Himlingøje

Historien herom er næsten lige så lang som arkæologiens. De første fund blev gjort i 1820'erne, og siden har der adskillige gange været bud efter museumsfolkene, når skatte væltede frem ved grustagning eller andre jordarbejder. De oldsagsgivende grave var fra 2. til 4. århundrede efter Kristi fødsel. Romersk jernalder kaldes denne tid, og romerne har bidraget deres til overdådigheden.

Navnet Himlingøje er i sig selv arkæologisk, for efter leddet »-øje« står i virkeligheden for »-høje«, sådan optræder det i de ældste optegnelser. En gruppe på oprindelig syv, nu fire høje ligger lige uden for byen, det må være den, der hentydes til, selv om det oprindelige navn er gået tabt og erstattet med det prosaiske »Baghøje«. Det var i området omkring disse, fundene dukkede op, ofte tilfældigt, så at opgaven for de hastigt tilkaldte arkæologer blev det lidt triste: at redde stumperne. En større, planlagt udgravning blev dog gennemført 1875, nemlig i selve højene, som naturligvis især kaldte på opmærksomheden. Tre blev undersøgt og viste sig at indeholde brandgrave fra 2. århundrede, blot en smule ældre end fundene fra de omliggende marker.

Gravpladsen lod stadig høre fra sig, men på den sædvanlige tilfældige måde, så at der kun en enkelt gang blev lejlighed til at foretage en egentlig undersøgelse. 1949 lød alarmklokken igen, og denne gang gjorde Nationalmuseet en energisk indsats for at indhente lidt af det forsømte. Man koncentrerede sig om marken lige øst for Baghøjene, terrænet omkring en lille grusgrav, ad hvis vægge mange herligheder i tidens løb var raslet ned. Resultatet blev over al måde vellykket, hvad man kan overbevise sig om på Nationalmuseet, hvor det bedste af fundene er udstillet som præparat: en kvindegrav med velbevaret skelet og meget rigt udstyr. Helt udtømmende var denne undersøgelse dog ikke. En fortsættelse var ønskelig, men måtte af forskellige grunde sættes på ventelisten.

(Fig. 1)

Først nu i sommer er sagen taget op igen af Køge Museum og Nationalmuseet i forening og med støtte af Fortidsmindeforvaltningen. Fladeafgravningen fortsattes i området omkring den nu sløjfede, fundrige grusgrav, men resultatet blev skuffende. Ingen nye fund.

En anden Himlingøje-lokalitet var imidlertid med i overvejelserne. Her - 3-400 meter fra det første sted - er der også tidligere gjort skelet- og keramikfund, og gårdejer Lars Ove Christoffersen kunne oplyse, at han jævnlig havde pløjet på store sten, engang med et knækket plovskær til følge. En del af stenene var allerede brudt op, så der var god grund til at sætte ind her.

Stenene viste sig ved frilægningen at danne en slags ramme, og under den tegnede sig omridset af en ganske velvoksen grav. Godt én meter nede i denne stødte vi på resterne af en stammekiste, 3,5 meter lang, altså af passende størrelse for en rig og fornem person. Det formuldede låg var sunket ned over kistens indhold, først da det var fjernet, kunne situationen overskues. (Fig. 2)

Af den gravlagte var kun lidt tandemalje bevaret, men udstyret overtraf forventningerne, selv til en Himlingøje-grav. Den døde - uden tvivl en mand - har båret en svær armring og en lidt mere beskeden fingerring, begge af pureste guld. Ved fodenden stod en bronzespand med trælåg, anbragt på en træbakke, og ved hovedenden - ja her kom det bedste: et pragtfuldt drikkehorn i rødt glas på et forsølvet bronzefad. (Fig. 3) Ved siden af hornet lå mere almindelige sager: en øse med tilhørende si, endnu et glas, denne gang grønt og af bægerform, samt en benkam. Endvidere forskellige tøjrester vævet i kiper-teknik. - De fleste af fundene er for tiden under konservering, så vi må nøjes med at vise de mest velbevarede, som tillige er de vigtigste: guldet og glasdrikkehornet. (Fig. 4-5)

Sager som disse vidner om mere end solid velstand, her er tale om virkelig rigdom. Flere af genstandene er helt usædvanlige, således det forsølvede bronzefad, der aldrig er fundet tilsvarende i Skandinavien. Det er troligt, at dette såvel som øse/si-sættet og bronzespanden (en såkaldt Hemmoor-spand, navngivet efter en tysk fundlokalitet) stammer fra de nordlige dele af den romerske provins Gallien, hvor der på denne tid fandtes store bronzeværksteder.

