Gyldne altre

Det risler koldt langs rygraden ved tanken om, hvad der kunne være sket, hvis ikke digteren Steen Steensen Blichers far havde været præst i det nærliggende Randlev, da Tvenstrup kirke i 1820 blev nedrevet formedelst brøstfældighed. Men foruden for landbrug, kokoppeindpodning, hjemmeindustri og meget andet interesserede Niels Blicher sig også for gamle ting, og takket være ham blev Odder-altret - som det nu kaldes - i 1821 sendt til København til Oldsagscommissionens samling på Trinitatis kirkeloft. Det er det først bjærgede stykke i den stolte række af metalbeslagne, forgyldte alterprydelser fra Valdemarstiden, som hæver de romanske rum i Nationalmuseets middelaldersamling op i verdensplanet. Det sidst tilkomne er det i al sin stilfærdighed så patetiske krucifiks, som i 1902, gyseligt overmalet, blev opdaget i Tirstrup kirke på Djursland. Et sådant fund gøres nok aldrig mere.

En og anden vil sikkert også mene, at Nationalmuseet allerede har ranet rigeligt fra kirkerne af den dyre skat, men i Sahl kirke ved Vinderup findes dog den dag idag det gyldne alter, som i hvert fald er det bedst bevarede og efter manges mening tillige det prægtigste af dem alle. At komme til Sahl er på een gang en stor oplevelse og en bitter skuffelse: altret står i et kor, der er restaureret til døde og sterilt som et ismejeri. Er De i bil, og har De dagen for Dem, sæt derfor kursen fra det fede Salling mod Stadil nord for Ringkøbing, hvor en svag knurren røber Vesterhavets nærhed. Måske er det djærve Stadil-alter ikke i kunstnerisk henseende så betydeligt, men det er det eneste af Danmarks gyldne altre, som endnu lever, og et mere kongeligt kongehoved end det, som knejser på midtfeltets tronende Kristus, gives ikke i vort land. At se det, er som at være i audiens hos Valdemar Sejr.

Metaltavlen i Stadil er indsat i en ramme af træskærerarbejde, men denne stammer som hovedparten af kirkens øvrige inventar fra renæssancen. Således er det også gået i Ølst kirke ved Randers, hvis gyldne alter i 1894 kom til Nationalmuseet, hvor det befriedes for sin renæssanceindfatning. I virkeligheden hører disse stykker ikke hjemme oppe på altret, de er »frontaler«, d.v.s. tavler bestemt til at dække alterbordets forside, og lige til 1875 sad frontalet i Sindbjerg kirke ved Vejle gemt under altrets fløjlsomhæng. Også det er nu på Nationalmuseet, og man skal helt til Lyngsjö kirke ved Kristiansstad for at finde et gyldent frontale på sin oprindelige plads foran alterbordet.

Ved de sidste årtiers usalige kirkerestaureringer er alterbordene ofte blevet klædt nøgne som i Sahl. Og dog var det fra 700-årene skik og brug i den kristne kirke at skjule deres sten med kostelige stoffer eller med frontaler af træ eller metal. Når der alligevel ude i Europa er bevaret så få romanske metalfrontaler, skyldes det, at de i tidens løb er blevet indsmeltet, især naturligvis når de var af guld eller sølv. Men er metalfrontalerne sjældne, gælder dette i endnu højere grad de metalklædte »retabler«, lave, aflange tavler, der i 1000-tallet så småt begyndte at rejse sig over bagkanten af alterbordene som en første forsigtig forløber for senmiddelalderens kolossale altertavler. Allersjældnest er kombinationen af metalfrontale og metalretabel, men det er et sådant komplet altersæt, vi ejer i Sahl.

