Herrens fattige

Spørgsmålene lader sig kun besvare, hvis man søger tilbage til middelaldersamfundets væsen med alle dets, efter vor opfattelse, ejendommelige kontraster. Det forekommer således paradoksalt, at man på den ene side juridisk og standsmæssigt indplacerede de fattige allernederst, som upriviligerede og ikke ansete, og på den anden side betragtede dem som særligt udvalgte, kaldet Kristi fattige, der på forhånd var sikret en plads i det himmelske Paradis. I sit testamente fra 1411 omtaler dronning Margrethe da også de fattige som »Vorherres folk«. Fattigdom opfattedes således ikke som et rent økonomisk og socialt problem.

Forklaringen skal søges i det for så vidt enkle forhold, at hvor vi i dag er tilbøjelige til at betragte økonomien som samfundets drivkraft, var den i middelalderen - ligesom alle andre faktorer - helt og holdent under religionens vinger. Kirkefædrene havde én gang for alle slået fast, at der hverken fandtes arbejde eller ejendomsret før syndefaldet; Jorden med alle dens ressourcer var blevet givet mennesket til fælles bedste, fælles-ejendommen var altså Guds bud. Men ét var idealbilledet af tiden før syndefaldet, noget andet middelalderens stærkt klassedelte samfund, hvor den private ejendomsret stod i centrum; at besidde jordisk gods var et resultat af menneskets ufuldkommenhed, dets egennyttighed og havesyge, alt sammen træk, der var kommet til siden uddrivelsen af Paradiset. Og Kristus havde været uden ejendom, hans eksempel fulgtes af disciplene og de første kristne; for som Mattæus skrev: »I kan ikke både tjene Gud og mammon!«. Rigdom og havesyge var syndigt, fattigdom en dyd.

Forsagelse blev derfor en grundpille i munkevæsenet. »Foragt den jordiske rigdom, at du kan få den himmelske«, sagde den franske cistercienserabbed Bernhard af Clairvaux, og benediktinerne måtte ikke bruge ordene »mit« og »dit«, men altid fællesformerne »vores« og »jeres« (Fig. 2). At leve i frivillig fattigdom var forudsætningen for den fuldendte kærlighed, en erkendelse, som blev drevet ud i det ekstreme af tiggermunkene, der simpelt hen intet måtte eje; de skulle opretholde livet ved tiggeri og måtte udelukkende tage mod mad, kun nødigt penge. Hos ridderne derimod møder man ikke samme fattigdomskrav, i hvert fald var de personligt ofte særdeles velhavende, men til gengæld udførte de et betydningsfuldt socialt arbejde; den største orden, Johanniterne, beskæftigede sig således fortrinsvis med sygepleje samt underhold af pilgrimme og fattige.

Efterhånden udviklede kirken og klostrene sig til middelalderens største godsejere - ganske i modstrid med idealerne, synes man. I længden skulle dette misforhold da også blive medvirkende til Romerkirkens fald i flere af de europæiske lande, hvor det blev et angrebspunkt for reformationens forkæmpere. Fra kirkeligt hold forsvarede man sig imidlertid med, at kirkens besiddelser var »de fattiges arvedel«.

Nogen reel - og mere social retfærdig - omfordeling af det jordiske gods fandt derfor aldrig sted i kristendommens navn, og Guds bud »Du må ikke stjæle« hindrede folk i at tage sagen i egen hånd (Fig. 3, Fig. 4). Men da de fattige stod Gud nærmere end de rige, ja så at sige var et billede på Kristus, blev godgørenhed lovprist i høje toner, og almisser dannede det vel nok væsentligste grundlag for fattigforsorgen og sygeplejen. Rige mennesker holdt således gerne et antal fattige ved gården, og i klostrene forsørgedes til tider ganske overraskende store mængder af brødløse; et år bespistes ca 17.000 fattige ved det store franske kloster i Cluny.

I hvor høj grad det var det kristne bud om næstekærlighed, der lå til grund for hjælpen til de fattige, er svært at sige. Men antagelig har det spillet en væsentlig rolle, at sjælens redning var afhængig af almissegivningen, og det fremgår da også af talrige testamenter, at fattige betænkes for giverens »sjæls saligheds skyld«. Dette udelukker dog naturligvis ikke, at der også ofte kan have ligget varmt socialt sindelag bag gaverne. - På denne måde bestod en besynderlig alliance mellem rig og fattig: de rige var til for at hjælpe de fattige, de fattige for at udløse de rige.

