Havens vidundere

I tiden omkring 1800 fik mange herregårdshaver, anlagt i geometrisk barokstil, nye indretninger med sneglegange, pludrende bække, lysthuse og romantiske eremithytter som den, Molbech omtaler. Tiden sværmede for den slags. Da præsten i den sydsjællandske by Everdrup, L. M. Wedel, gjorde sin »Indenlandske rejse igennem de betydeligste og skønneste egne af de danske provinser« - det var netop omkring 1800 - ofrede han haverne stor opmærksomhed. Ved herregården Glorup på Østfyn fandt han meget at undres over, og igen var det en eremithytte, der især fangede opmærksomheden, men i modsætning til den på Sanderumgård var eremitten selv til stede: »Jeg forskrækkedes, da dette billede rejste sig og bukkede, men det sker ved et bræt, der ligger skjult i døren ved indgangen. Når man træder derpå, bevæges eremitten, der er udklædt med al behørig dragt, langt skæg, har en bog i hånden og i det hele indgyder ærefrygt —«. Så udspekulerede indretninger kunne kun få uden for herregårdsmiljøet præstere, men skæbnen ville, at Wedel under sin videre færd stødte på en af disse undtagelser, nemlig præsten magister Biering i Moseby på Østfalster. Han havde resideret her siden 1760 og i den tid udstyret sin store have - den var på ca tre hektar - med et væld af sindrige anlæg og snurrepiberier. Naturligvis var der træer og blomster som i de fleste andre præstegårdshaver, men hør, hvad man ellers kunne komme ud for:

»Der står et skilderhus med en soldat udenfor, alt behørigt malet og udmaneret, men når man kommer nærmere, er det en kilde eller brønd med et skur over i form af et soldaterskilderhus. Hist ser man en fæstning i det små med volde, grave, kanoner, vagt, port og så videre, men når man kommer igennem ravelinen, og vindebroen hæves ned, ser man et lysthus med bænke og en pyramide, hvis spids udenfra forestiller fæstningens tårnspir. Over porten står: Deus nobis otia fecit (Gud giver os fred). - Hist er en irgang eller labyrint i mange ombøjninger, som endelig fører til en tyk buskadse, hvor indenfor er en røverhule med forborgne smuthuller, falddøre og så videre. — Hist er en bro, hvorunder fremrasler en liden bæk, som længere hen gør en kaskade, atter mange perspektiver, billeder og anbragte udpyntninger, der forårsager straks en overraskende Fallacia optica (optisk bedrag). Således forestiller for eksempel et vandhus under en besynderlig udsmykkelse, så man ej skulle formode hensigten af dets tilstedeværelse og afbenyttelse, uden når man læser de få ord på frontespidsen: levior abis (man går befriet bort)«.

»Jeg kan ikke nedskrive alle de andre ting, som jeg så i haven«, siger Wedel, og det er skade, for hovedparten forsvandt under efterfølgeren, præsten og botanikeren J. H. Smidth. Til gengæld forsynede han anlægget med mange sjældne træer og planter, så det var stadig besøget værd.