Himling høje

I selve navnet Himlingøje ligger imidlertid antydningen om noget mere, den oprindelige form er nemlig Himlinghøje (Hymlynghøyæ, 1376), som klinger smukt af arkæologi. »Himling« kan være et stamme- eller slægtsnavn, og »høje«, ja det må uden tvivl forstås som gravhøje. Disse Himling høje må have været af en vis betydning, siden de har navngivet byen. Faktisk ligger der på stedet en gruppe ganske store høje, og det kan næppe fejle, det er dem, der er tale om, selv om de har mistet deres oprindelige betegnelse.

De fire høje, gruppen består af, kom i Nationalmuseets søgelys 1874 på grund af den projekterede jernbanes lidt for intime berøring med en af dem (Fig. 1, Fig. 2). Udgravning blev foretaget af Sophus Müller, et af dansk arkæologis største navne, og da han nu var igang, blev yderligere to af oldtidsminderne undersøgt. I centrum af den truede høj fandt han en 2 X 2 meter stor kiste sat af meterhøje sten, men uden indhold af nogen art bortset fra en formuldet lodretstående stolpe. Anlægget må tolkes som en kenotaf, en tom mindehøj rejst for en person, som er død fjernt fra hjemmet. Den næste høj gav bedre resultat, her fandtes - stående på et næsten bortrådnet træfad - to beholdere, et lerkar og en riflet bronzespand af udenlandsk oprindelse fyldt med brændte menneskeben. Den tredje høj indeholdt et lignende, men dog lidt afvigende arrangement. Midt i højen var rejst en stolpe, og ved siden af den, i et hul gravet i den oprindelige markflade, stod urnen, en romersk bronzekasserolle. Omkring karret, der var dækket med en træplade, har været svøbt et fintvævet klæde. Mellem de brændte ben fandtes forbrændte og ødelagte rester af gravgaver: bronzekar og spande, flere sæt med øse og si, tynde guldplader, et sølvbæger(?), sporer, glas og adskilligt mere. Et pragtfuldt udstyr, men beklageligt destrueret efter tidens skik.

Den fjerde høj lod Müller urørt, formodentlig fordi den allerede dengang var stærkt ødelagt, men et århundrede senere, i 1980, fandt Nationalmuseet det formålstjenligt i forbindelse med de igangværende gravpladsundersøgelser at kaste et blik på den og dens omgivelser. Dette muliggjordes med støtte fra Statens humanistiske Forskningsråd samt Dronningen og Prins Henriks Fond. Af højen var kun ca en tredjedel tilbage, så man forstår Müllers betænkeligheder, men det faldt så heldigt, at netop den centrale del med graven var i behold. Forsænket under højbunden, som i det gamle fund, stod et simpelt, fladt lerkar og i dette urnen med brændte ben og et af ilden stærkt ødelagt udstyr; det er for tiden til rensning og konservering, men synes at omfatte, blandt andet, spyd, skjold og sporer. Pladsens første krigergrav! Urnen, som det hele lå i, var til afveksling ikke af metal, men af ler. Det lyder ikke opsigtsvækkende, lerurner kendes i tusindvis, men her drejer det sig om en indført romersk vare - såkaldt terra sigillata - som er yderst sjælden i Norden. Det vil vi vende tilbage til.

For hundrede år siden interesserede man sig mest for oldsagerne, mindre for anlæggenes opbygning. Nu var lejligheden der til at indhente det forsømte (Fig. 3). Det viste sig, at ikke blot den aktuelle høj, men også de tidligere undersøgte, som der blev foretaget eftergravninger i, var bygget af græstørv i op til et halvt hundrede lag. Om jernaldermarken under højene - den oprindelige bevoksning og den oprindelige agerjord - vil naturvidenskaben, der bistod med undersøgelsen, kunne give oplysninger.

