Hal på hal

Sidste år afsluttedes en tiårig undersøgelse af den med jernalderminder så velforsynede egn ved Gudme på Sydøstfyn (se foregående artikel). Den store donation fra A. P. Møllers fond var opbrugt; nu var det tid at gøre status. Tidligt på året 1993 kom det imidlertid frem, at den lokale håndboldklub GOG ønskede at opføre en sportshal ved siden af den allerede eksisterende Sydøstfynshal. Arealet, hvor det skulle ske, var arkæologisk meget interessant, da det lå i centrum af den store jernalderbebyggelse tæt øst for Gudme by. En afsøgning af pløjemarken med metaldetektor gav da også en række lovende fund, således flere romerske sølvdenarer, så i foråret gik Nationalmuseet og Svendborg Museum sammen om at foretage en udgravning på stedet.

Da overjorden var trukket af, tegnede der sig en række store nedgravninger i undergrunden. De blev i første række regnet for affaldsgruber, men det viste sig snart, at de lå på to rette og parallelle linjer, og da der samtidig fremkom noget, der kunne være spor af en væg, blev det efterhånden klart, at man stod over for resterne af en meget stor bygning - en hal. De omfangsrige gruber var nedgravninger til de stolper, der har båret taget, i alt otte par. Stolperne selv var bortrådnede, men røbede sig som mørke spor i grubefylden. De har haft en diameter på ca 80 cm, en bemærkelsesværdig tykkelse, men spændene mellem stolpeparrene har været tilsvarende store, midt i huset således fulde 10 m. Væggen har været af en helt speciel konstruktion: i stedet for stolper var benyttet flade planker stillet vinkelret (!) på hallens længderetning med en indbyrdes afstand på ca 1,25 m - man må gå ud fra, at mellemrummene på en eller anden måde har været udfyldt med vandretliggende tømmer (en slags bulkonstruktion). Midt i hver langvæg, men trukket lidt ind i huset, var der en indgang, 2,5 m bred, altså nærmest en port, og mod nordøst endnu en indgang, men af normal størrelse. Mens hallens bredde uden videre lod sig måle, den var 10 m, kneb det mere med længden - bygningens vestgavl var nemlig gravet væk ved en tidligere lejlighed. Takket være symmetrien i anlægget tør man dog med ret stor sikkerhed sætte afstanden mellem gavlene til knap 47 meter. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3)

Hallen må have været imponerende. Med de omtalte mål er det den næststørste bygning, som kendes fra Danmarks oldtid, kun overgået af den langt yngre Lejrehal (se Skalk 1987:3). En forholdsvis præcis datering leverede genstande fundet i stolpehulsfylden: romerske denarer, dele af guld- og sølvsmykker, rester af glasbægre og keramik - tilsammen viser de, at bygningen må være revet ned i midten af 300-årene, altså i en sen del af yngre romertid. Hallen har, det svære tømmer taget i betragtning, måske kunnet holde i et århundrede. I så fald skulle den altså være opført midt i 200-årene.

Lige syd for den store hal fandtes spor af endnu et hus - eller rettere seks, for det er blevet fornyet ikke mindre end fem gange. Disse bygninger har lige som kæmpehallen haft en konstruktion, der adskiller sig væsentligt fra andre kendte jernalderhuses. Den ældste fase - 1 for nemheds skyld - viste sig som en omløbende vægrille med en enkelt indgangsåbning flankeret af to stolpehuller; der sås ingen spor efter indvendige bærestolper, de har vel været unødvendige i den ret lille bygning. Dette hus er antagelig opført før den store hal og har således stået helt alene på stedet. Med fase 2 er man igen blandt kæmperne; bygningen var ganske vist »kun« 22 m lang, men lige så bred som storhallen - ja faktisk en smule bredere - og med samme stolpestørrelse, samme afstand mellem stolpeparrene og samme vægkonstruktion som denne. Det må være forsvarligt at betegne også nr 2 som en hal. De to næste faser (3 og 4) er praktisk talt identiske med nr 2, mens 5 og 6 er lidt mindre. Af disse seks stadier kan nr 2 og 3 med sikkerhed siges at have stået samtidig med den store hal. De to yngste må tilhøre 400-årene, ældre germansk jernalder. (Fig. 4, fig. 5, fig. 6)

