Guvernør på Fyn

Knap så kendt er Frederiks fynske udgravninger, men det kan med henblik på artiklen side 4 i dette nummer være hensigtsmæssigt at bringe dem i erindring. Som kronprins blev han 1839 guvernør på øen og kommanderende general for den og Nørrejylland. I disse egenskaber fik han ophold på Odense slot, men sommerresidens på herregården Frederiksgave ved Assens (Hagenskov som den oprindelig hed og nu igen hedder). Det er et sted med mange minder, Corfitz Ulfeldt er født her, men borgens historie går meget længere tilbage. Et lille voldsted i nærheden var især genstand for Frederiks interesse. De rester af et munkestenstårn, han fik fremgravet, hidrører formentlig fra det ældste middelalderlige Hagenskov, hvor den stridige ærkebisp Jakob Erlandsen en tid sad fængslet. Rundt om i egnen lå imidlertid minder fra en endnu fjernere fortid: de talrige høje der kuplede sig i landskabet og ligefrem kaldte på den kongelige oldforsker.

Embedspligterne har naturligvis beslaglagt en del af prinsens tid, hoflivet i Odense ligeledes, men det formelle var ikke Frederiks smag (Fig. 1). Han foretrak mere utvungen selskabelighed og friluftsliv, fiskeri og jagt - og så altså at rode »med bare fingre i jorden efter oldsager«. I årene 1841-47 forlystede prinsen sig med de mange høje mellem Ebberup og Hårby, i bekvem nærhed fra Frederiksgave. Folketraditionen vil vide, at der ligger en guldhest i en af dem, og faktisk kom der guld for dagen omend ikke i hesteform. Frederik var en ivrig samler, og de mange fund må have glædet ham usigeligt. Selv da han var blevet konge og Frederiksgave solgt til Wedellsborg, fortsatte aktiviteterne. Den stedlige forpagter, jægermester Langkilde, var yderst energisk for at skaffe kongen gode ting, og han havde heldet med sig. Fornemst blandt hans fund var den rige grav fra Lusehøj ved Voldtofte. En bronzespand (se billedet) har tjent som urne, og sammen med den lå flere små metalkar af sydlig oprindelse. Blandt det øvrige udstyr kan nævnes to rageknive og en bronzeøkse - typiske mandssager - samt en armring og et par knapper af guld. Til emballeringen var anvendt klæde, hvoraf der fandtes rester. Det var en høst, der kunne plastre på skuffelsen over den resultatløse udgravning i Jelling samme år. Mon ikke kongen har fundet tid til at lægge vejen om ad Voldtofte?

Oplysningerne om de fynske undersøgelser er desværre sparsomme. Om Frederiks egne udgravninger vides næsten intet, mens Langkilde fortæller om sin virksomhed i en række breve, der dog sjældent går i dybden. Fra Langkildes svoger, landmåleren C. F. Topp, der åbenbart har deltaget i arbejdet, foreligger en del tegninger, som sammen med fundene er sendt til kongen (Fig. 2). Flere er i tidens løb gået tabt, og ingen af de tilbageværende viser Lusehøj, men vi får i hvert fald en ide om den anvendte metode: En stor skakt graves ind i eller tværs gennem højen. Vognspor fortæller tydeligt, hvordan man kom af med jorden. Finere redskaber har næppe været i brug, men fremgangsmåden har ikke været meget grovere end almindeligt blandt tidens arkæologer. Det var i oldforskningens barndom, og det var hovedsagelig genstandene man interesserede sig for - ikke af samlermani, men for at høste viden af dem. Først senere blev man klar over, at der kan læres endnu mere ved at studere tingenes sammenhæng med oldtidsmindet og dette i sig selv. Også genstandene kan i vore dage aftvinges langt flere oplysninger, end man dengang formåede. Kongen har næppe kunnet undgå at bemærke de tydelige fingeraftryk i harpiksmassen omkring Lusehøj-urnens låg. At fingrenes ejer var en 25-30 årig mand, har han derimod ikke kunnet se, det har først nye undersøgelser afsløret.

Ved Frederik 7.'s død indeholdt hans privatsamling mellem fem og seks tusinde numre, genstande fra alle rigets kanter og ikke mindst fra Voldtofteegnen. De er nu på Nationalmuseet, men en af dem, guldringen fra Lusehøj, glimrer ved sin fraværelse - den blev af kongen givet til grevinde Danner, og er senere bortkommet. Så kongeligt kunne en konge dengang tillade sig at omgås danefæ.

(Fig. 3)