Høj over høj

De store sten og den langstrakte form gav forestillinger om en langdysse, og det holdt stik omend på en lidt ukonventionel måde. I virkeligheden var der to høje, den ene anlagt over den anden, men med flere hundrede års mellemrum, så at højbyggeme umuligt kan have kendt hinanden. Begge anlæg var mærkelige, med træk som afviger fra normalen. Lad os begynde beskrivelsen med den yngste, som vi af indlysende grunde først kom til.

Selve gravkammeret var desværre væk, men stensporene efter det viste, at det har været af sen dysseform og meget stort, næsten som en jættestue. Også højen har været stor: 75 meter i længden, 13 meter bred og i det mindste 3 meter høj. Både bredden og højden er helt usædvanlig for en langdysse og må ses i sammenhæng med det nedenunder liggende jordværk. Ved at udbygge dette har man sparet arbejde og samtidig opnået, at resultatet blev mere end almindelig imponerende.

De store jordmængder er ved sløjfningen fordelt over et betydeligt område, hvilket forklarer, at højen næsten ikke bemærkedes i terrænet, skønt der i virkeligheden var temmelig meget tilbage af den. Randstensrækkerne har ligget helt dækket og var derfor fint bevaret, når der ses bort fra de huller, som er opstået ved stentagningen de senere år. Uden for højfoden i et par meters afstand stødte vi på noget meget mærkeligt: nogle ualmindelig store sten, dobbelt så store som de egentlige randsten, men i modsætning til disse i en dårlig forfatning; flere var sprængt med trækiler og mange fjernet. Åbenbart har de dannet fritstående rækker langs begge langsider, hvorved det i forvejen brede anlæg gjordes endnu bredere, op til 18 meter. Oldtidsmindet var i sig selv imponerende og blev det med disse udenværker endnu mere. Blot én gang tidligere er der i Danmark (på Langeland) fundet spor af noget lignende (Fig. 1).

Som ofte ved tilsvarende undersøgelser blev der uden for højen fundet store mængder keramik - næsten én kubikmeter skår, der venter på at blive limet sammen (Fig. 2). Det traditionelle findested for sådanne »offerkar« er området foran og på begge sider af indgangen, og det slog til, men her, hvor den ydre stenrække er kommet med, bredte de sig tillige ud om den. Ligeledes ved de fritstående sten lå forskellige flintsager, således et lille depot med specialværktøj: tre økser og to mejsler af varierende typer samt fire store knive. Også de må opfattes som offergaver. Var der en snedker blandt de gravlagte (Fig. 3)?

Med dette usædvanlige og spændende anlæg alene ville udgraverne have erklæret sig fuldt ud tilfredse, men som nævnt lå der en ældre langhøj under stendyssen. Den var af en ejendommelig mod den ene ende tilspidsende form og tilslutter sig dermed en lille samling fund fra ældste bondestenalder, som har vakt opmærksomhed de senere år.

Et gærde af træ - nu erkendeligt som en grøft med stolpehuller i bunden - har indhegnet et område af ca 60 meters længde og en bredde varierende fra 4 meter i den ene ende til 13 i den anden. Inden for gærdet fandtes rester af fire anlæg: En langstrakt, nærmest oval, træbygning. En lignende, lidt større, hvori en grav var anlagt. Endnu en grav, men uden hus. Og endelig endnu et hus, denne gang henved firkantet (Fig. 4, Fig. 5).

Det mindre ovalhus lå østligst i det indgærdede område med længderetning på tværs af dette. Siden indefter var åben, og til at bære taget har der været hele fire stolper, der ligesom indhegningens pæle var anbragt i en grøft. En del lerkarskår fra huset kan dateres til ældste bondestenalder og harmonerer altså godt med den tidsplacering, vi på grundlag af formen måtte tildele det samlede anlæg.