Af romerske sølvdenarer blev der fundet 114 på pladsen, men de lå ikke som en samlet skat, derimod spredt i pløjejorden og i forskellige anlæg, hvor de åbenbart er tilfældigt tabt. Andre sølvstykker må betragtes som skrotmetal bestemt til at smelte om, og der fandtes flere såkaldte guldklip og lignende mindre guldstykker. Af bronze foreligger en del brocher og flere vægtlodder. Helt unikke er en række guldhænge- smykker med indlagte sten. De synes at stamme fra landområdet lige vest for Sortehavet, som man også gennem andre fund ved, vi i yngre romertid havde kontakter med; et olivenfarvet glasbæger med indslebne ovaler, som der blev fundet skår af i den store hal, må således være fra denne egn. Det bedste fund i hal-området er dog af hjemlig herkomst: en lille, tre centimeter høj ansigtsmaske i massivt sølv, forestillende en mand med tilbagestrøget hår og et fint overskæg. Tilsvarende masker er fundet andre steder i Gudmebygden, men de er ikke så fine og af bronze; enkelte har nittehuller til fastgørelse på et underlag. Sådanne findes ikke på sølvmasken, så man kan ikke umiddelbart se, hvordan eller på hvad, den har været fæstnet; måske har den hørt til et såkaldt bandolersmykke, et arrangement på skråremmen, der holdt krigerens sværd. Mandsmasker som denne med overskæg og tilbagestrøget hår kendes faktisk - omend langtfra almindeligt - fra hele ældre jernalder og et stykke ind i yngre. Det har fået nogen til at mene, der kunne være tale om afbildning af en gud, måske en tidlig udgave af Odin. Sølvmasken blev fundet i en af de mindre haller, nedgravet i gulvet nær en af de kraftige tagbærende stolper. Den kunne godt være ofret. (Fig. 7)

Hermed kommer vi ind på tolkningen af hele huskomplekset, specielt kæmpehallen. Lokalt i Gudme var der ingen tvivl; inden fagfolkene overhovedet fik tid at tænke sig om, var den døbt »Kongehallen« både i skrift og tale, et navn, der harmonerer smukt med kommunens slogan: Her blev Danmark til. Hvis man for blot en halv snes år siden var begyndt at tale om kongemagt og kongelige haller i romersk jernalder, ville man nok være blevet betragtet som useriøs. I dag er det imidlertid klart, at flere af forudsætningerne for, at en kongemagt kan opstå, var til stede i yngre romertids Gudmebygd - noget vi imidlertid ikke vil komme ind på her, eftersom det er behandlet i den foregående artikel. Den sidste brik, der manglede i puslespillet, var faktisk nogle monumentalbygninger, der klart skilte sig ud fra de almindelige gårde. At opfatte storhallen i Gudme som en kongelig bolig må siges at være det bedste bud, man kan komme med i øjeblikket, og der er da også store ligheder mellem den og den allerede berømte Lejrehal (se Skalk 1987:3), der jo med hele sagnhistorien i ryggen har kunnet tolkes som værende kongelig. Her må man dog ikke glemme den religiøse side af Gudmebygden (også omtalt i den tidligere artikel). Hvis byen Gudme var et kendt kultsted, hvad blandt andet navnet tyder på, kunne hallerne være en slags templer. Det ene udelukker dog ikke det andet: en småkonge på dette tidlige stadium har utvivlsomt ved siden af sin fyrstelige gerning haft en ledende funktion inden for religion og kult. Hans bolig kan udmærket have tjent som ramme herom.

Så sensationelt var fundet af kongehallen, at der opstod stemning for at bevare sporene af den. Håndboldhallen måtte vige pladsen for sin ærværdige forgænger, og efter at udgravningen var afsluttet, blev stolpehullerne i ikke blot den store hal, men også en af de mindre markeret på overfladen med trækævler. Sådan gik det til, at Gudme fik - ikke en, men tre nye haller, og man kan endnu engang konstatere, at de bedste fund altid kommer til sidst. Påstanden fik en ekstra understregning: på udgravningens allersidste dag fremkom ved tømningen af det allersidste stolpehul en lille skat i guldringe. (Fig. 8)