Himlen farvedes -og havet sydede under skibene

Flådeulykken skete midt under den nordiske syvårskrig. Fjenden var, som så ofte før og siden, Sverige, og anledningen til konflikten var to unge kongelige brushoveders barnagtige strid om et par våbenskjolde. Enden på det hele blev en minimal sejr til Danmark, men da var begge lande udmarvede i bund og grund. Hændelsesforløbet omkring krigen skal her kort skitseres; det tegner tidsbilledet, på baggrund af hvilket den store søkatastrofe skal ses.

Efter blodbadet i Stockholm havde Sverige løsrevet sig. Den nordiske union, som aldrig havde været særlig veltømret, var dermed ganske brudt sammen, men det danske håb om at genoprette dronning Margrethes storrige var ikke dødt. Modsætningsforholdet mellem de to nationer blev holdt i live af svenske og danske historikere, som efter bedste evne – snart på nordisk og snart på latin – tilsvinede hinandens lande, og striden tilspidsedes, da Danmark i sit rigsvåben genindsatte de tre kroner, der symboliserede den ubrudte union. En sådan handling var ikke enestående på den tid; 1545 anbragte Henrik den 8. af England på sit skib »Henry Grace a Dieu«, foruden det engelske våben også den gyldne franske lilje på blå bund for at fortælle, at han da egentlig også havde lyst til at være konge i Frankrig. Frederik den 2.’s handling var udtryk for en tilsvarende tankegang: han ville have unionen genoprettet.

Svenskerne var naturligvis ikke glade for dette, og det skete da også, at et dansk skib fik hugget våbenskjoldet med de tre kroner bort, mens det lå i svensk havn. Der var således lagt op til strid, og da der ved årsskiftet 1561-62 viste sig et »vældigt overnaturligt ildtegn på himlen«, var ingen i tvivl om, hvor det bar hen.

Den svenske konge Erik den 14. delte fuldt ud sine landsmænds fortørnelse. Frederik den 2.’s handlemåde opfattede han som en tilkastet handske, og han var ikke sen til at tage den op. Hans svar på det nye danske rigsvåben var, at han i det svenske våben optog både de tre danske leoparder og den norske løve med øksen; desuden gjorde han krav på titlen »de Venders og Goters konge« og påstod, at Sverige havde historisk ret til Skåne og Halland. Hans drøm var at kunne hævde sig som europæisk fyrste, og man sagde om ham, at »om han fik erobret hele verden på nær helvede, så ville han også have dette«.

Foråret 1562 planlagde Frederik den 2. felttoget, men Erik lå heller ikke på den lade side. Han kontaktede Philip den 2. af Spanien for at gennemføre en fantastisk plan: Sverige skulle erklære Danmark krig, en spansk flåde skulle støde til den svenske i Øresund, og Danmark ville så være et let bytte. Aftalen var da, at Sverige skulle have Skånelandene, mens resten af Danmark skulle befolkes af spaniere. Alle danskere skulle deporteres til Cayenne. Denne plan blev begribeligvis aldrig realiseret.

Efter nogle småsammenstød på havet erklærede Danmark krigen, august 1563. Vor flåde var betydelig – den havde aldrig været større – og den blev støttet af Lübeck, der havde interesser i en dansk sejr. Artilleriet og det meste af kavaleriet var dansk, mens infanteriet bestod af hvervede professionelle tyske landsknægte, ledet af tyske generaler med større lyst til at plyndre i Skåne end til at sætte livet på spil for den danske sag. Som bagtrop hos disse landsknægte fulgte et slæng af kvinder ledet af en »Hurenwebel«, hvis lidet flatterende titel antyder, at kvindernes arbejde omfattede mere end blot madlavning og sygepleje.

Det var et stort maskineri, Frederik den 2. her havde sat i gang. Driftsomkostningerne var pr. måned halvanden gang større end landets årlige udgifter i fredstid. Følgen var ekstraskatter og betydelig møntdevaluering, og det stod klart, at hvis Danmark ikke vandt krigen meget hurtigt, så ville hele dette krigsmaskineri bryde sammen på grund af pengemangel. Men hvorfor skulle Danmark ikke vinde? Det havde jo alle gode kort på hånden: en overlegen hær og en stor flåde; og Erik den 14. kunne intet gøre, han var ved krigsudbruddet optaget af et indre opgør med sin broder Johan Vasa. Danskerne gik traditionelt til værks, idet de startede med at erobre Elfsborg ved Götaelven for derved at spærre svenskerne adgangen til Kattegat. Det var meningen, at hæren herefter straks skulle fortsætte mod nordøst for at erobre Stockholm, men på grund af proviantmangel og sygdom måtte man gå i vinterkvarter i Skåne.

