Hans med møggreben

Bølgerne gik højt, og som noget nyt kunne propagandaskrifter - takket være den nye bogtrykkerkunst - fra alle stridens parter spredes vidt omkring (se Skalk 1980:1). Disse skrifter, såkaldte flyveblade, indeholdt alt fra saglige indlæg i debatten over allegoriske fortællinger til perfide angreb på religiøse og politiske modstandere. Til teksten hørte ofte billeder. Karikaturkunsten blomstrede.

I Danmark kulminerede striden med et egentligt revolutionsforsøg, den såkaldte Grevefejde, der endte med oprørslederen Klement Andersens henrettelse 1536. Uroen havde ulmet længe, helt fra århundredets begyndelse, og flere af købstæderne havde oplevet voldelige optøjer. En slags stridens æble var tiggermunkene, der siden 1200-årene havde præget bylivet. De blev af Luthers tilhængere især lagt for had.

Ikke mærkeligt, at mange tiggermunke under disse omstændigheder følte trang til at skifte parti; de blev overløbere, og netop blandt dem finder man hårde kritikere af tidens sociale skævheder. »I er sultne, vi er mætte, I arbejder, vi fordriver tiden med leg og spil, I sørger, vi fløjter og morer os og alt det takket være jeres blodige sved«, lader en tidligere tiggermunk en repræsentant for ridderstanden sige til det fattige folk i et flyveskrift fra 1523. En anden overløber, forhenværende dominikaner, rettede samme år voldsomme angreb mod sine tidligere fæller for dovenskab og lediggang til stor skade for byerne (Fig. 1). Den uddannelse, de frafaldne brødre havde modtaget i klostrene, blev på denne måde skændigt brugt mod disse klostre selv.

Alle større byer havde mindst to tiggermunkeinstitutioner, som regel et dominikanerkloster og et franciskanerkloster, men desværre har kun få af disses bygninger modstået tidens tand. Et af de bedst bevarede anlæg er dominikanerklostret i Århus, selv om en noget ukærlig restaurering har skæmmet det lidt. I dette klosters vestfløj ligger brødrenes kapitelsal prydet af kalkmalerier fra den urolige tid: et par bibelske scener, men også flere profane figurer, således en bonde med møggreb over skulderen og i hånden noget, der ved første øjekast kan ligne en plejlstang (jfr Skalk 1969:2). Man aner i disse billeder et propagandistisk indhold, der meget vel kan have forlæg i et eller flere af tidens mange tryk.

Fra omkring 1520 kendes en række tyske flyveblade udsendt af begge de stridende parter, dog i første række lutheranerne, og henvendt til bestemte befolkningsgrupper, oftest bønder eller håndværkere. Hvor illustrationer forekommer, er hovedpersonen ikke sjældent en ung bonde, hvis oprørske tendenser fremgår af, at han bærer en greb over skulderen; den slags symboler havde stor betydning og udbredelse i middelalderen (Fig. 2). Karst-Hans, som denne person kaldes (karst er det plattyske ord for møggreb), opnåede, i lighed med nutidens tegneseriefigurer, stor yndest og udbredelse - ikke blot hos protestanterne som den unge evangeliske og oplyste almuemand, men også blandt katolikkerne, der i ham så den naive og uforstandige dovenlars, der var lokket på afveje af lutheranerne.

De oprørske bønder havde imidlertid allerede fra ældre tid et andet kendemærke: en sko; om oprindelsen hertil vides intet. En tysk kilde fra 1443 fortæller, at bonde- oprørere havde sat en sko på en stang som et felttegn, hvorunder de flokkedes til kamp mod overklassen (Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5). Sidenhen blev skoen det faste symbol for sådanne rejsninger, der i samme anledning benævntes »Bundschuh-bevægelser«. Den kunne enten være malet på en fane eller stukket på en stang.

At bonden på Århus-maleriet bærer møggreb, er uden for diskussion, og ved nærmere eftersyn opdager man, at hvad der tidligere er blevet tolket som en plejl eller skovl, vel lige så godt kan være en sko på en stang. Den afbildede er ingen skønhed, skrutrygget og med posede kinder; det synes nærliggende at opfatte ham som Karst-Hans i karikatur.

Den herskende klasse var opskræmt over almuens udskejelser, og inden for klostrene følte især tiggermunkene sig truet af de grunde, som før er nævnt. Det er forståeligt, at dominikanerne i Århus, da de nu alligevel skulle have udsmykket deres kapitelsal, har følt trang til at indflette lidt antiluthersk propaganda ved at afbilde hans proselyt, Karst-Hans, dum og fedladen med møggreben over skulderen, på hvælvets kalk. I virkeligheden så Luther med alt andet end blide øjne på bonderebellerne, der blandede deres privatinteresser ind i religionsopgøret; det samfund, han stræbte imod, skulle ganske vist være anderledes, men bestemt ikke klasseløst. Hans idealbillede af bonden var en fredelig, oplyst mand, der tjente Gud gennem sit arbejde og levned. Det har munkene næppe været klar over, for dem var de oprørske bønder Luthers håndgangne mænd og deres gerninger hans anliggender.

Den moralske oprustning, billedet i dominikanernes kapitelsal er udtryk for, var ikke ganske upåkrævet, eftersom kætteriets bølger bredte sig og satte spor også inden for klostermurene. Karmelitermunken Poul Helgesen opregner i sin »Skibby- krønike« en række frafaldne, blandt dem to Århus-tiggermunke, Ole Pind og Markus Pedersen. Han skriver om dem, at »de forvandledes næsten til ulve« og »fordømte munkelivet — for at kunne leve efter deres eget hoved som sande Belialssønner« (Fig. 6).