Hedebønder

Pollendiagrammet stammer fra den lille Solsø på Skovbjerg bakkeø tyve kilometer vest for Herning. Jordbunden her er morænesand fra næstsidste istid, og storstensgrave i omegnen viser, at området er gammelt kulturland. Vi kan altså i pollenkurverne vente at finde tegn på samspil mellem mennesket og naturen. Diagrammet dækker tidsrummet fra slutningen af sidste istid, ca 8000 før Kristus, op til nær nutiden, ca 1700 efter Kristus. Vi skal ikke her beskæftige os nærmere med de ældste årtusinder. Først i begyndelsen af bondestenalderen griber mennesket mærkbart ind i naturen, og den følgende tid kan inddeles i tre hovedafsnit efter udviklingen af landskabet. Dateringen af disse i absolutte årstal er endnu lidt svævende, men vil med de nye naturvidenskabelige metoder efterhånden kunne lægges helt fast.

Det landskab, de første stenalderbønder kendte, var dækket af lysåben skov med en del græsser og hedelyng. Her voksede også planter, der senere optræder som ukrudt, blandt andet rødknæ og blåmunke. Trævæksten på nogenlunde tør bund bestod hovedsageligt af lind og eg, men med megen birk ind imellem. Så tog økserne fat. Pollendiagrammet afspejler tydeligt en rydningsperiode. Marker med byg har været anlagt, og da netop byggen spreder forholdsvis få pollen, har dette første agerbrug nok været af større omfang, end man umiddelbart får indtryk af. Blandt andet her har ukrudtsplanterne rødknæ og den nyindslæbte lancet-vejbred trivedes. Karakteristisk er det, at lyngheden samtidig begynder at brede sig, den afløser over store arealer skoven.

Efter rydningstiden følger et afsnit - hele bronzealderen og et godt stykke af jernalderen - hvor landskabsbilledet stort set er uændret. Der har været ligevægt mellem vegetationen og menneskets udnyttelse af den med det resultat, at store områder har båret hede, en del har været udlagt til agre med byg, og resten dækkedes af lysåben skov samt moser, hvor porsen trivedes. (Fig. 1) Nogle af fugtigbundsarealerne kan desuden mod slutningen af perioden have ligget hen som høslætenge.

Sidste afsnit - fra begyndelsen af germansk jernalder, melder igen om store skovrydninger og heder, der breder sig. Ukrudtsplanter bliver stærkt fremtrædende, et tegn på, at stadig større områder inddrages til agerbrug. I begyndelsen har, som tidligere, byggen været den foretrukne kornsort, men fra tidlig middelalder vinder rug for alvor frem, og da denne plante spreder meget pollen, sker der en stærk stigning i kornpollenkurven. Mod slutningen af perioden dyrkes tillige havre og spergel.

Hedens bratte fremrykning omkring Solsø i bondestenalder kræver en forklaring. Kan den skyldes en klimaændring? Nej den mulighed må nok forkastes. En naturlig udvikling på tør bund fra skov til hede i løbet af så kort en periode, som her er tale om, ville forudsætte et meget kraftigt klimaskift, og intet tyder på, at et sådant har fundet sted i dette tidsrum. Efter denne teori skulle hedernes udbredelse også forekomme samtidig overalt i Vestjylland, men det er langt fra tilfældet. Deres opdukken på de forskellige lokaliteter falder derimod tidsmæssigt sammen med landbrugets fremtrængen i de samme egne, så det er snarere bøndernes virksomhed, der har været hovedårsagen til, at lyngen bredte sig og trivedes. En tilsvarende udvikling kendes fra vestjyske hedebrug i historisk tid, men den er ikke, som det har været hævdet, udelukkende et resultat af agerbrugets udpining af jorden. Ganske vist er jordbunden i Vestjylland de fleste steder fattig på det frugtbare ler, og i sten- og bronzealderen, hvor man tilsyneladende ikke kendte til gødskning, må en agers jord være blevet udpint i løbet af få år og derefter forladt. Den er så sprunget i lyng, men det er velkendt fra vore nuværende hedeområder, at rævling og græsser efter nogle årtier vil dominere mere og mere, og til slut vil buske og træer vandre ind, så at det endelige resultat bliver skov.

