Hals- og håndsret

Denne bydel ligger sydligt i middelalderstaden. Her har i den senere tid fundet en omfattende byudvikling sted, og i forbindelse dermed er gennemført arkæologiske udgravninger. Det er ret store arealer, det drejer sig om, så man har fået et godt billede af, hvordan denne del af staden udnyttedes, især i dens første århundreder.

Vi ved - blandt andet gennem en række dendrokronologiske dateringer - at området bebyggedes allerede i begyndelsen af 1000-årene. Bebyggelsen var da uregelmæssig og spredt, men ved midten af århundredet udvikledes gaden mod øst - nuværende Stora Södergatan - til en udpræget torvegade, omkring hvilken handel og håndværk koncentreredes. Marken reguleredes, og bebyggelsen blev betydelig tættere. Det meget store fundmateriale er selvfølgelig præget af denne udvikling. Genstande som keramik, kamme og perler afspejler middelaldermenneskenes dagligliv, mens søm, trærester, gruber og brønde giver et godt billede af deres huse og gårde, og slagger, hugspåner, vægte og mønter repræsenterer deres aktiviteter på pladsen. Hertil kommer så de tre menneskegrave.

Den første - grav 1, vil vi kalde den - indeholdt skelettet af en mand i tyveårsalderen, liggende på siden, men i en mærkelig, forvredet stilling. Der var ingen tegn på nedgravning, så måske er den døde blot efterladt i en naturlig sænkning og løseligt dækket til. Man kan forestille sig kroppen skaffet hastigt af vejen efter et mord. Ofret blev ikke gravet ned, blev ikke lagt i øst-vestlig retning og fik en for gravlagte unaturlig kropsstilling. Fundet kan dateres til tiden omkring år 1200. (Fig. 2, fig. 3)

Kun en halv snes meter fra denne grav fremkom grav nr 2; den lå i de nederste kulturlag og må stamme fra byens ældste tid, sandsynligvis 1000-tallets første halvdel. Den gravlagte her var en mand i 35-40 årsalderen. Han var anbragt på ryggen med hovedet i vest, armene over brystet og benene noget optrukket; det sidste skyldes, at gravgruben - den sås i dette tilfælde tydeligt - var gravet lidt for kort. Det, man især lagde mærke til ved denne døde, var dog, at han er blevet grusomt lemlæstet. Både osteolog og retsmedicinere har studeret skelettet og konstateret, at hænder og fødder er hugget af, omhyggeligt med et skarpt redskab, vel sagtens en økse. Sandsynligvis gik det for sig på den måde, at manden lagdes på ryggen med hænder og fødder bundet fast til stolper. De efterfølgende hug kom alle forfra. Højre underarm er hugget over lige ved håndleddet med et enkelt hug, venstre en halv snes centimeter højere oppe, men her har der måttet hugges to gange; måske er et klædningsstykke kommet i vejen. Noget lignende gælder fødderne: mens den venstre blev amputeret med et enkelt hug, måtte der to til at fjerne den højre.

Grav nr 3, som blev fundet et par år efter de ovennævnte og et stykke fra disse, synes at være jævngammel med grav 2 og lignede denne derved, at den døde - en 25-30 årig mand - var lemlæstet på samme brutale måde. Venstre hånd var hugget af i to omgange, begge fødder ligeledes afhugget og manden halshugget. Den amputerede hånd og begge fødder fandtes nedlagt i graven, kraniet manglede. Selve lemlæstelsesprocessen synes at være foregået nogenlunde som ved grav 2, men huggene kom denne gang bagfra. Manden har ligget på maven med benene spredt; antagelig var både arme og ben fastspændte. Der er hugget med økse eller sværd. I gravfylden fandtes noget, der måske kan være en af de såkaldte gravkæppe (se Skalk 1965:4), og en aflang trægenstand. Desuden var der slået tre træpæle gennem graven; om det er gjort i forbindelse med selve gravlægningen eller ved en senere lejlighed, kunne ikke afgøres. (Fig. 4)

Hvordan skal disse mærkelige skeletfund forklares, og kan der være nogen sammenhæng mellem dem? Grav 1 skiller sig klart ud. Den er langt senere end de andre og synes at have en helt anden, mere tilfældig, baggrund. Grav 2 og 3 derimod har meget tilfælles trods de næsten 40 meter, der skiller findestederne. Begge indeholder kraftigt lemlæstede skeletter, og begge er dateret til 1000-årenes første halvdel. Alt taler for, at mændene er henrettet omtrent samtidig.

Det er næppe troligt, at drabene er private hævnakter. Den bestialske aflivningsmetode tyder på en udspekuleret vilje til at lade ofret lide. Snarere må man tro, det drejer sig om offentlige henrettelser. Måske er der tale om en tidlig manifestation af kongelig overhøjhed på en tid, hvor statsmagten endnu ikke var helt grundfæstet.

Hvilke forseelser kunne medføre dødsstraf i den offentlige strafferets begyndelsesfase? Sandsynligvis kun alvorlige forbrydelser, som direkte berørte de grundvolde, kongemagten hvilede på. Dødsstraf var ikke særlig almindelig i tidlig middelalder, og i de danske landskabslove forekommer legemsstraf såsom lemlæstning kun nogle få steder. I Ribe Stadsret foreskrives dødsstraf for tilvirkning og spredning af falskmønt, og i Jyske Lov afhugning af hånd for samme forseelse: »Det er falsk, hvis en mand rejser ambolt med underlag og slår penge uden kongens tilladelse eller befaling eller smelter falsk sølv og køber eller sælger med penge, som han ved er falske, eller med falsk sølv. Hvis en mand begår falsk, da skal kongen have hans hånd og den, der fik falske (penge), skadeserstatning«.

Kongemagten fik tidligt en stærk stilling i Lund, og en af stadens vigtigste funktioner i dens første tid var netop den kongelige møntslagning. Det forekommer ikke helt usandsynligt, at de lemlæstede og henrettede mænd er blevet anklaget af kongen for falskmøntneri, dømt i overensstemmelse hermed, henrettet og begravet i uindviet jord. Formålet med henrettelserne var ikke blot at straffe forbryderne, men også at virke afskrækkende på ligesindede. At kongen mente det alvorligt, har ingen vist været i tvivl om. (Fig. 5)