Hammer og tang

I den ombyggede kirkes sydmur sidder, sekundært indmuret, en ligsten, men anbragt så lavt, at kun den øverste kant er over jordhøjde. Ved restaureringsarbejde sidste efterår blev den frigravet, og det viste sig, at der var figurer på den: hammer, tang m.m., kort sagt smedeværktøj. Stenen er om ikke enestående så dog meget sjælden, og den bidrager til at kaste nyt lys over et mærkeligt fænomen. Det nemlig, at smeden er den eneste håndværker i oldtid og ældre middelalder, der så at sige tager sit erhverv med sig i graven.

Gennem det meste af jernalderen optræder nu og da grave, hvor det tydeligt fremgår af udstyret, at den afdøde har været smed. Her møder vi igen hammeren og tangen, dog ikke i billedform, men direkte medgivet de døde. Mod slutningen af oldtiden brydes anonymiteten: runestenene (som ikke er egentlige ligsten, men dog en slags forløbere) nævner smeden at par gange, ene af alle håndværkere. Af middelaldersten som Frørups har vi - når der ses bort fra de mere usikre - fire fra dansk område. Lad os tage dem enkeltvis.

Kendt, ja man kan næsten sige berømt, er monumentet i Vinderslev syd for Viborg. (Fig. 1) Det består af to granitkors, som har dannet gavle ved en langstrakt, liggende, men desværre forsvundet dæksten. Deres nuværende plads, på kirkegården syd for kirken, er sikkert den oprindelige. At de i hvert fald ikke er opstillet her for nylig, fremgår af Erik Pontoppidans »Danske Atlas« fra 1768, hvor følgende læses: »Om kirkens bygning fortælles, at der over arbejdet kom trætte mellem mesteren og svenden, som gik så vidt, at den sidste blev af den første ihjelslagen, og begraven sønden for kirken, ved hver ende af graven står et udhugget sten-kors, og på det kors ved den vestre ende ses udhugne adskillige figurer, en klokke, en mand, en murske, hammer og tang«. Det er dette vestre kors, der interesserer os her, det østre er uden udsmykning. Som Pontoppidan fortæller, viser det en mand, en pudsig lille fyr i vid, kjolelignende dragt og med hat på hovedet. Han står ved sin ambolt med vinkel i hånden og foran sig hammer og tang. Til venstre er en trekantet genstand, der har været tolket forskelligt: vinkel, harpe, vindfløj - murske hos Pontoppidan. På korsets anden side ses en klokke med vedhængende reb samt et stykke murværk og et økseblad. At den afbildede har haft med kirkens bygning at gøre, har aldrig været betvivlet, og hans profession må i det væsentlige siges at være sikker. Vi ser mesteren i sit værksted og omkring ham nogle af hans produkter. Pontoppidans forklaring af monumentets tilblivelse kan vi se bort fra som et rent og skært sagn. (Fig. 2)

To smedesten stammer ligesom den nyfundne fra Fyn. Den ene står nu på kirkegården i Gudbjerg, nær det sted, hvor den blev fundet, men ikke på oprindelig plads. Den har næppe - som Vinderslev-korset - dannet gavl ved en grav, men må alligevel, efter formen at dømme, have stået oprejst, hvilket er ret usædvanligt for en middelalderlig ligsten. Under en bueformet linje langs stenens kant ses smedens hammer og tang samt tre af hans præstationer: hestesko, tømmerøkse samt et skematisk afbildet pløjeredskab, en såkaldt firesidet ard. - Den anden fynske sten er tydeligt af samme familje. Den er nu på Svendborg Museum, men lå tidligere - meget passende - i gulvet hos smeden i Fruestræde, tæt vest for Frue kirkes tårn. Det afbildede udstyr er det samme som Gudbjerg-stenens. Dog mangler ploven.

Endelig en sidste sten - fra landsbyen Blære i det centrale Himmerland. Motiv: tang og hammer samt smeden selv, barnligt tegnet med favnende arme, i meget lille format. Stenen er afbrudt nedefter, så der kan have været mere på den, end vi nu kan se.

Fælles for disse fire er, at de ikke har indskrifter. Ingen navne, dødsår eller professionelle betegnelser. Det sidste gør nu ikke så meget, her taler billederne tydeligt, værre er den manglende datering, som henviser os til slutninger ud fra former og figurer. Sikrest står vi ved Vinderslev-korset, som sandsynligvis hører hjemme i sidste halvdel af 1100-årene. De fynske sten er som sagt hinanden meget lig og må være nogenlunde samtidige, men de afbildede redskaber giver ikke mange holdepunkter for en tidsfæstelse; hamre, tænger og tømmerøkser er af former, der har været anvendt helt til idag, og plove af den afbildede type brugtes endnu i 1700-årene. Hesteskoen alene kommer os til hjælp, hvis man tør tro dens detaljer. »Den spanske sko«, der blev almindelig op mod år 1300, havde netop de kraftige hager, som ses på Svendborg-stykket. - Om den himmerlandske sten kan kun siges, at den sandsynligvis er fra første halvdel af middelalderen. (Fig. 3) (Fig. 4) (Fig. 5)