Flådeoperationerne begrænsedes hovedsagelig til Østersøområdet, og her holdt man sig under hele krigen. Danmark gik flere gange imod Öland, mens svenskerne forsøgte at erobre Bornholm samt Gotland, der siden 1361 havde hørt til Danmark. Disse ihærdige forsøg kronedes dog ikke med held for nogen af parterne.

Erik den 14. fik hurtigt afviklet sit mellemværende med broderen, som blev fanget og kastet i fængsel, og han gjorde nu forgæve? forsøg på at erobre Halland og Norge. Danskehæren døjede allerede i det andet krigsår så hårdt med pengemangel, at kavaleristerne i Ystad pantsatte både heste, harnisker og våben for at opretholde livet. Desuden gjorde en pest store indhug både i hæren og i civilbefolkningen. Det år begravedes der fra Frue kirke i København 7-800 mennesker mod normalt 60-70. Alt dette bekommer Erik den 14. meget vel; han soler sig i medgangen, og i et brev om fangeudveksling titulerer har spydigt Frederik den 2. »Herre i Sjælland, Lolland, Fyn, Jylland, Falster, Møn og andre næstomliggende øer«. I efteråret 1564 drog svenskerne hærgende ned gennem Blekinge og stormede den 3. september Ronneby, som derved blev denne krigs Guernica. I Ronneby var der, foruden lokalbefolkningen, mængder af flygtninge fra de omliggende afsvedne landsbyer, men kong Eriks befaling lød: »Man skal ikke gøre fanger blandt de danske, men slå ihjel alt det, Gud giver nåde till«, og i dette tilfælde strakte Guds nåde sig langt. »Rødt som blod farvedes vandet i elven, fjenderne var så rædde, at man kun havde ringe besvær med dem; man stak i dem som i en hob vildsvin, ingen skånedes«.

Krigen var ved at vende sig til svenskernes fordel. De danske tømrere kunne ikke bygge skibe hurtigt nok, så allerede i krigens tredje år havde den svenske flåde indhentet forspringet. Danmark greb nu til den udvej at lukke Øresund for at udsulte svenskerne. Især saltskibene skulle holdes borte, da salt udgjorde en fjerdedel af Sveriges samlede import. Det fik svenskerne til at indføre en streng saltrationering, og også på andre områder måtte der gives afkald; således blev det nødvendigt at fortynde altervinen med vand, hvilket nær havde afstedkommet en kirkelig krise. Sverige var dog nogenlunde selvforsynende med fødemidler, så alt i alt led landet ingen synderlig skade under blokaden, der iøvrigt hurtigt blev bragt til ophør på grund af en ikke forudset bivirkning. Der udbrød nemlig hungersnød i Nederlandene, for hvem sejladsen på Østersøen var livsvigtig, og for at undgå en krig med disse og med Spanien måtte Frederik den 2. bide i det sure æble og åbne Sundet. Kort efter afslutningen af denne episode, der kun havde varet få måneder, dukkede en svensk flåde op i Køge bugt, hvor den gav sig til at tage told af nordgående handelsskibe. Danskerne greb ind, og det kom til en træfning ved Femern. »Dér stod den danske admiral (Herluf Trolle) udi blåt harnisk, med brunsvigerhat og fjerbusk samt med sit gule felttegn, hvorpå de tre kroner sås«. Dette sidste har øjensynlig harmet svenskerne, for de gav ham et skud hagl, som bevirkede, at han tre uger senere døde af blyforgiftning. Efter slaget ved Femern hærgede svenskeflåden tre kirkesogne på Møn og var »herre i Østersøen«. (Fig. 1)

I dette efterår stod krigens eneste virkelige feltslag; det fandt sted ved Axtorna i Halland, hvor Daniel Rantzau og ikke mindst det danske rytteri vandt uvisnelig hæder ved overlegent at slå svenskehæren. 4000 svenskere faldt, og de flygtende efterlod sig 48 kanoner.

