Hærværk

Vi er blevet klogere, synes vi, men inden vi bliver alt for glade for os selv, bør det nok lige påpeges, at den nyerhvervede visdom kun fungerer, når talen er om bygninger. Drejer det sig om oldtidsminder eller lignende jordværker, er idealet stadig tilbageføring til det oprindelige.

Arkæologer har deres meget bestemte mening om, hvordan en gravhøj bør se ud: den skal være pæn og kuplet, en velskabt fold i landskabet, uregelmæssigheder tillades ikke. Nu er det meget få oldtidsminder, der ved egen hjælp opfylder dette krav - langt de fleste har spor af ældre eller nyere gravninger. Hvem graverne var, kan sjældent oplyses, ejheller deres motiver, men håb om kontant udbytte har nok været den almindeligste drivfjeder. Forestillinger om nedgravede pengekister kunne, ved vi, friste til indbrud, men det skulle foregå ved nattetide og tiende, selv den mindste snakken fik skatten til at synke. Senere, da overtroen gik sig en tur, opstod omrejsende bander af professionelle gravrøvere. De vidste godt, at højene sjældent indeholder skatte i egentlig forstand, men satsede på de mere almindelige oldsager, som med fordel kunne afsættes til museerne. Simpel nysgerrighed har nok også en del huller på samvittigheden, og andre skyldes praktiske formål; klokkestøbning kunne for eksempel foregå i højene, som læsere af sidste Skalk-nummer vil vide. Anlæg i forbindelse med højkult kan komme på tale, og for den sene vikingetid består muligheden, at man har fjernet ligene for at give dem en kristen begravelse. I sagaerne læser vi om indbrud i højene med det formål at uskadeliggøre påtrængende gengangere. At datere højskaderne er ofte umuligt, men i enkelte tilfælde kan vi se, de må være fra højens allerførste tid, sandsynligvis udført af folk, som vidste, hvad de kunne vente at finde. - Med andre ord: højhullerne rummer mange og spændende aspekter og skal såmænd nok en dag give stof til en disputats.

Men indtil videre er de altså ikke i kurs, de betragtes som en uorden, og den kan man ikke ha', den oprindelige tilstand bør ufortøvet genoprettes (Fig. 1). Nu er det egentlig sjældent, vi ved ret meget om, hvordan denne oprindelige tilstand var, nogle høje kan have været kegleformede, andre flade, og de kan have haft trapper og etager, som slet ikke kan spores nu. Forskningsmæssigt er istandsættelse ingen fordel, tværtimod; den gør jo ikke det skete usket, den tilslører bare. En dårligt dokumenteret udbedring kan være særdeles vildledende for den, som senere skal udgrave højen. Det er slet ikke så længe siden, danske stengrave i stort tal blev restaureret uden forudgående opmåling; hvis en sten eller to manglede, hentedes nye i omegnen. Der er eksempler på, at et dyssekammer i skyndingen har fået en form, som slet ikke kendes i området.

Under krigen blev der gravet flittigt i vore høje, hvad man naturligvis ikke kan bifalde, men heller ikke den senere oprydning er hævet over kritik. Den foregik fra en ende af, alle minder om besættelsesmagtens virksomhed blev så vidt muligt udslettet. Man troede ellers, det var museernes opgave at værne om det historiske, og dertil må vi vel nok have lov at henregne sporene af 2. verdenskrig. I Danevirke-volden ses gravninger fra de slesvigske krige som tilgroede sænkninger - om de pynter, må blive en smagssag, men de er med til at give anlægget karakter.

Hermed være ikke sagt, at man absolut skal gå fra den ene vejgrøft lige over i den anden. En høj kan være så molesteret, at dens fredning må forekomme mange meningsløs; her vil en lempelig udbedring være rimelig - hvis man altså absolut vil bevare jordbunken. Og det kan vist ikke tilrådes, at en arkæolog efter endt udgravning lader genstanden for sin undersøgelse ligge hen som ruin. At en nedskredet dysseoverligger lægges på plads, vil næppe vildlede nogen, og rejsning af udvæltede randsten kan være en berettiget imødegåelse af et naturligt forfald. Hvert enkelt tilfælde må vejes og vurderes, men prøven bør være streng. Et gammelt ansigt er måske ikke så smukt som et ungt, men furer og ar giver karakter. Man skal betænke sig to gange, før man begynder med sminke og ansigtsløftning.

Idag sorterer al restaurering af oldtidsminder under fredningsvæsenet - Frederiksen, som nu afdøde Mogens Lorentzen kaldte dette velmenende, men en smule verdensfjerne kulturredningskorps. Hermed burde sagen være i gode hænder, men er den det? Lad os se et eksempel. Ved Lejre på Roskildeegnen ligger en samling store høje, der med en vis sandsynlighed kan antages at indeholde resterne af de berømte Lejrekonger (Fig. 2). En islandsk kilde beretter om den grumme kriger Midfjords-Skegge, at han tog til Sjælland, hvor han opbrød Rolf Krakes høj og tilegnede sig forskellige kostbarheder. Det kan være løgn og latin, men sikkert er det, at de fleste af højene har gabende huller i toppen, som klart fortæller om skattejagt og samtidig om den interesse, der siden oldtiden har ombølget stedet. En af højene, Grydehøj, som desværre var blevet overpløjet, udgravedes for en snes år siden og viste sig at indeholde en brandgrav af uvant store dimensioner. Det udjævnede plyndringshul, kendt fra gamle billeder, tegnede sig som et tydeligt fyldskifte, og man kunne næsten fornemme skuffelsen, Midfjords-Skegge, eller hvem det nu var, har følt, da det ventede gravkammer udeblev. Som et sidste forsøg har man i bunden af det store hul ført en spadebred kanal ned i undergrunden. Forgæves!

I prisværdig iver efter at sikre disse oldtidsminder har man for nylig opkøbt et areal, der blandt andet omfatter Grydehøjs nabo, den tydeligt plyndrede, men iøvrigt store og velbevarede, Hyldehøj. Et uønsket hus blev fjernet og højen rutinemæssigt fikset op. Den spændende vulkanform, der gav mindesmærket personlighed, udslettedes. Tilbage står en pæn, lidt kedelig, dansk normalhøj.

Det er denne monumentale bommert rettet mod et af vore få »historiske« oldtidsminder, der har fremkaldt herværende artikel. - Kære Frederiksen, vi ved, du mener os det godt, men gid du dog ville bruge dine sikkert begrænsede pengemidler til noget andet og bedre.