De to glas kommer antagelig fra de samme egne - især omkring Køln var der stor glasproduktion under romertid. Begge er bemærkelsesværdige. Ganske vist er det lille, retvæggede bæger af en meget anvendt form, men kvaliteten er særdeles fin, det er ganske tyndvægget og næsten uden blærer i glasset. Det røde drikkehorn er slet og ret et unikum. Ingen paralleller kendes til det i Europa. Selve hornformen er ganske vist ikke ukendt blandt tidens glasvarer, men når den en sjælden gang forekommer, er farven oftest grøn, aldrig - før nu - rød. Røde glasting var yderst vanskelige at fremstille, men netop fra Køln-området kendes enkelte eksempler. Og da vi ved, at glashorn indgik i produktionen, er det nærliggende at tænke sig, det er her, de to - den røde farve og hornformen - har fundet sammen.

(Fig. 6-10)

At romerne har haft adskillige fingre med i spillet, er der således ingen tvivl om, men armringen skal de ikke have æren for. Heller ikke den hører til de gængse typer. Det er en »ormhovedring«, hvoraf kun et par stykker hidtil er fundet i Danmark, deraf én i Varpelev, kun få kilometer fra Himlingøje. I Sverige er formen mere almindelig, især på Øland, Gotland og omkring Mälaren. Ringen kan for den sags skyld godt være kommet fra et af disse områder, som resultat af den kontakt, der efter alt at dømme har bestået mellem Østsjælland og Østersøegnen.

De tidligere Himlingøjefund fordeler sig over et tidsrum på kun nogle få generationer, og den nye grav falder næppe udenfor. Spørgsmålet er nu, om pladsen rummer flere lignende. At undersøge en rig og uforstyrret gravplads med nutidens tekniske muligheder ville være en enestående chance. (Fig. 11)

Rige grave fra yngre romertid kendes over hele landet, men tættest på Sjælland og dér med to tydelige koncentrationer, en i øst og en i syd. Østgruppen omfatter foruden Himlingøje lokaliteter som Varpelev, Valløby og Nordrup, mens man som repræsentanter for sydgruppen kan nævne Broskov, Harpelev og Sneseretorp. Til mængden kommer kvaliteten, for gravene i de to områder er de rigeste blandt de rige - ikke alene på Sjælland, men i hele Danmark. Dyre smykker af sølv og guld, perler og andet dragttilbehør, kostbart bordservice i sølv, bronze og glas. Bemærkelsesværdiger mængden af importerede varer og disses ofte meget store sjældenhed. (Fig. 12)

En sådan rigdom inden for begrænsede områder må have en årsag, og det kan næppe fejle, den må være af forretningsmæssig art. En mulighed - vel den mest nærliggende - er, at Syd-østsjælland har administreret en transithandel mellem skandinaviske områder og landene i syd, specielt de romerske provinser i Tyskland, Frankrig, Belgien og Sydholland. Det meste af importgodset i de sjællandske grave må, ligesom det fra Himlingøjegraven, være fremstillet i Nordgallien, glassene for størsteparten i de store glasværksteder omkring Køln. Genstande fra disse egne træffes også langs Jyllands østkyst, på Østfyn, på Bornholm, Øland, Gotland og i Mellemsverige, i Norge omkring Oslofjorden, på Vestlandet og ved Trondhjem. Man kunne forestille sig, at områder i Norge og Sverige producerede varegrupper af betydning for forsyningerne til de talrige romerske legioner, der var udstationeret i provinserne. Flere arkæologer har peget på en ting som huder til den store mængde af læder, soldaterne skulle bruge. Men også kvæg, heste, korn og andre fødemidler kan have spillet en rolle. (Fig. 13)

