Hængekar

Hængekarret opstår i slutningen af ældre bronzealder og forsvinder igen kort før jernalderens indtræden - en levetid på ca 600 år. Karakteristisk for dette tidsrums genstande - i hvert fald de mere luksusbetonede - er, at de gennemløber en mærkelig udvikling mod stadig større former; sådan har smagen krævet det, og også hængekarret må følge modens ubønhørlige bud. Fra en lille rund, fladbundet æske vokser det for at ende som en temmelig stor, grydeformet beholder. Til de ældre kar hører undertiden metallag. Fælles for alle, små som store, er den tit meget smukke bundfladedekoration.

Karrene findes ikke sjældent sammen med kvindesmykker, men er, som man vil have forstået, aldrig fremdraget under omstændigheder, der på utvetydig måde fortæller, hvordan de har været brugt. Navnet hængekar har de fået, fordi man oprindelig tænkte sig dem ophængt i snore som anskueliggjort i ovenstående romantiske vignet. (Fig. 1)

Bælteteorien blev fremsat omkring århundredskiftet af Carl Neergaard, der begrundede sin formodning med, at karrene meget ofte findes sammen med en anden karakteristisk bronzealdergenstand, nemlig en rund smykkeplade, der med sikkerhed vides at have været båret i bæltet; dåse og plade synes at danne et samhørende sæt, og det var nærliggende at tænke sig en ensartet anvendelse. At hængekarrenes hanke undertiden viser spor af slid, ikke blot indvendig, men også på oversiden, får sin rimelige forklaring ved denne teori. Anbragt i bæltet vil bundfladen komme til at vende udad, og dens dekoration, der jo må være skabt til at ses, vil da komme til sin ret. Låget holdes på plads af bæltet, så at indholdet ikke falder ud.

Neergaard tænkte sig vistnok kar og smykkeplade anbragt side om side foran på kroppen, men det kan ifølge sagens natur kun lade sig gøre, så længe de to genstande endnu er små; ved deres tiltagende vækst opstår der pladsproblemer, og det er i erkendelse af dette, man senere har revideret teorien derhen, at kun bæltepladen har været båret på maven, hængekarret derimod bag på ryggen, hvor det virker mindst generende, hvad forsøg foretaget i Sverige har vist. En slags bekræftelse på rygteorien har man fundet i en lille nordtysk bronzefigur forestillende en kvinde iklædt snoreskørt. På figurens ryg, lige over skørtet, findes to små runde knopper, der ikke lader sig bestemme med sikkerhed, men som kan være hængekar (se Skalk 1967:5).

Til Vendsyssel historiske Museum i Hjørring indkom for få år siden et hængekar, som – takket være heldige bevaringsforhold – måske har noget at sige om det her behandlede problem. Finderen, murer Chr. Mikkelsen, gravede kælder til et hus i Sæsing øst for Hjørring, da han stødte på et stort lerkar, som lå med bunden i vejret. Han tog det op, og ud væltede en mængde genstande, deriblandt noget, som han i første omgang opfattede som en messinghængelampe. Tingenes egenart fik ham dog på andre tanker, museet blev tilkaldt, og det lykkedes dets leder, tandlæge Holger Friis, og hans medarbejdere at få samlet det meste af fundet, selv om adskillige brudstykker måtte hentes i bortkørt sand, allerede udspredt som vejfyld flere kilometer fra findestedet. At eftersøgningen var umagen værd, vil man forstå, når man hører, hvad lerkarret havde indeholdt: to halsringe, tre armringe, en brille- bøjlenål, et defekt og to næsten hele hængekar samt en lang række forskellige beslag, hængeplader, knapper og andre genstande fra seletøj til heste. Om fundet kan man læse andetsteds, her vil vi gå let hen over det meste og vende hele vor opmærksomhed i en ganske bestemt retning.

I den opgravede jord fandtes nogle ganske små træstykker, som Mikkelsen straks genkendte som hørende til et låg, der havde siddet på et af hængekarrene. Efter lang tids søgen lykkedes det at finde så mange stumper, at næsten halvdelen af låget kunne samles og dets oprindelige form bestemmes med sikkerhed. Det er tildannet som en flad rund træplade med en fremspringende kant, som låget hviler på, når det er sat på karret. Tværs over lågets overside strækker sig en rille, og der kan ikke være tvivl om, at låget skal anbringes sådan, at den danner en forbindelse fra hank til hank.

Denne udformning af låget passer for så vidt udmærket med den ovenfor omtalte teori, idet rillen jo netop giver plads til et bælte, men blandt de fundne træstykker var også en lille flad træpind, som passer nøje i rillen; uden tvivl er det halvdelen af en skyderstang, som, når den blev stukket gennem hankene, fastholdt låget. Pladsen til bæltet er hermed optaget. Ved granskning i den arkæologiske litteratur blev det klart, at fundet ikke er enestående. I 1888 fandtes i Maglehøj ved Frederikssund et hængekar med låg af bronze. Låget var midt på udstyret med en lille hank svarende til de to hanke på selve hængekarret, og her sad endnu resterne af en træskyder magen til den fra Sæsing.

Der kendes med andre ord nu to fund, som fortæller noget om, hvordan hængekar har været brugt, og ingen af dem harmonerer med den gennem generationer knæsatte teori, der derfor nok bør tages op til fornyet overvejelse. Ret beset er den jo aldrig bevist, og selv om adskilligt taler for, kan der dog også fremføres modargumenter. Noget betryggende gemmested for personlige effekter kan det bæltebårne hængekar således ikke siges at have været; bæltet alene kan umuligt have sikret låget forsvarligt, når bærersken bevægede sig i gang eller løb, og indholdet må have været stærkt udsat for at rasle ud, i særdeleshed, hvis karret var anbragt bag på, hvor det var uden for synsvidde. Mod slutningen af bronzealderen fremstilledes iøvrigt hængekar uden hanke, og de i det mindste kan ikke have været båret i bæltet på den foreslåede måde.

Med låg af træ eller metal og en skyder gennem øsknerne har hængekarret været forsvarligt lukket og indholdet fuldstændig sikret. Umiddelbart skulle man synes, at et kar af denne form egner sig bedst til stationær anbringelse på et dertil indrettet stativ, men i så fald ville lukketøj være aldeles unødvendigt; netop »låsen« taler for, at det har været båret, og da hængekarrene som sagt jævnlig findes sammen med andre kvindelige prydelser, er det nok bedst at fastholde denne del af den gamle teori. I yngre bronzealder er smykkerne iøvrigt ofte af en så enestående klodsethed, at intet mere kan forbavse. Men hvordan kan hængekarret tænkes båret, når skyderpinden sætter hankene ud af funktion? Et forslag er givet på nedenstående tegning, hvor en rem er lagt i en løkke omkring karrets hals, der jo fremtræder som en »fure« mellem den skrå skulder og lågets fremspringende kant; karret kan herefter bæres som en skuldertaske – med bunden vendende udad, så at udsmykningen kommer til sin ret. En anden udvej er vel, at det simpelthen har været båret i hånden. Mulighederne er mange, men foreløbig er det alt sammen gætteværk. En dag vil et heldigt fund måske vise os, at løsningen er en helt anden, end vi forestillede os i vor vildeste fantasi.