Hammerslag

I forbindelse med et udgravningsarbejde henvendte Skjern-Egvad Museum sig efteråret 1987 til entreprenør Kaj Nygaard Jepsen, og denne nævnte da, at han hjemme havde liggende en meget stor hvæssesten og noget jernværktøj, fundet ved en tidligere lejlighed. Det lød interessant, og vi bad om at få sagerne at se. Det skete, de blev præsenteret os i en stor papkasse, og vore forventninger blev ikke skuffede. Der var, foruden den omtalte imponerende hvæssesten, to smedetænger, et par økseblade, et hammerhoved og forskellige andre genstande. Nygaard Jepsen havde haft sagerne liggende i sin garage, siden de i 1969 kom op med rendegraverens skovl ved kloakering af gaden Skrænten i selve Dejbjerg by. I dag ligger findestedet under asfalt, og der er ikke umiddelbart mulighed for en efterundersøgelse. De næsten tyve år i garagen har fundene klaret godt. De blev af Nygaard Jepsen velvilligt overladt til museet, da han fik at vide, de var fra vikingetiden.

Fire stykker må betegnes som smedeværktøj: to tænger, et hammerhoved og et naglejern. Tængerne er store og kraftige samt, for den enes vedkommende, betydelig slidt. Også hammerhovedet viser tegn på brug, det er 14,5 cm langt og har nok været til finere smedearbejde. Naglejernet består af et håndtag og en derfra udgående flad del med fem runde huller. Et sådant redskab benyttedes til smedning af søm.

To økseblade og et bor må høre under tømrer- eller snedkerfaget. Den største økse er klart fra vikingetiden, det ses af det karakteristisk »skæggede« blad og de udhamrede flige omkring skafthullet. En svejsning er sprunget op, så redskabet er nu lidt skævt. Denne økse er en retøkse, den anden, mindre, derimod en tværøkse, det vil sige med æggen på tværs af skaftet, en form, som er egnet til fladebehandling af træ. Bagenden er formet som en muffe, hvori et vinkelbøjet skaft har været anbragt, fastholdt med et søm; et dertil beregnet hul ses i muffen. Boret endelig er et skebor, en form, som var forholdsvis almindelig i vikingetiden og har holdt sig helt til vore dage. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4, fig. 5)

Et krumt, men noget beskadiget stykke kan måske tolkes som en kornsegl, og så er vi kommet til den helt usædvanlig store hvæssesten, længde 48 cm. Fire stykker jernbeslag afslutter opregningen. De må være fra en kasse, værktøjet har ligget i.

I alle skafthuller fandtes trærester, så monteringen har altså været i orden, da redskaberne kom i jorden; i hammerhovedet sad endnu en lille jernkile, som har været banket ind for at holde skaftet på plads. Også boret og seglen har uden tvivl haft træskafter.

Redskaber kan være vanskelige at datere. Et stykke værktøj, der engang har fundet sin form, lader sig - i modsætning til for eksempel lerkar og smykker - kun i ringe grad påvirke af modestrømninger, men holder sig nogenlunde uforandret, måske gennem århundreder. Heldigvis rummer Dejbjergfundet en undtagelse, nemlig den største økse; den placerer sig som nævnt sikkert i vikingetid og snarest dens senere del. Dateringen må gælde hele samlingen, der jo uden tvivl er en enhed.

Har der da været en vikingebebyggelse på stedet? Det er svært at afgøre på grund af nutidsbyen, men ganske nær denne ligger dyrket mark, og her kan man i tørre somre se mørkegrønne pletter i kornet. De er runde eller ovale, to-tre meter på længste led og kan være grubehuse, en i den sene oldtid såre velkendt husform; om det er tilfældet, vil udgravning kunne vise, men dertil har der endnu ikke været lejlighed. Et for nogle år siden på Dejbjerg kirkegård fundet stykke af en basaltdrejekværn fra vikingetiden giver håb.