Da der i tiden efter midten af bondestenalderen er megen lyng og kun lidt rævling i Solsø-diagrammet, må vi slutte, at oldtidsbønderne aktivt har vedligeholdt en lyngdomineret hede. Lyngheden har ikke været en fjende, man har tværtimod fremelsket den, for her kunne man skaffe græsning og foder til husdyrene. (Fig. 2) Selvom det kan lyde overraskende i vore tider med stærkt forædlet landbrug, var - og det gælder måske stadig - hedelyng i Vestjylland den mest givtige græsningsafgrøde, man på tør bund kunne dyrke uden vanding og gødskning. (Fig. 3) Kvæg, får og geder æder meget gerne de friske, næringsrige årsskud af lyng, ja synes at foretrække dem for de fattige hedegræsser. På en lynghede kan man desuden indsamle store mængder vinterfoder til husdyrene eller i snefattige år lade dyrene selv finde føden også om vinteren.

Kan en hede da vedligeholdes i lyngstadiet alene ved græsning? I teorien ja, men i praksis som regel nej, fordi det er meget vanskeligt at ramme det rette græsningstryk. For stærk eller for svag afgnavning vil fremme andre plantearter til skade for lyngen. For at skaffe ung, frisk lyng har man formodentlig brændt hederne af med jævne mellemrum, som vi kender det fra historisk tid. Lyngen spirer særdeles rigeligt efter en afbrænding og vil efter få år fuldstændig dække området. En ting i diagrammet peger netop på denne løsning, nemlig sparsomheden af enebær-pollen. Enebær er næsten udelukkende knyttet til vedvarende græsningsområder som overdrev og heder og findes på både næringsrige og -fattige jorder. Dens frø kan med får spredes over lange afstande, men planten tåler ikke afbrænding, og frøene spirer ikke på nyafsvedne heder. Sjældenheden af enebær på oldtidens Solsø-heder tyder derfor på, at disse jævnligt er blevet brændt af. En anden ting er, at pollenpræparaterne indeholder overordentlig meget trækulstøv, og en del af dette kan meget vel stamme fra hedebrande.

Lad os efter denne korte gennemgang af landskabsudviklingen ved Solsø prøve at omsætte oplysningerne til kulturhistorie. Det er meget bemærkelsesværdigt, at det første virkeligt store angreb på skoven satte ind så tidligt her på bakkeøen; i Østdanmark og på de vestjyske hedesletter skete det - viser pollenundersøgelser - først under bronze- og jernalder. Morænesandsområderne omkring Solsø har tilsyneladende været mere tiltrækkende for bondestenalderens mennesker end den østdanske lerbund og de rene sandjorder i Vestjylland, hvad da også de hidtidige arkæologiske vidnesbyrd taler for. Grunden kan være, at den lysåbne skov på bakkesandsarea- lerne har været lettere at gå i lag med end de tætte østdanske skove. Når de rene sandsletter, som også bar lysåben skov, virkede knap så tiltrækkende, kan det skyldes, at de var mindre frugtbare end morænesandet og derfor mindre velegnede til agerbrug.

I Østdanmark kom skoven igen til magten. Især i begyndelsen af germansk jernalder bredte bøgen sig over store arealer, som tidligere var opdyrket. Ved Solsø var kulturpåvirkningen så vedholdende stærk, at generobring ikke lykkedes. Det eneste, der tyder på en svag tilbagegang i dyrkningen, er et kortvarigt fald i kurven for ukrudtspollen, også dette i begyndelsen af germansk jernalder. Gennem alle disse århundreder var kvægbrug den vigtigste næringsvej for Solsøboerne, og lyng var hovedafgrøden, mens kornavl generelt havde mindre betydning. De var med andre ord hedebønder.

Pollendiagrammer fra søer og moser kan give de store træk i landskabers historie, men detaljerne er vi knap nok nået til. Gennem pollenundersøgelser af gamle jordoverflader under fortidsanlæg som for eksempel gravhøje og digevoldinger kan vi komme endnu tættere på oldtidsbonden og hans hverdag, men det er en anden historie. (Fig. 4)