Historie uden billeder

»Vi har alle hørt om slaget på St. Jørgensbjerg i 1441. Da Erik af Pommern var gået i landflygtighed, tiltog adelen sig magten og undertrykte bønderne så hårdt, at de nordenfjordske bønder greb til våben og samlede en bondehær i Hanherred. I foråret 1441 havde bønderne et par træfninger med adelen, den sidste på St. Jørgensbjerg oppe mellem Fjerreslev og Aggersund. Der havde bondehæren lukket sig inde i en vognborg på bakketoppen, og den kunne rytterne ikke forcere. Men så greb herremændene til at love bønderne fri afmarch, hvis de ville love at afstå fra videre deltagelse i oprøret, og det bragte så megen uorden i forsvaret, at rytterne kunne rende vognborgens forsvarere over ende og hugge besætningen ned. De faldne bønder blev begravet i bakken. Den historie kendte jeg, fra jeg var barn.

I mine unge år var jeg lærer i Koldmose skole ude i Tranum enge. I 1895 hørte jeg, at bonden på St. Jørgensbjerg havde fundet fællesgraven og nu gravede benene op og solgte dem til en limfjordskrejler, som købte op til en benmelsfabrik. Jeg tog afsted med det samme og traf også manden, som ikke nægtede, at det var gået sådan til. Han gravede stadig knogler op i bakketoppen.

Jeg spurgte ham, om han ikke syntes, det var rigtigere at frede stedet. Måske kunne man endda senere få rejst en mindesten på bakken. Det var dog resterne af mindeværdige bønder, han solgte til gødningsbrug for nogle kroners penge.

Jo det kan da godt være. Har du penge med bette Skjoldborg?«

Mellem så meget andet erindringsgods fra barndommen lå den historie halvglemt, da pastor Thorlacius Ussing i 1941 fik rejst mindesten for slaget. Den står ovenfor Husby Hole, hvor andre traditioner om slaget vil stedfæste det. Men det stemmer nu ikke med Skjoldborgs beretning.

En dag en snes år senere - i 1964 - kom antropologen Erik Christensen og spurgte, om jeg ville med til St. Jørgensbjerg. Fællesgraven var fundet.

St. Jørgensbjerg er en mægtig fladhvælvet bakke, så bred at den nøjagtige kulmination er vanskelig at stedfæste. Bakken er dyrket gennem århundreder, og i 1441 har den nok været lidt højere end de nuværende 59 meter. Men så nær toppen, som man med øjemål kan ramme, lå menneskeknogler spredt i pløjelaget. Vi var fire mand, der arbejdede en hel dag, og da mørket faldt på, havde vi både stedet og bekræftelsen på Skjoldborgs fortælling.

I bakketoppen var nedgravet en uregelmæssig kule, dybest på midten og skrånende opad til alle sider. Gruben var omtrent ti meter lang og seks bred. På det dybeste sted var den skåret ned i den klæge undergrund, en halvanden meter under nuværende overflade.

Hele kulen var fyldt med muld og spredte menneskeknogler, henkastet uden nogensomhelst orden. Alt bar spor af at være gennemrodet, og de fleste knogler var brudstykker. Vi sorterede de målelige ben fra og begravede resten dybt i kulens undergrund. Naturligvis havde gravningen i 1895 udslettet ethvert spor af en mulig tidligere orden, men vi kunne ikke undgå følelsen af, at der aldrig havde været nogen orden. Intetsomhelst andet end knogler blev fundet. Ikke en knap, ikke et spænde.

Tiden var ikke sentimental. De faldne lå på deres gerninger og havde intet krav på hverken kristelig begravelse eller respekt for døden. Er de døde bønder kulet ned nøgne og udplyndrede, bør det ikke undre nogen.

Om slaget på St. Jørgensbjerg har historikere været uenige i århundreder, og ikke er det hensigten her at udrede alle forhold omkring det, kun at fastslå dets sted.

Arild Huitfeld nævner slaget i sin Danmarks Riges Krønike af 1599, og han er ikke for intet adelsmand og rigets kansler. For ham var det naturligvis et vederstyggeligt oprør, der med kongens ret og Guds hjælp blev slået ned. Huitfeld beretter om to slag. Det første fandt sted den 5. maj, der blev lensmand Eske Brok dræbt og hugget i stykker, og 12 herremænd blev fanget og halshugget på ordre af Henrik Tagesen, som var adelsmand på kong Eriks parti. Det fik kong Christoffer til »at begive sig i rustning«.

»Andet slag de gjorde skete tredie pinsedag. Da vandt kongen og ridderskabet. Johannes Brok, ridder, blev slagen på kongens side. Bøndernes høvedsmænd blev fangne. Hr. Henrik Tagesen, som førte en sort stige i et gult felt (Reventlows våben). Helli Holst, Herluf Holst, Anders Holst samt seks andre blev lagt på stejler. Af den gemene mand blev slagen 600. Andre vil sige 1800. De andre blev jaget på flugt, somme toges til nåde, men måtte løse deres liv med alt, hvad de ejede.

Dette slag siges således at være tilgangen. Bønderne havde slaget en vognborg omkring dem på et højt bjerg, så at rytterne ikke turde anfalde dem. Omsider drog nogle herremænd til, og hver lovede sine frit lejde for det oprør, om de herefter hørsommeligen ville lyde dem. Derover formindskedes bondehoben, og på det sidste skal hertugen have sat ind til dem og gjort det nederlag, som foran er omtalt«.

Om kampen digtedes en vise, men den taler om Husby Hole og ikke om St. Jørgensbjerg. Berømtest er verset om adelsmændenes tilbud om lejde for de bønder, der ville købe sig fred ved underkastelse: »Først så rømte de morsingboer / og så de forræddere af Ty. / Tilbage stod ædle vendelboer / de ville ikke fly«. Tankegangen er jo ridderlig og burde vel have bevæget ridderne til at give vendelboerne lejde. Men det ville nu være at tillægge parterne for megen konsekvens under de vilkår.

Er udgangen autentisk, hvad Huitfelds tekst jo tyder på, var det altså de ædle vendelboer, hvis ben blev solgt til gødningsbrug. I visen fik døde løver og levende hunde evigt liv på hver sin måde.

Historien må blive uden billeder. Fællesgravens sted er på den bare mark uden fæstepunkter. Og den mindesten, Johan Skjoldborg ikke havde indflydelse nok til at få rejst på rette sted, den blev siden opstillet på litterært udpeget plads, som ikke kan holde for en arkæologisk prøve. Hvor slaget blev udkæmpet, kan ikke mere diskuteres.

Men udgangen på Johan Skjoldborgs fortælling, hvad med den? Jo gennem lange samtaler og megen udenomssnak kom endelig afslutningen for dagen - den Skjoldborg aldrig fik at høre. Der kom brev fra opkøberen i Ålborg til bonden på St. Jørgensbjerg, at nok købte han ben, men ikke menneskeben, så der ville ikke komme nogen afregning for den leverance. Nemesis.

Hvad der så blev af resterne af de døde løver, vides ikke. De målelige knogler indgår til Københavns Universitets antropologiske laboratorium, de allersidste knuste rester ligger tilbage i kadaverkulen på selve slagmarken. Det får så være.