Grylen

Asger Dragsholt hedder manden, og emnet, han har forset sig på, er vikingetidens maskebilleder, de mærkelige »flettede« ansigter, som blandt andet optræder på en del af vore runesten. Det er hans lynende tanke, hans mani, at disse billeder, som sikkert har skullet beskytte stenene mod hærværk, er gengivelser af rigtige masker fremstillet af vikingerne til sakralt brug. Nu vil han føre billedet tilbage til dets oprindelige stof for at se, om det får mere liv ad den vej. Om man kan komme en tydning på nærmere hold ved en tilnærmelsesvis genskabelse. Han er overbevist om, at maskerne må have haft en betydning, kendt af alle datidens mennesker (fig. 1).

For undertegnede, som med historikerens vågne øje fulgte Dragsholts eksperimenter, blev maskerne illustrationer til en tekst, som just da huserede nat og dag i bevidstheden, en af disse sager, man ikke kan blive færdig med: William Heinesens GRYLEN. Man kan kalde det en fortælling, men ordet, som nærmest dækker den færøske forfatters underfulde blanding af digt og kulturhistorie, er nok myte.

Grylen er et væsen, som viser sig i den færøske bygd om aftenen fastelavns tirsdag, når folk er lidt møre efter dages og nætters fest og dans, »og Fanden tæller lillefingre bag dem i det forgangnes mørke«. Så kommer Grylen ud af sit mørke indelukke: »Hendes fjæs er ikke til at få rede på, det er stort og meget stygt, men fjæler sig under et forvirret forhæng af tjavser og klude. At hendes øjne lyser i mørke, kan mange bevidne, men det er også næsten det eneste sikre, der kan siges om hendes ydre. Hvad det indre angår vides intet, hendes væsen er gådefuldt, for det har rødder i dunkel urtids nat«.

Her omtales Grylen som »hun«, og det kan passere til en vis grænse. Men kvinder - især dem, som frugtbarhed er nægtet - vil gerne, når de får besøg af monstret, lade sig berøre på det nøgne skind under skørtet med »standeren« - »vældig og naturtro som den er«. Utysket er tvekønnet, hvordan det nu kan have sig. »Hendes væsen er gådefuldt«, siger jo digteren selv.

Sikrest at spørge de vise, og for det omtalte laug betyder det »Kulturhistorisk Leksikon for nordisk Middelalder«. Det svarer på stikordet Gryla, at ordet er beslægtet med gru - og med tysk greuel - og bruges i Island til at skræmme børn med. Et islandsk vers fra 1200-årene siger: »Her kommer Grylen til gårde / og har femten haler på sig«. Islændingene tillægger hende også mand og en horde børn, men det må være efterrationalisering. I sin oprindelse er hun selv det hele. I mytologien er Loke tvekønnet, hvilket ikke gør ham agtet mellem aserne. Men Heinesens Gryle nyder heller ikke agtelse i bygden; hun omgives med skam og tavshed på alle andre tider end den ene aften, der er hendes. Den skikkelige husmand Dunald, der er den, som opretholder traditionen, som trækker i Grylens tøj og varetager hendes årlige optræden, må lukke sig inde med skammen i mange døgn efter den store aften, for end ikke hans kone og børn vil kendes ved den besmittede (fig. 2).

I myten er det kun de frækkeste af drengene, der følger med Grylen rundt, mens hun efter en mystisk og slet ikke regelret rute besøger hjemmene, hvor hun belønnes med gaver, som kan være brød eller brændevin, en og anden mønt, men oftest er gode lunser tørret fårekød. Inden Dunald hin tirsdag i tusmørket iklæder sig Grylens maske og ornat og begynder sin vandring rundt i bygden, har han frådsesyner ved forestillingen om alt det, turen skal indbringe, og her må huskes, at det hele forløber i tankebaner fra en tid, hvor fastelavnen var et spørgsmål om mad. Fastelavns tirsdag hed på dansk Fede Tirsdag, den sidste dag, der var flæsk på bordet.

Siden fik børnene overladt fastelavnen helt som deres egen. Sære rester af hedenskab og kønsvekslen stikker endnu i masker og udklædning. Drenge klædt som kvinder er en uopslidelig fastelavnsspøg. På svensk er ordet menneske hunkøn: »Människan, hon är nu så«. For bare et halvt århundrede siden holdt landboungdommen endnu maskeballer i fastelavnsugen; også her tilfaldt førsteprisen i reglen den karl, der var mest fantasifuldt maskeret som kvinde. Piger i mandsdragt derimod var ordinært og uden virkning. Vore maskerede unger er nok det nærmeste, vi kan komme fastelavnsmystikken. Måtte deres boller smage dem.

Det får være historikerens eget problem, at han absolut vil have to flygtigt set ret uforligelige ender til at mødes. Han mener, at digterens myte henter sit mangefarvede stof fra den samme fabelverden som Dragsholt sine masker. Ifølge Heinesen er Grylen iført en hel og kompliceret maskedragt - måske som den, der bæres af Hunnestad-stenens ridende heks. På den vestjyske Ådum-runesten optræder en figur, som genskabt danner en slags poncho - nej ikke en poncho, snarere ligner klædningsstykket en messehagel - en beklædning til ceremonielt brug. Grylens dragt? Eller en del af dennes virvar?

Kommet så langt vil vi gerne vise selve stoffet til myte- og billedtydning på en udstilling. Dokumenterne - ristningerne - bankes af i vådt matricepapir. Kompositionen opløses derefter i silhuetpapir, efter hvilket maskerne skæres ud i læder og flettes. Og her sker så det næsten underfulde, at masken af sig selv falder til i formen efter et ansigt.

Naturligvis skal maskerne vises ved fastelavnstid. Det sker på Aalborg historiske Museum, hvor de kan ses fra fastelavns lørdag, den 3. marts. Vi ønsker, at William Heinesen vil komme og åbne udstillingen, som han har givet navn. Den skal hedde GRYLER.

Javist, det er letsindige påstande uden tilstrækkelig bund i kilderne. Men for det første er det i fastelavnen, letsindighederne sker. Og for det andet: Dernede i halvmørket på den anden side den store Jellingsten, rumsterer mere end én slags væsener, som ikke har ladet sig kristne. Der kræves nogen forberedelse af den, som vil forsøge at forstå, hvad det er, kulturhistorikerne her famler sig hen imod. Læs Asger Dragsholts artikel i Skalk. Og læs William Heinesens myte Grylen! Den står i novellesamlingen Det fortryllede Lys, der som Gyldendalsk tranebog kan erhverves for 6 kroner. En billig entré til en halvglemt fabelverden (fig. 3).