også pladsens beliggenhed, der hin dag i 1973 så højligt fangede opmærksomheden. En mærkelig type af stenalderanlæg, som længe har været kendt i Mellem- og Vesteuropa, er i de senere år dukket op i Norden - først ved Büdelsdorf syd for vor nuværende grænse (Skalk 1970:3), senere i Sarup på Fyn (1982:2). Der er noget borgagtigt over disse konstruktioner: et vand-omflydt næs er mod land afskåret med palisadehegn og en slags voldgrave, der ikke er voldgrave i egentlig forstand, idet de er afbrudt af mange tværgående jordbroer, så at der har været forholdsvis fri passage over dem. Den umiddelbare indskydelse, at det drejer sig om forsvarsanlæg, må derfor vistnok forkastes. Fæstning eller ikke fæstning, næsset ved Lønt syntes velegnet for et sådant anlæg. Voldgravssystemet, eller hvad man nu skal kalde det, måtte søges ved roden af »halvøen«, fra fjorden over til den fugtige lavning, der begrænser den mod syd, og hvis inderste vig ligger lige i nærheden af den vestligste høj i gruppen. Det er sandsynligt, at vandet tidligere har gået herind, sådan at der virkelig har været tale om en halvø (fig. 7).

Et øst-vestgående prøvefelt blev lagt hen over det spændende sted, og næppe var muldjorden fjernet, før store sorte fyldskifter i undergrunden bekræftede teorierne. Det endelige bevis fik vi, da vi gravede snit gennem fyldskifterne, men det viste sig til vor overraskelse, at der ikke, som i Sarup, var to voldgrave, men mindst fire - de kan muligvis have fungeret to og to til forskellig tid. At de i hvert fald er af varierende alder, fortalte oldsagerne, som blev fundet i fylden; de ældste var fra overgangen mellem dysse- og jættestuetid (for nu at bruge de gamle periodebetegnelser), de yngste noget senere, et hundrede år eller deromkring (fig. 8).

Den pælespærring, der efter reglerne skal være inden for voldgravene, fandt vi i et tværfelt, som blev anlagt ud mod kysten. Også her var billedet lidt forvirrende, stolpehuller og stolpegrøfter vekslede, men der har i hvert fald været tre hegn, muligvis flere. Mod syd slutter pæleværket ret brat, men det kan skyldes, at terrænet her ligger højere, og at ploven derfor har slettet sporene. I et mindre område, som blev undersøgt inde på næsset, fandtes talrige gruber med indhold varierende fra hele lerkar og økser til forsætligt ødelagte genstande og almindeligt affald. Forkullet korn (emmer og nøgen byg) samt nøddeskaller forekom også. Det er sandsynligt, at en stor del af pladsen er belagt med sådanne gruber. Herpå tyder de mange mørke pletter, som blev iagttaget i pløjelaget (fig. 9).

Trods visse afvigelser viser anlægget ved Lønt stor lighed med det fra Sarup. Et næs er mod land afskåret med hegn og grave. Inden for afspærringen ligger gruber, hvoraf nogle med et indhold, der peger mod ofring. De indtil 2,5 meter dybe voldgrave kan - her som i Sarup - næppe have stået åbne ret længe, et års tid vel i det højeste. Skred og sandfygning har jævnet dem, som de jævnede vore udgravningsgrøfter efter en enkelt overvintring, og menneskene har formodentlig hjulpet til. Foreløbig er kun en forsvindende lille del af pladsen undersøgt, men takket være parallelfundene kan vi danne os et ret klart billede af helheden (fig. 10).

Ligheden, ikke blot med Sarup, men også med flere af de mellem- og vesteuropæiske pladser, er så slående, at det må være naturligt at anvende samme tolkningsmodel. Om forsvarsanlæg kan der som nævnt næppe være tale. Voldgravene kan ikke have fungeret som egentlige voldgrave, og det er vel også tvivlsomt, om man i stenalderen kunne mønstre så store hærstyrker, som var nødvendige for en borgs forsvar. Gruberne peger heller ikke i retning af det militære, snarere mod kulthandlinger, måske i forbindelse med dyre- og menneskeofringer, som der er fundet tegn på ved flere af de andre pladser. Den sandsynligste forklaring, der i øjeblikket kan gives, er nok den, som er fremført for Sarup, nemlig at det indhegnede område var samlingssted for en landsdels indbyggere, i dette tilfælde befolkningen på Haderslev Næs. Man er mødtes ved særlige lejligheder, måske på bestemte årstider, til religiøse fester og vel også for at drøfte fælles anliggender, handle og udveksle gaver. Fænomenet kan nærmest sammenlignes med senere tiders kildemarkeder (fig. 11).

Et spændende element i Lønt-komplekset er de syv stengrave - de må have fungeret samtidig med palisadeanlægget og ligger så tæt op ad dette, at man uundgåeligt må forestille sig en sammenhæng. Nogen egentlig boplads kan der, som det fremgår, næppe have været på næsset, men en form for permanent bemanding og ledelse må det store anlæg vel have haft - folk, der kunne tage sig af vedligeholdelsen, tilrettelægge sammenkomster og forestå det rituelle ceremoniel. Er det dem, der hviler i højene? En fuldstændig udgravning af pladsen vil måske kunne bringe os løsningen nærmere. Den må blive fremtidens sag (fig. 12).

Denne fremtid tegner sig i øjeblikket lidt usikkert, men måske vil en stor spildevandsledning, man har tænkt sig at føre tværs gennem området, bane vejen for kommende undersøgelser. Den museumsaktivitet gennem halvandet hundrede år, som er skildret i det foregående, skulle nødig slutte her. Et nyt glorværdigt kapitel bør tilføjes.