Den anden ovalbygning var nabo til den første, men lå vinkelret på denne, altså med samme orientering som indhegningen. Igen var der fire indvendige bærestolper, men i dette lidt større hus virker det ganske rimeligt. Graven midt i tomten var ikke nedgravet, men lagt direkte på gulvet med et lag ral som underlag og med en ramme af sten, der formodentlig har holdt sammen på en trækiste. Skønt længderetningen var som bygningens og placeringen central, ser det alligevel ud til, at huset har været nedrevet, da graven anbragtes, den ligger nemlig ind over to af de indvendige stolpehuller. Af liget var der kun lidt igen, nemlig en sort, fedtet substans og en smule tandemalje, som imidlertid er tilstrækkelig til at fastslå, at den døde har været ganske ung, 13-15 år. Ved bæltestedet lå en timeglasformet ravperle, en type der normalt opfattes som et bæltelukke, og hvoraf vi altså antagelig kan slutte, at liget har været påklædt. En pilespids omkring brystregionen kan være gravgods, men er måske snarere – dødsårsagen (Fig. 6).

Grav nummer 2, der lå et godt stykke fra husene i retning mod indhegningens smalle ende, var mere normal efter vore begreber, men usædvanlig stor, hvilket fik sin forklaring derved, at den indeholdt fire lig og denne gang af fuldvoksne personer (Fig. 7, Fig. 8, Fig. 9). Den var nedgravet i undergrunden og har haft kiste af sammenstillede planker holdt på plads af sten, der var presset ned for enderne. De døde lå parvis, to med hovederne mod øst, to mod vest, så at alles fødder var samlet midt i gruben. Af gravgods fandtes intet, hverken smykker, lerkar eller redskaber.

Det fjerde og sidste anlæg lå vest for graven med de fire, altså i indhegningens smalende. Atter er der tale om en bygning, men mindre end de andre og til afveksling nærmest firkantet. Der var ingen tegn på indvendige bærestolper, hvilket også skulle være unødvendigt i så lille et hus.

På tre steder inden for hegnet er der konstateret tværgående pælerækker, nemlig for vestenden af firemandsgraven og for begge ender af enmandsgraven; de sidste tredeler »dødehuset«, men må ikke des mindre, ligesom graven, være anbragt efter dettes nedrivning. Til det meget, som er foregået på pladsen, hører også spisning: måltidsrester, blandt andet østersskaller, blev fundet nedgravet nær dødehuset og atter, så at det klart fremgår, de er tilkommet efter dettes fald. Om nogen langvarig efteraktivitet på stedet har der iøvrigt ikke været tale, for højen, der fuldstændiggjorde værket, må nødvendigvis være opkastet straks efter bisættelsen; den unge afdøde kan ikke have ligget frit på overfladen i længere tid. Den neddybede firemandsgrav kunne for den sags skyld være ældre, men er det næppe, i højfylden over den sås nemlig tydelige tegn på sammensynkning, så kistelåget har været helt og stærkt, da jorden tilførtes. Med andre ord: de to grave må være samtidige, eller dog næsten samtidige. Den rejste høj blev af betydelig størrelse, et godt grundlag for senere slægter at bygge videre på. Randstenene, man gav den, var dog ikke særlig imponerende.

Mærkeligst i det samlede gravkompleks er vel enmandsgravens forhold til det store ovalhus. Man kunne forstå, hvis huset var rejst over graven, men at bygge det for derefter at rive det ned og gravlægge personen i ruinerne må forekomme et nutidsmenneske lidt ulogisk. En mulighed kunne være, at graven ved et tilfælde er havnet i tomten af et gammelt beboelseshus, sådan at de to ting i virkeligheden er helt uden forbindelse, men gravstedets placering nøjagtig midt i rummet gør det meget lidt sandsynligt, og der er da heller ikke i huset fundet mindste spor af det kulturlag, som hjemmelivet uvægerligt afsætter. Forklaringen må være en anden, og det er naturligt at søge den i primitive samfund, der i tid ligger os nærmere, og som vi derfor kender bedre. Her råder undertiden en forestilling om, at døden først rigtig træder i kraft efter en vis tid, og efter at visse ritualer er gennemført. Den dødes sjæl hænger stadig ved kroppen, og begge kræver et sted at bo. Nu er det at bygge huse en omstændelig sag, og man skal ikke tro, det var alle, der blev gjort så meget væsen af; personen i husgraven må trods sin unge alder have indtaget en fremtrædende plads i samfundet. Hans fire naboer har været i en lavere klasse, men dog formodentlig af en vis betydning, siden de fik gravsted inden for hegnet.

