Himmerlands tyr

Det pågældende markstykke er lejet ud til gårdejer Aksel H. Christensen, hvis interesse for oldtiden er velkendt både på egnen og blandt fagfolk. Til ham henvendte Hermann Møller sig, og sammen gravede de to mænd videre på findestedet, hvad der bragte ikke så helt få bronzer for lyset. På et lidt senere tidspunkt kom Ålborg historiske Museum ind i billedet repræsenteret ved Oscar Marseen, der gennem avisomtale var blevet opmærksom på fundet. Det hul, de to amatørarkæologer i deres iver havde gravet, blev nu oprenset og jorden soldet, hvilket yderligere berigede samlingen. Denne omfattede herefter - foruden tyren - adskillige stykker ornamenterede blikbeslag, to flade stænger, en del bronzesøm og splinter af træ samt fire andefigurer - eller otte, om man vil, for hver af dem havde hoved i begge ender.

I slutningen af april blev fundet overgivet rigsantikvaren som danefæ, og finderne fik udbetalt de dem tilkommende dusører. Man enedes om, at Forhistorisk Museum i Århus skulle forestå den videre undersøgelse.

Stedet, hvor fundet blev gjort, ligger på et plateau lidt nede ad en lang sydvendt bakkeskråning med en enestående vidtstrakt udsigt over Vesthimmerland og med minder om oldtidsfolkets færden i højgruppen Urhøje, som kroner bakketoppen. Første gang, jeg besøgte pladsen, var en eftermiddag i midten af april. Tre musvåger svævede lavt over findestedet; de blev opfattet som et varsel om kommende dyrefund, men det skulle senere vise sig, at de var falske profeter. Udgravningen blev af praktiske grunde først påbegyndt i august, samtidig med at Aksel Christensens mejetærsker tog det indledende skår i bygmarken. (Fig. 2)

Det første, vi foretog os, var at gennemsolde pløjelaget i et passende område omkring findestedet for at få fat i alle de bronzestumper, som markredskaberne kunne antages at have slæbt ud fra den oprindelige dynge siden 1920'erne, da heden blev taget under plov. En del blikstykker og søm kom til syne i soldet, men antallet var ikke særlig stort. Forhåbningsfuldt tog vi derefter fat på kulturlaget under pløjelaget; det kunne jo være, at der hernede lå urørte dele af bronzedyngen tilbage. Det gjorde der ikke, ikke så meget som en eneste lille blikstump blev fundet, alt var kommet op. Til gengæld var der rigeligt med andre oldsager: mængder af lerkarskår, knuse- og kværnsten, slagger, enkelte jernnagler og forrustede jernstumper. Dertil kom stenlægninger og stolpehuller. Det billede, der tegnede sig, efterhånden som udgravningen skred frem, er vist på vedføjede plan, som dog for at forstås fuldt ud kræver nærmere forklaring.

Stolpehullerne (de sorte pletter) danner en række, som uden tvivl markerer væggen i et hus, men om dettes form, størrelse og indretning kan der foreløbig intet siges, da det kun lige er berørt af udgravningen. Stenlægningen uden for huset kan forklares som en indgangsbrolægning med tilhørende fortov, som man ofte finder det ved oldtidshuse. Uden for stenlægningen igen lå et mørkt kulturlag (prikket på tegningen) med talrige fund; det udfyldte en grube, der fortsatte mod øst i en rende - formodentlig en gammel afløbsrende, som man har fyldt affald i. Affaldskulen berørte bronzernes findested, men om nogen nedgravning eller lignende i forbindelse med dette sås der ikke mindste spor.

Det forekommer ufatteligt, at en samling fine og sjældne bronzer, som dog i hvert fald må have repræsenteret en vis metalværdi, skulle have ligget som en lille skrotbunke på affaldspladsen foran et hus, men intet tyder på andet. Den overfladiske anbringelse synes at udelukke den ellers nærliggende mulighed, at stykkerne kan være ofret. Spændende bliver det til næste år at få huset afdækket i sin helhed. Er det et almindeligt bondehus, eller har det tjent særlige formål? Vil det indeholde noget, som kan kaste lys over bronzerne? Det må tiden vise. Lad os holde os til det allerede fundne og prøve at besvare de spørgsmål, som rejser sig i den forbindelse.

