Guldskatten fra Hammershus

SÅ meget større var glæden, da det i sommer rygtedes, at der var fundet en guldskat på Hammershus. Nyheden kom fra Nationalmuseets opsynsmand på borgen, Kaj Larsen; han kunne meddele, at han og hans medhjælper Sigurd Larsen 13. juni under reparationsarbejde på vestre ringmur var stødt på 22 guldmønter, der lå tæt sammentuttet, og ved siden deraf fire fingerringe og resterne af en rød silkepung eller -pose. Museumsinspektør Erik Skov fra Nationalmuseet tog straks til Hammershus, hvor han besteg det høje stillads, som var rejst op ad muren. Heroppe - 8,5 meter over det omgivende terræn og 4,5 meter over borgens indre område - var skatten fundet. Den lå i et hulrum i den forfaldne mur, og skønt den blev opdaget fra ydersiden, er det åbenbart, at den i sin tid må være anbragt indvendig fra. En klat mørtel, som tydeligt adskilte sig fra den, som var anvendt ved murens opførelse, har dækket over gemmestedet. Inde i borgen, op ad ringmuren, har ligget et hus, og fra et rum i dette, helt oppe under taget, må skatten være anbragt. I 1607 blev huset ombygget til et arkeli eller tøjhus, men da har man ikke vidst noget om skattens tilstedeværelse; ellers havde den nok ikke fået lov at blive liggende.

Hammershus er bygget midt i 1200-årene på foranledning af ærkebispen, og helt til 1525 var den, med få afbrydelser, i hænderne på de stridbare og ofte kongefjendske kirkefyrster, der end ikke undså sig for at give kongemordere husly. Efter bispetiden fulgte en 50-årig periode, hvor borgen - og øen - var pantsat til Lybæk, men derefter kom den i kronens besiddelse; den kom til at spille med i svenskekrigene, og lejlighedsvis fungerede den som statsfængsel, blandt andet for så fornemme forbrydere som ægteparret Ulfeldt. 1743 blev det besluttet at opgive og nedrive det allerede da stærkt forfaldne Hammershus. - Mange gange i borgens 500-årige historie har der stået fjender foran murene. Der har været tidspunkter nok, hvor det kunne være hensigtsmæssigt at skaffe sine værdier af vejen. Men hvornår blev skatten skjult og af hvem? Kan en nærmere betragtning af genstandene hjælpe os til at besvare disse spørgsmål?

Hovedbestanddelen i fundet er mønterne, af hvilke der som sagt er 22. De er af guld, og det er sjældent i middelalderen - i hvert fald i Nord- og Mellemeuropa, hvor man fra midten af 700-årene og ca 500 år frem næsten udelukkende klarede sig med sølvmønter. I sidste halvdel af 1200-tallet begyndte man imidlertid til brug for den voksende handel at slå guldmønt i Italien, England og Frankrig. I det følgende århundrede fulgte Tyskland efter; i Lybæk prægedes »floriner«, og 1386 sluttede fire rhinske kurfyrster forbund med det formål at slå god og ensartet guldmønt, hvilket resulterede i den såkaldte rhinske gylden. De udenlandske guldmønter kom snart i omløb i Danmark, de omtales i skriftlige kilder og kendes fra fundene, som hyppigst forekommer ved kysterne og især ved Øresund, hvor de årlige Skånemarkeder tiltrak fremmede købmænd. Særlig almindelige kan de dog ikke have været, for af middelalderlige guldmønter er der hidtil på gammel dansk område kun fundet 447. En eneste af disse bærer en dansk konges navn, nemlig kong Hans'; han var den første, som slog danske guldmønter, idet han brugte dem til betaling af de lejesoldater, han anvendte i krigen mod Sverige.