Det fjerde krigsår - 1566 - blev i alle henseender for Danmark krigens sørgeligste. Forliset ved Gotland satte vor flåde helt ud af spillet, og pesten hærgede nu mere, end krigen nogensinde havde gjort. I hæren døde op til 300 mand pr nat. I september var der kun 2000 mand tilbage, mod 8000 ved årets begyndelse; pesten tog det år på landjorden lige så mange folk, som stormen tog på havet. Men lad os rette blikket mod det, som skete ved Gotland.

Mangelen på skibe og mandskab gjorde sig stærkt gældende det år. Det var nær ved, at flåden slet ikke var kommet på havet, og gid det havde været så vel. Lübeckerne, der skulle støtte os med 11 skibe, lå klar i København, en hel måned før den danske flåde endelig var færdig til at sætte sejl. Forinden var der indkøbt skibe i Norge, Nederlandene og England, og for at klare bemandingen måtte der både udskrives og hverves -ikke bare søfolk, men også en del landsknægte fra Tyskland; med de sidste havde man noget besvær, for de havde ikke lyst til at gå om bord, og desuden lå lønningerne det år betydeligt lavere end de foregående krigsår. Man havde også forsøgt at hverve folk i England, men det afslag, man hentede sig hos dronning Elisabeth, var ikke til at misforstå. Denne bestemte dame, der tidligere havde afslået såvel Erik den 14.'s som Frederik den 2.'s ægteskabstilbud, lod ganske simpelt den danske udsending arrestere.

Før afsejlingen blev der brygget øl til søfolkene, og de blev foruden med våben udstyret med lerpotter til ulæsket kalk, som de skulle kaste »udi øjnene på de svenske, når disse bordede«. 29. juni 1566 stod flåden da endelig ud, og svenskerne, der indtil da havde ligget helt oppe under Dragør, trak østpå, tæt efterfulgt af danskerne. Nu skete det, at seks af de svenske skibe løb på grund på Falsterbo rev; men danskerne, der her kunne have kapret et let bytte, var optaget af at omstuve underadmiralskibet Hannibal, der krængede stærkt, og mens dette stod på, udkastede de uheldige svenske skippere deres ballast, således at de blev bragt af grund igen. Dermed gik den bid dansken forbi. Mens danskerne smølede, løb iøvrigt en flåde af salt- skibe forbi dem -og lige i armene på svenskerne, hvor de var et kærkomment bytte nu ovenpå saltrationeringen.

Hans Lauritsøn Baden til Oddenstrup, Nørgård og Ramløsegård var admiral for den danske armada dette år; han skulle ellers have kæmpet til lands, men ordren tilbagekaldtes, og han kom til flåden. Hans middelmådige indsats gav anledning til kritik, men han nægtede at trække sig tilbage: »Jeg vil ikke opgive dette skib (Samson), den stund jeg haver liv og helbred, og skibene må flyde på vandet, og meget mindre drage derfra; ...Hvad lykke Gud ellers vil tilføje mig, står i hans guddommelige hånd altid«. Brevet er dateret 19. juli 1566 -ti dage senere ligger både Samson og Hans Lauritsøn på havets bund!

De to flåder tørnede sammen den 26. juli ved Ölands nordre odde, og kampen varede i syv timer. Det svenske orlogsskib Sct. Erik, »det store bæst, der gik forrest«, udmærkede sig særlig. Først gav det »den kække Merkurius« en sådan medfart, at det måtte bøje af for at udbedre skaden, og dernæst kom det i kamp med det lübske admiralskib Morian, der mistede sin stormast ved et skud af en feltslange, så også det måtte trække sig tilbage. Men andre kom frem i stedet, og det lykkedes danskerne at omringe det svenske skib Herkules, der derved led stor skade. Hvordan bataljen endte er uvist. De svenske kilder hævder, at den danske flåde flygtede mod Gotland, skarpt forfulgt, men at svenskerne blev nødt til at bøje af på grund af kuling. De lübske kilder derimod, vil vide, at det var svenskerne, som flygtede, forfulgt af danskerne. Muligvis er flåderne bare gået hver til sit efter slaget. (Fig. 2)

Blandt de faldne var der på dansk side en adelsmand, kaptajn Kristoffer Mogensøn til Brandstrup; han havde fået hovedet skudt af. De øvrige adelige krævede, at hans lig skulle føres til Gotland for at blive begravet standsmæssigt i dansk jord. Den lübske admiral havde egentlig tænkt sig at sejle til Danzig for at få repareret sin stormast, men han indvilgede i at tage med til Gotland først.