Hvad de to mindre bygninger har tjent til, er ikke godt at vide, men man kunne tænke sig en slags ceremonihuse med funktion under selve gravlægningen. Om det lille ovalhus kan iøvrigt siges, at det snarest er yngre end dødehuset, der stående på sin plads ville have dækket dets åbne side. Den nye bygning kunne for den sags skyld være opført af materialerne fra den gamle. Det ville give en slags forklaring på bærestolpernes overflod (Fig. 10).

De tværgående pælerækker forekommer mærkelige, men er måske, når alt kommer til alt, det mindst mystiske ved anlægget: de kan have spillet en rent teknisk rolle som hjælpemidler ved højens opførelse (jfr Skalk 1972:6 og 1978:2) (Fig. 11). At to af rækkerne ligger tæt på enmandsgraven, modsiger ikke dette. Byggeriets naturlige begyndelse måtte være dækningen af denne grav.

At rekonstruere et hændelsesforløb vil være dristigt, men skal alligevel forsøges: Et ungt, men fremtrædende og sikkert mandligt medlem af bondesamfundet er død, muligvis dræbt ved et pileskud. Hus rejses på indhegnet plads, og her anbringes liget i overgangsperioden, indtil sjælen har frigjort sig for jordelivets bånd. Da tiden er inde, nedrives dødehuset, og et nyt hus rejses, åbent i den ene side, så at indret let kan overskues. Under behørigt ceremoniel, der blandt andet omfatter spisning, anbringes det påklædte lig i en stensat kiste midt i den jævnede tomt. Omtrent samtidig udspilles i den anden ende af indhegningen et lignende sceneri for fire stammemedlemmer, der af nu uopklarlig årsag er døde på én gang, men ritualet her er enklere, uden dødehus, kun med den lille bygning bibeholdt, og selve gravrummet anlægges under jordoverfladen. Da alt er sket, som skikken kræver, ryddes pladsen for hegn og huse, så at jordbyggerne kan rejse højen; det foregår trin for trin begyndende ved den fritliggende grav. De døde har nu endeligt forladt de levendes verden, men man ønsker dem husket. Derfor mindesmærket.

Den tidlige bondestenalders »trapezformede« langhøje med husgrave af forskellig art er som allerede berørt fænomener, man først i de senere år er blevet rigtig opmærksom på, og da det er meget begrænset, hvad vi foreløbig kender af slagsen, må ethvert nyt fund bydes velkommen. Vedholdende læsere af Skalk vil huske Lindebjergdyssen med de U-formede trækamre (1970:1), og Barkjærlanghusene, der gennem P. V. Globs omtolkning (1975:6) blev til gravsteder som de her nævnte. Også Rustrup-anlægget (1974:1) må, sin uregelmæssighed til trods, tydes i denne retning, og endelig er der langhøjene fra Sjørupegnen (1977:5) med deres delvis træbyggede kamre, der, efter at ligene var anbragt, er blevet brændt. Billedet, disse fund giver tilsammen, er unægtelig varieret, ikke let at få samling på, men dog med tydelige fællestræk. Sikkert er det, at de forestillinger, vi havde om de første bønders gravskik, var forkerte. Nye er under opbygning, men det tager tid at få dem færdige.

Vort Bygholmfund giver sit bidrag hertil, men det siger også lidt om tiden i almindelighed. Den unge afdøde kan næppe have opnået sin værdighed gennem personlig indsats, den må være arvet. Et klassedelt samfund altså, men det kommer ikke som nogen overraskelse.

(Fig. 12)