Fra Norge og Sverige kendes en særlig fattigtiende, men en sådan blev tilsyneladende aldrig indført i middelalderens Danmark. Her udgjorde som nævnt almisser det vigtigste fundament for fattigforsorgen. Gaverne, der blev skænket de arme, kunne være bestemt til direkte uddeling, men de kunne også overlades kirkelige stiftelser, som i forvejen ydede stor godgørenhed over for nødlidende. Til syge var i byerne oprettet hospitaler, Helligåndshuse og Skt Jørgensgårde, hvoraf sidstnævnte stort set var forbeholdt de spedalske. Derimod havde de fattige ingen egentlig institution at søge; til tider gav Helligåndshusene dog husly til fattige, selv om deres egentlige funktion var sygeplejen. I visse tilfælde ydede gilderne støtte til trængende - hvis de vel at mærke var så heldige at være medlem.

I løbet af senmiddelalderen ændrede billedet sig noget, man begyndte nu så småt at opfatte fattigdom som et samfundsproblem. Den tiltagende verdsliggørelse berørte kirkens institutioner, således kunne det forekomme, at bystyre og kongemagt mod slutningen af 1400-tallet blandede sig i forvaltningen af hospitalerne. Spedalskheden var på denne tid i stærk tilbagegang og behovene derfor mindre udtalte, så undertiden har det økonomiske grundlag måske ligefrem været større end nødvendigt for at klare forpligtelserne, hvorfor det ikke altid var nogen helt ringe stilling at blive kronens forpagter af et hospital; pligten til at underholde og pleje de syge var der stadig, men hvad der blev tilovers, tilfaldt forpagteren (Fig. 5).

Den væsentligste baggrund for forandringerne var af holdningsmæssig art, idet der med renæssancen - som nævnt tidligere - voksede et andet livssyn frem; mennesket blev sat i centrum, og med troen på individets frie udfoldelsesmuligheder brød man med den tidligere opfattelse af samfundet som en uforanderlig enhed, hvor den rige måtte hjælpe den fattige. Nu var det op til enhver at sørge for sig selv ved sit arbejde. Tiggeriet, som før havde været en respekteret næringsvej, blev i stigende grad ugleset; tydeligt kommer det til udtryk i Christian 2.s forordning fra 1522, der ligefrem forbyder sådan beskæftigelse, undtagen for dem, øvrigheden har givet tiggertegn, samt udsendinge fra anerkendte hospitaler. Arbejdsføre betlere skulle jages ud af landet (Fig. 6). De ædle fattige var blevet arbejdssky løsgængere.

Men udviklingen gik stadigt videre, reformationen lod sig ikke bremse. På den baggrund udtrykte den lærde karmelitermunk Poul Helgesen 1528 stor bekymring for de fattige og syge, hvis den katolske kirke blev bragt til fald. Det gik da også på flere måder, som han frygtede.

Efter reformationen skulle sygepleje og fattigforsorg yderligere verdsliggøres, men man kunne ikke undvære kirkefolkenes erfaring. En kirkeordinans fra 1539 fastslog, at lensmænd, bisper, præster og købstadsforvaltningen i fællesskab skulle bestyre de fattiges anliggender. Det bestemtes endvidere ved en kongelig forordning, at de københavnske hospitaler skulle optage så mange, som »renten« tillod. Men inden længe smuldrede det økonomiske grundlag under systemet og det til trods for, at man havde lagt den del af klostergodset, som tidligere havde tjent sociale formål, til hospitalerne; de urolige tider, der fulgte efter Grevens fejde (det borgerkrigslignende opgør midt i 1530'erne), og den ændrede samfundsopfattelse betød, at folk var langt mindre tilbøjelige til at yde hjælp. Situationen var derfor uholdbar, og 1558 søgte man at afhjælpe de største problemer, idet det blev besluttet, at hvert sogn skulle opføre et særligt hus til fattige, beregnet til dem, som ikke på anden vis kunne få hjælp og husly. Der var for første gang taget skridt til etablering af egentlige fattiggårde i Danmark.

