Helligdagsskoven

De kristne overtog jødernes påske, men gav den et andet indhold. Det skete tidligt, allerede i andet århundrede efter Kristus, men først 325, ved kirkemødet i Nikæa, blev festen lagt i faste rammer: påsken skulle herefter falde på den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn (21. marts). Kristi Himmelfartsdag og pinse lod man følge med, placerede dem i fast afstand fra påsken, og her blev de urokkeligt. Til Danmark kom dette helligdagssystem med kristendommen, de eksisterende vårfester blev så godt det lod sig gøre indpasset i det, og mere kom til. Mængder af bods- og bededage opstod - end ikke reformationen formåede at udrydde dem - men 1686 blev en del af »dagene« slået sammen til en Store Bededag, som fastsattes til fredagen i den fjerde uge efter påske. Den viste sig levedygtig, udviklede traditioner, blev uundværlig.

Valborgsaften (den 30. april) flammede bålene mange steder i Danmark, og den påfølgende majdag blev, navnlig på landet, fejret vidt og bredt. Kalenderreformen år 1700 tog lidt af glansen, den rykkede 1. maj tilbage, så den faldt før løvspringet, men halløjet fortsatte dog under forskellige former langt op i 1800-årene, hvor arbejderne så at sige tog majdagen fra landboerne og gjorde den til deres specielle fest- og fridag med møder og optog i den store stil. Grundlovsdagen, hvis oprindelse er bekendt, fik samme politiske tilsnit, mens Valdemarsdagen, som falder lidt senere, bar nationale farver. For sidstnævnte er det gået tilbage; man tror ikke længere fuldt og fast, at Dannebrog faldt ned fra himlen under Valdemar Sejrs Estlandstog. Tidligere blev dagen fejret med frihed, men det er man gået bort fra.

Den historiske udvikling har, må man vist sige, ikke været heldig med tilrettelægningen af vort helligdagsprogram. For forbrugerne af den megen frihed er de isolerede »dage« vanskelige at udnytte, og behovet for dem kan vel, efter at lørdagen er blevet arbejdsfri, heller ikke siges at være så stort. For erhvervslivet, på den anden side, er de gentagne afbrydelser i arbejdsrytmen ret generende. Det har ofte været på tale at lette lidt på trykket ved at flytte Store Bededag til efteråret, men det er nu aldrig blevet til noget. Bededagshveder i oktober! Åh gå væk.

At ændring er påkrævet, kan man imidlertid nemt blive enige om, der er brug for en oprydning i dette selvgroede vildnis, så lad os til en forandring lægge fortiden bort og lege lidt med fremtiden. Det første, vi gør, er at flytte Bededag fra 26. til 27. dag efter påske og Kristi Himmelfartsdag fra 39. til 41. dag, hvilket får dem begge til at falde på lørdage. De er jo i forvejen frie af datoer, så de mister intet af deres indhold og kan fungere som hidtil. Majdagen og grundlovsdagen er dato- bundne og kan altså ikke flyttes, men vi gør dem til almindelige hverdage og henlægger deres festligholdelse til - ligeledes - nærmeste lørdag, hvad talerne såmænd hverken bliver bedre eller ringere af. Til erstatning for fire mistede fridage forlænger vi pinsen med en tredje, fjerde, femte og sjette pinsedag, altså frem til den følgende weekend. Ni sammenhængende fridage på årets bedste tid!

Intet tabt, noget vundet. Skalks udkast til en helligdagsreform være hermed fremlagt til behagelig overvejelse på rette sted. Det kan ingen da have noget imod.