Lørdag den 27. juli er Hans Lauritsøn løbet under Gotland og ankret op ud for Visby »uanset, at han af vor lensmand der samme steds var advaret, så også af skippere og andre, som med i flåden var, ombedet og formanet, at han dér ikke skulle lægge sig med skibene«. Således skrev Frederik den 2. mange år efter, og fældede herved sin dom over Hans Lauritsøn som den ansvarlige for flådeforliset. Som man kan forstå, havde det ikke manglet på advarsler. Især de lübske skippere, der under hele færden havde været højligen utilfredse med Lauritsøns ledelse, skal have frarådet ham kraftigt at ankre op på dette sted. De sagde, at det var en ond red dér, så at alle måtte strande og miste liv og gods, hvis en storm skulle hæve sig. Deres onde anelser blev hurtigt bekræftet; allerede den første nat rejste der sig en så hård kuling, at alle skibene led skade. Atter blev admiralen advaret mod at blive liggende, både af skibskaptajnerne og af lensherren på Visborg slot, Jens Bille; men Hans Lauritsøn var ubøjelig og svarede barskt: »Det blæser vel ikke hver nat!«. I løbet af dagen blev Kristoffer Mogensøn så begravet, med pomp og pragt, som det sig bør; men enkelte skippere forlod selskabet hen på eftermiddagen for, på trods af forbud og trusler om straf, at lette anker og gå på hav for en god fralandsvind; de vovede ikke at blive liggende, og det reddede dem. De øvrige kom først meget senere tilbage fra gravøllet og lagde sig straks til at sove om bord på deres skibe.

De historiske kilder beretter om flere skæbnesvangre jærtegn, der skal have vist sig denne søndag aften: ved solnedgang farvedes himlen med de underligste farver, og havet sydede under skibene, selv om det var havblik. I luften og fra havets bund hørtes ligesom klageskrig.

Hen på natten rejste en storm sig fra nordvest med haglbyger og regn, »så mægtig som et jordskælv og så hastig, som om den var blevet styrtet ud af en sæk«. Havet kom i vældigt oprør; søfolkene fik en brat opvågnen og fandt alt i stor forvirring. Ved at kappe masterne og ved at kaste ballast, skyts og proviant i bølgerne lykkedes det nogle at ride stormen af, men fjorten skibe - mere end en tredjedel af den samlede flåde - forliste totalt, blev slået ti] pindebrænde af de mægtige søer eller kastet mod kalkstensklipperne. Enkelte af de ombordværende bjærgede sig i land, i redningsbåde eller ved at klynge sig til vragstumper, resten druknede. Mellem 5- og 7000 mistede livet den nat. (Fig. 3)

Stormen rasede uafbrudt i fem til seks timer, og det var ikke noget lysteligt syn, der mødte Visbys indbyggere, da den omsider løjede af. »Det var en stor ynk, jammer og elendighed at se de mange tusinde døde mænd, som var drevet i land og så ynkeligt kvæstede, at de næsten var ukendelige«, beretter de chokerede øjenvidner.

En del søfolk var lykkeligvis blevet i Visby natten efter Kristoffer Mogensøns begravelse, og nogle få havde som omtalt reddet sig i land. Af disse blev 600 mand bespist på Visborg slot, mens resten indkvarteredes hos den fattige befolkning rundt om på øen. Blandt de omkomne fandt man ligene af seksten adelige, deriblandt admiral Hans Lauritsøn, underadmiral Jens Truidsøn Ulfstand (lensmand på Københavns slot) og den lübske admiral Bartholomeus Thinnappel (Lübecks borgmester). Admiralerne blev begravet i Mariakirken i Visby, hvor man i dag endnu kan se Thinnappels grav og epitafium.

Også svenskerne havde naturligvis fået stormen at mærke. I dagene efter fandt man på Blekinges kyst flere master, hvoraf en enkelt bar svensk flag, og også en kiste med svenske breve skyllede i land. En overgang troede man, at det svenske tab under stormen havde været lige så stort - eller endog større - end det danske - ja, et rygte sagde, at hele 24 svenske skibe var strandet. Det viste sig imidlertid, at ganske vist havde adskillige af fjendens skibe lidt havari, men ingen var gået ned.