Et ejendommeligt dokument fortæller imidlertid noget andet, i hvert fald kaster det lys over en ukendt side af middelalderens fattigforsorg (Fig. 7). Det drejer sig om et brev fra 1497 - eller rettere en del af et sådant - omhandlende en dansk fattiggård. Brevet er formentlig kun bevaret, fordi det på et tidspunkt fandt anvendelse i et bogbind, hvor det sad beskyttet - og godt gemt - til det for en årrække siden atter blev draget frem. Helskindet er det dog ikke sluppet gennem denne form for genbrug, en beskæring af papiret har fjernet dele af teksten.

At der er tale om et originalt dokument, turde være hævet over enhver tvivl. Det er affattet på dansk og omtaler »de fattige folks hus og gård«, men hvor bygningerne har ligget, kan ikke afgøres; oplysninger herom og måske om fattighusets udseende har antagelig været meddelt i brevets første, nu tabte, del. Til gengæld giver det bevarede tekststykke udførlig besked om inventaret, gården skulle være udstyret med. Helt udelukke, at der er tale om et aldrig realiseret projekt, kan vi ikke, men hvordan det så end er, rummer brevet højst usædvanlige oplysninger; ikke blot drejer det sig om en uventet tidlig fattigstiftelse, men, hvad der er nok så væsentligt, det beskrives nøje, hvilke materielle forhold man i senmiddelalderen anså for påkrævet som mindstemål for en menneskelig eksistens. De skriftlige kilder, vi ellers har til rådighed, særlig inventarlister, vedrører næsten udelukkende de højere sociale lag.

Hvordan lyder så bestemmelserne for fattighuset? Det understreges til en begyndelse, at forskrifterne om inventarets art og mængde skal gælde til evig tid, hvorefter der tages fat på opregning af sengeudstyret. Der skal være fem dyner og et tilsvarende antal »hoveddyner« i huset, ti par lagner, fem sengeklæder (velsagtens nattøj) samt fem skinddækkener eller lige så mange stykker lærred. Desuden fem mollinger (det vil sige vaskefade), to håndklæder og to duge, sidstnævnte sikkert til sengeomhæng. Alt i alt må man nok sige, at de husvilde havde en ganske god seng at sove i; der var lagen, dyne, hovedpude og et stykke skind, hvis det var koldt, og nøgne skulle de arme mennesker åbenbart heller ikke ligge. Overraskende er det at finde mollinger nævnt - sådanne metalfade regnes almindeligvis som hørende til overklassehusholdningen (Fig. 8).

Netop sengeudstyret egner sig godt til at give et indtryk af fattighusets kapacitet. Det fremgår, at de fleste sager skal forefindes i fem eksemplarer, hvorfor vi må antage, det svarer til antallet af fattiglemmer, der har været plads til. De fem personer har dog måttet klare sig med to håndklæder. Om nogen stor stiftelse er der altså ikke tale, den har næppe passet til en købstad, men snarere gjort det ud for sognefattiggård.

Efter sengetøjet kommer turen til bordservicet. Til opdækning skal de fattige råde over seks tallerbrikker, hvilket er drejede spisebrikker af træ, som blev almindelige i senmiddelalderen, hvor de afløste en anden briktype, såkaldte brøddiske fremstillet af dej; vel især hos mere velbjærgede lod man brøddiskene, som under spisningen var blevet gennemvædet med sovs og kødsaft, tage ud af bordet - en rest, der da ofte kom de fattige til gode (Fig. 9). Foruden spisebrikkerne hører også bægre til bordet: to »mådelige knab-stobe« og fire »svarrede stobe« - samt en kande. Stoben var middelalderens mest almindelige drikkekar og med »svarret« menes, at det er fremstillet ved drejning i træ. Endelig opregnes fadene: hele otte »mådelige sadelfade« (der har navn efter formen), tolv »knabe-fade« og fire andre fade, alle givetvis af træ. I betegnelsen knab-stob og knabe-fad ligger en social skelnen, idet man havde »herre-« og »knabe-« (svende) service, altså finere sager for herskabet og mindre fine for tyendet. Ofte var herskabsservicet rødmalet, mens den dårligere kvalitet var umalet eller sort. Selv om fattigfolkene altså måtte nøjes med knabe-servicet, har de dog kunnet sidde ved et pænt dækket bord.

