Gudens gunst

På herregården Rydhave ved Vinderup, ca 15 km nordøst for Holstebro, var to mænd en dag i juli ude for at opspore en defekt drænledning. Her, i egnen ved Hellegård å, har der været en meget tæt stenalderbebyggelse omkring en nu udtørret gren af Limfjorden, men det var næppe oldtiden, der beskæftigede entreprenør Peter Tanderup og arbejdsmand Verner Christensens tanker, da de med deres lange jernspyd stak i jorden for at finde røret og efter nogle forsøg som ventet stødte mod noget hårdt. De gravede ned og fik - ikke drænrøret, men en usædvanlig stor og smuk flintøkse på skovlen (Fig. 1, Fig. 2). Yderligere efterforskning bragte endnu tre økser for lyset, uden at de dog blev løsnet fra deres leje i jorden. Finderne gjorde det eneste rigtige, lod fundet ligge og gav besked om deres opdagelse til proprietær Frits Sevelsted, Rydhave avlsgård, der underrettede Holstebro Museum.

Ved museets udgravning blev hullet udvidet til et felt på 6 m2, herved fremkom endnu to økser, således at det samlede antal nu er oppe på seks. De lå i en dybde af ca 40 cm, en enkelt dog noget højere, så højt, at den er strejfet af ploven, der har vendt den på kant. Økserne, der er af den såkaldt »tyndnakkede« type, den økseform de tidlige stenalderbønder brugte til deres skovrydning, er imponerende lange: 32-44 cm, den længste kun 2½ cm under Danmarksrekorden, der indehaves af en økse fundet i forrige århundrede ved Jegstrup i Viborg amt. Alle økser er slebet på alle fire sider, to viser tegn på opskærpning, og på tre kan man ved særlige lysvinkler se tydelige skæftningsspor omkring midten af bladet, et blankt slid der nærmest ligner lakering. Det er altså ikke paradeøkser, vi her har med at gøre, de har virkelig været brugt omend næppe særlig længe, så havde de nok været mere mærket af det. Her melder sig nu spørgsmålet, hvorfor og under hvilke forhold de er kommet i jorden. Det sidste må geologerne afgøre, men umiddelbart ser det ikke ud til, at økserne er nedgravet, snarere er de nedlagt på lavt vand nær bredden af den omtalte havarm. Men hvorfor sænker man sine gode brugsøkser i søen?

Om baggrunden for fund af denne type har der oftere været skrevet i Skalk. Til afveksling vil vi her, efter svensk mønster, fremlægge mulighederne i et skema - iøvrigt uden at ville udelukke, at der kan være andre mere specielle motiver, som ikke er kommet med (Fig. 3).

Hvilken af vejene, man skal følge, er ikke så ligetil at afgøre, men den første er det i hvert fald næppe; det forekommer helt usandsynligt, at de seks økser skulle være kommet i jorden ved den blotte tilfældighed. Den mulighed, at fundet kan være en hengemt og aldrig hævet »skat«, kan derimod ikke udelukkes, for økser som disse har ikke været hvermands eje. Egnet flintmateriale i denne størrelse finder man sjældent på stranden, det må sikkert være fra de nordjyske miner (se Skalk 1966:1), og når dertil kommer, hvad selve tilvirkningen krævede af teknisk dygtighed og erfaring, må det være indlysende, at økserne har repræsenteret en betydelig værdi, som der kunne være mange gode grunde til at gemme (Fig. 4). Muligheden, at fundet kan være nedlagt af religiøse årsager, er dog ikke mindre sandsynlig. I en lille stenalderbygd, hvor alt afhang af afgrødens og husdyrenes trivsel, har der sikkert ofte været brug for at kalde på højere magters bistand. Man kunne have ventet, eller i hvert fald håbet, at de gunstige udgravningsvilkår ville have bidraget til gådens løsning. Påvisning af en sten, stolpe eller anden større genstand, som havde gjort stedet let genkendeligt, ville have støttet depotteorien, mens fund af knogler, lerkar med madrester eller lignende havde sandsynliggjort tanken om offer. Intet af dette fandtes desværre. Udgravningen som sådan havde intet lod at lægge i vægtskålen.

Når man alligevel i dette tilfælde må hælde til offerteorien, skyldes det, at netop øksen efter alt at dømme har spillet en vigtig rolle i yngre stenalders religion. Flere fund viser os øksen opstillet næsten som et gudebillede, og man kan ikke undgå at få den forestilling, at vi her står over for gudens dyrkede attribut. Rydhavefundet er, dets kvaliteter ufortalt, ikke enestående, økser af usædvanlig længde og pragt er oftere fundet nedlagt sammen og må nødvendigvis lede tanken hen på økseguden. Ingen offergave kunne vel være mere passende, hvis man ville tilkøbe sig hans gunst.

Et af de tydeligste vidnesbyrd om øksens dyrkelse stammer fra en hustomt, men så heldige tør vi ikke håbe at være, når vi i efteråret skal udgrave en nærliggende boplads, som meget vel kan være den, økserne er udgået fra. Iøvrigt skal det ikke skjules, at offerteorien foruden tilhængere også har modstandere, til dem hørte Herning Museums mangeårige leder, H. P. Hansen, der mente, at det var »en urimelig tanke, at bonden skulle have ofret sine uundværlige redskaber, sin plov eller vogn, til en eller anden agerdyrkningsgud«. H. P. Hansen drog slutninger ud fra sit indgående kendskab til nyere tids bondesamfund, men det er næppe dér, man i denne sag skal gøre sine erfaringer. Går man til fjernere, mere primitive, kulturer, opdager man, at mennesker under særlige forhold kan opfatte ofring, selv af højt værdsatte ejendele, som en vel anbragt investering.