Hjerteguld

Det er ikke usædvanligt, at ting, der i en fjern fortid er lagt samlet i jorden, dukker op med års mellemrum i små portioner. Således også her: to år senere, i maj 1865, stødte Niels Peter Nielsen på endnu en guldbrakteat, tre perler og det manglende stykke af guldbrochen med slange- og spiralornamenter samt indlagte grønne og røde sten. Det kunne næsten ikke være bedre, men der var i mellemtiden opstået en komplikation: de to mænd, Nielsen og Termansen, boede stadig nær hinanden, men nu - som følge af krigen 1864 - i hver sit land, den første syd for Kongeåen, i Tyskland, den anden nord for, i Danmark. De sidstfundne stykker måtte, for at følge de første, smugles over grænsen - hvilket skete, skønt det naturligvis var ulovligt. Forsendelsen til museet blev derefter ordnet af Termansen på sædvanlig vis; i ledsagebrevet hed det: »Manden Niels Peter Nielsen har bedt mig om at sende Dem disse med den bemærkning, at uagtet man fra tysk side havde givet store løfter om rigelig findeløn for oldsager, så ville han dog for ingen pris overgive det fundne i deres hænder. De skønne sager fra vore fædres old har således, foruden den værd de i og for sig har, tillige værd som vidnesbyrd om troskabens hjerteguld hos vore ulykkelige sønderjyske brødre«.

I København modtoges sagerne med glæde, og de blev den allersidste opmuntring for museumsdirektøren, den navnkundige, af arkæologien højt fortjente Christian Jürgensen Thomsen, der på det tidspunkt var meget syg og faktisk lå for døden. Under sygelejet modtog han jævnlig besøg af sine medarbejdere C. F. Herbst og A. Strunk. Sidstnævnte skriver i et brev til arkæologen J. J. A. Worsaae: (Fig. 1, fig. 2)

»Jeg sagde i går til min kone, at jeg ønskede, der måtte komme en interessant oldsag for endnu at forskaffe den gamle en antikvarisk glæde, og tilfældet føjede det så gunstigt, at jeg kunne bringe ham et lidet fund af guldsager, der også ville interessere dig. Da jeg nævnede en guldbrakteat, blev han som elektrificeret, men den havde ingen interesse, da den kun var dekoreret med slanger. Halvdelen af en pragtfuld guldfibula, prydet med indlagte røde og grønne sten, interesserede ham mere, og da jeg i morges kunne sige ham, at fragmenterne hørte til det smukke stykke, der er prydet med en lille fugl, blev han meget fornøjet og sagde, at det var ham kært, om denne fibula kunne sammensættes, da den ville være et pragtstykke i museet«.

Den gamle, som Strunk kalder ham, blev svagere, man ventede døden hvert øjeblik, men så livede han op og forlangte at se den brakteat, han et par dage tidligere lod hånt om. Thomsen havde skrevet en afhandling om brakteater i 1855, så fundet har ikke været ham ligegyldigt. Det var en sidste opblussen. Fire dage senere døde Christian Jürgensen Thomsen 76 år gammel.

Det blev Herbst, der i Thomsens fravær besvarede indsenderbrevet. Han påskønner, skriver han, finderens nationale sindelag og beder Termansen overbringe ham danefægodtgørelsen - 20 rigsdaler, 48 skilling - sammen med museets varme tak. Den forekommer vel anbragt, eftersom Skodborgfundet virkelig er noget højst bemærkelsesværdigt, et af germanertidens sjældne depot- eller skattefund med sager langt ud over det almindelige. Først i vort århundrede er det blevet overgået, nemlig af guldskatten fra Kitnæs i Roskildefjorden (se Skalk 1966:4).

I et senere brev til Termansen fortæller Herbst, at de to brochedele nu er blevet samlet til en usædvanlig smuk enhed. Det har ved den lejlighed vist sig, at smykket ikke er af massivt guld, men at det har en indvendig bronzekerne, hvilket igen betyder, at finderen har fået dobbelt så meget i danefægodtgørelse, som han skulle have haft. Man forlangte dog ikke nogen tilbagebetaling. Det overskydende var under de foreliggende omstændigheder Nielsen vel undt.

Historien om Skodborgfundet belyser ganske godt de følelser, som tabet af Sønderjylland 1864 kaldte frem på begge sider af den nye grænse. Man var chokeret over det skete, men livet skulle jo gå videre, og det var nødvendigt at indstille sig på de ændrede forhold. De dansksindede sønderjyders håb om en genforening med Danmark blev næret af den paragraf 5, som det 1866 ved Frankrigs mellemkomst lykkedes at få indflettet i fredsaftalen efter Østrigs nederlag i krigen med Preussen. Det hed her, »at befolkningen i den nordlige del af Slesvig senere skal forenes med Danmark, forudsat den ved en folkeafstemning udtrykker ønske herom«. Bestemmelsen stod ved magt i fem år, men ophævedes så i forbindelse med det tyske riges samling.

For de nye magthaveres forhold til befolkningen var det en fordel, at det danske styre mellem krigene havde været temmelig udemokratisk; ikke alt, som skete, var derfor til det værre, men med tiden blev kursen skærpet. Af de tyske embedsmænd, som fik ledelsen efter 1864, var en del liberale, men efterhånden som de nåede pensionsalderen, udskiftedes de med mere paragraftro folk, og da blev det uklogt at skilte med sin danskhed.

1889 dukkede endnu en guldbrakteat op på Skodborg Mark. Den blev af finderen solgt til en forretningsfører, H. T. Lund, i Sommersted, og fra denne modtog museet i København året efter et brev med vedlagt voksaftryk af stykket. Han stillede forskellige spørgsmål vedrørende brakteaten og ønskede oplyst dens omtrentlige værdi, idet han betonede, at det ikke var guldværdien, der interesserede ham, men salgsværdien (som jo venteligt var højere). Herpå svarede den ovennævnte C. F. Herbst, nu aldrende museumsdirektør, at hvis et sådant stykke blev tilbudt museet, ville det blive honoreret med 60 kr (10 kr over guldværdien).

Det fremgår ikke af sagen, hvorfor Lund henvender sig i København, om det er af nationale grunde, eller fordi han mener at kunne få en bedre pris dér end i Tyskland. I et nyt brev til museet, afsendt fra Vejle, skriver han kort og kontant: »Ifølge Deres skrivelse af 18/3 følger indlagt brakteaten fra Skodborg og bedes - beløbet for samme, kroner 60,00, sendt til min adresse i Sommersted Station«.

Ikke et ord om hjerteguld! (Fig. 3)