Tilberedning af maden skal finde sted i køkkenhuset, en selvstændig bygning eller bygningsdel. Af redskaber nævnes seks forskellige gryder og et brandjern, der betegner ophænget til de store gryder (Fig. 10). Desuden en jernske, et rivejern og en røst, det vil sige et særligt kar, hvori malt mæskes til ølbrygning. Dette vigtige arbejde skal i øvrigt foregå i »bryggerset«, der ses at være vel udstyret til formålet: tre bryggekedler af forskellig størrelse, et tappetrug, en tragt, en øse, en urteskål, en messingkedel, en spand og tre sække »så store som seks skippund går udi«. - Til brødbagningen, i »bagerset«, bør fattiggården have et dejtrug og et bagetrug, en skæppe samt et sold.

Der må have hørt flere redskaber til køkkenhuset end de omtalte, men dokumentets ophavsmand har nøjedes med at anføre de vigtigste og mest værdifulde sager, fortrinsvis dem af metal. Vi får dog indtryk af et fuldt funktionsdygtigt køkken, hvor der utvivlsomt har kunnet fremstilles udmærket mad.

I den resterende del af brevet behandles en anden, men ikke uvæsentlig, side af fattigplejen, nemlig hygiejnen. Beboerne skal have »hver halvmåneds dagbad«, hvilket man må have anset for et passende interval; at bade betragtedes i middelalderen som en nødvendighed, og det ses ofte, at testamentariske bestemmelser og gaver drejer sig om bad til ubemidlede. Også tøjet skal holdes rent, og det anbefales, at fattiglemmerne hver ottende dag lader deres senge- og gangklæder dampe og ryste over ilden - lus var utvivlsomt en af tidens store plager. Gangklæderne, det vil sige den daglige påklædning, har de formodentlig fået i fattighuset, det gælder i hvert fald hovedtøjet, idet det meddeles, at hver skal udstyres med to hovedklæder og en hvid hue (Fig. 11, Fig. 12. At de tillige fik udleveret en god klædebørste, må betyde, det påhvilede den enkelte at holde sit tøj i orden.

Skal man samlet vurdere dokumentets oplysninger, må man sige, at de fattige, som optoges i stiftelsen, har fået en menneskeværdig tilværelse. Ikke blot fik de tag over hovedet, men der blev givet dem en god seng, klæder, mad og øl. Heller ikke deres personlige pleje blev glemt. Det er bemærkelsesværdigt, at der intet står om, at de skulle præstere nogen form for modydelse, arbejde eller andet.

Bestemmelserne er som nævnt nedskrevet 1497, men om brevets art er det vanskeligt at udtale sig. Årsagen er naturligvis dets beskæring; blandt det tabte kan have været navne på vidner eller påhæftede segl, sådan som det kendes fra andre middelalderlige dokumenter, først og fremmest testamenter og donationer, men her falder vort brev ikke ind i rækken. Det fremstår i det hele som noget andet, sandsynligvis er der tale om forordningen for en offentlig fattiggård. Hvorvidt vi imidlertid har at gøre med et udkast, og stiftelsen aldrig nåede at blive til virkelighed, vides desværre ikke, men om så er, kan vi alligevel konstatere, at initiativet til den almindelige fattigforsorg er ældre end hidtil antaget.

Som nævnt tidligere var det først i 1558, der blev truffet beslutning om, at hvert sogn skulle have en fattiggård. I hvilket omfang, denne bestemmelse blev ført ud i livet, er imidlertid usikkert - formodentlig har det været temmelig begrænset. Langt op i tiden, i 17- og 1800-tallet, bestod fattigplejen for en stor del i, at de fattige gik på omgang mellem bønderne og fik kosten, hvor de kom frem; i og for sig var det en videreførelse af den middelalderlige praksis, hvor de større gårde holdt en mængde fattige hos sig. For selv om både trosretning og livssyn havde ændret sig, levede mange gamle skikke videre; når bryllupsklokkerne lød i et sogn, flokkedes de fattige som altid for at tage del i festmåltidet, og den, der beværtede dem dårligere end de øvrige gæster, blev ilde anset. Måske var der ikke længere så tæt sammenhæng mellem frelse og almissegivning som før reformationen - og dog: Hvor katolicismens forsvarer, Poul Helgesen, sagde, at »almisser frelser et menneske fra al synd og død«, udtrykte den lutherske biskop Peder Palladius sig mere kontant og - ja, næsten katolsk: »Vælg dig en Lazarus, som du kan vise noget godt, når du brygger, bager eller fanger mad, der siden kan tage dig med i Himlen igen«.