Redskabsfund fra vikingetiden er sjældne, men dog ikke helt ukendte i Danmark. Det største blev gjort i 1850 af en husmand som plantede graner i Lindum skov under hovedgården Tjele nordøst for Viborg. De nærmere omstændigheder er ikke velbelyst, men fundet selv var både stort og rigt. To små ambolte, fire hamre af forskellige former, tre smedetænger, en pladesaks, tre file og to naglejern må have tilhørt en smed, men også støberen er repræsenteret, nemlig ved to støbeskeer med indhold af størknet metal og ved forskelligt støbeaffald. Metalhåndværket dominerer fundet, men der er meget andet: værktøj, et enkelt våben og flere mere komplicerede stykker som en vægt med lodder, en hjelm (se Skalk 1983:2) og et fornemt udstyret skrin - disse sidste desværre i en sørgelig forfatning. En del ret kraftige beslag, herunder et par hængsler, og en nøgle kan være fra en kiste, værktøjet har ligget i. - Et lignende, men meget mindre fund med - blandt andet - ambolt, tang, pladesaks, skebor, hvæssesten og spydspids er fra Halleby å i Vestsjælland. Sagerne skal være fundet liggende i en trækasse. (Fig. 6)

Et værktøjsfund fra Mästermyr på Gotland er helt i særklasse og kan ikke lades unævnt i denne forbindelse. Det kom for dagen 1936 ved pløjning af en eng, som i vikingetiden har været mose eller sø. Hvad man stødte på, var intet mindre end en velbevaret egetræskiste, næsten én meter lang og 30 cm høj; den havde låsetøj og var til yderligere sikring omviklet med en jernkæde. Kassen viste sig, da den blev åbnet, at være fuld til randen med genstande, fortrinsvis smede- og snedkerværktøj, alt i fin stand og i mange tilfælde med bevarede træhåndtag. Datering: sen vikingetid.

Værktøjet var det efterhånden velkendte: ambolte, hamre af forskellig størrelse, tang, pladesaks, redskaber til søm- og naglefremstilling og meget andet, som hører til i en velassorteret smedje. Dernæst: økser, file, knive, stemmejern, syle, savblad og profiljern, alt hvad en snedker kan begære, og - mere overraskende - en stegepande, jern-tene, nøgler og hængelåse, ting fra hjemmelivets verden. Også uden for kisten lå der sager, men af en lidt anden art, således tre store bronzekedler og - så mærkelig det lyder - tre klokker af bronzebeklædte jernplader, den største 26 cm høj.

Der er en ret slående lighed mellem de fire fund, de tre danske og det svenske. Den typemæssige sammensætning er nogenlunde ens med smedeværktøjet på førstepladsen, og tingene synes i alle tilfælde at have været lagt i kasser. Men hvordan og hvorfor er de kommet i jorden eller vandet? Er der også en fælles årsag? Det skete i vikingetiden, at en afdød smed fik sit værktøj med i graven (se Skalk 1963:1), men den forklaring kan i hvert fald ikke bruges på Mästermyr og næppe heller på Halleby. For de to andre danske fund kunne den måske tænkes, men er dog mindre sandsynlig. (Fig. 7)

Det er foreslået, at en ulykke kunne være baggrunden for Mästermyrfundet: en båd er kæntret i vikingetidssøen og kisten gået til bunds, hvor den fik lov at ligge; måske druknede ejeren ved samme lejlighed. Det kan være rigtigt, og ingen tør vel udelukke, at også de andre fund kan have rod i tilfældige hændelser. Som nævnt mener vi, at der har ligget grubehuse i og ved Dejbjerg kirkeby, og det er nærliggende, at redskabsfundet, der fremkom i ca én meters dybde, kan have forbindelse med et af dem; de små, neddybede hytter tjente netop ofte som værksteder. Huset kan være brændt, væltet af stormen eller på anden måde ramt af katastrofe og grunden jævnet over inventaret. Teorien kræver dog lidt særegne omstændigheder. Normalt efterlader man jo ikke godt og brugeligt værktøj, som sagtens kunne være bjærget.

Værktøjskisterne er lidt omtanke værd, for man må formode, de overvejende var til rejsebrug. Strengt taget ved vi ikke, i hvilket omfang vikingetidens håndværkere turnerede, om det var almindeligt, at de drog fra by til by og tog arbejde, hvor det faldt, men fundene antyder, at det forekom, og da senere tiders skarpe faggrænser næppe rådede dengang, er der intet mærkeligt i, at de i deres kasser havde både smedens, bronzestøberens og snedkerens værktøj ved siden af forskellige færdigvarer beregnet til salg. En velforsynet redskabskiste har repræsenteret en værdi i klasse med de kostbarheder, folk begravede i ufredstid eller for at sikre dem mod tyveri. Helt afvise, at redskabsfundene kan være »skatte«, tør man næppe. Gemmestedet kunne være et hul i jorden, men også en lavvandet sø var egnet til formålet.

Der er altså flere valgmuligheder, når man vil tolke disse fund, men det er jo ingen uvant situation. Vigtig er det indblik, man gennem værktøjet får i de gamle mestres færdigheder og tekniske kunnen. (Fig. 8)