Først ti dage efter forliset nåede efterretningen til København; i begyndelsen nægtede man at fæste lid til den, men da de første af de reddede skibe vendte tilbage, blev den sørgelige kendsgerning slået fast. Frederik den 2.'s reaktion var forbavsende: han sagde, at ulykken var »Guds gerning«, og at den som sådan måtte tages med sindsro. Det var der ikke mange, der kunne, og da slet ikke de efterladte; efterretningen rejste »el klageskrig over hele Danmark«, og i Lübeck frembragte den »en sådan hylen, gråd og veklage af kvinder og børn, at en sten måtte røres derved«. En så stor elendighed kræver en syndebuk, og menigmand fandt da også hurtigt ud af, i hvilke kredse man skulle søge den skyldige: der måtte have været trolddom med i spillet! Rygtet sagde, at Erik den 14. holdt fire hekse til at gøre ondt for den danske hær og flåde; men dem kunne man jo ikke få fat i, og folk ville se bål. Derfor indledte man i København en større heksejagt, og man fandt virkelig til sidst frem til et offer. En kone, der havde haft en af de omkomne skibskaptajner som logerende, og som derfor havde hans ejendele stående, tilstod, at hun af begærlighed efter at eje disse ting havde betalt nogle troldkvinder for at mane død over ham, og det havde de gjort ved at forgøre hele flåden. Sagen var hermed opklaret, og både konen og troldkvinderne blev brændt på bålet. (Fig. 4)

På Gotland havde man mere praktiske ting at tage sig af. Der blev sat bøjer ud ved alle ankre, for at de ikke skulle blive borte, inden man fik dem bjærget, og det forholdt sig desuden så heldigt, at der blandt de reddede søfolk var en spanier, der kunne »gå under vandet« (en dykker); han blev sat til at rydde op på havbunden, mens andre bjærgede gods fra både og på stranden. Fra København sendte man en professionel bjærgningsmand, Mikkel Vrager, for at lede arbejdet, og så sent som i 1575 optog han endnu skyts på stedet. Alene fra de fem største skibe bjærgedes 65 kanoner, og disse, med samt alt øvrigt bjærget gods, sendtes i flere på hinanden følgende skibsladninger til København. (Fig. 5)

Men der skulle mere til at genoprette det tab, man havde lidt. Af købstæderne udskrev man en kobberskat, der skaffede 116.000 pund metal, thi »der måtte findes råd til at staffere andre skibe med skyts«. Disse andre skibe eksisterede imidlertid endnu ikke, så der herskede stor travlhed på Holmen, hvor 200 skibsbyggere gjorde deres bedste. Ved nytårstid efter katastrofen indkaldtes til dette byggeri 300 karle fra Jylland, 50 tømrere fra Lolland-Falster samt alle de tømrere, der kunne skrabes sammen fra Skåne og Fyn, og en mand blev sendt til Nederlandene for der at skaffe 20 gode tømrere eller mere. Trods disse ihærdige anstrengelser blev skaden dog først fuldt udbedret under den følgende konge, Kristian den 4. Han genskabte den danske orlogsflåde.

Katastrofen ved Gotland var et hårdt slag for Danmark, men det afgjorde ikke krigen. Skæbnen, der havde varetaget Sveriges interesser, tog nu Danmarks parti, derved at Erik den 14.'s sindssyge, som man tidligere kun havde anet, kom til fuldt udbrud. Han så varsler alle vegne, og af sygelig angst for sammensværgelser lod han flere medlemmer af Sture -slægten dræbe; et af dem myrdede han med egen hånd. Mærkværdigvis slap han sin fjendske broder Johan ud af fængslet, hvad han aldrig skulle have gjort, og han udfordrede Frederik den 2. til en personlig duel, der skulle afgøre krigen. (Fig. 6)

I efteråret 156 7 foretog Daniel Rantzau et felttog langt op i Sverige, og den følgende vinter førte han, trods det at svenskerne ustandseligt forsøgte at spærre ham tilbagevejen, den danske hær frelst tilbage til lejren i Skåne, uden nævneværdigt tab og med hele byttet i behold. Denne bedrift skaffede ham ry som en af Europas bedste feltherrer. (Fig. 7)

I Sverige rejste den løsladte Johan endnu engang oprør mod broderen, som blev styrtet, og han besteg derpå selv tronen som Johan den 3. Han var mere føjelig, end Erik den 14. havde været, han slettede straks de tre danske leoparder og den norske løve af sit rigsvåben, og snart stod forhandlingsbordet dækket i Roskilde. De danske erstatningskrav var imidlertid så urimelige, at svenskerne ikke kunne acceptere dem, så krigen trak ud.