De nyfundne Hammershusmønter er alle tyske, og det siger lidt om guldmønters spredning, at ikke to af dem er ens. Den ældste mønt er slået omkring 1420, den yngste 1518 eller -19; i tid spænder de altså over ca hundrede år, hvilket ikke er usædvanligt for en middelalderlig møntskat og da slet ikke for en med guldmønter, der i særlig grad var stabile værdimålere. Rhinske gylden og rigsgylden (som iøvrigt også i daglig tale blev kaldt rhinske gylden) udgør størsteparten af skatten. De første, der jo er udsprunget af det før nævnte Rhinforbund, bærer kurfyrsternes våbenmærker, mens de sidste - rigets gylden - er kendelige på rigsæblet i præget; de er slået i selve den tyskromerske kejsers navn af byer, som hørte direkte under ham. De resterende mønter - ca en tredjedel - stammer fra forskellige andre møntsteder, såsom bispesæderne Bremen, Osnabrück og Würtz- burg; fra Lybæk og Hamborg er der mærkelig nok ingen, men på to mønter finder man Hamborgs kontrastempel (nældebladet) som tegn på, at de er blevet prøvet her og fundet gode med hensyn til vægt og lødighed. - De sikre møntdateringer kommer fundets andre genstande til gode og giver også et fingerpeg om, hvornår selve skatten er gemt hen; antagelig er det sket ret kort efter 1518-19, som er tilblivelsestiden for den yngste mønt.

Tre af fundets fire fingerringe er prægtige prydringe, støbt af sølv i flere dele, som er samlet og overtrukket med lueforgyldning, hvorved man blandt andet har opnået at dække over små unøjagtigheder i lodningen. Hvor de er blevet lavet, er det meget svært at sige noget om; mange kunsthåndværkere kom fra Lybæk eller andre nordtyske stæder, men de omrejsende guldsmede medførte deres modeller og var i stand til at støbe næsten hvorsomhelst. At den største ring er bestemt for en mandsfinger, kan ikke betvivles, om de mindre ringe også er det, er straks mere usikkert, men det er ikke utænkeligt, eftersom vi fra billeder ved, at mænd bar ringe på lillefingeren og på de andre fingres yderste led. (Fig. 3)

Der ses ingen tegn på slid, og ringene har næppe været gamle, da de blev gemt bort, hvorfor man med en vis sandsynlighed kan datere dem til de første årtier af 1500-tallet. Motiverne på ringene er religiøse symboler, hvilket er meget karakteristisk netop for denne tid. Den katolske kristendom har i løbet af middelalderen udviklet et billedsprog, som ikke alene præger den kirkelige kunst, men som griber dybt ind i dagligdagen. På drikkekrus, spiseskeer og smykker finder man disse symboler, med hvis udlægning datidens mennesker fra barnsben var dybt fortrolige. De har mindet tingenes ejere om deres forpligtelser som kristne og har vel også været tillagt ondt- afværgende kraft, sådan at de har gjort genstandene, i særdeleshed smykkerne, til en slags amuletter. (Fig. 4)

Den største af ringene har som hovedornament en fremstilling af Sct. Jørgen og dragen. Den stående helgen i ridderrustning svinger et krumt sværd over hovedet. I den anden hånd holder han et skjold, som den lille drage bider i, mens dens hale snor sig op langs figurens højre side. - Legenden om Sct. Jørgen - eller Sct. George, som han hedder uden for Norden - har rødder helt tilbage i 500-tallet, så helgenen havde altså 1000 år at se tilbage på, da han ved slutningen af middelalderen opnåede sin største popularitet. Overalt finder man fremstillinger af den kristne ridder, der ikke alene frelser prinsessen fra uhyret, men også de troende fra alt ondt. Han var adelens ideal og værnehelgen, og samtidig var han værner af de elendigst stillede i datidens samfund, de spedalske; hospitalerne, som tog sig af disse syge, fik navn af Sct. Jørgensgårde. Legenden har inspireret de største kunstnere - først og fremmest Bernt Notke - og en række kirker rundt om i Norden ejer, eller har ejet, fremragende og kendte rytterbilleder af Sct. Jørgen. Men også i det lille format var han et yndet motiv. Den stående Sct. Jørgensfigur, som vi møder på Hammershusringen, synes at have lybsk forbillede. En meget lignende fremstilling findes på en spiseske fra Bornholm og på et pilgrimstegn af bronze fundet i Visby, ved ruinen af Set. Görans kirke. I dette sidstnævnte lille beskedne tegn, som folk erhvervede sig ved at besøge et af de steder, hvor Set. Jørgen virkede med særlig kraft, har vi måske det allerbedste udtryk for omfanget af denne helgendyrkelse. Det kunne være fristende i Hammershusringen at se et medlemstegn til et ridderligt broderskab; men herom har vi ingen oplysninger.

