Hedningerne en vederstyggelighed

Oplysningen om, hvordan Danmark fik sin første kirkeklokke, skylder vi ærkebispen Rimbert, der i sidste halvdel af 800-årene forfattede en beskrivelse af sin store forgænger Ansgars liv og virke. I citatet krydser klokkens historie Danmarkshistorien - et interessant møde, som fortjener nærmere uddybning.

Klokker kan følges langt tilbage i de store oldtidskulturer, og det vides, at de ofte har spillet en rolle ved religiøse fester og ceremonier; i Biblen nævnes således bjælder som tilbehør til ypperstepræstens dragt.

Romerne brugte klokker på forskellig vis, men ikke de ældste kristne, der af forståelige grunde ønskede at leve i størst mulig ubemærkethed. Først efter Konstantin den Stores trosskifte opstod der friere forhold, der byggedes nu kirker, og efterhånden vandt også kirkeklokkerne frem; de ældste omtaler af dem er fra 500-årene, og det varede ikke så længe, før de blev fast tilbehør til kirker og klostre. Deres hovedopgave var, dengang som nu, at kalde menigheden sammen til gudstjeneste.

Saxo omtaler bjælder i forbindelse med offerfesterne i Uppsala, men i øvrigt er det usikkert, om der indgik klokker i asadyrkelsens ritualer. I en mose på Gotland fandtes 1936 en trækiste med smedeværktøj og sammen med den forskellige andre sager, heriblandt tre klokker - datering: sen vikingetid. De er af jern med kobberbeklædning og for små til at være kirkeklokker (den største er 26 cm høj), men småklokker er der jo også anvendelse for, både verdslig og kirkelig. Et eksempel på det sidste viser billedet fra Bayeux-tapetet.

Et organiseret missionsarbejde i Norden tog sin begyndelse 826 med Ansgars første Danmarksrejse, men opholdet blev ikke langt og resultaterne ikke store. En snes år senere forsøgte man igen, og det lykkedes Ansgar, der nu - som tak for sin pionerindsats - kunne smykke sig med ærkebispetitlen, at komme på god fod med den danske kong Hårik, som han ganske vist ikke formåede at omvende, men dog opnåede vigtige begunstigelser af, således tilladelse til at opføre en kirke i Slesvig/Hedeby til brug for den derværende kristne menighed. Beklageligvis blev Hårik dræbt ikke længe efter (854), og den nye konge, som også hed Hårik, viste sig vanskeligere at have med at gøre. Til en begyndelse var han - tilskyndet af en grev Hove - de kristne overmåde fjendtligt stemt, men snart efter kom han på kant med samme greve, og nu var der pludselig ingen ende på hans velvilje. Det var ved den lejlighed, Ansgar fik lov at ophænge sin klokke i Hedebykirken, og - hvad mere er - det tillodes ham at bygge endnu en kirke, nemlig i Ribe. Om den også fik klokke, fortæller Rimbert ikke, men det er tænkeligt, eftersom det jo åbenbart hørte sig til. Nogle år tidligere havde der, ifølge en anden kilde, været tale om at sende to klokker, en stor og en lille, til Birka i Sverige, hvor en missionsstation også var blevet oprettet, men det fremgår ikke, om de nåede frem.

Trods de omfattende udgravninger, der er foretaget på og omkring pladsen, hvor engang den store handelsstad Hedeby lå, er det endnu ikke lykkedes at finde resterne af Ansgars kirke, men en kirkeklokke er faktisk dukket op - om ikke selve den af Rimbert omtalte så dog en nær slægtning. Finderen var en dykker, som i 1978 foretog undersøgelser i noret ud for Hedeby - dér lå den, nedsunket i mudderet, måske tabt under transport og ikke genfundet, skønt man vel nok tør gå ud fra, der er blevet ledt efter den. Klokken havde knebel, og sammen med den fandtes et stort stykke træ fra en ophængningsanordning; det har desværre vist sig uegnet til dendrokronologisk behandling, men fundet er på andet grundlag anslået at stamme fra sidste halvdel af 900-årene, altså fra den tid, hvor kristendommen omsider blev Danmarks officielle religion, og klokkeklangen derfor ikke længere vakte anstød. Hedebyklokken er godt en halv meter høj og fremstillet ved støbning, måske i selve Hedeby.

Ansgars kirker levede næppe længe, og selv om de vel har fået efterfølgere her og der, hvor menigheder spirede frem, var det først efter det af kongen påbudte trosskifte ca 965, at der for alvor blev bygget kirker og støbt klokker i Danmark. Denne tidlige klokkeproduktion må have været meget stor, men intet af den er bevaret. De ældste klokker, vi kender, er fra 1100-årene og altså betydeligt yngre end Hedebyklokken - for slet ikke at tale om den klokke, Ansgar lod ophænge under folkets knurrende protest.