Herjolfsnes
Herjolf Bårdsøn hed en af de mænd, som sammen med Erik den Røde koloniserede Grønland, og han må have været lidt af en ener, for han bosatte sig ikke, som de andre, i en lun dal ved bunden af en fjord, men for sig selv, helt nede ved landets sydspids og ud til det åbne hav. Det var dristigt, men - i hvert fald på længere sigt - ikke uklogt. Europæiske købmænd, som i de følgende århundreder besejlede Grønland for at sælge og købe varer, forbigik sjældent Herjolfsnes, hvis beboere derfor næsten altid fik første bud. Da besøgene aftog for til slut helt at ophøre, må Herjolfsnes være blevet hårdt ramt, men derom vides intet. Så meget er sikkert: i 1600-årene, da kontakten igen blev etableret, lå ikke blot denne, men alle nordbogårde i ruiner.
Af Redaktionen
Om ruinerne på Herjolfsnes må desværre siges, at de ikke hører til de bedst bevarede. Eskimoerne har taget sten fra husene, og kirken, der af uransagelige grunde er anlagt yderligt ved kysten, har havet gnavet i, så at vel efterhånden mere end halvdelen af kirkegården er skredet ud. Den gradvise nedstyrten førte tid efter anden til fund i strandkanten: knogler, kistestumper, tøjstykker - ja endog et enkelt nogenlunde helt klædningsstykke. I 1921 besluttedes det at lade resten af kirkegården udgrave, opgaven betroedes Poul Nørlund og blev med alle besværligheder en af milepælene i hans dådrige liv. Det var en kølig sommer det år, og jorden på Herjolfsnes var frosset i dybden; efterhånden tøede den dog, men nu opstod et ubeskriveligt pløre, som i høj grad vanskeliggjorde udgravningen. Dertil kom konserveringsmæssige problemer: de uventet mange fund måtte for at reddes holdes fugtige den lange tid, til de kunne komme under behandling på laboratoriet i København. Heldigvis bar arbejdet i sjælden grad lønnen i sig selv. Kister, gravklæder, trægenstande var vidunderligt bevaret, derimod var knoglerne temmelig medtagne (Fig. 1).
Fig. 1. Dansefrisen fra Ørslev kirke i Sydsjælland; datering ca 1350. Af personerne bærer de fleste »Herjolfsnesdragter«. Træk af kommende mode finder man dog i det noget forkortede mandsskørt.
De døde på Herjolfsnes var enten lagt i kister eller svøbt i klæder, kun undtagelsesvis optræder en blanding af disse skikke. At kistegravene var de fineste, kan der næppe være tvivl om - træ var en kostbar vare på Grønland - men for os er klædegravene af størst værdi. Bortset fra tøjet, som altså erstattede kisten, har man ikke ofret noget særligt udstyr på de døde, kun én ting savnes sjældent: et trækors anbragt på brystet. Det er ofte udskåret og undertiden - som det afbildede - forsynet med en runeindskrift, hvis indhold er fromme påkaldelser eller nu og da et ejernavn. I en af kisterne fandtes en egentlig runestav, og den er af særlig interesse, fordi den omtaler en afdød, som ikke hviler på kirkegården, men som man vel, netop ved hjælp af runerne, har prøvet at skaffe en grav. Der står: Denne kvinde blev lagt over bord i Grønlandshav som Gudveg hed.
Det er dagligtøjet, man har givet de døde med i gravene, ikke mindst derfor er disse ligsvøb så interessante. Af fornemme klædninger fra middelalderen er der bevaret adskillige, af hverdagsdragter, bortset fra disse, kun ganske enkelte; det er et anliggende, hvor vi ellers er henvist til kalkmalerier og andre billedlige fremstillinger. Den opgravede dragtsamling består af ca tres enkeltstykker. Som allerede bemærket er det de mindre velhavende, der er begravet i tøj, men fattigfolk i egentlig forstand synes de ikke at have været, nok er tøjet slidt og lappet, men der er stil over det, og alt i alt må man vist sige, at det vidner om jævn velstand. Det almindeligste klædningsstykke, der er næsten ens for mænd, kvinder og børn, er en fodlang, kjolelignende dragt, snæver i livet, men nedefter gjort vid og folderig ved systematisk indsyede kiler; vidden ved fodsømmen når helt op til 4,25 meter. I siderne kan der være lommeagtige slidser, de gav bekvem adgang til bæltet, som var anbragt under kjoledragten, hvor det holdt sammen på en underkjortel, og hvor bl.a. pungen kunne have sin plads. Af strømper er der fundet nogle få, således den her afbildede, der har nået til bæltestedet; de er ikke strikkede, men syet af vævet stof. Hætterne med den lange »strud« ned ad nakken var også fælles for mænd og kvinder, de kendes fra utallige middelalderbilleder, men iøvrigt næsten ikke - bortset altså fra Herjolfsnes, hvor de optræder i et antal af sytten. Enkelte af strudene er meget lange - betydeligt over det mål, bispen på Island 1357 foreskriver som sømmeligt. Måske har hans embedsbroder på Gardar været mere liberal.
Herjolfsnesdragterne følger - endda bemærkelsesværdigt nøje - 1300-tallets europæiske mode, og til dette århundrede må flertallet sikkert henføres. Enkelte stykker, således nogle fladpuldede huer og et par frakkelignende mandsdragter, knappet ned foran, peger dog fremad og lader ane, at måske ikke al forbindelse med Europa ophørte tidligt i 1400-årene, som man efter kilderne kunne være tilbøjelig til at tro.
Poul Nørlund mente, at det måtte være nedfrysningen, der havde bevaret dragterne, men permafrost er ikke det normale i denne egn af Grønland, så andre omstændigheder - fugtighedsgraden, jordens surhed, eller hvad det nu kan være - må have spillet ind; de skulle med lidt held kunne genfindes på andre grønlandske kirkegårde. På Herjolfsnes selv er mulighederne vist heller ikke ganske udtømte, der synes endnu at være urørt område tilbage. En eftergravning bør uden tvivl foretages og er for tiden under planlægning. Den skulle, med nutidens tekniske apparatur, kunne løse nogle af de spørgsmål, den gamle udgravning efterlod.
