Gundestrupterrinen
(Fig. 1) Den store sølvkedel fra Gundestrup i Himmerland blev fundet 1891 trekvart meter dybt i en lille mose, som lokalt benævnes »Rævemosen«. Det var dog ikke et helt kar, de undrende tørvegravere fik på spaden, de billedprydede plader lå, flået fra hinanden, samlet i den skålformede underdel. Karret måtte altså rekonstrueres, men det voldte nu ikke særlige vanskeligheder: De firkantede billedfelter lod sig forene til en omløbende frise med figurer udvendig og indvendig; alle plader har på alle kanter spor af lodning, så det hele må have været holdt sammen af et nu forsvundet stel. Et par runde vulster uden loddespor blev anbragt øverst på randen som en – desværre ufuldstændig - kantning, og en rund plade, der heller ikke ses at have været fastgjort, blev lagt løst i bunden af karret. (Fig. 2)
Af Thorkild Ramskou
Fig. 1: FOT: P. DEHLHOLM
Fig. 2: Rekonstruktionsforslaget. TEGN: J. KRAGLUND
Gennem det meste af et århundrede har kedlen stået opstillet på Nationalmuseet i denne skikkelse, og det er nok muligt, at en person fra den keltiske jernalder ville smile lidt, hvis han blev præsenteret for den, men vel mest over pladernes rækkefølge; de gudemyter, som her er illustreret, og som var fælleseje dengang, er jo os helt ubekendte. Mod selve karrets form kan der næppe rejses indvendinger. Visse detaljer derimod må ved nærmere eftertanke forekomme noget diskutable.
Det, der gør os mistænksomme, er de manglende spor af lodning på nogle af stykkerne. Den runde plade med den pragtfulde tyrefigur, kan den virkelig have svømmet løst i bunden af kedlen? Og de vulstagtige stykker, der nu kanter kedlens rand, hvorfor var de ikke i fast forbindelse med den?
Gundestrupkarret er ikke et almindeligt vaskefad, så fornemt et stykke må have gjort tjeneste ved ganske særlige lejligheder. Indholdet kan have været spiseligt eller drikkeligt - snarest det sidste; til kød egner det sig ikke, det serveres bedre direkte fra spiddet. Med flydende varer vil tyrepladen imidlertid være skjult, og hvad mere er, den vil i høj grad være i vejen, når indholdet skal øses op, især de sidste rester. Havde den endda siddet fast, men løst liggende - !
På et låg af forgængeligt materiale - træ vel sagtens - kan de løse stykker derimod have gjort udmærket fyldest: vulsterne som rand og tyrepladen som topstykke, der samtidig tjente som håndtag. Derved blev de indvendige billeder ganske vist skjult, men tænk hvilken afsløring, når dækket blev fjernet! Tyrescenen ville her fremtræde som et altdominerende midtpunkt, og det må være meningen med den. At det store liggende dyr med det majestætisk løftede hoved spiller en central rolle i karrets billedfortælling, kan ingen tvivle om. (Fig. 3)
Fig. 3: FOT: P. DEHLHOLM
