Hellekister

To hellekister blev sidste år udgravet af Roskilde Museum i Himmelev lige uden for byen. Den slags er der tidligere undersøgt mange af, men det er ret sjældent, man nu til dags, hvor fredningsloven har lagt sine beskyttende hænder over oldtidsminderne, får lejlighed til at åbne urørte eksemplarer. At det skete her, var da også lidt af et tilfælde. Udgravningens genstand var en stor overpløjet høj, som var truet af grusgravning og dermed moden til undersøgelse. Den viste sig at være fra bronzealderen - det kan der næppe være tvivl om, for ganske vist var toppen, hvor graven har været, for længst fjernet af ploven, men dele af dens randstenskæde lå tilbage og nær dem er par urnegrave fra sen bronzealder og tidligste jernalder; de må opfattes som sekundære begravelser ved foden af storhøjen (fig. 1). Denne storhøj har imidlertid været bygget over to ældre oldtidsminder, begge fra dolktiden og begge indeholdende hellekister. Af disse småhøje var den ene næsten intakt, den anden, der har ligget yderligt, noget beskadiget, men dog med væsentlige dele bevaret (fig. 2).

De fleste af de hellekister, vi har udgravningsrapporter om, er undersøgt i gammel tid, hvor man mest interesserede sig for graven og dens indhold, mindre for den omgivende høj. Nu til dags undersøger man så vidt muligt anlæggene i deres helhed, og det har vist sig, at der herigennem kan hentes mange nye oplysninger. At det lod sig gøre i det foreliggende tilfælde, kan vi takke den yngre højs jordmasser for. Det har taget mange års arbejde at få dem jævnet ud, og de mængder af sten, som indgik i konstruktionerne, har fået landmanden til at pløje varsomt netop på dette sted.

Ordet helle betyder flad sten, og en hellekiste er altså en stengrav bygget af sådanne. De to, som her skal behandles, var begge af »Sjællandsk type« med øst-vestlig orientering og indgang i østenden. De lå ganske tæt, med jordhøjene stødende sammen ved foden. Lad os først se på den bedst bevarede.

Stor har denne høj aldrig været, kun henved én meter i højden og 11 i diameter. Omkring foden lå en kreds af ca. hovedstore sten, og fra denne strakte en kappe af lidt mindre sten sig let skrånende op ad højsiden, men kun et stykke, toppen har tydeligvis ligget fri. Sådanne stenkraver er ikke noget ukendt fænomen, de optræder ved dysser, jættestuer og alle arter af gravhøje i hvert fald frem til jernalderens begyndelse - uden tvivl et konstruktivt element, en sikring af højen mod udskridning. Stenkraven her var imidlertid mærkelig ved at være »dobbelt«; den bestod af to stenlag med et tyndt, men umiskendeligt jordlag imellem, hvilket kunne tyde på, at højen på et tidspunkt er blevet repareret eller bygget lidt større. Også selve fodkransen var på en måde dobbelt. Uden om hele højen fandtes nemlig tydelige spor af en stolpekreds; den lå i en afstand af 1 - 1,5 meter fra stenringen og har efterladt et frit bælte. Set i fladen var stolpehullerne af lidt langstrakt form - det skyldes, viste det sig, at hvert enkelt har indeholdt to pæle, som tilmed ikke har været helt små (fig. 3/fig. 4). Heller ikke stolpekredsen er noget nyt træk, sådanne hegn om høje kendes fra både sten- og bronzealder, men de har dog kun én gang tidligere været påvist ved et anlæg fra dolktiden (se Skalk 1980:5).

Den egentlige højkerne bestod af jord, men i midten lå en flad stendynge som et dække over centralgraven. Dyngen var dog ikke massiv, inderst omkring kisten afløstes den af en pakning med ler og knust flint, velegnet til tætning af huller og sprækker ind til gravrummet. Da den var fjernet, var det muligt at kigge ned i kammeret, som kun var delvis jordfyldt. Rester af et lerkar skimtedes.

Kisten, der var stor af sin art, 3 x 0,80 meter i indvendigt mål, stod næsten helt nedgravet i undergrunden. De svære sidesten var anbragt med fladsiderne indad, og fire store dæksten kronede værket. Indgangen vendte, som sædvanligt for denne gravtype, mod øst, men to store sten spærrede åbningen; de har kunnet fjernes, når omstændighederne krævede det. Hellekister var jo, ligesom jættestuerne, fællesgrave, de blev brugt flere gange, og da dødsfald sjældent indtræffer præcis samtidig, har de måttet indrettes, så at de med mellemrum kunne åbnes. Foran indgangen tegnede sig tydeligt en nedgravning, den har været nødvendig, for at man kunne få »døren« op og det nye lig lagt ind. Her ved indgangen fremkom også en del menneskeknogler og en halv flintdolk, åbenbart rester fra tidlige begravelser, der er ryddet ud for at give plads til senere; det var almindeligt, at man foretog den slags udrensninger. De fra graven fjernede skeletrester lå ganske pænt samlet i en bunke, så alt er gået sømmeligt til.

