Henved kl. 11

»Det er en forfærdelig ulykke, der har hjemsøgt vor venlige lille by, og den 11. august vil her på egnen mindes igennem tiderne. Igår formiddags kl 10 red jeg fra Lønstrup til Skallerup; der var intet, der tydede på, at slig katastrofe stod for døren; luften var ren og behagelig. Henved kl 11 blev der pludselig en trykkende lummervarme. Jeg lagde mærke til, at kreaturerne på marken viste en underlig uro; min hest var formelig nervøs og snusede ideligt til jorden. Jeg red fra Skallerup Klit lidt over middag og så nok, at det regnede og tordnede over Lønstrup, og at skyerne stod helt stille over byen. - Jeg tyede lidt ind i ly i Skallerup, hvor det kun var en middelmådig regn, og begav mig efter en times tids forløb på vejen hjem og anede endnu to bøsseskud fra byen ikke, at der var noget galt fat. Ved Præstholmhuse, omtrent 100 alen fra byen, løber en lille bæk som en almindelig vejgrøft; men den var blevet en strøm så strid, at hesten ikke kunne eller på nogen måde ville tvinges igennem den. Jeg red da ned igennem klitten for i havstokken at passere bækken, som også endelig lod sig gøre. - Nu så jeg noget helt besynderligt. Udfor Lønstrup nedkørsel flød ud i havet en kaotisk masse. Hvad kunne det vel være? Søen var rolig, og vrag plejer da ellers at komme ude fra. Der flød træer og buske, hjulbøre og hustømmer. Hvad var der hændt? Endelig nåede jeg stedet, hvor en fiskerbåd var landet og kun med besvær havde arbejdet sig gennem dette kaos. Jeg spurgte folkene: »Hvad er det, der driver?« - »Åh, det er Martin Brøchmanns hus, Segelckes have, Lauritzens stald og ellers, hvad bækken har truffet på«. »Bækken, den usle rende; er I gale?« - »Nej, bækken er gal«; og det var den. - Hvor man til daglig brug stemmer vandet op, for at en and kan manøvrere med sine ællinger, løb nu en formelig norsk fjældfos. De efter egnens forhold yndige haver hos dhrr Segelcke og Lauritzen afgav sidedekorationerne, idet træer og buske lå langs hen ad skråningen, forsåvidt de ikke var ført ud i havet. Bækken havde i to timer skåret sig et 10 alen dybt leje, og da undergrunden i denne dybde er kviksand, flød det jo til fra begge sider. - Bygningerne væltede på få minutter; da grunden var underhulet, kom det ikke an på bygningernes soliditet. Hele dagen hørte man brag af faldende skrænter, huse og træer, og der er intet at stille op. - Nu løber vandet som forhen; men i stedet for, at man fra Segelckes og Lauritzens haver kunne række hinanden hånden i niveau med bygningen, er der nu der imellem en afgrund af en 30 alens bredde og 12-15 alens dybde. Hr Segelckes studestald er aldeles forsvundet; dens plads er bortskyllet, og levninger af tømmer og foder har man idag forsøgt at bjærge. Hr Lauritzens hestestald er helt væk; end ikke jorden, den stod på, er tilbage. Fire fiskeres huse, som lå i partiet om broen, er aldeles omstyrtede, og lige så mange er rømmede af beboerne, da de står faldefærdige på skrænterne«. —

Lønstrups indbyggertal var i 1877 omkring 400, så det siger sig selv, at dette naturens hærværk ramte det lille samfund hårdt. Det nævnes, at ødelæggelserne løb op i 100.000 kr - småpenge nutildags, dengang et fantastisk beløb og især for en fattig fiskerbefolkning. Et held var det, at uvejret brød ud om dagen, så ingen menneskeliv gik tabt, men farerne var ikke ovre med vandets forsvinden. Om en af de ting, man skulle tage sig i agt for, skrev Vendsyssel Tidende og Brønderslev Avis, hvis indhold dengang var identisk.

»Ude ved stranden, der hvor før havet skar sig ind mod bakken, strækker sig nu en lang sandtange ud. Her findes i sandet bygningstømmer, planter, husgeråd, haveurter, og endnu aftenen efter uvejret stod træer på roden og viftede lige ved havkanten, på samme plet, hvor den driftige købmand Segelckes skibe før lå for anker. De besøgende advarer vi dog alvorligt imod at vove sig ud på denne landtange, hvor der flere steder findes farligt kviksand. Flere mennesker sank i går i hist og her, og kun ved, at der hele dagen var folk ved stranden, blev enkelte, som særlig var i fare for at synke under og kvæles, frelste. Når man mærker, at grunden begynder at gynge under én, må man hurtigt og let gå videre, ikke stå stille og skrige; synker man i, må man ikke arbejde for at komme op, men brede armene ud og vente på tililendes hjælp«.

(Fig. 2-3)

Beretningen om den ejendommelige naturkatastrofe fløj over landet. Selv københavnske dagblade som Morgenbladet og Folkets Avis gav spalteplads for udførlige omtaler, og inspireret af hændelserne skrev Holger Drachmann i »Ude og Hjemme« en føljeton, som han døbte »En uromantisk novelle«. Denne dramatisering står ikke tilbage for avisernes skildringer. Der er sat et par talentfulde krøller på, men det er tydeligt, at Drachmann har sat sig godt ind i katastrofens forløb, og hans kendskab til folkelivet i Skagen har nok også været en hjælp.

Opmærksomheden blev fra alle sider rettet mod den nødlidte kystby. Kontante bidrag strømmede ind fra velgørende mennesker, og byens pludselige berømmelse bevirkede, at man fik øje på den som feriested. Store sommervillaer skød op mellem de små helårshuse, og en ny indtægtskilde åbnede sig som en slags erstatning for skaden.

Den interesse, havet - med sin årlange bortgnavning af den storslåede Lønstrup klit - ikke havde kunnet vække, klarede et enkelt regnskyl.

Slugten, som »syndfloden« dannede, er med årene blevet mindre, havet har angrebet den fra søsiden, og det lette flyvesand, forsøger at udspartle sporene af den store katastrofe, hvilket dog endnu langtfra er lykkedes. I bunden af den stadig anselige kløft snor bækken sig - forbi mindestenen for ulykken, gennem rensningsanlæg for på det sidste stykke at krybe under store sandmasser i et cementrør.

(Fig. 4)