Guldets billedverden
De første danske byer af købstadskarakter opstod i vikingetiden eller den sene germanertid, men de havde en slags forløbere: handelspladser, hvor håndværkere, købmænd og almindelige borgere flokkedes i sommermånederne for at udveksle varer. En sådan plads blev påvist for få år siden ved Storebæltskysten nord for Lundeborg, det gamle overfartssted fra Fyn til Langeland (se Skalk 1987:5). Den synes opstået i yngre romersk jernalder og placerer sig dermed som den ældst kendte af sin art her fra landet. Der er fundet rester af handelsmændenes boder, værkstedspladser og en overordentlig mængde genstande, det hele koncentreret om et engareal ved Tangeåens udløb; her har der utvivlsomt i jernalderen været en vig ind fra kysten, en perfekt naturhavn. Fundet løser et problem, man længe har været opmærksom på; det forklarer den overordentlige rigdom på fund fra romersk og germansk jernalder, som præger det sydøstlige Fyn, nærmere betegnet Gudme herred.
Af Per O. Thomsen
Siden fundet af pladsen ved Lundeborg er der sket mangt og meget. Udgravningen, som Svendborg Museum forestår, har nu løbet gennem fire sæsoner, og pladsens omfang er fastlagt: det drejer sig om en ca 800 meter lang og 100 meter bred strimmel direkte langs Storebæltskysten. Den del, der blev beskrevet 1987, hører til områdets ældste; det er senere blevet klart, at pladsen har været i funktion fra begyndelsen af yngre romertid til begyndelsen af vikingetid. Det er 600 års handelshistorie, der gemmer sig i de tykke kulturlag.
Rent teknisk foregår arbejdet stadig ved traditionel udgravning med graveske, men med efterfølgende vandsoldning af jorden. Derved sikres det optimale udbytte. Mange særprægede og spændende sager er på den måde dukket op i vrimmelen af mere almindelige genstande, de vidner om det varierede varesortiment, pladsen har kunnet opvise, og ind imellem om kontakten med fremmede himmelstrøg (Fig. 1). Ingen tvivl om, at i Lundeborg mødtes folk fra nær og fjern.
Fig. 1: På kortet over Storebæltskysten nord for Lundeborg er handelspladsens omtrentlige udstrækning angivet med skravering. Krydset viser findestedet for gubbeskatten.
Om arten af genstande blev der fortalt i den tidligere artikel, og selv om der er kommet meget nyt til, vil vi denne gang afholde os fra at gå i detaljer. Et enkelt fund eller rettere fundkompleks fra sidste udgravningskampagne bør dog ikke forbigås i stilhed.
Det drejer sig om såkaldte guldgubber, i alt 64, hvoraf de 30 var nedlagt sammen. Det lyder som noget i retning af en guldskat, og det er det også, om end ikke helt i traditionel forstand. En guldgubbe er nemlig meget lille, en kun ca én kvadratcentimeter stor og ganske tynd guldblikplade, så der er ikke mange gram guld i samlingen. Den kulturhistoriske værdi er til gengæld betydelig, på pladerne er der nemlig billeder, og dem har vi ikke for mange af fra den tid.
Guldgubber kendes udelukkende fra Skandinavien og indtil for nylig kun i meget ringe antal: ca 150 fordelt på Norge, Sverige og Danmark (Fig. 2). Af de danske var langt de fleste fra Bornholm, kun nogle få fra Jylland og Øerne, fra Fyn blot en enkelt. I midten af 1980'erne mangedobledes imidlertid bestanden - og ikke blot den danske del af den - gennem et fund fra lokaliteten Sorte Muld på Bornholm (se Skalk 1987:2). Lundeborgs samling er langt mindre end den bornholmske, men får vægt derved, at den er fra en gubbefattig egn. I øvrigt øger det begge funds værdi overordentligt, at de er fremkommet ved systematisk udgravning og ikke tilfældig opsamling (Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5).
Fig. 2: Vandsoldningen blev sat i system og har opnået en høj grad af effekt.
Fig. 3: 24 af de i alt 30 guldgubber, som blev fundet sammen. - Fot: Keld Hansen. Fig. 4, Fig. 5: En af de mest detaljerede guldgubber i fotografi og tegning (ved Benno Blæsild). Selv ørerne er kommet med.
Guldgubberne fremkom nær det omtalte engareal, den formodede naturhavn. Året før var der fundet en enkelt gubbe (det samlede antal er altså i virkeligheden 65), men den lå i et helt andet område, så ingen kunne ane, hvad der ventede. Det begyndte med, at nogle få gubber dukkede op, og antallet voksede støt og sikkert, så at man kunne danne sig et indtryk af spredningen. De 30, der blev fundet samlet, har formodentlig ligget i en læderpung eller anden form for beholder, som nu er gået til grunde; hele klumpen var ikke meget større end en knyttet hånd. De spredte gubber lå i nærheden af »skatten«, men har givetvis ikke hørt til denne - der er altså ikke tale om et udpløjet depot. Snarere kan man tænke sig, at en mand, der handlede med guldgubber, har holdt til her på stedet. Sådanne specialområder er meget karakteristiske for pladsen.
Tidsfæsteisen af guldgubberne har altid voldt vanskelighed, fordi de som regel er fundet enkeltvis, men her, hvor de ligger i selskab med andre, daterbare, sager, eksisterer det problem ikke. Genstande som smykkenåle og keramik fra gubbelaget peger mod begyndelsen af 600-årene, men hvor langt et tidsrum, guldfundet omspænder, kan dog ikke uden videre afgøres. Dateringen svarer ret nøje til de bornholmske guldgubbers.