Når Sydøstsjælland og ikke mindst Stevns en tid dominerer så stærkt, kan det skyldes, at der har været holdt »byttemarked«, en udveksling af nordiske varer med ting fra Romerriget. Måske afspejler Himlingøje-gravene handelsdynastier - og det skulle ikke undre, om nogle af købmændene tillige har været jorddrotter med store tilliggender som velstandskilde. At man selv forsynede sig af de varer, der gik gennem hænderne, er vel kun naturligt. Fra disse rigdomsegne kan hele Sjælland, ja måske også Østfyn og Skåne, være kontrolleret, i hvert fald mærker vi deres indflydelse overalt i dette område. Blot en enkelt ting som guldmængden stiger betragteligt i fundene på denne tid.

I perioden forud, ældre romertid, indtog Lolland-Falster en lignende magtposition, men den gled altså over til sjællænderne. Det var nu ikke så længe, de fik glæde af den. Omkring 300 synes Stevnsområdet så småt at miste sin betydning. Sydsjælland holdt stillingen lidt længere.

En så pludselig og voldsom opblomstring af en landsdel bør kunne spores andetsteds end i gravene, og det er da også tilfældet her. De mange vejovergange over den sumpede Tryggevælde ådal (se Skalk 1972:2) er i sig selv bemærkelsesværdige, men netop i 2.-3. århundrede gennemføres storstilede byggerier af brolagte vejbaner til afløsning for mindre stabile risveje. Mindst fire-fem overgange af solideste art har været farbare samtidig. Et vel vedligeholdt vejnet mellem bopladser, markedspladser og landingssteder hører således med til det billede af jernaldersamfundet, som idag kan tegnes for egnen. Bag et sådant vejnets udbygning ligger centrale beslutninger. (Fig. 14)

Det er fortrinsvis overklassens mennesker, gravene viser os, de grå masser, der slæbte sten til vejene, kender vi langt mindre til. Alligevel overfortolker vi næppe vort materiale, når vi forestiller os området tæt befolket og muligvis med det meste af jorden under plov. Men hvor har de boet? Det er endnu, trods eftersøgning, kun lykkedes at finde et fåtal af tidens bopladser, men måske bør vi lade en af arkæologiens ældre teorier indgå i overvejelserne og koncentrere vor leden omkring nutidens landsbyer, i særdeleshed dem, hvis navne ender på -inge, -lev, -løse og -sted. Disse navnetyper er af stednavneforskerne dateret til et ikke nærmere afgrænset tidsrum forud for vikingetid. Nu er de steder, hvor man bor idag, jo ikke de lettest tilgængelige for undersøgelser, men vi kan på anden måde afprøve teorien. Lægger man på kortet cirkler med radius 200 meter omkring landsbyerne med de omtalte »gamle« navne, ser man, at forholdsvis mange af de grave, vi kender, fra yngre romertid, falder inden for kredsene - ca 10 gange flere, end man skulle forvente, hvis fordelingen var helt tilfældig. I indtil én kilometers afstand fra bycentrerne er der endnu tale om et overtal af fund. Heri kunne man godt se en slags bekræftelse på den gamle hypotese, omend det ikke bør overses, at langt den største part af gravlokaliteterne stadig falder i »ingenmandsland«. Med i overvejelserne hører dog, at landsdelens byer med vikinge-stednavne ikke på samme måde synes at have tiltrukket de samtidige grave.

I den sene romertid, mens stormagten sydpå gik sin undergang imøde, lagdes grunden til det danske rige - et rige større end det nuværende og med Sjælland i centralposition. I denne proces har Himlingøje-folkene spillet en rolle. Vi kender ikke deres navne, men hvem ved: måske har et og andet om dem og deres færden trods alt nået os i sagnets form. Fra samme kilde forlyder det, at en sjællandsk kongeæt, Skjoldungerne, i løbet af jernalderen gjorde sig gældende, og at en »hovedstad« opstod. Ikke i Himlingøje, men lidt længere nordpå, ved bunden af Roskildefjorden.

(Fig. 15)