Den lerkarrest, som vi havde iagttaget under vor spejden ind i det kun delvis jordfyldte kammer, viste sig at være foden til et bæger - og den burde vist egentlig slet ikke have været der, eftersom den vel har hørt til en ældre gravlægning, hvis øvrige indhold er ryddet ud (fig. 5./fig. 6/fig. 7). I kammeret fandtes kun skelettet af én person, den sidst gravsatte. Det lå i anatomisk orden, dog med nogen forstyrrelse omkring kroppen, sikkert forårsaget af et dyr, som på et tidspunkt har gravet sig ind i rummet; i hvert fald sås der ingen tegn til, at dette senere skulle have været åbnet. Den døde har ligget udstrakt på ryggen med fødderne mod indgangen. Der fandtes intet gravgods ved dette lig, men sagerne kan jo have været af forgængeligt stof; dolktidsgrave er i øvrigt ofte meget sparsomt udstyrede. En bundbrolægning af hovedsageligt kridhvide kalksten var bevaret inderst i kisten, men har vel oprindelig dækket hele gulvet. Resten er nok røget ud sammen med de ældre skeletter.

Den anden høj var betydeligt mere ødelagt - ja i virkeligheden var der kun meget lidt tilbage af selve jordværket. Sten manglede det ikke på, men de tegnede intet klart omrids, og det var ikke muligt at afgøre, om de oprindelig har dannet en stenkrave. At de to anlæg var af samme art, kunne dog ingen være i tvivl om, men selv om ligheden faldt i øjnene, var der også store forskelle. Der blev således ikke påvist nogen stolpekreds om høj 2 og heller ingen stenkappe over centralgraven; derimod var pakningen med ler og knust flint til stede og af betydeligt omfang (fig. 8). Selve stenkisten var lidt længere end den i høj 1, men til gengæld af spinklere materiale - også den stod nedgravet i undergrunden og med indgangsgruben i øst, men »døren«, en stor flad sten, var anbragt lidt inde i kammeret, så at der dannedes en lille forgård. Som sædvanlig var der ryddet ud fra kammeret, men i dyngen fandtes kun få skeletrester (tænder), derimod en del skår, hvoraf de fleste synes at stamme fra et stort forrådskar.

Denne kiste var ikke urørt som den anden. Af de oprindelige tre-fire dæksten lå kun to tilbage, resten var fjernet, sikkert i ny tid. Kammeret var nu helt jordfyldt, men det sås tydeligt, at nogen har rodet i de øvre lag, dog heldigvis ikke så dybt, at indholdet har taget skade. Dette indhold bestod udelukkende af knogler, og nu forstår man bedre, at der var så få skeletdele i dyngen uden for kammeret. Der var nemlig ikke, som i den anden grav, foretaget en fuldstændig udrensning, før det sidste lig blev indlagt; man nøjedes med at skubbe de ældre ben til side. Et broget billede tegnede sig: der var knogler af flere afdøde, men kun ét af skeletterne, det sidst tilkomne, lå i orden; det var af en kvinde på ikke under 30. Heller ikke her var der gravgods. Sagerne, som blev fundet uden for kisten, må have hørt til de ældre udstyr.

Om de to hellekister har været i brug samtidig, er umuligt at sige, men nogen stor tidsforskel skal man ikke regne med, og den alene kan næppe forklare de trods alt ret store forskelle i konstruktion og ritual. Disse sidespring skal snarere ses i sammenhæng med dolktidens i det hele taget stærkt varierede gravskik, den særegenhed ved perioden, som vi tidligere har nævnt. Netop på dette følsomme område plejer der ellers at herske ret faste regler, men dolktidsmenneskene synes ikke at have følt sig bundet af sådanne. En slags parallel kan findes i vikingetiden, der også har et utal af forskellige gravformer, vel som følge af de urolige politiske forhold og - ikke mindst - det sig nærmende religionsskifte.

Noget lignende kan have gjort sig gældende i dolktiden, hvis religiøse liv vi kender overmåde lidt til, men som under alle omstændigheder var en overgangsperiode. I den efterfølgende bronzealder synes sindene igen at være faldet til ro (fig. 9).