Også Odder-altret og det pragtfulde alter, som Nationalmuseet har fra Lisbjerg kirke ved Århus, består af både frontale og retabel, men i begge tilfælde har man fundet retablets korsfæstelsesgruppe for klejn og erstattet den med et større krucifiks, som vel oprindelig må have hængt enten på altervæggen eller i korbuen (Fig. 2). Af lignende gyldne krucifikser er allerede Tirstrup-krucifikset nævnt, men i Nationalmuseet findes yderligere to. Ældst - fra o. 1100 - i denne enestående serie er den barske Kristus fra Åby kirke ved Århus, yngst - fra o. 1225 - det smertetyngede krucifiks fra Ørting kirke nær Odder.

Med en vis ret kan også de mandslange helgenskrin henregnes til de gyldne altres kreds. Dels er de udført i samme teknik, dels har også de haft deres plads på alterbordene. Måske er det ligefrem dem, som har dannet forbillede for retablerne. Men medens Vesteuropas kirkeskatte bugner af slige skrin, er vi på dette punkt sørgeligt fattige. Tilbage er nu kun de to ribbede helgenskrin i krypten under Odense St. Knud, men den mulighed foreligger, at ikke alle de løse plader, som i 1870 blev fundet i Tamdrup kirke ved Horsens stammer fra et frontale. De velkendte scener af Poppo-legenden ville passe langt bedre til et skrin for den Guds mand, hvis uforbrændte hånd bragte Harald Blåtand på rette vej.

I sin Skibbykrønike omtaler Poul Helgesen bestandig Frederik I som »kirkerøveren«. Såvist ikke uden grund. Mesterligt udnyttede denne ulv i fåreklæder de muserædde katolske kirkefyrsters skræk for Christiern II og for den omsiggribende Lutherdom til at afpresse dem kirkernes kostbarheder, og hvad han ikke selv nåede at få fingre i, blev siden hentet af sønnen, den kedsommelige Christian III. Skedevand, som kunne skille forgyldningen fra kobberet, må i disse år have været en efterspurgt vare, men hvor mange gyldne altre, der i alt blev tilintetgjort i reformationstiden, kan ingen nu vide. Sikkert er alene, at hvad der er tilbage, kun er det lidet, som tilfældigt slap gennem maskerne.

I granitskulpturen, i de romanske kalkmalerier og i de gyldne altre besidder vi en forunderlig billedskat fra den strålende Valdemarstid. Men den, som vil vide besked om disse ting, er ilde faren. Bøgerne findes, fortrinlige bøger endda, men de er alle forlængst udsolgt. Viser de sig en sjælden gang antikvarisk, er det til tårnhøje priser, og låner bibliotekerne dem overhovedet ud, er der lange ventelister. Efterhånden vil disse værker forhåbentlig blive afløst af andre, som kan købes af enhver, men for et af dem, det mest efterspurgte, vil det blive vanskeligt at finde nogen erstatning. Skønt der nu er gået over 40 år, siden historikeren, kunsthistorikeren og arkæologen Poul Nørlund (1888-1951) udgav sit mesterlige arbejde om de gyldne altre, har tiden ikke kunnet ælde denne fremstilling. Med fuld ret står ikke blot navnene »Herjolfsnæs« og »Trelleborg« men også ordene »Gyldne Altre« indhugget i soklen under Poul Nørlunds buste i Nationalmuseets forhal. Den bog er en bedrift.

Nu genudsender det unge Wormianum for egen regning og risiko Poul Nørlunds »Gyldne Altre« til en overkommelig pris. Det er en god gerning, og her har De årets julebog.

»Gyldne Altre« udkommer - så vidt muligt - på Poul Nørlunds 80-årsdag 4. november 1968. Bestillingsseddel vil findes i næste nummer, men værket kan bestilles allerede nu til levering straks ved udgivelsen. Bogen er et fotografisk genoptryk af førsteudgaven fra 1926, men forsynet med en kortfattet oversigt over nyere forskning indenfor emnet. Den er på ca 300 sider i stort format og med talrige illustrationer; leveres i et solidt halvshirtingsbind. Prisen er 156 kr i boghandelen, 108 kr for abonnenter ved bestilling direkte hos Skalk. Forsendelse og 12.5% moms er includeret.