I november 1569 generobredes Varberg, som svenskerne havde indtaget tidligere under krigen. Her gjorde en kanonkugle ende på Daniel Rantzaus liv, og Frederik den 2. måtte personligt fuldføre slaget. Den økonomiske depression var nu så stor, at fredsslutningen måtte komme. Efter næsten et halvt års forhandlinger i Stettin, underskrev man omsider fredstraktaten, den 13. december 1570. Både Danmark og Sverige skulle frafalde deres territoriale krav, og alle erobringer skulle tilbagegives. Dog skulle Danmark have 150.000 daler for Elfsborg. Lübeck fik krigsskadeserstatning samt handelsfrihed i Sverige. Det fjollede våbenspørgsmål blev dog først afgjort efter Kalmarkrigen, i 1613, hvor Danmark fik lov til at beholde de tre kroner til minde om unionen, og de pryder den dag i dag vort rigsvåben.

Selv de største historiske begivenheder synker i glemsel, og det var ikke at vente, at man nu, 400 år efter, nøjagtigt skulle kunne udpege stedet, hvor Frederik den 2.'s flåde gik ned. I 1960 blev dykkerklubben i Visby interesseret i sagen; men hverken arkivforskning eller ret systematiske dykninger røbede i første omgang noget om, hvor katastrofen havde fundet sted. For tre år siden, i 1965, gik imidlertid et par frømænd ned, hvor man af gode grunde ikke før havde forsøgt sig: ud for et plumret kloakudløb, lidt syd for Visby; her fandt de på syv meters dybde, 75 meter fra land nogle underlige, uformelige rusthøje, der indeholdt jernkugler, som ved nærmere eftersyn viste sig at være kanonkugler! Frømændene underrettede museet i Visby og det søhistoriske museum i Stockholm, og Visbymuseets egen frømandsarkæolog, Peter Manneke, begyndte nu optagningen af fundene, hjulpet af sportsdykkerne. (Fig 8)

Det første daterbare fund var dele af en musket fra 1500-tallet. Senere fandt man en mønt fra 1564 og to fra 1565; tidsmæssigt faldt fundet altså udmærket sammen med skibbruddet i 1566. Helt sikker på at stå over for resterne fra det store forlis blev man først, da man fandt en sølvske med indgraverede våbenskjolde og initialer for den druknede underadmiral Jens Truidsøn Ulfstand og hans hustru Lisbeth, født Bille. løvrigt var fundene i betragtning af, at der blev optaget ikke mindre end 2000 kg fundmateriale -yderst sparsomme, og af skibene, som man ledte efter, fandt man knap en stump. Mikkel Vrager og spanieren, der kunne »gå under vandet«, har gjort deres arbejde godt, da de i sin tid ryddede op efter forliset. Af vigtigere fund kan nævnes: tre kanoner, knap 50 kanonkugler, enkelte gevær- og pistolkugler, en hjullåspistol, et par bøssekolber, enkelte sværd, en fortøjningsring, stumper af reb, nogle lerkar, en bronzegryde, en tintallerken, nogle knive og en kam.

Fundet kom så betids, at man i forbindelse med 400-årsdagenfor forliset kunne åbne en udstilling af de fundne genstande, og den 28. juli 1966 holdtes i Visby domkirke en gudstjeneste til minde om de op mod 7000 søfolk, der måtte lade livet som offer for en stivsindet admirals egenrådighed. Forliset ved Gotland er værd at mindes, for sit omfang og sin tragik, og fordi begivenheden repræsenterer højdepunktet af dumhed i en krig, der i forvejen bærer prisen som Danmarkshistoriens tåbeligste. Kristoffer Mogensen, katastrofens uskyldige ophavsmand, fik et ligfølge, som ingen anden dansker har opnået magen til. »Således skulle da så mange i vandet, for at én kunne ligge tør«.