Til bronzefundet har de tre forskellige udgravninger hver givet deres bidrag, som, når man lægger dem sammen, udgør en ganske imponerende opdækning. Konserveringen, som endnu langtfra er afsluttet, vil kunne ændre billedet noget. Det vil sikkert vise sig, at en del af de mange brudstykker kan samles til større enheder, men om en fuldstændig genopbygning af den oprindelige helhed kan der ikke blive tale; det er tydeligt, at meget mangler, og af det træ, som må have udgjort den bærende konstruktion, er der kun bevaret så meget, at man lige akkurat kan se, at det har været der.

Det første punkt, som må klares, er dateringen, der heldigvis ikke volder større besvær. Bronzer som disse er nemlig ikke ukendte, de tilhører en håndværksmæssig tradition, der strækker sig fra slutningen af bronzealder til et stykke ind i jernalder, og som dækker det keltiske og keltisk påvirkede område af Nordeuropa. Kunstneriske motiver af symbolsk og kultisk art kan have en meget lang levetid (det gælder således dobbelt-anden), og det ville være vanskeligt at tidsfæste dem nøjagtigt, hvis det ikke havde været for modens skiftende luner, som giver sig tilkende i de enkelte stykkers udformning. I vort tilfælde har kendere især hæftet sig ved tyrens brede snude og på det grundlag henvist fundet til 1. århundrede før Kristi fødsel. De skår m.m., som ellers blev fundet på pladsen, må dateres lidt senere, 50 -100 år, så det ser ud til, at bronzerne har været gamle, da de kom i jorden, hvad der ikke er noget mærkeligt i, eftersom sjældent kunsthåndværk erfaringsvis har en meget længere »levetid« end simple brugsting som lerpotter. - Hvorom alting er: vi befinder os i den tidlige jernalder, århundrederne omkring Kristi fødsel, cimbrertogets tid. Fredbjerg ligger i den yderste periferi af en verden, hvor Rom er centrum. Det hænder, at der slår gnister mellem kulturriget i syd og de underudviklede folk i nord. (Fig. 3, fig. 4)

Det næste spørgsmål, vi må stille, er dette: Hvordan har den helhed set ud, som bronzerne er brudstykker af? At de har været monteret på en trægenstand, er som sagt temmelig givet, men dennes form er os indtil videre ganske ukendt. Om sømmenes funktion er der ingen tvivl, de har holdt stykkerne på plads - selv tyren har været fæstnet på denne måde med to stifter, hvoraf den ene endnu er til stede. En af andefigurerne sidder nittet fast til en bronzestang, som tydeligvis har været sømmet til træunderlaget. Beslagene - hvoraf nogle danner par - veksler i længde fra et par centimeter til over 30 cm. Nogle er flade, andre rundede, så at man må antage, at de har været slået på stokke med en tykkelse på 5-8 cm. Mange af de arkæologer, som i de seneste måneder har synet genstandene, har foreslået, at de kan have hørt til en af de små vognmodeller med påsatte figurer, som forekommer netop i den periode, fundet tilhører, og som formodentlig har været til kultisk brug; muligheden kan ikke afvises, men vognen har i så fald været større end alle andre, vi kender, og man må undres over, at der ikke er bevaret den mindste stump af hjul. Snarere kunne man tænke sig bronzerne hørende til en stol, en kasse eller kiste eller en anden mere omfangsrig genstand. Et lidt bedre grundlag for bedømmelsen vil man have, når konserveringen til sin tid er afsluttet, men et sikkert resultat vil blive uhyre vanskeligt at nå. (Fig. 5, fig. 6, fig. 7)

At tyren har spillet en rolle i tidlig jernalders forestillingsverden, viser de ikke helt få tyrefigurer og tyrebilleder, som er fundet rundt om i landet - i flere tilfælde som tilbehør til store metalkedler, for eksempel Gundestrupkarret med den imponerende tyr i bundpladen. Dette pragtstykke fra hjertet af Himmerland var vel inspirationskilden, som Johs. V. Jensen øste af, da han skabte den moderne myte om Cimbrertyren. Det virker næsten som en hyldest til den store afdøde digter, at en ny tyr fra cimbrernes tid nu er dukket op i selve hans fødesogn. (Fig. 8)

Forsidefot: P. Dehlholm