Hilsen fra Peder

Nedenstående brev er et af disse lyspunkter. Det er skrevet 25. juni 1652 af 16-årige Peder Schumacher til vennen, den to år ældre Willum Worm, der på det tidspunkt var på sit livs første længere rejse. Fra anden side ved vi, at Willum, der senere blev en agtet embedsmand, brugte tiden i England på en noget anden måde, end faderen, den lærde Ole Worm, havde tænkt sig. Hør her - i uddrag - hvad den vordende storkansler har at sige den kommende højesteretsassessor og kongelige historiograf.

Jeg har modtaget dit brev, bedste ven Worm, og alene derved var det mig meget kært, at den glæde, det voldte mig, var uformodet, idet jeg var optaget af andre forretninger og intet sligt ventede. Thi jeg havde allerede fattet mistanke om, at du næsten havde glemt mig, og at jeg så omtrent var gledet dig af minde. Men se, så kom din broder til mig og sagde, at han havde noget at meddele mig fra sin fader. Ved disse hans ord blev jeg nu rigtignok straks lidt forbløffet, og mit sind blev grebet af bange anelser, idet jeg allerede troede dig slynget i de hiberniske bølger, så at du havde målt oceanets dybde med din krops tifodsmål. Der var her en almindelig snak i omløb, at du en dag gled under et uvejr (det tror jeg gerne) og blev slået omkuld - og at du med vægten af din tykke krop trak admiralskibet med dig ned i bølgerne --. Men dit brev, som din broder bragte mig, betog mig straks denne ubegrundede frygt og gennemrislede mig bedrøvede med umådelig fryd. Thi jeg erfarede, at du endnu var ved godt helbred og, hvad mere er, du frække fyr, at elskov og kysseri går godt. Det er jo netop efter dit hoved og just, hvad jeg allerhelst ville have at vide. Men hvad er det dog, som løber i min raske pen? Jeg ved ikke engang rigtigt selv, hvad den sladrende gåsefjer pjatter papiret til med. Dog er der en ting, jeg vil minde dig om, før jeg gør ende på dette brev, og det er: Husk min kæreste Worm, at du skylder verden en Worm; ungdomstiden flyver bort, og også nætterne må tages i brug. Jeg er ikke i tvivl om, at du nu gør så gode fremskridt i elskovssager, at du på stående fod kan gøre et barn. Sørg nu for at gøre det grundigt for det tilfælde, at du skulle komme til England engang igen, at du så har en ordentlig børneflok, som i flerstemmigt kor kan råbe: »Abba Pater!« og gøre dig deres opvartning med at trække dig dine støvler på og andet, såsom bringe dig din vin, og navnlig den spanske, som er den vinsort, du hidtil har sat højest.

Men nu kan det være nok med vås, og tiden synes inde til at slutte mit vrøvlebrev med den højtidelige vending: at du må have det godt, være min ven og med flid øge din formue og din berømmelse.

Brevet, der er på latin, gengives her i H. D. Schepelerns oversættelse.