Oprindelig har der været flere høje, yderligere tre findes afsat på ældre kort, og de kunne endnu skelnes i landskabet, men to af dem viste sig ved undersøgelsen at være naturlige højninger. Den syvende og sidste blev udgravet 1978 i samarbejde med Køge museum og med støtte fra Fortidsmindeforvaltningen. Den indeholdt to grave, begge med ubrændt lig nedlagt i stammekiste, som dog forlængst er blevet til muld. Den ene var ganske enkelt udstyret, den anden derimod både rig og mærkelig, så den vil vi beskrive nærmere.

Den lå midt under højen og er den, mindesmærket oprindelig er bygget over. Det ret velbevarede skelet var - ifølge antropologen - af en mand i tyverne, kraftig og meget høj. Hovedet lå, som almindeligt i tidens grave, mod syd, benene mod nord, men der var nogen uorden i geledderne. Bækkenet var således kommet op i hovedenden, oven for kraniet, dette igen hvilede på brystkassen og armene langs med lårbenene. Ryghvirvlerne lå nogenlunde på række, men ikke i rigtig rækkefølge. Fødderne var, hvor de skulle være, men knogler fra dem optrådte spredt i graven. Det meste af venstre hånd fandtes under det fejlplacerede bækken, mens resten forekom spredt (Fig. 4). Højre hånd lå ved kraniet med knoglerne i rigtig orden og med en guldring af tidens svulmende type endnu siddende på pegefingeren. Da graven iøvrigt var aldeles uforstyrret, kan der kun være én forklaring: Liget har været parteret ved gravlæggelsen og iøvrigt i opløsning - dog ikke mere end at nogle af delene stadig har hængt sammen. Om det delikate slagterarbejde oplyser antropologen, dr J. Balslev Jørgensen, at hovedet og antagelig armene er skåret fra, benene ligeledes, og disse er yderligere delt ved knæ og fødder. Endelig er kroppen skåret igennem omkring lænderegionen.

Det er tydeligt, at man ved gravlægningen har gjort sig anstrengelser for at få løsdelene sat rigtigt sammen, men har haft begrænset kendskab til den menneskelige anatomi, så at puslespillet ikke er gået op. At manden trods den ejendommelige behandling ikke er en gemen forbryder, men tværtimod en person af stand, viser alene udstyret, man har givet ham med. Dette omfatter foruden guldringen et lille grønt glasbæger, en lille træspand med bronzebeslag, to lerkar og en benkam. Om halsen har han båret en snor med enkelte perler og amuletter, ganske som vi kender det fra de store våbenofferfund. I fodenden af den meget lange kiste var anbragt en pattegris og udenfor, ved kistelåget, dele af får og fugle - åbenbart madgaver. Ved siden af kisten lå også den unge mands hund (Fig. 5, Fig. 6). Iagttagelser i jordlagene tyder på, at denne mærkelige begravelse har fundet sted i stærkt regnvejr. Højen, man byggede over den, kan ikke have været særlig stor, slet ikke på størrelse med de andre, nu fredede, høje.

Det er klart, at høje og gravpladser ved Himlingøje udgør et stort samlet kompleks, men det er også tydeligt, at det er blevet til gennem et langt åremål. De store høje er ældst, fra midten af 2. århundrede efter Kristus, den parteredes høj derimod lidt yngre, samtidig med markgravene, der tegner sig for den efterfølgende tid, op til ca 300. Det kan vel iøvrigt ikke helt udelukkes, at nogle af de anlæg, vi nu opfatter som fladmarksgrave, har haft lave markeringer i landskabet og altså i virkeligheden er højgrave. Det er et problem, vi vil prøve at trænge nærmere ind i ved de afsluttende undersøgelser på stedet.

