Hårets håndværk

De flettede menneskelokker blev i hårsmykkerne formet til armbånd, ringe, brocher og meget mere, med et snilde, som i sindrighed og genial variation står som noget ganske enestående i dansk og udenlandsk håndarbejdskultur. I enkleste tilfælde flettedes der med tre eller fire hårstrenge, men 8-24 var det almindelige, og når det drejede sig om særlig fine smykker kunne man gå helt op til 100 (Fig. 1). Som hjælpemiddel benyttedes et instrument af nogen lighed med et kniplebræt, men lidt mere udviklet. Over hele Europa har folk drevet kunsten som en privat fornøjelse, der er kommet venner og bekendte til gode. Men der var også mere professionelle flettere, tit barberer eller frisører, der havde let adgang til råmaterialet og drev smykkefremstillingen som bierhverv. Hår af døde har været anvendt, men mest til særlige mindesmykker - det var i det hele omfattet med nogen aversion, blandt andet på grund af smittefaren. Det foretrukne var hår af yngre levende mennesker, fordi det har den smukkeste glans og dybeste lød. Afredt hår kunne bruges, men afklippet var bedst.

Blandt de professionelle hårflettere skiller en særlig gruppe sig ud: de omvandrende kvinder og - undertiden - mænd fra Dalarne i Sverige, som rejste over det meste af Europa, hvor de slog sig ned i byerne for kortere tid og levede af at flette smykker for folk. Disse »dalkullor« var fremragende håndværkere og blev meget populære, hvor de kom frem. Flere af deres modeller er så karakteristiske, at de uden videre kan spores tilbage, for eksempel har de hyppigt anvendt håromvundne træperler, og de dyrkede svulmende åbne mønstre. Hvert lands smykker havde sine traditioner og dermed følgende særpræg. I England var det meget brugt at indlægge flettearbejder i for eksempel brocher og medaljoner eller man samlede små hårbundter og skar dem ud i blomstermotiver og initialer, der klæbedes på smykkebunden. Tyske flettere holdt af guldmonteringer, ikke sjældent overskyggede guldet selve fletningen, men også i Danmark fik guldsmedene mange hårarbejder ind til påsætning af låse, skydere, dupper eller lignende i det ædle metal. De danske flettearbejder er iøvrigt ikke præget af større selvstændighed. De lokale flettere har ladet sig inspirere af fremmede smykker, især svenske og tyske.

Omkring 1800 kom det korte hår på mode, og samtidig tog tilvirkningen af hårarbejder fart (Fig. 2). Amatører kappedes med professionelle, og i århundredets anden halvdel begyndte tyske possementfabrikker at fremstille hårsmykker ad mekanisk vej med en ikke ringe eksport til følge. Hos danske mellemhandlere kunne man efter tyske kataloger udvælge og bestille det ønskede, ja endog få lavet modellen i eget medsendt hår. Katalogerne viser en tæt og ensartet fletning og i mange tilfælde luksuøst udførte ting, de dyreste var i guldindfatning og kostede derefter. Når der til monteringen var anvendt et mindre ædelt metal, for eksempel forgyldt messing, var prisen lavere, og det er sandsynligt, at en markedsoversvømmelse af sådanne billige smykker har været en medvirkende årsag til modens ophør. Men inden denne kuriøse industri var et afsluttet kapitel i europæisk smykkehistorie, havde den markedsført en lille opfindelse, som de fleste af os daglig har glæde af. Det var nemlig hårsmykkefabrikanterne, der fandt på at flytte uret til håndleddet.

Ideen dukkede op omkring første verdenskrig, måske lidt før. På dette tidspunkt fungerede de tyske hårfletningsfabrikker stadig, men det kneb med at holde liv i den vigende mode. Man fandt så på at lancere et »moderne armbånd«, hvori et almindeligt lommeur i damestørrelse kunne fastgøres. Hidtil havde kvinder båret uret om halsen, ofte i en hårflettet »kæde«, men det var ikke særlig praktisk, uret kunne blive beskadiget, blot man lænede sig frem. Det var ikke nødvendigt at ændre det gammeldags ur for at passe det ind i bøjlerne på armbåndet; først senere, da remme af læder og metal kom frem, begyndte guldsmede og urmagere at lodde metalholdere på de allerede eksisterende ure, mens nyfabrikerede fik støbte holdere. Armbåndsuret var skabt - pudsigt nok oprindelig til den moderne kvinde, ikke til den praktiske mand.

Vi kan også følge udviklingen gennem sproget. Den almindeligt anvendte betegnelse for hårindustriens arbejder var på tysk »Band«, dansk »bånd«; i begge ord ligger, at der er tale om noget flettet (Fig. 3). Et armbåndsur er altså et ur fæstnet til armen med et fletbånd. Da håret forlod urene, erstattedes det i første omgang med flettede tekstilbånd, og senere, da remmen af læder overtog pladsen, var betegnelsen så indarbejdet, at næppe nogen bemærkede det modstridende i at tale om en urrem til et armbåndsur.

Dette var historien om en blomstrende forretning opstået af unge elskendes små kærlighedspanter. Den er forlængst ophørt, men det betyder ikke, at sentimentaliteten er død. Også i vore dage skabes der industrier over hjertets anliggender.

Lit: Arv og Eje 1959. - Fynske Minder 1977. - Sønderjysk Månedsskrift nr 2, 1979.

(Fig. 4, Fig. 5)