Guldhøjsnuden
»Guldhøj« ved Vamdrup i det sydlige Jylland har indskrevet sit navn i forhistorien med en af de egekistegrave, der har bragt os bronzealderens mennesker på nært hold. I den største af højens tre kister var bisat en mand med rigelige gravgaver, heriblandt den berømte klapstol med odderskindssæde, vort ældste møbel. Tekstilerne i graven hører ikke mellem de bedst bevarede, men har alligevel ydet gode bidrag til vor enestående viden om tidens dragter.
Af Karen-Hanne Nielsen
Blandt de hårdt medtagne mere end 3000 år gamle klædningsstykker har en stump fristet til fornyet undersøgelse, fordi der har været tvivl om anvendelsen. Tekstileksperten Margrethe Hald antog den oprindelig for snuden af en sålsko. I så fald kan udførelsen bedst sammenlignes med en balletsko, hvis sål jo er meget smallere end foden, mens overdelen er formet over foden og trukket sammen om sålen. Senere ændrede hun opfattelse og mente, at det kunne være spidsen af en vante. Forfatteren blev sammen med arkæologistuderende Eva Koch Nielsen interesseret i den særprægede tøjlap, der tekstilmæssigt byder på en mangfoldighed af oplysninger, og vi gav os til at gennemgå den for slidmærker i håb om, at de kunne afgøre brugen.
Af de to tøjstykker, som indgår i snuden, er det øverste (hvis vi fastholder skoteorien) med en hårdt tvundet uldtråd rynket til det nederste (»sålen«). De to dele har vidt forskellig karakter. Overstykket er af kraftigt valket tøj og derfor sine steder uklart i strukturen, uldfibrene er grove, garnet tykt og sortbrunt - ikke ulig kappestykkerne i samme grav. Nederstykket er vævet af tyndt garn og har en fin, jævn og lækkert blød luv på ydersiden, mens trend- og islættråde tydeligt ses på den luvfri inderside. Vi præsenteres her for to efterbehandlingsmåder inden for oldtidens tekstilhåndværk, nemlig valkning, som ved udblødning og stampning har til formål at blødgøre tøjet, og den metode, der hedder rugning, hvor man ved opkradsning løfter fibrene (luven) op fra den vævede flade for at give den et smukkere udseende, større fylde og varmeevne. En sammensyning i overstykkets ene side tjener til at give det facon. I modsat side har der formodentlig været en tilsvarende, men kun en knude er tilbage, resten er ødelagt af et regulært slidhul.
Hvis man betragter stykket som en sko, vil man vente at finde sålen stærkt slidt på ydersiden og måske med aftryk af tæer på indersiden, men det er ikke tilfældet. Vi foreslår, det har været en sok med det fine bløde stof, »sålen«, siddende over foden, mens det grove tøj har vendt nedad, og det store hul er slidt af venstre fods storetå. Set på denne måde får stykket lighed med en mokkasin og kan indendørs have været båret som sådan, udendørs i fodtøj. Man havde gerne set antydet, hvor langt op på anklen eller underbenet sokken har gået, men derom giver snuden ingen oplysning.
Guldhøjmanden har haft garderoben i orden, lidt slidt måske, men af god uld i omhyggelig forarbejdning: to huer, en omfangsrig kappe over en kofte i finere vævning og fodformede sokker i lædersandaler.
(Fig. 1)
Fig. 1. Snuden set fra to sider i henholdsvis fotografi (efter M. Hald) og tegning (ved Eva Koch Nielsen). Bemærk slidhullet i siden.