Gravenes mennesker må have været højt placeret på den sociale rangstige, det viser guldet og de øvrige kostbarheder, de så rigeligt har fået med sig. De mange fremmedvarer giver måske et fingerpeg om, hvordan man har erhvervet sine rigdomme, nemlig som formidlere af handelen mellem romerriget og det øvrige Skandinavien. Geografisk er stedet velvalgt til en sådan virksomhed, der hovedsageligt må være foregået ad søvejen, og bytteobjekter som levnedsmidler, læder, slaver, og hvad andet romerne var interesseret i, har kunnet skaffes. De lange rejser, der hørte til erhvervet, var ikke uden risiko. Den gravtomme storhøj kan være bygget til minde om en af dem, som blev derude, og den unge mand er formodentlig også død i det fremmede, men pakket til transport for at kunne stedes til hvile i fædrelandets jord; fra middelalderen kendes mange eksempler på den slags forsendelser. De romerske købmænd, som vel nåede frem til Himlingøje, må have haft lignende vilkår.

Den ret store hund, der blev fundet ved den unge mands kiste, er - oplyser Tove Hatting, der har undersøgt skelettet - ikke af doggertypen som de fleste jernalderhunde, men snarere beslægtet med gamle italienske eller ungarske hyrdehunderacer. En af handelsvarerne? Også det mere traditionelle importgods kom jo om ikke den lige vej fra Rom så dog ad ruter med udgangspunkt i Tiberstaden. Hovedparten af metal- og glaskarrene må være fremstillet i egnen omkring og vest for Køln, det vil sige nordligt i den romerske provins, som af herrefolket kaldtes Gallien (nutidens Frankrig med tilgrænsende områder). Dette er behandlet i den tidligere artikel og skal ikke gentages her. Ny er derimod terra sigillata-skålen, og da produktionen af denne vare er typisk for de provinsialromerske fabrikanters foretagsomhed, kan vi passende tage den som eksempel og prøve at følge den tilbage til kildespringet.

Terra sigillata er let genkendelig ved sin præcise formgivning og skinnende røde overflade. Varen kan være drejet og er i så fald enten udekoreret eller forsynet med pålagte ornamentmotiver, men den kan også være presset i form med klassiske figurrelieffer som en del af helheden. Bestemte lersorter er nødvendige, og deres tilstedeværelse har i nogen grad været bestemmende for fabrikkernes placering, men distributionsmulighederne spillede naturligvis også en rolle. Efter Cæsars erobringer og romerrigets ekspansion frem til Rhinen-Donau flyttedes de italienske fabrikker til Gallien. Såvel den romerske hær, som provinsbefolkningen udgjorde et stort og købedygtigt marked.

De vigtigste italienske værksteder lå i Arezzo, og her nåede produktionen højdepunktet omkring midten af 1. århundrede, men derefter tager sydgalliske fabrikker føringen. Ved begyndelsen af 2. århundrede forskydes tyngdepunktet til Midtgallien, hvor et nyt produktionscenter er blomstret op, sikkert med henblik på den nordlige del af provinsen, især Rhinlandet, der havde fået øget økonomisk betydning. Som en yderligere konsekvens af dette opstår så et tredje center i Østgallien, nær imperiets nordgrænse; det kommer lidt senere igang, men fortsætter til omkring midten af 3. århundrede, på hvilket tidspunkt kvaliteten af varerne dog er stærkt forringet. Blandt de her producerende byer kan nævnes Trier, Blickweiler og Rheinzabern.

Vigtigst er Rheinzabern, hvor terra sigillata-fremstillingen begyndte ca år 140 (Fig. 7). Stedet begunstiges af let adgang til træ (brændet til ovnene), fin rålerkvalitet og beliggenhed lige ved Rhinen, der var den vigtigste vandvej på den tid i Europa. Man har beregnet, at Rheinzabern på højdepunktet har produceret omkring én million stykker terra sigillata om året. Den samlede produktion over de ca 80 år, fabrikkerne her eksisterede, må have ligget omkring 50 millioner kar.

