Hasling
Den græske gud for lægekunsten, Asklepios (på latin Æsculapius), havde slangen som symbol, hvad man godt kan undre sig over, eftersom dette dyr ikke er kendt for sine helbredende egenskaber. Nu findes der jo også ugiftige slanger, i særdeleshed inden for snogegruppen, og det er da også her, man skal søge den art, som en senere tid har kaldt æskulapslange. Den er særlig udbredt i Italien, Sydfrankrig og på Balkan, forekommer om end mindre hyppigt i Sydtyskland og kunne indtil - i hvert fald - sidste halvdel af forrige århundrede træffes i Sydsjælland under navn af hasselsnog eller hasling. Denne sidstnævnte forekomst er gådefuld. Er den et levn fra en fjern, men varmere fortid, har nogen bragt slangen herop, eller kan den selv i et ubevogtet øjeblik have skaffet sig skibslejlighed?
Af Erhard Nielsen
Fig. 1: Ingen billedtekst.
Den almindelige snog er som bekendt sort, haslingen derimod brunlig på ryg og sider, gullig på bugen. Udvokset kan den blive af betydelig længde, halvanden meter eller mere, og tyk som en mands håndled. I modsætning til sin sorte slægtning holder den af at klatre i buske og træer. Dens danske hjemegn var ikke blot det sydlige, men det allersydligste Sjælland, egnen omkring Petersværft. Skovene her var stærkt dominerede af hassel (se Skalk 1979:4), så måske er det forklaringen på snogens danske navn.
I Herlufsholm skoles naturhistoriske samling findes et eksemplar af hasselsnogen (se billedet) med tilhørende etiket, hvorpå læses navnet Melchior (Fig. 2). Naturhistorikeren H. B. Melchior, der virkede på skolen fra 1797, kan have fået sin hasling fra skovrider Schweim ved det Petersgårdske Statsskovdistrikt; han vides at have været leveringsdygtig. Schweims interesse for disse dyr var ikke udelukkende videnskabelig. Han spiste dem.
Fig. 2: Ingen billedtekst.
Et pragteksemplar af en hasselsnog blev set 1841 af forstmanden H. C. Ulrich, men det lykkedes ham ikke at fange den. Heldigere i så henseende var kammerråd H. P. Malling, der en sommerdag 1851 sammen med sin kone gik tur i skoven lidt vest for Petersværft og dér så en hasling sole sig i de unge graner. Mens fruen holdt vagt, fik han fat i en sæk, og det lykkedes at få taget dyret levende. Det befinder sig nu - dog afsjælet - på Zoologisk Museum i København. Formodentlig var det denne episode, der en halv snes år senere inspirerede Mallings svigersøn, forstassistent Lyman, til at udlove en dusør for haslingens pågribelse. Sommeren 1863 forelå et resultat: en stor hasselsnog, der hyggede sig på et stengærde nær Petersværft, blev nedlagt med en le. Den kom til Skårup seminarium, men er, som forgængeren, endt på Zoologisk Museum.
At haslingen er identisk med æskulapslangen, var ikke accepteret dengang, man mente, at der var tale om glatsnogen, en anden slangeart, som er fundet nogle gange i Danmark. Mærkeligt nok var det et par arkæologer, V. Boye og G. Sarauw, der med deres skriverier ledte frem til opklaringen. Det kom Boye for øre, at en kæmpesnog var set 1887 ved Vordingborg, han skrev om tilfældet, og andre fulgte sagen op med lignende beretninger. Blandt kampagnens bidragydere var Sarauw, der selv stammede fra Petersværft, og som leverede indgående beskrivelser af de tre museumseksemplarer. En engelsk slangeekspert kunne på det grundlag fastslå, at det i hvert fald ikke drejede sig om glatsnoge. Nye undersøgelser kom i stand og afslørede sagens sammenhæng.
Skårup-haslingen fra 1863 er den sidste, som er sikkert registreret, men mange har kunnet fortælle om møder med store snoge. Heriblandt undertegnede. Min oplevelse fandt sted omkring 1960 i kystlandet vest for Petersværft. Desværre var det kun bagkroppen, jeg så, men det var på ganske nært hold, og jeg husker den som armtyk, altså tykkere end en almindelig snog. Det får nu være. Lad os slå fast, at haslingen har levet i Sydsjælland, at den tilsyneladende nu er uddød, men at den var et spændende bekendtskab (Fig. 3).
Fig. 3: Ingen billedtekst.