Billedmotivet er presset op i den tynde guldplade med et stempel, og da det ikke var et varieret billedudvalg, man ønskede, men nogle få ensartede scener, skulle man synes, der var lagt op til en serieproduktion. Sådan er det imidlertid ikke foregået, selv billeder, der er næsten identiske, har alligevel små forskelligheder. De nordiske guldgubber viser, som navnet antyder, altid personer, én eller to, i sidstnævnte tilfælde mand og kvinde. En karakteristisk forskel mellem de to store fund, det fra Sorte Muld og det nye fra Lundeborg, ligger netop i personantallet. Mens de bornholmske gubber i overvældende grad er énpersoners og med stærk vægt på mandkønnet, er de fynske næsten alle af partypen - ja i virkeligheden er der kun én undtagelse, den gubbe, der blev fundet 1988 et andet sted på pladsen.
Menneskene på Lundeborggubberne er alle profilsete, de står med ansigterne mod hinanden, manden til venstre, kvinden til højre; kun i to tilfælde er ordenen omvendt. Ansigternes udførelse er meget forskellig, nogle har tydelige, om end stærkt fortegnede træk, mens andre blot er en cirkel og et stort øje. Noget lignende gælder hænderne, de kan være detaljeret udført eller blot tofingrede gribeklør. Kønnet fremgår af påklædningen, men i enkelte tilfælde er dragterne dog så ens, at bestemmelsen kan volde lidt vanskelighed. Manden og kvinden er tydeligt glade for hinanden. Oftest er det ham alene, der holder om livet, skulderen eller halsen på hende, men det sker, at pigen gør gengæld. En særlig dristig scene viser et par i tæt omfavnelse. Tre gubber skiller sig ud, de to, som er næsten identiske, ved at manden står med en stok, mens kvinden holder om hans håndled, den tredje ved et stort drikkehorn, som begge griber fat i; denne gubbe er i øvrigt kraftigere end de andre i dette fund.
Nogle af mændene bærer en næsten til jorden nående kofte, der kan være kombineret med en ligeledes fodlang kappe, åben fortil, men holdt sammen over brystet. Hvor benene er synlige i større stil, aner man en beklædning, som vel må være bukser; sådanne kendes i hvert fald fra et af tidens mosefund. Kvinderne er klædt i en tækkelig, ankellang og meget fyldig kjole, ofte suppleret med et slag eller stort sjal holdt sammen foran på brystet. For begge køn gælder, at dragten meget minder om den, vi kender fra vikingetidens mere nuancerede billedverden (se Skalk 1983:4), hvoraf man kan slutte, at moden dengang skiftede i et sindigere tempo end nu. Nogenlunde det samme kan siges om frisuren. Mandens hår går til skulderen eller er helt kort, nærmest karseklippet, mens kvindens er langt og tilbageredt, samlet i en karakteristisk knude i nakken (Fig. 6, Fig. 7, Fig. 8). Når kvindehåret ofte ses gengivet meget langt, så at det næsten når jorden, kan det være af ornamentale grunde; det er ikke sikkert, det er i overensstemmelse med virkeligheden. Andre kvindefremstillinger viser det betydeligt kortere.
Fig. 6: Optrukne fotografier af seks guldgubber. I ét tilfælde, nederst til venstre, er de to personers klædedragt så ens, at kønsbestemmelsen volder vanskelighed. Gubberne med rekvisitter (stav og horn) ses længst til højre. Fig. 7, Fig. 8: Lad os et øjeblik forlade gubberne og se prøver på, hvad der ellers blev fundet ved Lundeborg. Tyrehovedet på billedet til venstre er et pragtstykke: 15 cm højt og med en vægt af 800 gram. Det må være lavet omkring Kristi fødsel, men er først kommet i jorden 400 år senere og har altså på det tidspunkt været en antikvitet. På de andre billeder ses et dyreornamenteret beslag, en hestefigur og en smykkenål, de to sidste af fremmed oprindelse.
Der kan gøres mange flere iagttagelser på de 65 guldgubber fra Lundeborg, men vi vil for overskuelighedens skyld lade det blive ved hovedindtrykket. Hver gubbe er et særskilt lille stykke kunsthåndværk. Nogle er næsten identiske uden dog at være helt ens, andre står alene. Denne på samme tid ensartethed og forskellighed virker forvirrende, og man spørger sig, hvad der kan ligge bag. Kan der være tale om aldersforskelle, egnsforskelle eller måske noget helt andet, som vi nu ikke har mulighed for at gennemskue?
Nært forbundet med dette ubesvarede spørgsmål er problemet om gubbernes anvendelse. Deres optræden i Lundeborg - og for øvrigt også på Sorte Muld - viser utvivlsomt, at de var genstand for handel. Man kunne for betaling erhverve de små plader, men til hvilken brug? Smykker kan de næppe have været, ved den mindste overlast ville de blive trykket ud af form, og for langt de fleste gælder, at de ikke er forsynet med huller eller øskener, som gør dem egnede til at bære i snor eller fæstne på tøjet. De forelskede blikke, mand og kvinde sender hinanden, taler nærmest om ægteskabelig lykke og sammenhold, så måske kan gubberne med parscenen have haft symbolværdi inden for kærlighedslivet. En funktion som ondtafværgende amuletter kunne være en mulighed, og man kan måske også tænke på noget i retning af senere tiders pilgrimstegn, de små emblemer, der viste, at man havde besøgt et kendt valfartssted. En helligdom af en slags kunne godt tænkes knyttet til handelspladsen ved Lundeborg.
Det er svære spørgsmål, når man i øvrigt kender overmåde lidt til datidens tankeverden, og måske vil de aldrig blive besvaret. Givet er det, at fundene fra Lundeborg og Sorte Muld har vakt fornyet interesse om de lidt oversete guldgubber. De må på en eller anden måde have været af væsentlig betydning for germanertidens mennesker.