Varer fra Rheinzabern spredtes over store dele af romerriget, men producenterne kunne ønske dem endnu større, og deres drømme gik især mod øst. Donauprovinserne var længe uden for rækkevidde, de forsynedes fra andre dele af imperiet, men Markomannerkrigene under kejser Marcus Aurelius (161-80) medførte store troppekoncentrationer i området, og Rheinzabern-fabrikanterne så her deres chance. Da transporten østover var besværlig, ja ofte umulig, oprettede man i 170'erne en østlig filial (Westerndorf). Også herfra spredtes terra sigillata over meget store områder og frem for alt i Donauprovinserne.

En oplagt markedsmulighed var det frie Germanien, nabolandet, som jo i forvejen nød godt af romersk metal- og glasindustri. Tilgrænsende områder som Frisland og Vesttyskland var selvskrevne aftagere, men også fjernere egne som Polen forsynedes ad de efterhånden indarbejdede handelsruter. De varer, man møder i fundene, er netop ofte fra Rheinzabern eller Westerndorf.

Skandinavien var ingen undtagelse, men mængden af terra sigillata er her forsvindende sammenlignet med de andre varegrupper, hvad man i høj grad kan undre sig over. I Danmark kendes den især fra gravene, dog også fra enkelte bopladser, mens Sverige har et par bopladsfund, og Norge står helt blank (Fig. 8). Det er naturligt, at terra sigillata på bopladser optræder som skår, men heller ikke i gravfundene er det altid - som i Himlingøje - hele kar, man støder på, det kan være hængesmykker, perler eller tenvægte lavet af skår (Fig. 9). En så sjælden og kostbar vare måtte udnyttes til det yderste.

Det er muligt at lokalisere og datere terra sigillata ganske nøje. Mange af karrene bærer fabriksstempel, men også form, dekoration, farve, lerart mv. fortæller om fremstillingssted og alder. Af kartyper kendes en række, men den, som hyppigst har fundet vej til germansk område, er halvkugleskålen på lav fodring. Den optræder ret uændret gennem et par hundrede år.

Størsteparten af de nordiske terra sigillata-fund må være fra Rheinzabern (datering ca 150-200), ganske enkelte dog fra Westerndorf og et eneste - i en husgrav ved Enderupskov i Sydjylland - fra et af de midtgalliske værksteder, i Lezoux. Det nye Himlingøjekar bærer ikke stempel, men de sammenligninger, der indtil nu har været tid til at foretage, antyder, at også det er fra et Lezoux-værksted. Det må, som Rheinzabern-keramikken, dateres ca 150-200.

Det billede karret i Himlingøjehøjen opruller af handelsruter og produktionssteder stemmer godt med det, som tegnes af bronzer og glas på de lidt yngre gravpladser. Også disse sager må, som nævnt, være kommet fra Gallien, specielt dets nordlige del. Det er omtalt, at transporten østpå, mod Donauprovinserne, kunne være vanskelig, skønt den foregik inden for riget, hvor meget mere så ikke handelsrejserne i det uvenligt indstillede og særdeles krigeriske Germanien. De store floder gennem fjendelandet (Elben, Oder og Weichsel) var ganske vist farbare, men de var farlige for romere at benytte, og meget tyder da også på, at man i størst mulig udstrækning har fragtet de for Germanien bestemte varer ad Rhinen og videre til søs for at afsætte dem til kystegnenes stammer, der sørgede for den videre fordeling. De østsjællandske mellemhandlere har således snarere fået deres forsyninger fra nord gennem Øresund end fra syd over Østersøen.

I det uhyre forgrenede handelsnet, hvis tråde udgik fra Rom, synes en række østsjællandske jernalderbyer, først og fremmest Himlingøje, at have spillet en lille, men ikke uvæsentlig rolle som varetagere af agenturet for Skandinavien. Herpå tyder ikke mindst de resultater, som er nået gennem de seneste års systematiske udgravninger. Disse nærmer sig nu deres afslutning. Der er mulighed for endnu en høj, som i givet fald må undersøges, og samtidig skal de sidste fladeafdækninger foretages. Når det er gennemført - hvis økonomien tillader det i 1981 - skulle efter al rimelighed Himlingøjekompleksets flerhundredårige udgravningshistorie være endt.