Hårdt styrbord

Også selve fundet foregik i krigens skygge, men rigtignok en helt anden krig. Tidspunktet var 1863, og stedet - Nydam Engmose - ligger i Sundeved, kun nogle få kilometer nord for Dybbøl. Udgraveren, Conrad Engelhardt, fik båden taget op, men den var i adskillige stykker og visse dele helt bortrådnet. På museet i Flensborg, der jo på det tidspunkt endnu var dansk, blev båddelenes form gengivet på papiret af den dygtige tegner Magnus Petersen, og efter at de yderligere var beskrevet og protokolleret, begyndte sammensætningen i det loftsrum, der udgjorde museet. Let kan arbejdet ikke have været. Nogle stykker manglede som sagt, andre var for skrøbelige til at kunne anvendes, og af det resterende må givetvis en del have slået sig ved udtørringen. Under disse omstændigheder er det forståeligt, at der har måttet suppleres med nyt træ. Krigen kom - og freden, der bragte båden på tyske hænder. Som den nu er udstillet, har den nok i hovedsagen sin korrekte form og størrelse - muligvis har den dog været lidt bredere og fladere - men i detaljerne råder en del usikkerhed. En af de tvivlsomme enkeltheder er roret.

Det store ror eller styreåren, hvad man nu vil foretrække at kalde det, er idag en kopi. Engelhardt lavede selv den første på grundlag af sin egen beskrivelse og Magnus Petersens tegning, men den var af fyrretræ og er senere blevet udskiftet med en af eg. Billedet øverst på siden (gentegning efter en ældre tegning) viser rorkopien anbragt på højre side (styrbordssiden) af det, der efter åretoldenes stilling må antages at være agterstavnen, og med det vandrette håndtag pegende fremefter. En løkke over rælingen fastholder skaftet lidt under håndtagsknoppen, og længere nede er et reb ført fra hullet i bladet hen til et par huller i kølen som en bremse på rorets bagudgående bevægelse. Da de to stævne, som Engelhardt understreger, er praktisk talt ens, og da åretoldene, der er bundet fast, kan vendes, kunne rorarrangementet lige så godt være anbragt ved bådens anden ende, hvor bagbord så blev styrbord. Også her er der to kølhuller, der kan tjene til rebets fastgørelse.

I opstillingen på Gottorp slot har roret fået den anden kant frem, men stillingen - også håndtagsstillingen - er uændret og rebforløbet som ved det gamle forslag. Den svenske forsker Harald Åkerlund har i en bog udsendt 1963 kritiseret denne rorophængning, som han anser for helt forkert og foreslår erstattet med et mere kompliceret arrangement: en fri ophængning på et tværstativ (Fig. 1). Senere har endnu en kritiker meldt sig, nemlig nu afdøde havneformand og skibstømrer Niels Knudsen, der under arbejdet med at bygge en model af båden til Museet på Sønderborg Slot blev interesseret i sagen. Han fandt Åkerlunds forslag uacceptabelt, men mente som denne, at der måtte være fejl i Gottorpopstillingen.

For nu at få spørgsmålet afklaret foranstaltede Sønderborg-museet under medvirken af Statens Søfartsskole en række forsøg med en rorkopi udført af Niels Knudsen efter Gottorpkopien og Magnus Petersens tegninger. Størrelsesmæssigt fik det nye ror samme forhold til originalen, som søfartsskolens store robåd havde til Nydambåden. Under en række ture på Alssund blev forskellige rorophængninger gennemprøvet.

Det blev omgående klart, at håndtagsknoppens vandrette gren ikke som i Gottorp- opstillingen har peget i bådens længderetning, men på tværs af den; det er en simpel nødvendighed, hvis man skal have magt over roret. Dernæst viste det sig, at hvis rorbladet, som på den gamle tegning og iøvrigt i Åkerlunds forslag, vendes med den skarpe kant frem i sejlretningen, opstår der uhensigtsmæssige strømhvirvler, der imidlertid forsvinder, når man drejer det 180°, så den tykke rygside kommer forrest. Man skulle ellers umiddelbart synes, at rorets »æg« var til for at skære sig vej gennem bølgerne, men sådan forholder det sig altså ikke, og her kan man minde om, at også vingen i en flyvemaskine har dråbeformet tværsnit med ryggen fremad. Ved den ændrede rorstilling kommer træklodsen, der er fastgjort på bladet, til at vende indad, og netop derved får den mening: den skåner rorbladet mod unødvendigt slid, når det, som jævnlig forekommende, under manøvreringen skurer mod den nederste del af bådsiden. Hvad enten roret ved langsom fart står næsten lodret eller ved stærkere roning tvinges skråt bagud, vil det stadig være træklodsen, der tager stødet. Desuden - og det er måske det vigtigste - gør klodsen det muligt at manøvrere også i det tilfælde, hvor strøm presser bladet ind mod bådsiden. Den sikrer en vis afstand, så at roret kan drejes og båden styres uanset strømforholdene.

Forsøgene viste, at anbringelse af en såkaldt hanefod, en tynd line fra rorbladets hul til et punkt godt fremme på rælingen, gav langt den bedste og samtidig den for rorsmanden mindst anstrengende styring (Fig. 2). Det må nævnes, at ved et forsøg i 1930'erne, hvor en bådkopi blev roet på Alsteren i Hamborg, anvendtes også en hanefods-ophængning.

Her kommer imidlertid et nyt problem ind: Ved at lade rebet gå til rælingen overflødiggøres hullerne i kølen. Hvad kan de så have været brugt til? Sandsynligvis til fastgørelse af tovværk, når båden, som det hændte, skulle trækkes over land. Ved betragtning af den originale Nydambåd vil man opdage, at de to huller i det, vi kalder forstavnen, er meget omhyggeligt lavet, de to i agterstavnen langt grovere. De førstnævnte er sikkert anbragt, da båden blev bygget, de sidste kan være tilføjet i en nødsituation, hvor det blev nødvendigt at trække den anden vej (Fig. 3).