Den nyfundne Frørup-sten er med sine halvanden meter i længden en typisk middelalderlig ligsten; den har ligget over graven, før den fandt sin nuværende plads i kirkemuren. De i relief udhugne smedesymboler er de efterhånden velkendte: hammer, tang, ambolt og hestesko - men dertil kommer som noget helt nyt for denne fundgruppe en omløbende indskrift: HIC JACET MATHEUS PEPLING FABER CUIUS ANIMA REQUISCAT IN PACE (Her ligger smeden Mads Pebling, hvis sjæl hvile i fred). For engangs skyld får vi altså billedernes vidnesbyrd bekræftet. (Fig. 6)

Bogstavformerne, såkaldte gotiske majuskler, viser i forbindelse med manglen på forkortelser hen mod sidste halvdel af 1200-årene, Erik Klipping og Erik Menveds tid; også hvad dette angår, er vi altså for engangs skyld på sikker grund. Det ville være interessant at vide noget mere om denne smed, der her dukker frem efter århundreders glemsel. Navnet Pebling kunne tyde på, at han havde studeret, men da han desforuden kalder sig smed, og to tilnavne næppe kan tænkes, må vi nok opfatte det som et virkeligt efternavn. Som sådant er det uhyre sjældent, ja i virkeligheden blot registreret to gange i hele middelalderen. En Andreas Pebling fra Båg herred på Vestfyn var i 1396 medunderskriver på et dokument. En efterkommer af Frørup-smeden?

Blandt de fem sten indtager den ældste - Vinderslev-korset - en slags særstilling, derved at dens symbolregister ikke blot dækker smedning, men i periferien tillige klokkestøbning, muring, måske tømring - kort sagt alt, hvad der hører til et kirkebyggeri. Fagdelingen i den tidlige middelalder var noget mindre udtalt end den senere blev, mange håndværk øvedes endnu som husflid, og universalhåndværkere trivedes; en sådan kan Vinderslev-manden have været, dog sikkert med smedning som hovederhverv. Specialiseringen var imidlertid på fremmarch, derom kan der læses i bøger og dokumenter. Sakse omtaler en tysk skomager i Roskilde 1133, og fra andre kilder hører vi ca 1200 om Slesvig-bagernes organisation. Senere i middelalderen indtræder en vidtgående faglig forgrening. Blandt smedene - for nu at blive ved dem - skelnes mellem grov- og klejnsmede og videre mellem sværdfegere, knivsmede, remsnidere, grydestøbere o.s.v ; 1377 finder vi i København Hans Sporesmyd, Jacob Smyd og Hennichinus Guldsmed. Håndværkene var med andre ord i kraftig udvikling. Mod slutningen af middelalderen skiller lavene sig tydeligt fra hinanden.

Selve betegnelsen »smed« var oprindelig en slags fællesnævner for alle arter af håndværkere; der var jernsmede, men også stensmede, skosmede, ja endog ølsmede (bryggere). Brugt alene synes ordet dog nærmest at have dækket metalfagene, altså lidt mere, end det nu omfatter, men på vej mod den nutidige betydning. Frørups Mads Pebling kalder sig smed, og ingen vil efter det foreliggende bestride, at han var det, men også en bronzestøber kunne bruge betegnelsen, som »Magister Jacobus Rufus faber« (Mester Jacob Rød, smed), der i begyndelsen af 1200-årene signerede en række fynske røgelseskar, oven i købet med runeskrift. Fortidens smedebegreb kan, set med vore øjne, virke lidt diffust, men det rammer ikke smedegravene. Deres budskab er tydeligt: De mænd, der ligger her, arbejdede med ambolt, hammer og tang.

Hvad var der ved smedningen, som gjorde, at man gav den med i graven? Hvorfor er de andre håndværk så godt som ikke repræsenteret? Senere, efter år 1300, dukker de op med navns nævnelse i ligstenenes indskrifter og bryder i hvert fald på den måde smedemonopolet. Fænomenet er ikke dansk alene, over hele Nordeuropa gør den samme tendens sig gældende - så vidt man da kan dømme efter tilgængelige oversigter. Nok er fundene få, men de peger i samme retning. Af alle håndværkere var smedene de eneste, der fik lov at overskride grænsen til det hinsidige i arbejdstøjet. (Fig. 7)

En slags forklaring kan, omend indirekte, læses i sagn og saga. Her omtales smeden ofte og med stor agtelse for sine færdigheder, hvortil hørte fremstilling af ypperlige våben. Den glans, der stod om disse, måtte nødvendigvis smitte af på ophavsmanden. Med sværdet, som Regin smedede, dræbte Sigurd dragen Fafner, og mestersmeden Vølund brugte sin kunst til en frygtelig hævn over kong Nidud. Om den islandske høvding Skallagrim fortælles, at hans søn Egil lod ham begrave i høj med hest, våben og smedeværktøj. Smedens talenter var af en art, som der var brug for også i den anden verden.

Alt dette hører hedenskabet til - i den nye tros himmel bæres ingen våben - men erhvervede rettigheder opgives ikke let, og der slap mere gennem kristendommens nåleøje, end kirkens mænd brød sig om. Det skete vel ofte i al uskyldighed under vanens tvang. Skikken var der, men dens religiøse indhold kan forlængst have været glemt. Smeden Mads Pebling (hvis sjæl hvile i fred) har næppe anet, at han fulgte et hedensk ritual, da han lod sin gravsten pryde med hammer og tang. (Fig. 8)

Lit: Skalk 1963:1 (Smeden fra Lejre).