Hallo

Historien er følgende: En dag i januar besøgte jeg frøken Maren Jensen i Fæsted. Hun viste mig blandt meget andet et dejligt og veludført hovedvandsæg med røde glasflusser. Så komplet var det, at det ikke alene rummede den svamp, som var beregnet til opsugning af »hovedvandet«, men også - i fodens balsamgemme - en fireskilling og en halvskilling fra 1856-57 beregnet til næste kirkegangsoffer. Ægget har tilhørt Maren Jensens mormor, som har fået det af sin mand, Niels Hansen, Kjemsgård i Sønder-Hygum; deres initialer stod indprikket i bunden sammen et »K«, som formodentlig står for Kjems, morfaderens tilnavn. Ægget var ikke dateret, men det er sandsynligt, at der er tale om en bryllups- eller trolovelsesgave. Maren Jensen kunne ikke huske, hvornår bedsteforældrene blev gift, men mente, at det måtte være i 1830'erne. Dette stemmer godt med æggets klare empire-form.

Maren Jensens mormor havde fortalt hende, at ægget var udført af »Nis Urmager i Harreby« (også i Sønder-Hygum sogn). Hun undrede sig - ligesom jeg – over udtrykket »urmager« i forbindelse med et sølvarbejde, men hun mente dog, at det var den vending, bedstemoderen dengang – for mere end 70 år siden - havde anvendt.

Hovedvandsægget var stemplet to gange »NK« i rektangulær ramme, og ved min hjemkomst slog jeg dette mestermærke efter i de to foreliggende værker om danske guldsmedemærker, Chr. Bøjes og Sigurd Schoubyes. Hos begge fandt jeg mærket henført til guldsmeden Nicolai Keil fra Løgumkloster, og hermed havde Nis Urmager været ude af billedet, hvis jeg ikke tilfældigvis kunne huske, at jeg engang hos en af hans nutidige kolleger, urmager H. A. Hansen, havde set et pragtfuldt standur, som netop var signeret af en urmager i Harreby.

Og hermed begyndte så den omtalte telefonjagt.

Urmager Hansen kunne fortælle mig, at uret stod hos gårdejer Asger Brok i Kalvslund, hvis kone havde haft det med fra sin fødegård i Harreby. Hvis jeg altså ringede til familien Brok, kunne jeg få mere at vide.

Fru Brok kunne bekræfte urets oprindelse og dertil føje den oplysning, at det var signeret »N. Knudsen Harrebye«. Denne N. Knudsen var i øvrigt af hendes familie. Hvis jeg ringede til hendes fætter, gårdejer Søren Rasmussen i Hygumskov, ville han sikkert kunne hjælpe, da han arbejdede med familiens historie.

Gårdejer Rasmussen kendte udmærket Harreby-urmageren, som meget rigtigt hed Nis Knudsen, og som var født før 1800 i Brøstrup, der ligger tæt ved Harreby. Han havde gjort Napoleonskrigene med og skulle ifølge familietraditionen have fået sin uddannelse under sit fireårige ophold i Frankrig. Han optrådte som fadder i 1857, men dødsåret var ikke oplyst. Søren Rasmussen kendte, ud over uret hos kusinen, to andre ure af Nis Knudsen, men at denne skulle have optrådt som guldsmed, var han ikke klar over. Men hvis jeg ringede til urmager Marcussens enke i Rødding -.

Fru Marie Marcussen kunne fortælle, at hendes mands bedstefader, som grundlagde forretningen i Rødding, havde stået i lære hos Harreby-urmageren. Hun havde heller ikke hørt, at Knudsen skulle have været guldsmed, men hun vidste, at der lå noget guldsmedeværktøj efter bedstefaderen, og at han som ungt menneske havde »lavet skeer«, hvilket kunne tyde på, at han var oplært i faget. Hvis jeg ringede til overlærer Jens Lampe i Abenrå, så kunne jeg sikkert blive klogere, for han samlede for tiden materiale sammen til en bog om de sønderjyske urmagere. (Fig. 1)

Jens Lampe vidste meget: Nis Knudsen var født 1783 og død 1862. I folketællingerne for 1835, 1840 og 1860 var han opført som urmager og husmand, men nogen oplysninger om ham som guldsmed fandtes ikke. Til gengæld fortalte Lampe, at det på ingen måde var usædvanligt, at netop de sønderjyske landsbyurmagere også lavede sølvarbejder, hvilket i øvrigt også fremgår med al tydelighed af Sigurd Schoubyes bog.

Denne række af telefonsamtaler kunne således etablere følgende kendsgerninger: 1) at Nis Urmager i Harreby virkelig har eksisteret; 2) at han var arbejdende mester før 1835; 3) at han med efternavnet Knudsen har været berettiget til at anvende et stempel med initialerne NK; samt 4) at han ved siden af urmagerhåndteringen kan have været guldsmed. - Traditionen, som lader Harreby-urmageren være mester for hovedvandsægget, møder altså ingen modstand, men finder tværtimod en hel del støtte i disse fakta. For at trænge helt tilbunds i sagen bliver det dog nødvendigt at se lidt nærmere på de guldsmedearbejder, som er stemplet NK og tilskrevet Nicolai Keil.

Schoubye nævner fem arbejder af ham, og af disse vil vi hæfte os ved tre, som har tilknytning til egnens kirker, nemlig alterkalken og sygekalken i Lintrup og en disk i Hjerting; begge disse sogne grænser op til Nis Knudsens hjemsogn. Ifølge værket »Danmarks kirker« er alterkalken anskaffet i 1832 og sygekalken i 1831, mens disken er udateret. Alle tre er signeret med samme stempel som hovedvandsægget.

Nu viser det sig ved nærmere undersøgelse, at Nicolai Keil i 1831 kun var 18 år gammel. Han kan derfor ikke på det tidspunkt have afsluttet sin uddannelse, og det er helt umuligt, at han kan være mester for de to daterede arbejder. I 1841 giftede han sig, så det er snarere omkring ved den tid, han etablerede sig som guldsmed.

Hvis man kan godtage dette - og det mener jeg, man er nødt til - så er stemplet »NK« ledigt på markedet, og på det foreliggende grundlag vil jeg ikke tøve med at tilskrive det Nis Knudsen i Harreby.

Til den ikke helt fåtallige skare af sønderjyske landsbyguldsmede kan altså nu føjes endnu et navn, hvad der ikke er uden interesse for de mange, som værdsætter disse dygtige kunsthåndværkeres produkter. Telefonens rolle i opklaringsarbejdet bør ikke underkendes, men hvad der frem for alt bør prises, er den lange erindring fra en tid, hvor bedstemødre havde stunder til at fortælle, og børn til at lytte.