Hjemrejse

Før køleteknikkens tid var det ikke let at transportere lig over længere strækninger. I nordlige egne og om vinteren kunne det måske lade sig gøre, men sommeren krævede luft- og lugttætte kister, og sådanne var ikke lette at skaffe; det siges, at man ved den kinesiske kejser Shih Huang-Tis ligfærd lod en vogn med fisk indgå i kortegen for at forklare duften. Det er sjældent, man i arkæologisk materiale kan påvise sådanne transporter, men det sker dog. Den unge nordbo, som begravedes på Sandnæs kirkegård i Grønlands Vesterbygd med en indiansk pilespids i brystet, må være død af sit sår inden for nogle minutter, så han har ikke levet under hjemfarten. Hvordan denne foregik, ved vi ikke. Liget kan have været lagt i salt, en gammel og prøvet metode (den ægyptiske balsamering er egentlig en indsaltning med natron), men en ekspedition til det nyopdagede Nordamerika har næppe medført større mængder af dette konserveringsmiddel.

Det letteste var naturligvis at begrave liget foreløbigt og så senere, når forrådnelsen var overstået, hjemføre knoglerne, men det var ikke altid, den afdødes medrejsende havde tid til at vente et par år. Skeletteringen kunne dog fremskyndes, nemlig ved kogning af liget, indtil bløddelene løsnede sig, og benene lod sig skille fra. Et skelet, som 1972 blev fundet i en lundensisk kirketomt, og som med stor sandsynlighed har tilhørt ærkebispen Jacob Erlandsen, der døde på Rygen 18. februar 1274 (se Skalk 1976:1), har været udsat for denne behandling. Før afkogningen er liget blevet parteret med øksehug, hvilket fortæller lidt om størrelsen af rejseselskabets største suppegryde. En lignende medfart fik et århundrede senere den hellige Birgitta, da hun efter sin død i Rom skulle føres til Sverige.

Fortidens mennesker var utvivlsomt mere garvede end vi, men alligevel må det have været noget af en prøvelse at skelettere en nær ven eller slægtning. Hjemføring af selve liget i konserveret stand var skånsommere for nerverne, så den metode har nok været den foretrukne. Her var salt ikke den eneste mulighed, også sprit kunne bruges (som da lord Nelson blev ført hjem fra slaget ved Trafalgar). Men den var dyrebar og kunne anvendes på anden vis.

I Råå museumsforenings medlemsblad, nr 2, 1990, berettes følgende under titlen »En sand skipperhistorie«:

»Søkaptajn Janne Eriksson sejlede som ung matros med store amerikanske langfarere. 1897 var det med skibet Edward May fra Boston til Honolulu. Der skulle man tage 350 kinesere om bord til Hong Kong. - - En morgen, da han skulle til sin vagt, fik han meddelt, at en af kineserne var død om natten. Til søs er det jo en gammel regel, at døde begraves i havet. Da de øvrige kinesere fik det at vide, indsamlede de en anselig sum penge og overlod den til den øverstkommanderende med bøn om, at den dødes krop blev taget med til Hong Kong. Befalingsmanden indvilgede--. Den eneste måde at bevare kroppen i disse varme egne var at salte den. Et stort eddikefad blev hentet frem og Janne sat på jobbet. Han anbragte den døde kineser siddende på hug i fadet og hældte salt i; det havde man nok af på skibet. Alt gik glat, indtil saltet nåede den dødes mund, så turde Janne ikke længere se manden i ansigtet, men gik bag ham og afsluttede saltningen. Et låg med hul blev lagt over og stærk saltlage hældt i«.

Historien er nedtegnet af skibsrederen A. R. Råvall med Janne Eriksson selv som kilde. Min far, som var født på Råå 1895 og kendte begge, sagde engang, at »ingen af de to løj mere end de fleste andre« - hvad så det kan betyde i et fiskerleje.