Herrer vi ere

»Hovedet skal være pænt afklippet med sirligt hår. Næsen må ikke snydes i hatten, i tøjet eller hånden, men i et lommetørklæde med legemet bortvendt et øjeblik. Munden skal være ren og pæn og skyllet hver morgen med rent vand.  Det er upassende at rense tænderne med neglene, tungen eller en kniv, men det skal gøres med en fjer«. 

Det er rektor ved Vor Frue Latinskole i København, der i 1500-årenes anden halvdel således formaner sine disciple, for at de kan opføre sig sømmeligt blandt byens borgere. En af de lejligheder, hvor det kunne blive aktuelt, var, når drengene skulle »følge lig«. Om formiddagen klokken ti blev det kundgjort, hvem der den dag skulle »synge ligene ud«, hvorpå de udvalgte under ledelse af en »hører« gik over til den nærliggende kirke. Skolemesteren måtte ikke »fluks kræve pengene ind ved graven - de fattige og bedrøvede folks sorrig til forøgelse«, hedder det i en forordning fra Frederik 2., og sammesteds erfarer vi, at det kun var 25% af betalingen, der kom drengene til gode. En anden hævdvunden ret, disciplene havde, var at »synge for dør« ved højtiderne. Igen drejede det sig naturligvis om penge, men sangerne bar et særligt tegn, som sikrede dem mod at blive opfattet som gemene tiggere. Det skete også, at drengene sang ved bryllupper, men højdepunktet må have været, da hele flokken 1588 fik det ærefulde hverv at gå først i ligtoget ved Frederik 2.s begravelse. Alt foregik som sagt under den strengeste tugt - således formuleret af rektor: »Når du står over for herskaber, skal du huske disse fem ting: Fold hænderne, saml fødderne, løft hovedet, vær ikke adspredt, når du ser, og sig kun lidt uden befaling« (Fig. 1). 

Under de hyppige epidemier kunne begravelsestjenesten udvikle sig til tragedie (Fig. 2, Fig. 3). Således ved midten af 1600-årene, hvor 9000 af hovedstadens indbyggere døde af pest. Al undervisning om eftermiddagen måtte sløjfes, for at eleverne kunne passe deres bijob, men derved blev de særligt udsatte for smitte, og næsten halvdelen - 246 drenge - endte selv på kirkegården. 

Også studenterne havde deres begravelsestjeneste: de påtog sig ligbæring. Dog ikke for hvem som helst; det blev indskærpet dem, at de ikke måtte kaste akademisk glans over uværdige, hvoraf man kan slutte, at de selv var mænd af en vis betydning. Med reformationen var uddannelsen af gode lutherske præster blevet en påtrængende opgave, så der blev udfoldet ganske store anstrengelser for at give studenterne tålelige kår. Man iværksatte gratis bespisning for en udvalgt skare - først et beskedent antal, senere af Frederik 2. udvidet til 100; det foregik på Kommunitetet, en nyopført bindingsværksbygning i Nørregade. Maden, der serveredes to gange om dagen, bestod af kød, fisk, brød og øl - udmærket, når varerne var friske, men de skal i perioder have været af ringe kvalitet. Der tales om ildelugtende kød og midebefængt smør. 

For at få del i goderne måtte alumnerne underkaste sig en streng disciplin. Kom man for sent til bordbønnen, fik man ingen mad, og skulkeri fra de fælles morgen- og aftenandagter kunne i gentagelsestilfælde medføre bortvisning. I forlængelse af spisningen gennemførtes forskellige lærde øvelser, og her var det påbudt at tale latin, ellers vankede der bøder. Færdighed i latin var en betingelse for overhovedet at få adgang til universitetet, men måske blev der til tider slækket lidt på kravet. I hvert fald har Christian 4. »nådigst erfaret, at der fra mange skoler udi riget fremskikkes tit og ofte elever, der ikke har forstået grammatikkens grundbegreber og endnu mindre har lært deres latin«. Han befaler, at de udygtige sendes retur, og truer skolemestrene med afsked. 

Samme Christian 4. nærede stor interesse for den studerende ungdom. 1623 indviedes Collegium Regium, senere kaldet Regensen, med fribolig til de studenter, der spiste »kongens kost« på Kommunitetet. Hvert par - det var almindeligt, at man boede sammen to og to - fik rådighed over et »musæum« (studereværelse) og et soverum med en enorm dobbelt himmelseng. Også her var hustugten streng - en studiosus, der i et par aftentimer havde haft »en kvinde inde på kammeret hos sig«, blev således bortvist. Omvendt kunne Regensen fungere som en slags straffeanstalt. En vis Johannes Nicola, der havde udskældt nogle borgere og »klamret med dørene om natten«, blev idømt fængsel og siden bolig på Regensen. 1645 blev der klaget til den nu gamle og fattige Christian 4. over studenternes pralende påklædning. Det førte til et påbud: håret skulle bæres afskåret, remme om liv og knæ aflægges, åbne ærmer tillukkes og de vide støvlekraver afskaffes. 

Når talen er om 1600-årenes studenterliv, er der en begivenhed, som ikke bør forbigås. Under Karl Gustavkrigene 1657-60 blev Danmark løbet over ende, men København holdt stand under 22 måneders belejring. Her ydede det særlige studenterkorps en betydelig indsats: gravede, kørte jord, rejste palisader - for om natten at forsvare det holdet tildelte voldstykke. Det stivede moralen af, at professorer, bisper og præster også tog deres tørn ved spaden. Svenskerne nærede stor respekt for »de sorte«. Det var ikke mindst studenternes skyld, at forsvaret holdt under den afgørende storm.