En knælende hjort er hovedmotivet på den mindste ring. Hjorten er symbolet på den fromme, bodfærdige kristne, og forlægget er sikkert hentet fra en af de mange verserende udgaver af »Physiologus«, et oprindelig oldkristeligt skrift med moraliserende fortællinger om dyr, planter og sten med fantastiske egenskaber; det har spillet en meget stor rolle for middelalderens kunstnere. Af betydning for vor hjortering kan man tænke sig skriftets udlægning af 42. salmes andet vers: »Som hjorten skriger efter rindende vand, således skriger min sjæl efter dig, o Gud!« I Åsle sogn i Västergötland er fundet en ring, der meget ligner Hammershusringen, men iøvrigt kendes der adskillige hjorteringe fra tiden omkring 1500.

Om hjertet, som pryder den tredje ring, også har med den religiøse forestillingsverden at gøre, er straks mere tvivlsomt. Det er en nærliggende mulighed, at ringen kan have været bestemt til fæste- eller bryllupsgave, og i så fald er hjertet vel udtryk for en mere verdslig symbolik. Blandt de ni senmiddelalderlige hjerteringe, som findes i Nationalmuseet, er den ene ved en tidligere udgravning på Hammershus fundet i ruinerne ud for »smørkælderen«. Denne hjertering ligner i høj grad den nyligt fundne og må sikkert have haft samme forlæg.

Den fjerde ring er en signetring, og teoretisk skulle der være en mulighed for ved dens hjælp at finde ud af, hvem skattens ejer var. Det er en stor massiv guldring med en vægt på næsten 20 gram. Den kan kun være beregnet til en mand og må have siddet på tommel- eller pegefinger, som man ofte ser det på 1500 -tallets portrætmalerier. Den ottekantede signetplade er støbt i eet med selve ringen. I pladen er graveret et gotisk skjold og heri en majuskel A, hvis øverste tværstreg i den ene ende er forsynet med en ekstra streg, der ændrer bogstavet til et bomærke. Over skjoldet er graveret initialerne AS. - Havde der i skjoldet siddet et adeligt våben, ville det sikkert ikke være vanskeligt at finde frem til ejeren; nu har vi kun initialerne og bomærket at gå efter. Man har ledt blandt segl fra hele Danmark og har naturligvis haft opmærksomheden særlig rettet mod bornholmerne og Hammershus’ fogder, men hidtil har eftersøgningen ikke givet resultat. Dette kan man egentlig ikke undres over, for kildematerialet til Bornholms historie i 1500-tallet er meget spinkelt, vi har kun kendskab til meget få segl og kender ikke navnene på alle fogderne, endsige deres medhjælpere. Signetringens gåde bliver næppe nogensinde løst. (Fig. 5)

Christian den 2. gav sine landsknægte een rhinsk gylden i sold om måneden; for dette beløb kunne man på den tid erhverve sig en alen engelsk klæde eller - hvad mange vel har foretrukket - en tønde hamborgsk øl. For seks gylden kunne man købe en hest. - Den formue, som Hammershusskatten repræsenterer, har vel ikke været af de største, men dog i høj grad værd at passe på. At det ikke er sammenskrabet plyndringsgods, men en enkelt velbjærget mands ejendom, viser blandt andet de godt sammenstemte ringe, der sikkert har prydet een mands hænder. Måske har disse hænder rystet en smule den dag i årene efter 1518, da de anbragte den røde silkepung i mursprækken og klappede mørtelen til over den. Netop disse år hører til de uroligste i borgens bevægede historie. Blodbadet i Stockholm fik et uvejr til at bryde løs, og lybækkerne fiskede i de rørte vande; de havde aldrig været venner med Christian den 2. og rakte hellere end gerne hans modstandere en hjælpende hånd. Da målet var nået, og kongen drevet i landflygtighed, tog de deres betaling, og Bornholm var en del af den. Allerede på et tidligt tidspunkt af krigen havde bornholmerne fået deres kommende herrers kærlighed at føle. I august 1522 gjorde lybækkerne landgang på øen, de plyndrede og brandskattede befolkningen, og derefter gik de løs på Hammershus, som de indtog. Skattens ejer kan have været en af de forsvarere, som ved den lejlighed uden nåde blev hugget ned eller druknet i et stort bryggerkar. (Fig. 6)